Reklame.
Anmeldereksemplar fra forfatter Richard Asklund.
Forlag: Den sorte svane.
Roman/Krimi/Thriller.
362 sider.
ISBN: 978-87-974132-0-3
Dette er ikke en genre jeg særlig tit giver mig i kast med at læse, for jeg har aldrig rigtig syntes at krimier var specielt fangende. Og det gode ved bøgernes verden, er jo at man ikke behøver læse noget man ikke er interesseret i. Men jeg ville gerne give denne bog en chance for den lød anderledes og ikke som en typisk krimi.
Og jeg skal da lige love for at jeg ikke er blevet skuffet. Tværtimod ramte følelser som afsky, væmmelse, nysgerrighed og reel overraskelse mig undervejs i læsningen.
Bogen handler om en kvinde der tager på ferie med sin adoptivdatter og mister hende på den værste måde man kan forestille sig. Hun er derfor villig til at gøre alt for at få hævn, da hun vågner af sin sorgtilstand og forstår at det er rigtig nok at hendes datter er væk. Sideløbende følger man Ben som nyder at myrde kvinder, som ikke aner noget om kvinden og hendes datter, men som er ved at finde næste kvindelige offer der skal med ham videre til et sted hvor hun skal bruges som ofring til Satan. Ben er nemlig involveret i en klan hvor han ikke spiller den helt store rolle, men hvor han som tæt hjælper alligevel ved mere om klanen end hvad godt er. Ved et tilfælde møder Ben og kvinden hinanden da kvinden i sin søgen efter sin datters morder, ender som husholderske der hvor Ben skal aflevere og klargøre det kvindelige offer. De får en slags misforstået sympati for hinanden og begge er klar over at de har forskellige grunde til at være hvor de er lige nu. Men med livet på spil og en tørst efter hævn, som driver dem begge, så kan de alligevel hjælpes ad. Lige indtil det er deres tur til at blive likvideret.
Det er bestialske mord, grufuldt beskrevede scener, forfærdelige omstændigheder og med både mafia, magtelite, statsoverhoveder med mere som har fremtrædende roller i dette værk. Og man bliver kvalm som læser nogen gange undervejs, da nogen ting pensles ud så man ikke kan undgå at se for sig hvordan tingene er. Det er ulækkert, det er depraveret. Men det er også dybt fascinerende at nogen kan skrive så levende om noget der ellers kun kan beskrives som voldsomme filmscener.
En voldsom bog som efterlader læseren med en følelse af at der findes mennesker i verden som vil gøre hvad som helst blot for magtens skyld. Og som gør en nysgerrig på hvad forfatteren ellers indeholder. For på en eller anden måde så er man ikke i tvivl om at forfatteren har et indre univers som har brug for at komme til udtryk, og det gør han rigtig godt på skrift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar