mandag den 29. februar 2016

Bøger i februar og chokoladeuddeling!

Det er blevet til en del i denne måned, især hvad digte angår.

Fra Bogrummet:
"Pulsens koordinater" - digte.
"Barnemad" - digte.
"Sigrid" - ungdomsbog - eventyr - Se her!
"Emmas hemmelige og totalt pinlige dagbog" - børnebog.
"Den altseende" - krimi - Se her!

Fra VIP bogudsalg i Bog og Ide:
"Pia Kjærsgaard - Fordi jeg var nødt til det" - biografi.
"Stalking" - fagbog.

Andre:
"Terje Vigen" af Henrik Ibsen - Norsk - digte/fortælling.
 

Så det har været en lidt anderledes måned hvad bøger angår, men spændende!
..............................................................................................

Og nu vil jeg fortælle hvem de 5 vindere af hver 1 plade choklade, som jeg udlodder her: Blogindlæg 200!, er....

Casper trak de fem vindere for mig her til morgen og vinderne er:

Thaiger, Kbh.
Malene, Silkeborg.
Lone, Viborg.
Annemette, Næstved.
Luna, Valby.

Jeg kontakter jer snarest og sender chokolade til jer.
Tillykke!

Mange tak til alle der har deltaget. 

Der starter en ny konkurrence i morgen herinde, så følg med :)




søndag den 28. februar 2016

Boganmeldelse: "Pulsens koordinater"!

Jeg havde jo fornøjelsen af at interviewe forfatter Nanna Lundgaard Arbøl forleden. Se det indlæg her!

Og jeg har også fået lov at læse hendes digtsamling og den vil jeg skrive om her...

108 sider
Udgivet af Copenhagen Storytellers og bogen kan købes her: http://copenhagenstorytellers.dk/produkt/pulsens-koordinater/

Digtene er skrevet ud fra vejnavne i København og det er klart at hvis man kender stederne lidt så kan man måske få lidt mere ud af teksterne. Men ikke desto mindre er der god sammenhæng i digtene, stederne og budskaberne.

Digtene kan læses enkeltvis eller ud i et. Og beskriver livets forsider og bagsider ganske fint. Man får en ide om hvem forfatteren bag ordene er og man er ikke i tvivl om at hun har noget på hjertet.

Sproget er ungt og sprødt, nemt at forstå og kan alligevel tolkes på flere måder, hvilket er rigtig fint for læseren. Man bliver suget ind i et verdensbillede som man selv kan være med til at forme hvis man tolker digtene ud fra sig selv og sine egne erfaringer.

Det er måske ikke digte som mange lige ville kaste sig over, men her får man faktisk en mulighed for at læse digte i en udgave som alle på den ene eller den anden måde vil kunne få noget ud af.

Selve digtene er skrevet med et udgangspunkt i en kvinde med et knust hjerte og det gir rigtig fin mening når man læser bogen. Der vil helt sikkert være ting man kan genkende rent personligt i forhold til kærlighed og kærestesorger, og livet generelt.

En fin digtsamling der fortjener at blive lagt mærke til. Og en forfatter som jeg i hvert fald helt personligt gerne vil høre mere fra.

En digtsamling der klart kan anbefales!


-------------------------------------------------------------------------------------

Husk også at tjekke mit sidste indlæg ud, hvor du kan være heldig at modtage chokolade: Indlæg nr 200

fredag den 26. februar 2016

Blogindlæg nr. 200!

Det er helt vildt, blogindlæg nummer 200!

DET SKAL FEJRES!!!



Jeg vil rigtig gerne forkæle mine skønne læsere og jeg vil derfor gerne sende 5 læsere en lille plade chokolade!



Send mig en mail på: ijoergensen85@jubii.dk
Med overskriften: 200
Mailen skal indeholde: Navn og adresse.
(Ingen oplysninger bliver gemt og det er gratis at deltage).
Jeg trækker lod på mandag (29/2-2016) blandt de mails jeg modtager.

En stor tak skal lyde til alle der har fulgt med i den tid jeg har haft bloggen. Jeg glæder mig til at skrive endnu mere fremover!


tirsdag den 23. februar 2016

Interview med Nanna Lundgaard Arbøl.


Har fået mulighed for at interviewe denne forfatter. Jeg har via Bogrummet fået lov at læse hendes seneste digtsamling "Pulsens koordinater". Den er endnu ikke udkommet og jeg vil derfor vente med at skrive om den, men derfor kan jeg jo godt bringe interviewet med forfatteren bag!
Det er første gang jeg får denne mulighed og det er takket være et rigtig godt samarbejde med http://copenhagenstorytellers.dk/ at dette er kommet i stand. Så tusind tak for det.

Billede af: Cecilie Sund Kristensen

Nanna Lundgaard Arbøl.

26 år.

Har udgivet ”Under Cassiopeia” og ”Pulsens koordinater”.

Jeg har stillet Nanna nogen spørgsmål som hun her er så venlig at svare på:

1. Hvorfor digte?
Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at skrive digte. Hvor kliché det end må lyde, så dukkede genren naturligt op i mit liv. Det var dén måde, mine ord ville fødes på.

2. Hvad mener du at din bog "Pulsens koordinater" kan byde på som skiller sig ud fra andre digte i samme stil?
Pulsens Koordinater er en stemning og en rejse - gennem København og følelsesregistret. Den er en hyldest til følelser og storbyen, og samtidig en opfordring til at finde sig selv, når det ser sortest ud - dernæst et kærligt puf/et nødvendigt skub til at holde fast i det genfundne, når dæmonerne er forsvundet. Og det er der mange - mig selv inkluderet - der kan have brug for. 

3. Kommer vi til at opleve romaner fra din side også, eller er det primært digte og noveller du gør dig i?
Jeg er på nuværende tidspunkt i gang med at finpudse og justere en roman, jeg har planer om at sende til forlag. Om den bliver til noget, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det var en fantastisk oplevelse at skrive den - at skabe et karakterkatalog og danne rammer var yderst interessant og sjovt! Især fandt jeg dialogerne enormt spændende at arbejde med. Dertil skal nævnes, at jeg har en stor håndfuld ufærdige projekter liggende. Hvornår og om jeg overhovedet puster liv i dem, ved jeg heller ikke. Det vil tiden vise.

4. Hvad betyder poesi/lyrik for dig?
Poesien er en portal for mit personlige følelsesregister. Jeg lagrer så mange følelser, oplevelser, minder og drømme, at jeg bliver nødt til at placere det hele ét sted. Det sted er poesien og dét den giver mig mulighed for at udtrykke ved hjælp af den.
Jeg holder også meget af at læse poesi. Naja Marie Aidt, Tove Ditlevsen og Caspar Eric er nogle af de digtere, jeg ynder at læse. 

5. Hvem henvender du dig primært til som forfatter, føler du?
Da digtsamlingen foregår i København vil mange mene, at den primært henvender sig til københavnerne eller folk, der har et godt kendskab til byen. Jeg derimod ønsker at nå ud til folk, der føler, at de sommetider føler så meget, at de ikke kan rumme det. Til de folk, der har mistet sig selv - om det er i et forhold eller en anden dyb relation - og som skal på benene igen. Til dem, der har elsket og mistet. Sandt nok danner 40 københavnske gader ramme for fortællingen med stedsbetegnelser og referencer, men følelserne ville stadigvæk være de samme, om de foregik i Aarhus eller Amsterdam

6. Hvorfor skal man læse "Pulsens koordinater"?
Der vil jeg faktisk henvise til spørgsmål 5's passage -> Jeg ønsker at nå ud til folk, der føler, at de sommetider føler så meget, at de ikke kan rumme det. Til de folk, der har mistet sig selv - om det er i et forhold eller en anden dyb relation - og som skal på benene igen. Til dem, der har elsket og mistet.

7. Hvad læser du selv lige for tiden?
Jeg er typen, der læser flere bøger på én gang. Pt læser jeg "En pige og en dreng" af Morten Brask, "En plus en" af JoJo Moyes og "Min lillebror" af Christel Wiinblad. Sidstnævnte er tredje gang, jeg læser den.
Jeg har netop færdiglæst "Jeg er her stadig" af Clélie Avit og "Det sidste brev fra din elsker" af Jojo Moyes. Begge kan varmt anbefales.

8. Er der en bog du selv vil anbefale folk at læse som du har været begejstret for?
Min yndlingsbog er "Min mor siger" af Stine Pilgaard. Den har jeg læst 8 gange. Jeg har tilmed fået en tatovering af en søhest, som en hyldest til bogen og det lille sted i hjernen, hippocampus, der er formet som en søhest. Bogen er varm, tragikomisk, smuk og enormt velskrevet.

Mange tak til Nanna for at stille op og jeg glæder mig personligt til at kunne skrive om digtene i "Pulsens koordinater" så snart de udkommer!
Så til alle ude bag skærmen: VI SKRIVES VED!


mandag den 22. februar 2016

Boganmeldelse: "Fordi jeg var nødt til det"!

Pia Kjærsgaard, Biografi, Fortalt til Jette Meier Carlsen.
Gyldendal.
356 sider.
Udgivet i 2013.

Jeg købte denne bog fordi jeg med det samme blev fanget af forsiden. Dette er jo historien om en af vores tids helt store politikere. Om man er enig med Pia politisk eller ej, kan man ikke komme udenom at hun har fyldt godt i landskabet, og jeg var nysgerrig for at komme til at lære personen bag den stærke kvinde bedre at kende.

Hvis du læser min boganmeldelse vil jeg håbe du gør det uden at starte med at tænke: "Nå, det er hende med udlændingepolitikken", "Pia Kjærsgaard er racist" eller andre fordømmende holdninger til hende som person, selv om jeg godt ved at mange har en meget negativ holdning overfor hende.
Personligt har jeg heller ikke altid været enig med hende, men jeg har stor respekt for at hun har knoklet sig til nogen resultater som hun personligt kan stå inde for, at hun har arbejdet mere end de fleste nogensinde kommer til, samt at hun trods alt har været med til at skrive danmarkshistorie. At jeg alligevel nævner de negative ting fra start er fordi jeg ved mange springer alt over så snart det handler om Pia Kjærsgaard og det syntes jeg er brandærgerligt, for om ikke andet må man jo kunne se så nøgternt på tingene at man skiller det ad og blot indser at her fortæller hun sin egen historie råt for usødet!


Pia er vokset op i et ret almindeligt hjem dog uden man talte om de store følelser. Skete ting så pakkede man dem lidt væk og derfor blev der heller ikke taget særligt hånd om hende og hendes bror da forældrene blev skilt.
Men det var med til at gøre Pia til en fighter, for hun opdagede ret hurtigt at hvis man vil opnå noget skal man kæmpe for det. Det være sig at få ting igennem offentligt, men også personligt. Man kan ikke bare ligge låg på og tro det hele nok går alligevel.

Familieværdier og traditioner har altid betydet meget for Pia og selv om hun grundet sit politiske virke ikke har kunne være til stede konstant overfor sine børn så gør hun hvad hun kan i dag for at være til stede overfor sine børnebørn. 
Det har haft konsekvenser i familien at Pia har været en offentlig person og til tider en person truet på livet. Det har ikke altid været nemt at være barn af Pia selv om man har forsøgt at undgå at børnene skulle frem i rampelyset. Og man er ikke i tvivl om at Pia har betalt en høj pris for at have det liv hun har haft, for hun har også måtte gøre op med sin fortid og lærer at håndtere følelser bedre, ellers ville det have været svært at holde sammen på familien. Hendes mand Henrik har dog været en stor støtte og selv om han har arbejdet hårdt selv og aldrig stået i skyggen for Pia så har han alligevel været den som bl.a. var der mest for deres børn og har løftet Pia når det hele blev lige lidt for meget. Deres forhold er stabilt og trygt og bogen giver klart udtryk af at selv om de har været sammen meget længe så kan de stadig have deres uoverensstemmelser, men de giver plads til hinanden af respekt og kærlighed!

Pia omtaler sine kerneværdier, at det betyder noget for hende at man passer på sig selv, at det er vigtigt for hende at vi bevarer kongehuset, at hun går op i dyrevelfærd og at hun aldrig nogensinde har opfattet sig selv som "magtliderlig". Hun opfatter sig selv som en ganske almindelig person der bare brænder for at gøre en forskel, selv om det ikke er et udtryk hun bryder sig om, og hun opfatter sig selv som helt nede på jorden.

Biografien fortæller også en historie om en hjertevarm person der tør stå ved den hun er. En person der har sine meningers mod og en person der ikke har været bange for at tage de hårde kampe. Hun siger endda at hun fungere godt under pres, for hun sørger altid for at være velforberedt.

Vi får også historien om hendes bror, der desværre ikke får et særligt godt liv. Men selv om Pia ikke har kunne gøre så meget for ham så holdt hun af ham.

Og så møder vi hende på Santorini, i Henriks og hendes lille hjem i syden. Her kan hun virkelig formå at slappe af og lade skuldrene falde ned, selv om der går et par dage fra hun lander til hun er helt nede. Man er ikke i tvivl om at her kan hun gå i fred, solbade, nyde livet og bare være. Det er hendes fristed.

Bogen er velskrevet og man får en del gode billeder af se, både af Pia som barn men også senere i hendes politiske karriere. Det er en god bog opdelt i forskellige kapitler alt efter hvor i livet hun nu er nået til i sin fortælling og man sidder som læser tilbage med en oplevelse af at man faktisk er kommet til at lære Pia bedre at kende. Pia har god humor hvilket også understreges i bogen et par gange. Og så har hun let til tårer, hvilket man også får af mærke.

Så alt i alt en biografi som jeg godt kan forstå hun selv er meget stolt af. Den er flot fortalt og skrevet ordentligt.
Kan kun anbefale andre at læse den hvis de interessere sig for politik og de store personligheder indenfor den verden! 

lørdag den 20. februar 2016

Boganmeldelse: "Stalking - om chikane, forfølgelse og trusler"!

Forfatter: Lise Linn Larsen
Forlag: Nyt nordisk
Sideantal: 211
Udgivet: 2010



Denne fagbog giver et rigtig godt indblik i hvem der risikere at blive stalket, den forklare præcis hvad stalking er og den beskriver hvordan en stalker opstår. Der er som sådan ingen overordnet kategori af personer der ender med at opleve stalking og faktisk kan det ligeså godt være dig eller mig der en dag bliver udsat for det. Dog kan man konkludere at selv om der er mænd der kommer ud for dette så er det primært kvinder der oplever stalking igennem længere tid.

Stalking i sig selv er ikke noget vi har været ret gode til at tage alvorligt i Danmark men i udlandet har man igennem flere år haft lovgivning direkte omkring og imod stalking. Man har mange flere muligheder for at modtage hjælp og desværre er det sådan at mange i Danmark oplever at de ikke bliver lyttet til når de anmelder disse ting. 

De fleste der oplever dette har en reel risiko hængende over hovedet og selv om situationen ikke altid udvikler sig voldeligt så vil det psykiske pres kunne opfattes som en voldshandling. Mange må leve i skjul, forlade deres hjem, sige farvel til sin omgangskreds, miste kontakten til arbejdslivet mm. Og er der børn som skal beskyttes er presset endnu højere, ikke mindst fordi myndighederne idag går højt op i at begge forældre skal kunne se sit barn også selv om den ene part måske er den der udføre stalkingen.

Stalking i Danmark er bedst kendt som chikane, men det er slet ikke dækkende for hvad stalking reelt er.
Heldigvis er der begyndt at komme mere fokus på dette og der har blandt andet været tvudsendelser omkring stalking i DK. Det er rigtig vigtigt at der fortsat er fokus på dette og gerne i meget større omfang end der hidtil har været. Der sker stadig jalousidrab hvoraf man har kunne udlede at en ret stor procentdel af disse drab har haft forudgående stalking.

Bogen her er yderst relevant da den omhandler både muligheder for at få hjælp, den giver gode råd hvis man befinder sig i en situation som kan være farlig samt den henviser til steder hvor man også kan få hjælp hvis man er en af dem der tør erkende at man har været eller måske stadig er voldelig. Bogen beskriver også konkrete hændelser og er barsk men samtidig meget velskrevet.

Kan anbefales til alle med interesse for emnet, folk der arbejder som socialrådgivere mm og ikke mindst til folk der måske har været udsat for eller stadig er udsat for stalking og længerevarende chikane.

Har man akut brug for hjælp i forbindelse med stalking kan man henvende sig her: http://www.offerraadgivning.dk/
Her kan både mænd og kvinder henvende sig og få hjælp eller blive henvist videre... 

søndag den 14. februar 2016

Vinder af februar konkurrencen.

Vinderen er Lone Jørgensen! Tillykke!

Som eneste tilmeldte er der jo ingen grund til at lave en video hvor jeg trækker en vinder..

Lone er kontaktet og vil få præmien tilsendt snarest.

Hold øje for der kommer snart en ny konkurrence.

mandag den 1. februar 2016

Februar konkurrence!

Jeg har fået mulighed for at lave en lille konkurrence i denne måned også.

Denne gang er præmien:
1 pakke med 300 gram Valle protein pulver fra http://billigeproteiner.dk/
De har været søde at sponsorere denne præmie, så tusind tak for det.

For at deltage skal man ligge en kommentar under dette opslag og skrive hvor mange gram der er i pakken man kan vinde!

(Er du anonym bruger skal du lige læse her: Anonym bruger!

Konkurrencen slutter søndag den 14. februar.
Jeg trækker lod blandt kommentarerne og præmien sendes direkte til vinderen. Det er gratis at deltage.
 

Held og lykke.
(Følg gerne min blog, så er du sikker på at opdage hver gang der er nye opslag, konkurrencer mm.)!