fredag den 20. november 2020

Bogameldelse af: "Stregkoden"!

 

Har selv købt.

Forfatter: Lone Munksgaard Nielsen.

115 sider.

Roman i 111 scener.

ISBN: 87-595-2606-8

 

Her var en bog som jeg så frem til og den skuffede da heller ikke. Men jeg skulle lige finde den først, for den er udgået fra forlaget og er ikke nem at få fat i nogen steder. Sad så og søgte lidt rundt og var heldig at finde den i brugt udgave.

Det er en bog som er skrevet meget enkelt og man får mange ting af vide på få linjer, da enkelte sider/scener ikke består af så meget. Men der er en fin sammenhæng og man bliver hurtigt fanget af historien.

Det handler om et samfund hvor alle har en stregkode på venstre skulder. De bliver overvåget og kan ikke komme ud af den by de lever i. Vi møder en mor og hendes søn som finder ud af at morfar er død. Vi møder en kvinde der skal foregive at være gravid for at komme til bunds i hvad det er man gør ved børn og kvinder, da man igennem længere tid har forsøgt at få børn til at blive selvstændige individer hurtigere end deres udvikling kan følge med. Og vi hører også om hvordan der bliver spist af de døde.

Historien kan virke absurd og mærkelig og det er en historie som er svær at forklare handlingen på, men det giver på sin egen måde mening mens man læser.

Her er ikke pakket noget ind og man skal nok ikke være sart når man læser bogen. Men samtidig er den så speciel at den ikke nødvendigvis er logisk ved første øjekast. Så det er en bog som selv om den ikke er lang, så kan man fordybe sig i den her mystiske og lidt skræmmende verden.

Jeg håber at andre vil give den en chance hvis de falder over den, selv om den er kryptisk og svær at beskrive, for personligt syntes jeg den var fangende og interessant. Ikke mindst fordi det er et anderledes koncept.


torsdag den 19. november 2020

Boganmeldelse af: "Mågesang"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Brændpunkt.

Forfatter: Claus Peter Horstmann.

Udgives 1. december 2020.

Roman.

203 sider.

ISBN: 9788794083034


To brødre. Den ene, Gert, er ganske normal og den anden, Jesper, lever lidt i sin egen verden. Jesper er et barn der siger nogen mærkelige ting, han kan mange fremmedord og som han vokser op skiller han sig mere og mere ud. Jesper ender da også i det psykiatriske system men han får nu alligevel noget ud af sit liv.

Hans bror får kone og børn, det gør Jesper ikke. Men Jesper finder alligevel kærligheden. Hele sit liv har Jesper også næret stor omsorg for dyr og opholder sig gerne i naturen. Han ender endda med på et tidspunkt i sit liv at bo i skoven. Da han bliver involveret i en sag om en forsvunden pige, må folk alligevel ændre deres ikke altid positive mening om ham.

En meget rørende og dybfølt fortælling. En historie om at selv om man ikke er som gennemsnittet, kan man i bund og grund være reel nok. Og samtidig en bog der favner folk med psykiske problemer og fremlægger en fortælling som kan give større forståelse for mennesket bag.

Har man en interesse i psykologi eller har man selv haft psykiske lidelser tæt på, for eksempel som pårørende til en i systemet, så tror jeg man vil finde en behagelig ro i at læse denne roman. For her får man alligevel livsglæde sneget ind under huden og det gør at man nemt kan få empati og nemmere kan sætte sig ind i hvordan sådanne eneboere/særlinge er.

Men det er også en roman som blot har en rigtig god historie at byde på og som fanger far første side. Jeg havde personligt slet ikke lyst til at lægge bogen fra mig, da jeg først var i gang med at læse.

Den efterlader læseren med en følelse af at alt nok skal gå og et savn til personerne i bogen, da man egentlig gerne vil høre mere. Men det er en meget fuldendt fortælling, så det vil sikkert også være svært at skrive videre på.

Kan helt sikkert anbefaler at man kaster sig over denne roman, når den udkommer. Jeg kan i hvert fald personligt kun sige: Rigtig god fornøjelse!

onsdag den 18. november 2020

Tilfældigt tankespind.

Jeg har brugt dagen på flere forskellige ting. Blandt andet har jeg være til synsprøve og fik heldigvis gode nyheder da jeg ser bedre end tidligere.
Og mens jeg så var i byen så gik jeg rundt i min egen lille verden og der slog det mig at man egentlig går og tænker nogen spøjse tanker i ny og næ.

Jeg har i dag blandt andet tænkt:

- Hvorfor er der ikke flere som bakker ind i en parkeringsbås? 
Så får man øvet sig og holdt det ved lige samt det er nemmere og hurtigere at køre fra stedet igen senere.

- Hvad rager det egentlig os andre? 
Der gik en rundt og talte højlydt i telefon. En privat samtale som virkelig ikke kom os andre ved men som man ikke kunne overhøre.

- Årh hvor er det irriterende jeg ikke har råd lige nu! 
Faldt over flere ting som jeg egentlig godt kunne bruge :)

- Hjerne, hold nu pause!
Var godt træt I hovedet og kunne ikke få tankerne i ro.

- Skulle jeg egentlig købe det med hjem?
Blev fristet i Netto men sagde til mig selv at når det ikke stod på indkøbslisten så var det unødvendigt. 

- Gad vide om man kunne få lov at gå en tur med dig?
Min optiker havde sin hund med på job.

- Ad, klamme mundbind!
De lå og flød allevegne. Hvorfor er det så svært for folk at rydde op efter sig/smide dem ud?

Hvad har du tænkt af tilfældige tanker idag? Man går jo ikke normalt og holder øje med sine tanker en hel dag, men det er faktisk ganske underholdende at have fokus på. Især fordi man alligevel tænker mange tanker i løbet af kort tid, tanker som man reelt ikke kan bruge til noget, men som man bare må konstatere er der.

søndag den 15. november 2020

Boganmeldelse af: "Smederim og brokker - 1. samling"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Books on Demand.

Forfatter: Leif Bruun.

199 Sider.

ISBN: 9788743015062


Som man vil kunne se på nogen andre indlæg på bloggen her, så har jeg læst og anmeldt flere bøger af denne forfatter. Og nu har jeg så kastet mig over endnu en. Denne bog er en blanding af mange tekster. Her er vitser, små hverdagshisttorier, tanker om livet og forfatterens eget indblik i hvordan verden hænger sammen med mere.

Jeg er ellers normalt ret glad for at læse hans bøger og der var også flere af teksterne i denne bog som var ganske fine, men det fungere ikke helt for mig at det er en blanding af så mange forskellige ting. Jeg bliver en smule forvirret undervejs fordi jeg ikke helt kan forstå sammenhængen i at man både skal høre nogen vitser, "belæres" om selvudvikling og samtidig forholde sig til små personlige anekdoter. Det bliver desværre for mig et sammensurium som ikke fanger. Derfor tog det mig meget lang tid at læse denne bog, da det til sidst ganske enkelt var nemmest for mig at læse en enkelt tekst og så ligge den til side et stykke tid inden jeg læste næste tekst. Det var for at skille teksterne ad, da mange af teksterne intet har med hinanden at gøre.

Det er en pudsig måde at sætte en bog op på og den er ret personlig. Jeg er derfor også sikker på at der er et andet publikum til denne bog, end mig. Jeg vil derfor ikke sige at bogen ikke er værd at læse, for det er den helt sikkert. Man skal bare ikke forvente en bog som kan læses ud i en køre. Slet ikke fordi man undervejs præsenteres for holdninger og synspunkter som man ikke kan undgå andet end at tænke lidt over - om man er enig med forfatteren eller ej.

En anderledes bog fra forfatterens hånd, og må erkende at den ikke faldt i så god jord hos mig, som de andre jeg har stiftet bekendtskab med. Men som man siger så skal der jo være lidt til enhver smag, så jeg håber bogen her falder i god jord hos dem der ellers giver den en chance.

lørdag den 14. november 2020

Boganmeldelse af: "Svans"!

 

Købt eksemplar. 

Forfatter: David Læby.

Forlaget: Lindhardt og Ringhof.

Udgivet i 2007.

Fortælling/Voksen 

107 sider.

ISBN: 978-87-595-2745-0

Jeg ledte længe efter denne bog, da den altid havde stået på min "vil gerne læse" - liste. Og så lykkedes det mig at finde den brugt.

Bogen handler om at erkende at man er homoseksuel, om at turde stå ved sig selv og om at slippe skammen. Det er en lidt speciel opsætning der er i fortællingen, da bogen er skrevet ud fra at det er en anden der skriver om hovedpersonen. Men det fungere godt og man får både ondt af den unge mand og får samtidig lyst til at ruske lidt op i ham og sige til ham at han nok skal finde sin vej i livet.

Vores hovedperson er skamfuld over at vide at han er til andre af samme køn. Men han er også nysgerrig, hvilket gør ham nem at relatere til, for mon ikke alle kan huske hvordan det var at skulle finde ud af om man var til det ene eller det andet? Rejsen man kommer på som ung og hvor svært det kan være især hvis ens forældre ikke støtter op om en.

Det er en velskrevet bog med en lidt barsk historie, som alligevel er ret fin og har en god historie at byde på.

Bogen henvender sig nok især til unge som selv er i tvivl om hvorvidt de er homoseksuelle eller ej, men den er også værd at læse for andre, da man får et indblik i hvor svært det kan være at vokse op med en følelse af at være forkert.

En ældre bog som stadig er yderst relevant. Så håber der er mange som er heldige at støde på den.

torsdag den 12. november 2020

Boganmeldelse af: "Stumper - Slimede løgne"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Helle Kaare Lindberg.

Forlaget: Facet.

Børnebog/Ungdom.

Lixtal 23.

168 sider.

ISBN: 978-87-93456-81-5


Det er så svært at være ung, forelsket og lidt jaloux. Især fordi det er en god ven som hovedpersonen er jaloux på, da den gode ven er forelsket i den samme pige. Eller er han nu også det? Det er svært med de der venskaber og det er endnu mere svært at sige højt at man er forelsket. Hovedpersonen Johan får rodet sig ud i lidt af nogen problemer på grund af sin jalousi. Og han får dårlig samvittighed da det ender med at være en helt tredje dreng som det hele så går ud over.

Det er en rigtig god og fangende historie vi her får. Og de fleste af os kan helt sikkert godt huske når vi i skolen blev forelsket i en i klassen, men ikke turde indrømme det. Og derfor er historien så nem at relatere til. Man kan få helt ondt i maven på Johans vegne men samtidig hepper man også lidt på ham, da han jo alligevel viser sig at være en ærlig knægt.

Det er en bog der henvender sig godt til større børn og helt unge, der læser selv og den kan også være god til at skabe debat om blandt andet mobning. Så her er en historie som har noget at byde på fra flere kanter. At den så samtidig er ganske hyggelig og underholdende er blot ekstra bonus.

Bogen er værd at læse også som voksen, da man lige bliver mindet om hvor svært det er med de der følelser. Det kan nok som voksen være meget godt at huske på, for så kan man måske nemmere tale med sine store børn om tingene og om den første kærlighed, uden at det bliver alt for pinligt :) 

En rigtig sød historie der samtidig er meget relevant. Så den kan helt sikkert anbefales at stifte bekendtskab med.

Boganmeldelse af: "Anal-fabeterne 1"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Kai Riesendorf.

Erotik.

Forlaget: Books on Demand.

218 sider.

ISBN: 978-87-4302-707-2


Analfabeter er folk der ikke kan læse og skrive, men denne bog hedder Anal-fabeterne og handler om homoseksuelle og primært de mandlige af slagsen. Bogen er delt op i små noveller som alle er stærk erotiske på den ene eller den anden måde, men hvor omdrejningspunktet hver gang er analsex. Med det fine udtryk afføringskanalen, som jeg må indrømme at jeg blev en smule træt af at læse til sidst - da der er andre ord om denne kropsdel som jeg ganske enkelt syntes lyder bedre. Men det til side så er det en indføring (ja, kan godt se ironien) i hvordan man på flest forskellige måder kan komme frem til at pik i anus giver udløsning.

Det er samme hovedperson i alle noveller og man behøver ikke læse bogen ud i en køre, men kan sagtens udvælge sig enkelte noveller som man så læser for sig. Nogen er længere end andre og nogen er mere historiefyldte end andre.

Jeg er personlig ikke sart og har læst ting som omhandlede homoseksuelles sexakter før, men her skal selv jeg lige trække vejret ind imellem, for det er meget råt for usødet og heldigvis er det hele skrevet med en stor portion humor, så man sagtens kan blive underholdt alligevel undervejs.

Det er klart en bog for det voksne publikum og bogen tangere hen af hård porno på skrift.

Der er nogen få korrekturfejl undervejs, men intet der er skæmmende.

Man får også af vide at grunden til bogen er opstået er faktisk med baggrund i den blog der er af samme navn og at det er fordi der har været efterspørgsel på at få samlet de små noveller til et samlet værk. Med det i betragtning er det ganske vellykket.

Jeg indrømmer gerne at jeg nok ikke havde revet bogen ned af hylden selv, hvis ikke forfatteren havde kontaktet mig. Men det sagt så vil jeg sige at den faktisk er ganske finurlig og morsom. Og man får en slags tilhørsforhold til hovedpersonen, hvad enten man selv er homoseksuel eller ej. Og det er helt sikkert også et værk der kan rykke lidt ved ens grænser. Jeg er i samme ombæring nødt til at sige at bogen ikke er for alle og jeg vil primært mene den henvender sig til dem der enten selv er homoseksuelle og har stort fokus på det anale, eller til dem der er nysgerrige og gerne vil have en lidt hård erotisk oplevelse mens de stifter bekendtskab med værket.

Det bliver faktisk lidt interessant at se hvad der senere hen kommer af værker fra forfatteren af, for et potentiale i at skrive anderledes erotiske bøger, det har han helt sikkert.