fredag den 23. juni 2017

Boganmeldelse: "Sygdom - en fremtidig flygtningeroman"!

472 sider
E-bog
Forfatter: Andreas Skydt Jacobsen
Forlag: Mellemgaard

Jeg har modtaget denne e-bog som uopfordret anmeldereksemplar.
Og jeg må med det samme sige at jeg var meget i tvivl om hvordan jeg skulle anmelde denne bog, da den i min verden havde et ret racistisk udgangspunkt. Men efter at have læst bogen må jeg sige der nok er mere substans i bogen end jeg egentlig først troede.

Bogen handler om fremtiden. Vi møder en verden hvor muslimer og kristne samt ikke troende er delt ret kraftigt op. Muslimerne er efter en krig sendt til Afrika og landet er derefter afskåret fra resten af verden. Vi møder her en familie som gør hvad de kan for at overleve. Og deres historie er fortalt af det yngste barn i familien. Vi hører om den sygdom som har udryddet enormt mange mennesker og deres mor er også syg, men de håber det bedste. Vi følger deres farefulde rejse gennem områder med rabiate troende der dræber andre for sjov, gennem Sahara hvor de får hjælp af nogen muslimer som undervejs også lære noget fra sig, videre op igennem landet til områder hvor de må udgive sig for at være muslimer for selv at overleve. Og samtidig kæmper de med sult og sorg. 

Så er der Manuel og Fernando. De er begge i starten af tyverne og har oplevet hvordan krigens spor har sat sig i landet. De er spanske. De er i den del af verden hvor man lever et helt andet liv. Her er frihed, sex, hooligans mm. Og de er ved at uddanne sig til piloter. Det er nemlig et af de allerbedste jobs at få, for der skal hele tiden bruges nogen til at sørge for at muslimerne ikke kommer fra Afrika og til Europa igen. Men er det nu også helt så enkelt?
Fernando bruger en del tid på at udforske nogen lidt specielle seksuelle lyster og han prøver samtidig at løsrive sig fra sine forældres og især hans mors tøjler. Og hvorfor skiller Manuel sig så meget ud på nogen områder? Hvad er det han har nået at opleve under krigen som gør at det ikke altid er nemt for Fernando at forstå ham? Nu skal de danne partnerskab som piloter og hele livet ligger foran dem. Deres jomfrufærd er nærtstående, men går den som forventet?

Sidst men ikke mindst følger vi en sortørns rejse. Den fortæller sin egen version af hvordan verden ser ud, den følger især efter den yngste pige i familien som forsøger at komme til Europa og den fortæller om hvad den kan finde at spise undervejs.

Sortørnens relevans er jeg ret meget i tvivl om hvad går ud på, men selve bogen giver meget god mening når man ser på vores samfund idag. Det er nemt at relatere til de religiøse kampe og terrorhandlinger man hører om. Og samtidig er det et sjovt fremtidigt plot. Det kunne sagtens foregå idag hvis ikke det var fordi man i bogen lige kan fornemme at der er mere teknik implementeret alle vegne (i Europa).

Bogen er lidt tung, for den skal lige i gang før den fanger og hvis man som jeg føler at den har en let racistisk tone så kan den godt være svær at læse. 
Men jeg må sige at jeg var overrasket over handlingen og at den faktisk fangede mig da jeg først nåede et stykke ind i den.
Det er klart en bog der efterlader et indtryk og en bog der kan skabe noget debat, hvis man ellers formår at kunne se tingene fra mere end én side!

Jeg er slet ikke i tvivl om at forfatteren har noget på hjertet og han har skrevet en bog som jeg sagtens kan anbefale, da jeg syntes hans måde at skrive på er interessant. Samtidig tror jeg vi kommer til at høre mere fra Andreas Skydt Jacobsen i fremtiden og det vil jeg personligt se frem til...

søndag den 18. juni 2017

Vinder trukket!

Konkurrencen. Og nu har jeg så fundet en vinder :)


Stort tillykke til: Per Jessen, som ville læse "sand og sten, stål og glas" først, hvis han vandt.
Du vil modtage din præmie snarest.

Tusind tak til alle der deltog!

torsdag den 8. juni 2017

Konkurrence :)

Jeg syntes vi skal have en lille lodtrækning. Denne gang om 4 bøger.

Du kan vinde bøgerne ved at svare på følgende spørgsmål:

Hvilken af de 4 bøger vil du læse først?
1: "Dråber"
2. "Dåsemakrellen"
3. "Ostekartellet"
4. "Sand og sten, stål og glas"

send svaret til ijoergensen85@jubii.dk

Jeg trækker lod søndag den 18. juni.

Del gerne konkurrencen, jo flere der deltager jo sjovere :)
Held og lykke :)

mandag den 5. juni 2017

Filmanmeldelse: "The drowning"!

1 time og 35 minutter
Thriller/Drama
Instruktør: Bette Gordon
Udkommer på diverse streamingtjenester (Viaplay, Plejmo, Elisa m.fl.) idag 5. juni 2017

Vi møder en meget forstyrret ung mand Ian, tidligere Danny. Han bliver reddet fra at drukne af Tom, som tidligere har været med til at få ham sat i ungdomsfængsel. Tom er psykolog og kommer nu til at have med ham at gøre igen. Det er meget mod Toms vilje men Ian/Danny vil ikke lade ham være og Tom bliver derfor nød til at reagere på at han kommer alt for tæt på. Især da han begynder at komme i Toms hjem, for Tom ved at Ian/Danny ikke nødvendigvis er så sød en dreng som han giver sig ud for at være.
Som barn har Ian/Danny dræbt en ældre dame, han mener dog selv at han er uskyldig. Og nu frygter Tom at det måske vil gå ud over hans familie.
Toms ægteskab virker ustabilt og især deres kamp for at få et barn gør at det ikke er nemt for ham og hans kone at leve det liv de gerne vil.
Vi ser Tom hjælpe Ian/Danny med at komme videre men efter noget tid mødes de igen...

En skræmmende film om hvor galt det kan gå for unge når de vokser op i de forkerte miljøer. Det er en hård og meget rørende film. Man bliver skræmt og ramt på størstedelen af ens følelsesregister. Men man får også en historie der desværre kan relateres til mange virkelige hændelser.
Jeg kan ikke rigtig relatere til andre film i samme genre for historien skiller sig ud netop ved at det ikke er den typiske historie om en psykopat der er efter en familie, men handler mere om systemet og hvordan det kan være både godt og dårligt rent faktisk at få noget professionel hjælp.

Filmen fanger omend starten er lidt træg. Men så snart historien går rigtig igang så er man med det samme nysgerrig for at finde ud af om Ian/Danny virkelig er så farlig som nogen mener. Det er et stort plus at man kommer helt tæt på både ham og Tom da de på sin vis deler hovedrollen i filmen. For uden den ene ville den anden ikke have en historie.

En film som helt sikkert ikke er velegnet for mindreårige men som samtidig er spændende hvis man er thriller fan i forvejen. 
Så se den!

fredag den 2. juni 2017

Boganmeldelse: "Den forkerte vej"!

Michael Dyst
Digte
Copenhagen Storytellers
80 Sider
Kan erhverves: HER!
Udkommer i dag den 2/6-2017

Har modtaget denne bog fra forlaget og mange tak for det. Det er en af de hårdere digtsamlinger, men utrolig interessant at stifte bekendtskab med.

Digtene handler om de mørke sider af livet. Der er en tone af misbehag over livet og tilværelsen. Der er noget som lurer i skyggerne, måske et alkoholmisbrug, måske en angst for at blive gammel. Det kan være svært at tolke. Især hvis man læser bogen ud i en køre.
Jeg havde stor glæde af først at læse alle digtene og siden læse dem enkeltvis, da de så giver et mere nuanceret blik på hvad det er forfatteren gerne vil frem med. For han har i den grad noget på hjertet.

Forfatteren har en naturlig skepsis overfor andre og overfor hvor livet bringer ham hen, men et eller andet sted også en nysgerrighed for hvad der sker hvis man tør bryde de traditionelle veje og konventioner. Det virker i hvert fald som om forfatteren gerne vil provokere selv om han måske dybest set selv er lidt angst for at gå glip af noget igennem tilværelsen.

Jeg kan rigtig godt lide den dystre tone der er undervejs, omend man nok skal have lidt erfaring med nogen ting i ens hverdag som ikke har været helt nemme, før digtene virkelig fanger og giver mening. Personligt kunne jeg relatere til flere ting i mit eget liv der ikke altid har været helt nemme og som har gjort at jeg har stillet spørgsmålstegn ved hvorfor det egentlig er vi er sat på jorden. Så det er klart digte som giver læseren noget at tænke over.

En spændende og lidt anderledes digtsamling som jeg tror mange kan få noget ud af at læse. Helt personligt er jeg i hvert fald nysgerrig for hvad forfatteren kommer med senere hen, for der er i den grad noget udtryksfuldhed som jeg er sikker på han kan komme langt med.