torsdag den 19. august 2021

Boganmeldelse af: "Casmir og folket i skoven"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Alberte Thusgaard.

Fantasy - Roman - Ung.

88 sider.

ISBN: 978-87-7237-475-8


Hovedpersonen opdager på en køretur med sin familie et rensdyr og det er som om det kalder på hende. I hvert fald tager hun ud og leder efter det. Det viser sig at hun er udvalgt til at hjælpe et skovfolk, gahabaerne. Derfor begiver hun sig ud på en rejse sammen med rensdyret og det er både farligt, tæt på dødbringende og spændende. Hun lærer meget om sig selv og hvor vigtigt det er at være noget for andre. Hun lærer at hun kan mere end hun selv tror og til sidst lærer hun også at træffe et valg som i resten af hendes liv vil påvirke hvordan hun lever.

Det er en flot debut af forfatteren og det er en nem og ligetil fortælling, som tager læseren med på rejse ind i en anden verden. en verden der er mere præget af naturens kræfter og en verden hvor håbet spiller en stor rolle. Bogen er hurtigt læst, for selvom det er en historie der primært henvender sig til unge, så er den fangende for alle aldersgrupper. Der er en sød naivitet over det hele, da man ikke rigtig er i tvivl om at vi nok ikke ender ud i den mest ulykkelige slutning - til trods for at der er et tvist omkring hovedpersonen som man ikke lige ser komme.

Bogen kan anbefales til alle med interesse for let underholdning, fantasy i den forsigtige ende og faktisk vil jeg mene den også godt kan læses højt for større børn eller læses sammen med større børn. Så det er en stor ros herfra, da fantasy genren for det meste ikke henvender sig til alt for unge/børn.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar