torsdag den 27. oktober 2016

Bøgerne fra Readathon.

Jeg har anmeldt de to bøger jeg nåede at læse til readathon på Bogrummets hjemmeside.

Den første var "Mine ord". Se anmeldelsen her: http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/mine-ord-af-nancy-turner/

Den anden var "Brændenælder". Se anmeldelsen her: http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/braendenaelder-af-grete-hausboel/

Enjoy!

lørdag den 22. oktober 2016

Readathon #2 (Opdateres jævnligt hen over det næste døgn)!

Så kom vi hjem fra Herlufsholm, hvor der er Fantasy messe hele weekenden. Det var hyggeligt, ikke så stort og klart mest for børn. Men der var gode stande med masser af spændende bøger og nogen af de bedste danske forfattere var repræsenteret. Bl.a. Eva Egeskjold som har skrevet Næslandet serien og Palle Schmidt hvis bog "Fanden på væggen" var rigtig god i mine øjne.
Vejret var ikke rigtig indbydende, så det var dejligt at det meste foregik indendørs.
Et besøg værd her i weekenden hvis du har børn hjemme som gerne vil slås med sværd og males i ansigtet :)



Og nu hvor vi er kommet hjem står den på deltagelse i Readathon det kommende døgn :)
Klokken er nu 14:52 og jeg går igang med den første bog på min liste "Mine ord".
I hører mere fra mig senere, hvor jeg opdatere dette blogindlæg :)
 

Klokken er 19:29.
Har lige spist lidt aftensmad og kaster mig straks over læsningen igen, når jeg har tjekket et par forskellige blogs ud. Følger bl.a. lunaskaffekrog.
Og jeg er ca halvvejs i "Mine ord". Den er skrevet med meget lille skrift så den tager tid at læse, men ud over det så er historien nu egentlig rimelig god. Vi er i det vilde vesten i 1800tallet.

Klokken er 00:39.
Så fik jeg læst "Mine ord" af Nancy Turner færdig. En udemærket fortælling om en kvindes opvækst og liv i det vilde vesten. Hendes familie. Hendes glæder og sorger. Og hendes ægteskab med først en mand der slet ikke satte pris på hende og sidenhen med hendes livs store kærlighed. Dog tung at læse fordi bogen er skrevet med meget lille skrift.
Nu vil jeg finde min mand og min seng og få nogen timers søvn. Dog slæber jeg den næste bog med i seng. "Brændenælder" af Grete Hausbøl.  
Godnat :) 


Søndag!

Klokken er 10:10
Gik igang med "Brændenælder" i morges og læser lystigt videre. Holder kun pause lige nu for at opdatere og se hvad andre bloggere skriver :) 
Håber alle har sovet godt, hvis ellers man har nået at sove :) ?
Jeg skriver lidt mere senere...
 
Klokken er 14:06. Sidste opdatering!
Og jeg nåede lige præcis at blive færdig med "Brændenælder". En bog der handler om en sjællandsk kvinde som har et for tiden meget almindeligt liv. Det er lige før krigen og man hører om hendes familie og hendes arbejdsliv. Man følger hende igennem en skilsmisse hvor hun heldigvis får lov at beholde børnene. Og man hører om livets sorger og glæder.

479 siders læsning i alt på et døgn, det er jeg sådan set ok tilfreds med, selv om jeg havde håbet at være kommet i gang med den sidste bog også. Men med diverse afbrydelser, nogen få timers søvn, besøg her til formiddag mm, så kunne jeg ikke nå mere end to ud af tre bøger :)

Det har været alletiders at være med. Og spændende at følge mange andre bogbloggere og instagrambrugere.
Og får jeg mulighed for det så vil jeg klart deltage igen til næste år.

Tusind tak for denne gang! :) 

Readathon #1

I dag er der tusinder af mennesker over hele verden som deltager i Readathon. 24 timer hvor der læses en stak bøger man selv vælger. Fra kl 14 i dag lørdag, til kl 14 i morgen søndag.
Bogbloggere, private, instagram brugere mm er med. Og for første gang skal jeg også deltage :)

Har aldrig haft mulighed for det før, da det altid har ligget på tidspunkter hvor jeg ikke har været hjemme.
Så jeg ser frem til at følge andres forløb samt skrive selv her på bloggen undervejs.


Jeg har valgt disse tre bøger: "Mine ord" af Nancy Turner. "Brændenælder" af Grete Hausbøl og "Stål og uld og ståluld" af Maibrit Nielsen.

Men inden jeg når så langt så skal jeg lige en tur på Fantasy bogmesse på Herlufsholm. Så det glæder jeg mig til :) http://fantasybogmesse.dk/
Skal nok fortælle mere om det senere :)

Jeg vil, når jeg er hjemme senere idag, lave et nyt opslag her på bloggen, hvor jeg så løbende hen over det næste døgn vil opdatere hvordan Readathon går for mig :)

Rigtig god weekend til alle og håber alle der deltager i Readathon, får en god oplevelse!

fredag den 21. oktober 2016

Filmanmeldelse: "This beautiful fantastic"!


Hovedrollekarakteren Bella, spilles af  Downton Abbey stjernen Jessica Brown Findlay. Og der er flere eminente skuespillere med, bl.a. Andrew Scott og Tom Wilkinson.

"This beautiful fantastic" er en historie om en kvinde med OCD. Alt skal være i den fineste orden. Maden indtages på bestemt klokkeslæt, ting arrangeres pænt, tandbørster har man en af til hver dag osv.

Naboen er en gammel tvær mand som behandler sin kok og hushjælper rigtig skidt. Han er samtidig sur på kvinden fordi hun ikke har passet sin have. Der kommer derfor en og kigger på stedet og truer hende med at hun skal forlade lejemålet hvis ikke der hurtigst muligt kommer styr på tingene. Naboens kok ender med at blive kok for kvinden da han ikke længere vil finde sig i at blive behandlet dårligt. Dog får han det arrangeret sådan at det stadig er den gamle gnavne nabo der betaler hans løn! Kvinden får derfor et spark så hun kommer ud af sine vante rammer og kommer igang med haven. Og mon ikke det så viser sig at ham den gamle nabo slet ikke er så negativ igen...

På kvindens job på biblioteket møder hun en spøjs gut. Han bygger mekaniske figurer og får indirekte kvinden til at komme igang med den børnebog hun altid gerne har ville skrive, men også noget andet er under opsejling mellem de to...

En rigtig sød og livsbekræftende film der dog er en smule lang. Den viser at man kan komme langt ved hjælp af venskab og at verden ikke altid er så skræmmende et sted som den kan føles til tider.
Minder en smule om "The matchstick man" med Nicholas Cage i hovedrollen. Ikke rent handlingsmæssigt, men mere det med at tvangstanker kan man få gjort noget ved og det kræver ikke altid at man kommer i behandling, men blot at omgivelserne giver en en hjælpende hånd.

En god film for hele familien.
 En film der helt sikkert er værd at stifte bekendtskab med.

Den får premiere på diverse platforme som Netflix, Googleplay, Blockbuster m.fl. den 1. nov. 2016.

God fornøjelse!

tirsdag den 18. oktober 2016

Boganmeldelse:" Harry Potter og det forbandede barn"!

Gyldendal
370 sider
Baseret på en ny original historie af J. K. Rowling.

Jeg måtte jo simpelthen eje denne bog, da jeg i forvejen har hele Harry Potter samlingen. Og jeg er meget mere begejstret for bøgerne end for filmene, men det er en anden snak.

Nu har jeg læst denne sidste nye bog, som er et manuskript, skrevet til opførelse af fortsættelsen om Harry Potters voksenliv, på teaterscenen.

Det er ret specielt at læse et manuskript og min første tanke var at det ville været svært at finde hoved og hale i selve historien, men det gik ganske fint.

Vi kommer ind i Harrys liv, han er blevet gift med Ginny og de har børn. Deres søn Albus kan Harry ikke greje. De er ikke tætte, de snerrer af hinanden og Harry får desværre sagt nogen ting han ikke kan tage tilbage.
Albus bliver gode venner med Scorpius, som er søn af Draco. Et venskab som Harry ikke ligefrem bifalder. Men Albus gør som han vil, for han er alligevel ikke særlig villig til at lytte til sin far.
De to drenge kommer på noget af et eventyr. De får fat i en tidsvender og forsøger at lave fortiden om så Cedric ikke dør. De tænker bare ikke over hvor store konsekvenser det vil få. Og da den ene virkelighed bliver at Voldemort styrer det hele opdager, især Scorpius, hvor forkert det de har gjort er.
Det lykkedes dog at få vendt tiden om igen, tilbage til det normale. Men så opstår et nyt problem, for der er stadig onde kræfter på spil...

Det er en fangende historie, humoristisk og som man kender Harry Potter universet i forvejen. Dog en smule forfladiget, da nogen ting er skrevet så specifikt til scenebrug at der ikke bliver helt så store effekter som man kunne ønske. Men med lidt god fantasi kan man sagtens forestille sig universet man befinder sig i, da stemningen og karaktererne stadig er som altid!

Jeg var personligt lidt overrasket over at det kunne hænge sammen. Jeg frygtede virkelig at det bare ville være et forsøg på at skrive endnu en bog om Harry Potter for at tjene på de mange fans, men det fungere faktisk. Man skal dog lige vænne sig til at Harry og de andre er blevet noget ældre, til gengæld vil jeg mene at både børn og voksne stadig kan få glæde af denne fortsættelse, da historien på mange måder primært handler om Harrys søn.

Alt i alt vil jeg sige at jeg var rigtig glad for at Harry Potter serien endte hvor den gjorde. Men når nu denne bog er skrevet, så syntes jeg den fortjener en vis applaus alligevel. For man får lige muligheden for at komme tilbage i det magiske univers, som så mange af os holder af!

mandag den 17. oktober 2016

Boganmeldelse: "Den røde tråd"!

Vicki Pedersen
85 sider
Dreamlitt

Har fået lov at anmelde denne lille bog af forfatteren selv.

Den handler om livet på en villavej hvor alt ser pænt ud på overfladen, men når man kigger ind i privaten, i de forskellige hjem ser man
hvordan virkeligheden virkelig er.

Vi møder forældreparret med børnene hvor far ikke kan holde sig væk. Og hvor de røde trusser har en særlig betydning.
Vi møder det ældre par som har været sammen i mange år og som snakker vældig grimt til hinanden.
Vi møder kvinden hvis eneste veninde i virkeligheden er hendes egen mand.
Og andre karakterer af forskellig art.

Faktisk en ret hård bog at læse, fordi man virkelig møder skyggesiderne af tilværelsen. De sider af livet som altid foregår i det skjulte og som man ikke ville tænke over til daglig.

Bogen er rigtig godt skrevet, omend med få korrekturfejl, men det gør ikke det store. Man er fanget fra første side og selv om man nogen gange lige skal forstå hvem de enkelte karakterer er, så er der altid en man kan identificere sig med eller nikke genkendende til - typen som vi alle kender en af.

Det er en bog der rammer godt ind i hvordan hverdagens liv foregår. At man altid gerne udadtil vil have det til at se ud som om at man har styr på sit liv.

 En bog som absolut kan anbefales, især hvis man er til de lidt hårdere bøger om livet i al almindelighed.

Jeg ser frem til at læse andet af forfatteren med tiden!

lørdag den 15. oktober 2016

Vinder af oktober konkurrencen!

Konkurrencen:

Har trukket lod blandt dem der deltog tidligere i dag. Video af dette kan ses i FB gruppen "hverdagens baggård"!

Vinderen af Netto gavekortet blev:

HELLE K. RAVN

TILLYKKE.

lørdag den 8. oktober 2016

Boganmeldelse: "Blåskæg"!

Michael Kousgaard
31 sider
E-bog
Børnebog

Har fået lov at anmelde denne bog og det har været en sand fornøjelse.
Det er en børnebog der indeholder alt det som man forventer og håber på.

Vi møder heksen Tusmeralda. Hun får besøg af sin bror. Piraten Grumme. Han vil have hjælp til at skaffe et barn så han kan benytte en særlig mønt til at få opfyldt et ønske. Hun er ikke meget for at hjælpe, men da han vil give hende den anden mønt indvilliger hun. Hvad hun ikke ved er at han faktisk kun har den ene mønt.

Jakob og hans mor skal bruge Tusmeraldas hjælp til at få noget hår til at vokse på Jakobs hoved. Hans far har et prægtigt hår og fuldskæg, men Jakob har ingenting. Så i håb om at få noget hår til at gro opsøger de Tusmeralda.
Tusmeralda tænker at hun kan bruge Jakob som det barn hun skal skaffe til Grumme. Men hvordan får hun lige ryddet mor af vejen?

Tusmeralda går igang med nogen besværgelser og da tingene ikke går helt som forventet stikker Jakob og hans mor af. Jakob har på en eller anden måde fået Tusmeralda i trance.
En evne som han senere finder ud af han kan benytte over for alle.

Der kommer også hår frem. Men det er helt blåt. Og det jo ikke meningen en dreng skal rende rundt med fuldskæg der er blåt. Så hvad nu?

En god og fangende børnebog som henvender sig til børn i flere aldre. Den er både god at læse sammen med sine forældre men den er også god til børn der selv læser, samt lidt større børn...

Det ville være fedt hvis der var illustrationer i bogen. Det er der desværre ikke. Og med det univers der er skabt ville det ellers passe godt ind. Men har man en god fantasi kan man sagtens selv skabe billeder af hvordan både pirater, heksen og Jakob ser ud.

En børnebog som jeg personligt kan anbefale og samtidig glæde mig til næste bog udkommer. Det er nemlig første bog i en serie!

onsdag den 5. oktober 2016

Filmanmeldelse: "The Great Gilly Hopkins"!

Jeg har fået lov at anmelde film for Sandrew Metronome
Og den første film er "The Great Gilly Hopkins".

Den har skandinavisk premiere 10. oktober. 2016 på digitale platforme som: Viaplay, Itunes, Microsoft video m. fl. 



Genre: Komedie, Familie, Drama.

Hovedrolleindehaver: Sophie Néliss

Filmen handler om Galadriel, der helst vil kaldes Gilly. Vi møder hende da hun bliver sat i pleje hos Trotter. En sød dame der i forvejen har et andet plejebarn, William Ernest. Trotter kæmper med at trænge ind under huden på Gilly, som er meget selvstændig og helst vil have tingene på sin egen måde. Gilly vil allerhelst finde sin mor og være sammen med hende.

I den nye skole forsøger pigen, Agnes, at blive venner med Gilly, men Gilly er slet ikke interesseret. Gilly kommer til gengæld op at slås med nogen drenge og hun ser sig sur på en lærerinde, der efter bedste evne forsøger at hjælpe hende. Men Gilly vil ikke indordne sig…

Trotter har en nabo, der er blind. Han kommer og spiser aftensmad hos Trotter. Gilly øjner en chance for at stjæle nogen penge fra den blinde mand og da det med William Ernests hjælp lykkes, tager hun til stationen for at købe en billet så hun kan besøge sin mor. Men så let er det desværre ikke og politiet kommer og henter hende.

Gillys rigtige mormor vil gerne hjælpe Gilly og have hende boende. Gilly vil helst ikke væk fra Trotter, men ser det som en chance for at møde sin mor. Gilly finder dog hurtigt ud af at hendes mor slet ikke er så fantastisk som hun havde håbet.

Gilly ender med at blive hos sin mormor, men holder tæt kontakt til Trotter.
En rørende film, der viser at børn er meget loyale overfor deres forældre, selv når forældrene svigter. Men også en film der viser at selv om man er blevet svigtet som barn, så kan man godt komme videre og få et godt liv.

Filmen er ret alvorlig og egner sig godt til teenagere og opefter. Den minder lidt om filmen ”My sisters keeper” dog med lidt mere drama end komik. Men en film der klart viser at familie er vigtigt hvad enten den er biologisk eller tilvalgt.

En livsbekræftende film der dog til tider kan være en smule langtrukken. Men historien holder hele vejen!

lørdag den 1. oktober 2016

Oktober konkurrence!

 I denne måned kan du vinde et gavekort til Netto på 150kr.

For at deltage skal du gøre følgende:

Send en mail til: ijoergensen85@jubii.dk og skriv hvorfor det lige er dig der skal vinde.
  
Del konkurrencen på facebook via link i bunden af bloggen.

Hvis du gør disse to ting inden den 15. oktober så er du med i konkurrencen, hvor jeg så trækker lod.

Vinderen vil få gavekortet tilsendt snarest derefter.

Held og lykke!