Pia Kjærsgaard, Biografi, Fortalt til Jette Meier Carlsen.
Gyldendal.
356 sider.
Udgivet i 2013.
Jeg købte denne bog fordi jeg med det samme blev fanget af forsiden. Dette er jo historien om en af vores tids helt store politikere. Om man er enig med Pia politisk eller ej, kan man ikke komme udenom at hun har fyldt godt i landskabet, og jeg var nysgerrig for at komme til at lære personen bag den stærke kvinde bedre at kende.
Hvis du læser min boganmeldelse vil jeg håbe du gør det uden at starte med at tænke: "Nå, det er hende med udlændingepolitikken", "Pia Kjærsgaard er racist" eller andre fordømmende holdninger til hende som person, selv om jeg godt ved at mange har en meget negativ holdning overfor hende.
Personligt har jeg heller ikke altid været enig med hende, men jeg har stor respekt for at hun har knoklet sig til nogen resultater som hun personligt kan stå inde for, at hun har arbejdet mere end de fleste nogensinde kommer til, samt at hun trods alt har været med til at skrive danmarkshistorie. At jeg alligevel nævner de negative ting fra start er fordi jeg ved mange springer alt over så snart det handler om Pia Kjærsgaard og det syntes jeg er brandærgerligt, for om ikke andet må man jo kunne se så nøgternt på tingene at man skiller det ad og blot indser at her fortæller hun sin egen historie råt for usødet!
Pia er vokset op i et ret almindeligt hjem dog uden man talte om de store følelser. Skete ting så pakkede man dem lidt væk og derfor blev der heller ikke taget særligt hånd om hende og hendes bror da forældrene blev skilt.
Men det var med til at gøre Pia til en fighter, for hun opdagede ret hurtigt at hvis man vil opnå noget skal man kæmpe for det. Det være sig at få ting igennem offentligt, men også personligt. Man kan ikke bare ligge låg på og tro det hele nok går alligevel.
Familieværdier og traditioner har altid betydet meget for Pia og selv om hun grundet sit politiske virke ikke har kunne være til stede konstant overfor sine børn så gør hun hvad hun kan i dag for at være til stede overfor sine børnebørn.
Det har haft konsekvenser i familien at Pia har været en offentlig person og til tider en person truet på livet. Det har ikke altid været nemt at være barn af Pia selv om man har forsøgt at undgå at børnene skulle frem i rampelyset. Og man er ikke i tvivl om at Pia har betalt en høj pris for at have det liv hun har haft, for hun har også måtte gøre op med sin fortid og lærer at håndtere følelser bedre, ellers ville det have været svært at holde sammen på familien. Hendes mand Henrik har dog været en stor støtte og selv om han har arbejdet hårdt selv og aldrig stået i skyggen for Pia så har han alligevel været den som bl.a. var der mest for deres børn og har løftet Pia når det hele blev lige lidt for meget. Deres forhold er stabilt og trygt og bogen giver klart udtryk af at selv om de har været sammen meget længe så kan de stadig have deres uoverensstemmelser, men de giver plads til hinanden af respekt og kærlighed!
Pia omtaler sine kerneværdier, at det betyder noget for hende at man passer på sig selv, at det er vigtigt for hende at vi bevarer kongehuset, at hun går op i dyrevelfærd og at hun aldrig nogensinde har opfattet sig selv som "magtliderlig". Hun opfatter sig selv som en ganske almindelig person der bare brænder for at gøre en forskel, selv om det ikke er et udtryk hun bryder sig om, og hun opfatter sig selv som helt nede på jorden.
Biografien fortæller også en historie om en hjertevarm person der tør stå ved den hun er. En person der har sine meningers mod og en person der ikke har været bange for at tage de hårde kampe. Hun siger endda at hun fungere godt under pres, for hun sørger altid for at være velforberedt.
Vi får også historien om hendes bror, der desværre ikke får et særligt godt liv. Men selv om Pia ikke har kunne gøre så meget for ham så holdt hun af ham.
Og så møder vi hende på Santorini, i Henriks og hendes lille hjem i syden. Her kan hun virkelig formå at slappe af og lade skuldrene falde ned, selv om der går et par dage fra hun lander til hun er helt nede. Man er ikke i tvivl om at her kan hun gå i fred, solbade, nyde livet og bare være. Det er hendes fristed.
Bogen er velskrevet og man får en del gode billeder af se, både af Pia som barn men også senere i hendes politiske karriere. Det er en god bog opdelt i forskellige kapitler alt efter hvor i livet hun nu er nået til i sin fortælling og man sidder som læser tilbage med en oplevelse af at man faktisk er kommet til at lære Pia bedre at kende. Pia har god humor hvilket også understreges i bogen et par gange. Og så har hun let til tårer, hvilket man også får af mærke.
Så alt i alt en biografi som jeg godt kan forstå hun selv er meget stolt af. Den er flot fortalt og skrevet ordentligt.
Kan kun anbefale andre at læse den hvis de interessere sig for politik og de store personligheder indenfor den verden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar