torsdag den 25. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-06-5 

 

Sidste bog i serien om Briserne.

Og jeg skrev godt nok ved andensidste anmeldelse at man ikke som sådan behøver læse serien i en bestemt rækkefølge, men denne her om Dug og Dråbe bør man alligevel læse til sidst. For den runder ligesom det hele af og man møder nogen af de tidligere karakterer undervejs i historien.

Dug og Dråbe er tvillinger og deres mor drømmer mens hun er gravid, og får i drømmen af vide at på et tidspunkt skal Dug og Dråbe rejse hjemmefra, og det skal de have lov til. De har nemlig et formål. Selve fortællingen handler om perspektiv og retning og undervejs som man får samlet op på de budskaber de andre bøge ri serien indeholder, så finder man ud af at formålet for Dug og Dråbe er at videregive deres erfaringer.

En lidt sværere bog at læse, så her kan store børn der læser selv godt blive lidt udfordret. Mens bogen stadig egner sig godt til højtlæsning.

Jeg har dog en lille kritik denne gang, for hvor smukt illustreret bogen end er, så gør det faktisk også at det kan være svært at læse teksten, da det går ind over hinanden. Men så må man koncentrere sig lidt ekstra og så går det alligevel.

En flot bog og samlet set er det virkelig en speciel serie. Der er en alternativ vinkel som man kan vælge at nyde eller som man kan vælge at se bort fra, for man skal bestemt nok få noget med sig alligevel.

Jeg giver mine varmeste anbefalinger til både de enkelte bøger men især til den samlede serie, og jeg håber at mange andre vil få glæde af at læse den.


Boganmeldelse af: "Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-04-1

 

Den blå fortælling omhandler hvordan man er sig selv. Ens formåen til at vise hvem man selv er og leve derefter.

Endnu en i serien om Briserne, og de to karakterer vi møder denne gang er Takt og Tone. De har hver især forældre der gerne vil have at de skal være gode til noget som de slet ikke går op i. De er nemlig begge glade for musik. Den ene synger og den anden spiller. Og det de kan sammen er virkelig smukt.

Her er en historie som har et budskab der især for mange børn kan være vigtigt at lære. Nemlig at man skal turde være sig selv og man skal turde vise andre hvem man er og hvad man brænder for.

Bogen er som de andre smukt illustreret og det er nemt at leve sig ind i universet. Samtidig er der lidt at tænke over og det er aldrig skidt.

Henvender sig som de andre i serien til større børn som læser selv, men også til de små hvor man kan læse højt. Og så kan denne i mine øjne skabe lidt ekstra at snakke om, og det er rigtig vigtigt.

En flot bog som bærer serien godt videre. Faktisk er det sådan med denne serie bøger, at der ikke er en rækkefølge. Så man kan læse lige den bog man vil, når man vil. Men at det er samme univers er genialt.

Boganmeldelse af: "Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge"!

 Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-03-4

 
Endnu en bog i serien om Briserne. De væsner der ligner mennesker, men som alligevel ser lidt anderledes ud.

Denne gang møder vi Vind og Vinge. De kender ikke hinanden men mødes tilfældigt da Vinge ikke kan finde hjem og ser Vinds drage. 

Bogen handler om kærlighed og samhørighed og ender da også ud i at de bliver en lille familie, hvilket forsiden jo på en måde afslører.

Det er en flot bog med smukke illustrationer og man bliver glad af at læse den korte historie. Den vil som de andre i serien egne sig godt til højtlæsning eller til større børn, der læser selv. Men som voksen er man altså også godt underholdt, selvom et er meget enkle fortællinger.

At der er et budskab eller en tanke med hver enkelt bog er rigtig godt tænkt, for det er rart som læser at føle der er en dybere mening. Så stor ros til forfatteren for det.

fredag den 12. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje" og "Den gule regnbuefortælling om Gnist og Gløde"!

 Begge anmeldereksemplarer er modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

De er illustreret af Susanne Wermer Boge.

Begge er på 24 sider.

Børnebøger/Serie.

   ISBN: 978-87-92834-01-0

Rav og Reje bor ved havet.  De er venner og leger sammen med delfinerne og hvalerne. De bliver desværre uvenner og det gør dem begge meget kede af det. De får det begge dårligt og bliver triste, men til sidst finder de ud af at sige undskyld til hinanden og forsones igen.

Bogen handler om livsglæde og kraft. Og den er nem at leve sig ind i både som barn og som voksen. Den vil være god at få en snak ud fra og den egner sig både til højtlæsning og til større børn der læser selv. Samtidig er den smukt illustreret og man fornemmer en kærlighed til værket fra både forfatter og illustrators side. Det er ret gennemgående i hele serien om briserne, som er hovedpersonerne, der er englelignende karakterer som minder om mennesker.
 
 
ISBN: 978-87-92834-02-7

Gnist og Gløde er tvillinger. Den ene er en dreng og den anden er en pige. De er gode til at arbejde sammen men også gode til at klare hver sin ting. Gløde bliver vred og ked af det da hun tror Gnist har glemt hendes fødselsdag . som de jo begge har samme dag. Og da de bliver uvenner over det så skilles de et stykke tid. Men måske havde Gnist slet ikke glemt det, måske havde han bare travlt med noget andet. Det finder Gløde ud af senere og de bliver gode venner igen.
 
En sød historie mere i serien. Denne omhandler følelser og vilje. Og det at seriens bøger hver især omhandler noget bestemt gør det til ret interessant læsning. At der så er et alternativt islæt indover skader ikke. Her er nemlig også rig mulighed for at få gang i fantasien og samtidig få en god snak med sit barn/sine børn.
Bogen henvender sig som de andre til mindre børn hvor man læser højt og til større børn der læser selv.
Og man er som voksen også ret godt underholdt, så det trækker klart op.
 
Jeg plejer ikke at anmelde flere bøger af gangen, men det er muligt her, da bøgerne ikke er ret store og hører til samme serie. Og selv om de sagtens kan læses enkeltvis så vil jeg personligt anbefale at man læser alle bøgerne i serien.
 
 


onsdag den 10. februar 2021

Boganmeldelse af: " Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-00-3

De små briser, som karaktererne i denne serie kaldes er denne gang røde. Det er Rod og Rose som dyrker æbler.

Rod og Rose er gode venner men bliver en dag uvenner over et stort flot æble. Og hvor de førhen kunne deles om tingene ender det nu med at Rose bliver fattig mens Rod bliver rig. Men ingen af dem har det godt. Og da de begge drømmer om hvert sit dyr som forsøger at hjælpe dem ender det da også med at de finder ud af at tale sammen igen.

Der er en virkelig god morale i denne bog. Nemlig at det er vigtigt at man lærer at dele og at venskab ikke handler om at den ene har mere end den anden.

En bog mere i regnbueserien som henvender sig til flere aldersgrupper af børn. Er velegnet til højtlæsning og en god snak med sit barn, men også velegnet til større børn der læser selv og voksne barnlige sjæle, som sætter pris på en sød og enkel fortælling.

Man kan sagtens læse en enkelt bog, men man bliver fanget af den verden som bøgerne handler om, så personligt glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med de andre bøger i serien. Det håber jeg også su vil komme til :)

Boganmeldelse af: "Den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-05-8

Dette er blot en af flere bøger i regnbueserien. Regnbueserien er børnebøger henvendt til mindre børn som højtlæsning, større børn der læser selv men også voksne som vil forstå den alternative verden lidt bedre set fra børns vinkel.

I denne bog møder vi Vid og Vidne. Vidne kan kommunikere med engle. Det bliver hun drillet lidt med og Vid tror da heller ikke på engle. Men han er alligevel fascineret over at Vidne kan sidde stille i lang tid af gangen og bare være til. En dag hvor Vid strejfer omkring glemmer han alt om tiden og kan ikke finde hjem da det først bliver mørkt. Han kommer til skade og nu håber han at Vidne måske kan hjælpe, selv om hun jo ikke aner hvor han er. Kan Vidne det og lære Vid at sidde stille fremover?

Det er en sød historie og smukt illustreret. Der er mange gode detaljer i historien og den er nem at få til selv for de mindste. For man kan sagtens forestille sig universet, karaktererne og der er samtidig noget at lære. Så en fin lille historie som kan lidt af det hele.

Om man så personligt tror på de mere alternative sider af livet er jo op til en selv, men her serveres det på en måde, så alle kan være med, og så man bliver nysgerrig fordi det er nemt at relatere til. For eksempel lærer man i denne bog at det er sundt at komme ned i gear og at man skal lytte til sin indre stemme ind imellem, for den kan nogen gange guide en uden man normalt ville tænke over det.

God fornøjelse :)

mandag den 8. februar 2021

Boganmeldelse af: "Det menneskelige væsen - eller det væsentlige ved mennesket"!

 

Anmeldereksmplar modtaget fra forlaget Books on Demand.

Forfatter: Leif Bruun.

Selvudvikling.

245 sider.

ISBN: 9788743014263

Jeg har tidligere læst flere af forfatterens andre bøger og denne fangede min interesse da bogen handler om menneskets psyke mm.

Det er en slags pseudovidenskab da Leif ingen kompetencer har fra psykologiens verden udover personlige oplevelser og erfaringer, men han gør sig her nogen reflektioner over hvad livet er og hvorfor vi har de mønstre vi har. Vi kommer omkring hans forståelse af hvad vores psyke, sjæl eller væren består af og hvorfor. Han kommer med sit bud på hvordan vi kan forløse traumer og indestængte følelser samt han kommer med indgangsvinkler til hvad der for ham er en positiv måde at lære sig selv bedre at kende på.

Om man ser tingene på samme måde er jo nok individuelt og selv om der er enkelte ting som jeg godt kan følge ham i, er der ligeså mange hvor jeg vil mene at det kun er ham selv der kan bruge hans viden til noget. Og selvom det kan være interessant at lære noget om sig selv og andre mennesker på, så er det for mig tanden for alternativt, når der ikke er noget konkret andet end hans egne funderinger og erfaringer at trække på. Jeg siger ikke at videnskaben eller det gængse system er bedre, men jeg kan se faldgruber ved både det traditionelle system og forfatterens forståelse af livet. For jeg er ikke i tvivl om at Leif selv føler at han har fundet meningen med livet eller svaret på hvordan livet kan blive godt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved at han mener at det kan virke for alle hvis blot de selv ønsker det. Jeg mangler hans indgangsvinkel til hvordan man i så fald kan opfatte en psykopat og en sociopat. Jeg mangler hans vinkel på reel psykisk sygdom. Jeg mangler en indgangsvinkel til folk med autisme, aspergers og lign. kognitive problemstillinger. Jeg mangler med andre ord lidt dybde i emnet, da værket for mig at se bliver for overfladisk da det umiddelbart kun henvender sig til gennemsnitsmennesket som lever livet der består af: villa, volvo og vovhund.

Et værk som man godt kan læse for sig selv, hvis man har en interesse for de psykiske sider af tilværelsen. Men jeg vil mene man får mest ud af værket hvis man har læst nogen af Leifs andre bøger, da man så lidt nemmere vil kunne forstå hans indgangsvinkler.

Giver du dig i kast med værket så vil jeg håbe at det får dig til at tænke over livet og om du er tilfreds med dit liv. Men ikke uden at du stiller dig selv kritisk overfor, at der ikke nødvendigvis er svaret på hvordan du bliver lykkelig, uden at du også sætter dig ind i hvad den traditionelle psykologi har at byde på.