Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Anne Knakkergaard.
Illustrationer:Julie Dam.
Forlag: Jungledrømme.
Børnebog.
80 sider.
ISBN: 978-87-972945-3-6
Jeg har tidligere læst og anmeldt "Jungledrømme" her på bloggen og nu har samme forfatter lavet denne bog "Drømmefangeren".
Hele konceptet er at der er meditative øvelser og den voksne bliver lært at læse op så det er mere søvndyssende at læse højt for barnet og hjælpe barnet med at komme ned i gear. Der er også en app man kan hente som kan læse op og afspille musik.
Hvor den tidligere bog var opdelt i små historier er denne en lang historie. Og det fungere rigtig godt, især da nogen af karaktererne går igen. Så kender man allerede første bog, vil barnet finde glæde og ro i at der er noget genkendeligt over denne også. Kender man ikke første bog, vil denne historie være hyggelig i sig selv og introducere både den voksne og barnet for en masse oplevelser. For selv om det er en bog som skal hjælpe barnet med at falde til ro og sove, så er der også ting i som man kan snakke med sit barn om. Lære sit barn og ikke mindst gode ideer til hvordan man får en anden og dybere kommunikation med sit barn, for eksempel via de tegneøvelser der beskrives bagerst i bogen.
Historien handler om en drømmefanger der bliver væk og som drengen der ejer den derfor tager ud og leder efter. Men den er ikke bare til at finde og hans venner kan desværre ikke hjælpe. Men de giver ham alle nogen ting og det er som om de ting kan bruges til noget som drengen kender. En sød lille historie som man nemt kan leve sig ind i. De flotte illustrationer gør det samtidig nemt at bruge sin fantasi og forestille sig alt det der sker undervejs.