onsdag den 30. august 2023

Boganmeldelse af: "Tillidsmanden"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra Books on Demand.

Forfatter Per Løngreen.

Roman.

366 sider.

Udgivet 2023.

ISBN: 978-87-4304-766-7


Det har desværre taget mig alt for lang tid at tykke mig igennem denne bog. Jeg havde svært ved at finde et flow i læsningen og det var først da jeg kom lidt over halvvejs at jeg blev fanget af handlingen.

Der er meget at holde styr på, mange karakterer og mange detaljer. Og man skal have en god forståelse for fagforeningsarbejde, klubarbejde med mere, før man virkelig kommer i dybden med dette værk.

Det er ellers en roman som er skrevet med et udgangspunkt i hvordan den virkelige verden foregår på arbejdspladserne rundt omkring. Man får et indblik i hvor krævende det kan være at være en del af en fælles organisation og især som tillidsmand, da man hele tiden skal forsøge at være et skridt foran. Og alligevel kan man i sidste ende ikke nødvendigvis stille noget som helst op. Slet ikke når der som i eksemplet i romanen, kommer et udenlandsk firma og laver om på det hele. 

Det er hårde vilkår for nogen, det er udvikling for andre og det er sygemelding og slåskampe for dem der er tættest på i kampens hede på arbejdspladsen. Så der er meget at jonglere med og ens privatliv skulle jo også gerne kunne holde til det man kommer igennem, når man selvom man kæmper for sit job alligevel nemt ender med at blive fyret.

Bogen er interessant fordi den skiller sig ud fra de typiske romaner på markedet. Og da emnet er vigtigt for mange, så vil det nok skille vandene som læsere, for nogen vil med det samme mene man skal kæmpe for alt - mens andre vil mene man skal indordne sig når der blæser nye vinde. Men ikke desto mindre vil det være en bog som mange vil kunne få noget ud af at læse, især hvis de er på en arbejdsplads og ønsker en bedre forståelse for hvad der nogen gange sker bag kulissen.

I sidste tredjedel af bogen er der lidt passager som ville have gavn af en ekstra korrekturlæsning, men det er skønhedsfejl, så man læser videre uden at det forstyrre. Generelt er bogen velskrevet og ret enkel at læse. Det hjælper en del da emnet og historien godt kan blive en anelse tung.

En bog der vil være relevant for nogen og lettere provokerende for andre. For der er ikke mange som har det godt med at blive konfronteret med at deres job kan hænge i en tynd tråd.

tirsdag den 8. august 2023

Boganmeldelse af: "Transformation - En vej til bevidstgørelse"!

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Marie Vinterlys.

Spiritualitet.

46 Sider.

ISBN 978-87-7608-119-5

 Er vi alle i kontakt med noget guddommeligt? Jeg skal ikke kunne svare på det, men det mener forfatteren bag dette lille værk. Et værk som hun selv mener kan bruges til bedre at forstå hvad det vil sige at opleve en spirituel og guddommelig transformation som menneske, men også som helhed i samfundet. Hun mener nemlig at vi er ved at gå ind i en ny tidsalder som byder på mere åndelighed og mere tro. Hun opfatter sig selv som clairaudient (en der modtager clairvoyante beskeder via lyd og hørelse). Hun beskriver at hun kommer fra en baggrund der er knap så fuld af moderlig omsorg og kærlighed, men mere en families forsøg på at få det bedste ud af det der nu var, når der kom børn udenfor ægteskab med mere.

Det er et pudsigt værk og jeg ved som læser ikke rigtig hvad jeg skal stille op med det. For jeg opfatter det ikke som hverken en historie, en selvudviklings bog eller et opslagsværk. Jeg bliver ærligt lidt forvirret. Man får beskrevet stjernetegnene og deres modpoler. Eller her kaldes de soltegn og deres modpoler. Hvordan de hver især byder på noget forskelligt og samtidig har et godt samarbejde. Men også at de ikke altid kan bære sig selv igennem, for en person er jo meget mere end det tegn der følger med den dato hvor man er født.

Man skal nok være ret meget inde i den spirituelle og især astrologiske verden, for at få noget ud af dette lille værk. Og selv om jeg egentlig opfatter mig selv som spirituelt væsen, så har jeg svært ved at bruge bogen her til noget. Det virker lidt som om bogen mest er skrevet for forfatterens egen skyld, selv om hun gerne vil ud med et budskab om at vi skal hjælpe hinanden og være bedre til at række ud.

Et værk jeg ikke helt kan kategorisere, men som på sin egen måde er mere pudsigt end ligefrem nødvendigt.