Hovedrollekarakteren Bella, spilles af Downton Abbey stjernen Jessica Brown Findlay. Og der er flere eminente skuespillere med, bl.a. Andrew Scott og Tom Wilkinson.
"This beautiful fantastic" er en historie om en kvinde med OCD. Alt skal være i den fineste orden. Maden indtages på bestemt klokkeslæt, ting arrangeres pænt, tandbørster har man en af til hver dag osv.
Naboen er en gammel tvær mand som behandler sin kok og hushjælper rigtig skidt. Han er samtidig sur på kvinden fordi hun ikke har passet sin have. Der kommer derfor en og kigger på stedet og truer hende med at hun skal forlade lejemålet hvis ikke der hurtigst muligt kommer styr på tingene. Naboens kok ender med at blive kok for kvinden da han ikke længere vil finde sig i at blive behandlet dårligt. Dog får han det arrangeret sådan at det stadig er den gamle gnavne nabo der betaler hans løn! Kvinden får derfor et spark så hun kommer ud af sine vante rammer og kommer igang med haven. Og mon ikke det så viser sig at ham den gamle nabo slet ikke er så negativ igen...
På kvindens job på biblioteket møder hun en spøjs gut. Han bygger mekaniske figurer og får indirekte kvinden til at komme igang med den børnebog hun altid gerne har ville skrive, men også noget andet er under opsejling mellem de to...
En rigtig sød og livsbekræftende film der dog er en smule lang. Den viser at man kan komme langt ved hjælp af venskab og at verden ikke altid er så skræmmende et sted som den kan føles til tider.
Minder en smule om "The matchstick man" med Nicholas Cage i hovedrollen. Ikke rent handlingsmæssigt, men mere det med at tvangstanker kan man få gjort noget ved og det kræver ikke altid at man kommer i behandling, men blot at omgivelserne giver en en hjælpende hånd.
En god film for hele familien.
En film der helt sikkert er værd at stifte bekendtskab med.
Den får premiere på diverse platforme som Netflix, Googleplay, Blockbuster m.fl. den 1. nov. 2016.
God fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar