fredag den 19. april 2024

Boganmeldelse af: "Kvinden der kom med kage"!

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forlaget 2 feet Entertainment.
Roman.
Forfatter Steen Langstrup.
185 sider.
Udgivet 2024.
ISBN 978-87-7994-090-1

Dette er ikke en virkelig historie men det kunne det sagtens have været. Hovedpersonen er en kvinde som har arbejdet for modstandsbevægelsen, været prostitueret og som endte i koncentrationslejr. Det er ikke noget hun ønsker at mindes, men det har efterladt hende med en skepsis og en paranoid tilgang til verden. Så hun går alene rundt og tåler ikke andre. Hun er dog alligevel draget af andre, for ensomheden fylder. Hun er fordrukken og ved at være et sølle individ. Og hendes veninde er afdød, så nu er der slet ingen omkring hende. Der dukker en kvinde op, som har kage med. Og kvinden får hende til at fortælle om sin fortid. Mindes ting hun ikke har nævnt for andre og hun undre sig over sin egen villighed til at fortælle. Kvinden vil vide noget om sin mor. Det viser sig nemlig at kvindens mor var sygeplejerske og deres møde havde handlet om liv og død, på flere måder.

Det er en barsk historie og man både væmmes, røres og bliver vred undervejs. Som læser er det svært at tage historien ind, for det er rædselsfuldt hvad der beskrives undervejs. Tyskernes lejre, voldtægter og meget andet er bestemt ikke for sarte sjæle. Men det er en velskrevet roman med et plot der egentlig ikke overrasker, men som efterlader læseren med tanken om at hævn faktisk kan føles berettiget.

Romanen kan anbefales, især hvis man har interesse for krigens historie og de lidelser den medførte.
Men også hvis man vil læse en barsk historie som på mange måde virker troværdig, omend med et tvist i forhold til at mord jo kun er mord hvis det opdages.


onsdag den 13. marts 2024

Boganmeldelse af: "Barn af solen og himlens blå"!

 Reklame.

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter Marie Vinterlys.

37 sider.

Udgivet 2024.

Selvudvikling/Krop og sind.

ISBN: 978-87-7608-601-5


 Endnu en bog eller tæt på pamflet, for der er godt nok ikke meget læsestof i dette lille værk. Men forfatteren har endnu engang skrevet om sit liv eller rettere om en del af det, som omhandler at hun har lært sig selv bedre at kende gennem astrologien og transformationen.

Som læser er jeg ikke blevet klog på hvad den transformation går nærmere ud på og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af at forfatteren gerne vil give noget fra sig, som vi kan lære af, jeg ved bare ikke hvad det er.

Og der nævnes tidligere bøger som hun har skrevet, hvilket gør at jeg bliver i tvivl om hvorvidt bogen her skal henvise til at man skal stifte bekendtskab med hendes tidligere værker, eller om det blot er fordi hun allerede i dem har skrevet om det hun egentlig har på hjertet. Nu har jeg læst tidligere bøger af samme forfatter og må erkende at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med dem. For selvom der er noget selvudvikling hun gerne vil videregive viden om, så ender jeg hver gang med at sidde og blive i tvivl om hvad det egentlig handler om. Og havde jeg ikke læst hendes andre bøger, så ville jeg slet ikke ane noget som helst om hendes tilgang til livet, hvorfor dette værk ville forvirre en totalt.

Dette lille værk kunne sagtens have været sat bagerst i forfatterens sidste bog, for som enkeltstående bog, er det ikke synderligt interessant. Jeg opfatter mig selv som et menneske der er nysgerrig på andre og mig selv, som gerne vil udvikle mig og lære nyt. Men hvis det skal være så diffust som det bliver i denne bog, så ved jeg ikke hvad jeg skal have med mig videre. Og hvis man ikke går op i astrologi, så giver det meget lidt mening at læse denne bog, for man er nødt til at skal have en grundviden selv, for at forstå det.

Forfatteren mener at hun har skulle opnå en lidt højere alder før hun er blevet bevidst. Jeg er ikke sikker på hvad det er hun er blevet bevidst om. Men det jo altid godt hvis folk selv mener de har flyttet sig. Måske denne bog blot skulle have været gemt til personlig brug, for hvad det er andre skal bruge den til har jeg som læser ingen ide om.

Jeg kan ikke anbefale bogen, med mindre man ved noget om astrologi og så vil jeg alligevel mene at den ikke rigtig er brugbar. Men der sidder nok andre derude som vil kunne få noget ud af bogen, som jeg ikke formåede.

 

torsdag den 11. januar 2024

Boganmeldelse af: "Stonelegenderne - Brødrekrigen"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Danny H. L. Nielsen.

Udgivet 2021.

Roman/Eventyr.

Forlag: Books on Demand.

372 sider.

ISBN: 978-87-4303-204-5

Dette er en fortsættelse i serien om Stonelegenderne og selvom den er enkeltstående så vil den give mest mening at læse, hvis man har læst den første bog: Stonelegenderne - Den mørke side af skyggen.

Bogen handler om en flok søskende der har forskellige evner og som kæmper på deres egen måde for at redde verden og indirekte rette op på nogen fejl de selv har begået. Der er interne kampe og magtkampe imellem dem, men i sidste ende holder de fire søskende sammen. Særligt fordi deres kombination af evner er stærkere i fællesskab. Men det er svært, for ondskaben lurer og man suges ind i en verden af forskellige tidspunkter, steder, opfattelser af hvad det hele handler om, tidslinjer med mere. Det kan være svært at følge med. Men det er uhyggeligt, spændende, magisk og på kanten til horribelt. Der er nogen scener som man nærmest ikke ønsker at forestille sig, hvilket er svært da de er penslet ud så man nemt kan se det hele for sig. Og det er svært nogen gange at finde ud af om de fire søskendes evner er nok til at få ondskaben til at forsvinde. For det er en ondskab uden lige og som er usandsynligt rædselsvækkende.

Men det er også lettere forvirrende da der er virkelig meget at holde styr på, mange detaljer og hele bogen trænger desværre til en ekstra korrekturlæsning. Og især til sidst hvor der også rodes lidt rundt i hvilken tidslinje det lige er man følger. Men kan man fange essensen og se bort fra dette, så er historien fuld af spænding, blod, vold, kampscener og en hvis mængde kærlighed samtidig.

En anderledes eventyr verden, som ikke er for sarte sjæle.


torsdag den 4. januar 2024

2023 slut. Velkommen til 2024!

 At sidde her og kigge ud på snemasserne gør noget godt for sjælen. Jeg ved godt der er fordele og ulemper ved snevejret, især når det kommer så massivt, men der er noget roligt og uskyldsrent over den rene sne der ligger uberørt hen i ens baghave.

Vi har nu forladt 2023. Et år der har været for mig personligt, ret hårdt. I starten af året ramte det mig langt om længe at jeg faktisk går hjemme fast, at jeg ikke får det smertemæssigt bedre og at jeg simpelthen ikke vidste hvor og hvordan jeg skulle gøre af mig selv, og være i det. I de år førhen har der været behandlinger, smerteklinik forløb, psykolog med mere. Og alle siger det samme: Lær at leve med det og vær glad for at du nu har din pension, så du kan få ro på.

Misforstå mig ikke, jeg er dybt taknemmelig for den mulighed er der, men når virkeligheden rammer en og man skal finde sig selv i den rolle - som ikke er blevet nemmere af at jeg ikke længere får medicin - så er det altså svært at bunde. Og jeg havde rigtig svært ved at se hvor jeg så hørte til og hvad jeg kunne og kan bidrage med.

Jeg brugte noget tid på at ransage min sjæl og få ryddet op i psyken, det er stadig en proces, men det går fremad. Jeg tilmeldte mig som våger, og selv om jeg kun tager ganske få vagter, så er det rart at kunne være noget for andre. Det har givet mig en følelse af at jeg stadig kan "bruges til noget".

Så har det også været et år med store begivenheder i både vores omgangskreds og for os selv. Der har været bryllup i familien samt konfirmation - de to ting kunne vi desværre ikke deltage i, for man kan jo ikke være flere steder på en gang. Fødselsdag i familien som blev fejret med et besøg på MOTA - fantastisk oplevelse. Et vennepar er blevet gift, det kom til at fylde meget men bestemt på en god måde. Vi har selv fejret kobberbryllup, som vi på dagen fejrede med et besøg på Dragsholm slot, dagen efter fejrede med tæt familie på Skoemagerkroen og til sidst sluttede vi året af med en rejse til Berlin som gave til hinanden. Julefrokost hos et vennepar som endte med overnatning i shelter i deres have. Skønne oplevelser!

Vi har til gengæld savnet andre venner og relationer da der ikke har været det store overskud til at ses så meget som ellers. Så det må der gøres noget ved nu i det nye år. 

Nytårsaften blev som nævnt fejret i Berlin. En stor oplevelse som må siges at være noget helt andet end når man fejre det traditionelt herhjemme. Og vi er helt sikre på at vi ikke er færdige med at opleve byen, så vi vender stærkt tilbage en dag. Brandenburger Tor og deres Silvesterfest var fantastisk, med ramme om live tvoptagelse, koncerter, lysshow og festglade mennesker. 

I forhold til bloggen her, så har der været nogen perioder hvor jeg ikke har været ret aktiv. Og alt i alt med anmeldelser her, anmeldelser for Bogrummet og bøger læst rent privat, blev årets bog tal 66 styk.

Nu tager vi hul på et nyt år med nye muligheder. Jeg glæder mig.

Tak til dig der stadig læser med på bloggen, for uden læsere ville det være lidt kedeligt alt sammen :)

Godt nytår!