Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Anna Knakkergaard.
Illustrationer: Julie Dam.
Børnebog.
80 sider.
ISBN: 978-87-972945-0-5
Sikke en søvndyssende bog. Men på den gode måde. Man bliver præsenteret for små historier om forskellige dyr som har svært ved at sove. Man får teknikker til hvordan man læser højt på en beroligende måde og det er baseret på hypnoseteknik. Så man får faktisk gode redskaber til at hjælpe sit barn med at falde i søvn.
Man bliver selv lullet ind i det rolige tempo undervejs og man behøver ikke læse alle historierne, men kan sagtens læse dem enkeltvis. Og de er hyggelige at vende tilbage til over flere gange.
Der er også gode råd til den voksne omkring hvordan man ellers kan hjælpe barnet med en rolig aften og en god nattesøvn. Og man kan finde mere information ved at benytte de links, apps mm som bogen byder på. Jeg har ikke selv haft mulighed for at afprøve appen til bogen, da app til android er på vej. Men hvis appen er bare halvt så gennemført som bogen, så spiller det hundrede procent.
Det er et virkelig genialt koncept. For man får gode teknikker lært uden at barnet vil opfatte det som om at nu skal det lære at sove. Man får lov at hjælpe barnet ud fra barnets egen vinkel, da man også kommer på højde med barnet og får lov at bruge fantasien. Så her er ro, hygge og samspil med sit barn.
Det er klart anbefalelsesværdigt, det skiller sig ud fra andre højtlæsningsbøger og ikke mindst giver det en selv forståelse for at rutiner for eksempel kan være ret vigtige for et barn.
Sov sødt derude :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar