Anmeldereksemplar fra forfatter Sinus Reuss.
Ungdomsroman/YA.
490 sider.
ISBN: 978-87-94332-07-1
Jeg startede på denne bog for lidt tid siden og så blev jeg desværre fra start af ret træt af handlingen. Selve historien fejler ingenting, men det er snart blevet en kliche at ungdomsbøger især skal handle om en der ikke kender sin egen seksualitet endnu og fordi tiderne er som de er, så skal man selvfølgelig være til enten begge køn, være homoseksuel eller noget helt tredje. Og det jo i sig selv helt fint, men det bliver desværre også trættende at alle bøgerne pt skal afspejle det samme.
Og det gør denne også, for hovedpersonen er en teenage dreng som ellers er yderst populær blandt pigerne. Han er faktisk ikke særlig sød for han er vant til at få sin vilje, og da han er populær og kommer fra et hjem hvor han for det meste kan styre showet så er han ikke vant til at noget går ham imod. Dog er der en dreng på skolen som alle er enige om at ham kan de ikke lide fordi han tæver andre og generelt opfattes han som en taber. Men den dreng vælger at tilmelde sig da der skal sættes et teaterstykke op på skolen og foran næsen på hovedpersonen, får han hovedrollen i stykket.
Hovedpersonen i bogen vælger derfor at gå efter prinsesserollen, så han i det mindste har en af hovedrollerne i teaterstykket. Men så skal han arbejde sammen med ham der skal spille prinsen og værst af alt, han skal kysse ham til sidst.
Og det er så allerede der at filmen knækker, for man kan med det samme regne ud at så skal der selvfølgelig ske mere mellem de to end først antaget. At der så er nogen fine ting i handlingen senere hen med opgør med vennerne, opgøret med ens familie og så videre er det som i det mindste gør at bogen alligevel er god. Og ikke mindst er historien omkring hvordan ham der ellers opfattes som taber ret så barsk og gør at man sideløbende med hovedpersonen i bogen, faktisk får medlidenhed for hans karakter.
Som sagt er selve handlingen ganske fin og man skal ikke tænke synderligt undervejs, for at kunne følge med. Men den kommer til at drukne lidt i de mange andre bøger i samme genre, da historien ikke i sig selv er unik. Og det syntes jeg faktisk er lidt ærgerligt, men man kan jo vende det om og sige at hvis man ikke før har læst ungdomsromaner eller young adult bøger, så er den et godt sted at starte hvis man selv er i sine spæde voksenår og selv måske er lidt usikker på ens egen seksualitet.