onsdag den 11. januar 2023

Boganmeldelse af "Hele blåbær på tube"!


Reklame.
Anmeldereksemplar fra forlaget Legimus. 
Forfatter Claus Peter Horstmann.
Roman.
188 sider.
ISBN: 97887 94342 12-4

Bogen har taget mig lang tid at komme igennem for jeg har haft svært ved at føle den rigtig fangede. Om det er måden den er skrevet på eller handlingen eller en blanding er jeg stadig lidt i tvivl om, men sådan er det jo indimellem og det er bare ikke alle bøger der siger en det helt store.

Handlingen er ret enkel. Hovedpersonen er en mand som måske ikke er den klogeste men som altid er der for dem han holder af. Man møder forskellige karakterer i hans liv og man følger hans måde at agere med omverdenen på. Da han får et job som han ellers er glad for sker der nogen ting i hans liv som han ikke havde forventet. Han møder en dysfunktionel familie, han forelsker sig, han forsøger at hjælpe en med at bryde ud af de rammer der er. Og det er som om han vokser med opgaverne og det gør karaktererne rundt om ham også. Hovedpersonens personlighed er lidt underspillet hvilket er hele pointen i måden historien også fortælles på. Det er lige før man ved mere om nogen af de andre karakterer i bogen, end man egentlig gør om ham, og det er lidt spøjst.

Det er ikke den store handling der egentlig er men der er en sammenhæng fra start til slut som er bygget godt op. Og historien får en mere levende slutning som gør at man til sidst alligevel som læser hepper på hovedpersonen. Der er en ydmyghed som passer godt til historien. Men man skal kunne lide udtrykket/måden den er skrevet på for ellers vil man som læser nok opleve det samme som jeg gjorde, nemlig at den ikke rigtig fanger. Det er et udtryk som ikke er helt typisk og som man enten falder for med det samme, eller som man får svært ved at tage til sig.

En enkel bog som ikke efterlader det største indtryk.

onsdag den 4. januar 2023

2022 er ovre og 2023 er begyndt!

 Tiden flyver og jeg kan virkelig ikke følge med. Syntes helt ærligt at det sidste år er forsvundet mellem fingrene på mig. Der har været mange ting at forholde sig til og jeg har ikke altid været helt enig med min krop, mine smerter og ikke mindst min psyke i hvordan det hele skal foregå. Men alligevel går tiden og jeg kan sammen med Casper se tilbage på et år som har gjort at vi begge har flyttet os på nogen personlige planer, men også fået ryddet op i nogen andre ting som måske har været godt for os begge både nu og her og på sigt.

Jeg vil ikke dele en masse billeder i dette indlæg, men blot skrive lidt om hvad 2022 har indeholdt og dernæst lidt om hvad 2023 vil bringe. I de tidligere nytårsindlæg har jeg altid delt billeder, men det føler jeg ikke er nødvendigt denne gang.

2022 har været et år hvor der er sket forandringer. Det være sig både rent privat men også rent praktisk. Nye dynamikker os selv imellem - naturligt ovenpå en periode hvor sårbarheden har fået lov at vise sig. Og en sammentømrethed som nu er så fastslået på flere fronter at vi begge føler vi står stærkere med en jordforbindelse som vi begge værdsætter.

Casper har skiftet sin gamle motorcykel ud med en noget nyere, og det har også givet ro. Forstået på den måde at det har fyldt meget og har været en svær proces. Men han har fundet det rette og kan nu bare nyde tiden på sin mc.

Jeg selv har i gennem året læst ikke mindre end 104 bøger og har på trods af at jeg ikke altid har været på toppen fysisk og psykisk, kunne skabe et frirum. Et frirum som desværre har gjort at jeg ikke har været særlig god til at skrive til mine pennevenner (det skal nok blive bedre igen) men som til gengæld har givet mig ro i hovedet.

Vi har mistet venner og det har været svært at sige farvel. Men sygdom og død er vi jo ikke herrer over. Og vi er derfor i stedet taknemmelige for den tid der har været med de selvsamme personer. 

Vi har fået knyttet nogen stærkere bånd til andre og det sætter vi også stor pris på. Tror det er gået op for os begge at venskaber virkelig kan føles som selvvalgt familie. Det er så nemt at sige, men der har været episoder henover sidste år som gør at vi begge virkelig kan mærke at det er reelt.

I 2023 ser vi frem til et år med gode oplevelser med venner og familie. Vi ser frem til at fejre en milepæl rent privat. Vi ser frem til et travlt men også spændende år. Og derfor ser vi samtidig frem til et år, hvor vi ved på forhånd at vi ikke kan være med til alt og hvor der vil være gange hvor vi trækker stikket for at det ikke skal blive for meget det hele. Der skal være plads til ro.

Ro er et gennemgående tema for både sidste år og for fremtiden. Ro er kommet til at betyde noget mere for os begge og måske især for Casper. Ro betyder ikke at vi ikke er tilgængelige for sociale aktiviteter, men det betyder at vi sætter nogen hårdere grænser.

Jeg selv glæder mig til at se om der kan slås rekord på hvor mange læste bøger jeg kan nå igennem på et år - man ved jo aldrig hvad der sker.

Tak til alle der læser med og til alle der fortsat læser opslagene her på bloggen.


Godt nytår!

mandag den 28. november 2022

Boganmeldelse af: "Charterrejsen til Cypern"!

 

Reklame!

Forfatter Bettina Seerup.

Rejsebeskrivelse/Romantik.

E-bog udgave fra Books on Demand.

E-bogen har ISBN  9788743048220

Er læst som gratis blog udgave på http://britskovgaard.blogspot.com/p/charterrejsen-til-cypern-samlet.html (Hvis man kigger på navnet på bloggen og ser på forfatterens navn, så er det altså et synonym hun benytter på bloggen).

Jeg har aldrig prøvet dette koncept før og jeg har været lidt i tvivl om hvordan jeg lige skulle gå til at skrive en anmeldelse. For selve bogen eller værket er læst på en blog og derfor minder det ikke om hverken en e-bog eller en fysisk bog. Men det er jo stadig en historie og derfor interessant i sig selv.

Historien handler om forfatteren selv som har været en tur på Cypern. Det er en ret klassisk rejsebeskrivelse, måske med tanden for mange detaljer som for læseren ikke er så relevante - for eksempel den præcise beskrivelse af værelset og køkkenindholdet, men samlet set giver det alligevel noget til fortællingen fordi det afspejler det hun oplever. 

Historien er dog ikke helt virkelig for der er en stor fiktiv del ind over, nemlig den romance der opstår mellem hende og en tidligere kollega der nu er en god ven. Han kommer nemlig og holder del sidste del af ferien sammen med hende hvor man hører om deres ture, oplevelser og den blomstrende romantik.

Det er en sød og ret enkel historie. Hurtigt læst så man må sige at hun skriver på en fangende måde. Og konceptet med at skrive en bog på en blog er ganske fin, især hvis man i forvejen er glad for at læse e-bøger. Personligt foretrækker jeg en fysisk bog, men jeg kunne alligevel ikke lade være at føle mig opslugt af denne måde at få et værk serveret på. Det fungere ganske fint.

Handlingen er der ikke så meget at fortælle om, for det er en charterferie hvor hovedpersonen vælger at lave mere end blot at ligge ved poolen. Så man oplever rent faktisk noget undervejs i forhold til lokale seværdigheder, en tur til en anden by og en tur på en båd. Men hvis man er glad for rejsebeskrivelser generelt vil man nok syntes denne er ganske hyggelig. Hovedpersonens trang til en smøg i ny og næ fylder en del i historien og det er faktisk meget rart at hun ikke skjuler det, for i disse tider hvor alt skal være så pænt og politisk korrekt så er der noget befriende ved at hun lader det fylde noget.

Et godt værk som sprænger de normale rammer lidt. Ikke dårligt!


 

 

 

 

mandag den 14. november 2022

Boganmeldelse af: "Sidste sommer, Bind 2, Afsløringen"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Niels Ulrich Fjordside.

Roman.

322 sider.

ISBN: 978-87-7575-659-9

Vi starter hvor første bind sluttede og derfor vil jeg klart mene at man får mest ud af at læse bind et inden man giver sig i kast med denne. For man har behov for forhistorien som leder op til hvorfor vores hovedperson og hans venner skal alt det igennem som de skal i denne bog.

Det er ikke nemt at være på randen af at blive voksen, have afsluttet folkeskolen og nu skal videre på anden uddannelse. Men inden vores hovedperson når så langt skal hans venner og ham have opklaret hvad det er der sker i den lille by hvor de bor. De er på sporet af noget ulovligt som i første omgang vist mest handler om en bilforhandler der fusker med registreringsattesten og kilometertælleren. Men de må undersøge det hele nærmere og bliver da også enige om at politiet skal kontaktes. De når bare ikke så langt til at starte med. Og den ene af hovedpersonens venner har også andet at se til, da hans mor er meget syg. Så der skal være tid til det hele. Samtidig er der kommet en kæreste ind i billedet, men vores hovedperson har en tendens til at glemme hende lidt. Både fordi han ikke rigtig ved hvordan man er kæreste med nogen, men også fordi der sker så meget andet som han ikke bare lige kan fortælle om. De får dog langt om længe involveret nogen voksne i det hele og den ene især kan vise sig yderst hjælpsom. Stinne hedder hun og selv om hun er kendt som ret alkoholiseret, så har hendes historie noget med det hele at gøre i sidste ende. Drengene får opsøgt et sted som hun kender og herfra tager tingene en drejning til den mere voldsomme side.

Om de kommer godt ud af det og om der rent faktisk er noget mere ved hele misæren end først antaget må kommende læsere selv opdage. Men spændende er det i hvert fald til det sidste. Her er kidnapning, stjålne og lånte penge, ludomani, desperation med mere. Og selvom der ligesom i bind et er nogen enkelte korrekturfejl, så er man så optaget af historien at man ikke tænker over det. Og historien er fangende fra første side, så bliver den lidt tung midt i det hele - for her kommer mange ting man skal holde styr på - og så får man alligevel et klimaks som gør at man føler der er noget mere rørende og smukt over fortællingen end man måske først tror. Jeg personligt måtte i hvert fald knibe en lille tårer på et tidspunkt.

Vigtigst at sige i det hele taget må være: venskab er vigtigere end noget andet!

tirsdag den 8. november 2022

Underlige ting som du måske/måske ikke ved!

De fleste mennesker kan ikke nå spidsen af deres lillefinger med spidsen af pegefingeren på samme hånd.

Grunden til der er en lille lomme eller åbning i de to lag stof i bunden af kvinders trusser, er at man i sin tid designede det sådan med tanke på at der kunne opbevares et ekstra bind (at det så er ukomfortabelt og langt fra praktisk var der ingen der tænkte over).

Smudsomslag fra ældre bøger passer godt som bogbind på små nyere bøger, kladdehæfter og notesbøger. 

Bogorme - som mig - findes reelt ikke, for en bogorm er reelt et insekt som lever af mikroskopisk mug i gamle bøger og derfor spiser huller i bøgerne.

Der findes en by i verden med en population på 1 indbygger. En kvinde som er borgmester, bartender og bibliotekar. Byen hedder Monowi og ligger i USA. Om det stadig er sådan vides ikke med sikkerhed, men det passede i 2010.

Da sne er skabt af is så menes det at være et mineral. Men vand er ikke et mineral.

Tis fra pingviner udgør 3 procent af isen på Antarktis gletsjere.

Den gennemsnitlige kvinde spiser ca. 3kg læbestift i sit liv. 

De fleste kvinder bruger op til 1 år af deres samlede liv, på at beslutte hvilket tøj de vil have på. 

Man ved at bananer er krumme fordi de strækker sig mod solen. Agurken er en anden snak - det er nemlig en slyngplante. (Hvorfor er det nu lige at dem vi køber så skal være lige?)!

Hvis du er nået hertil, så håber jeg du hyggede dig med disse små informationer. Du er velkommen til at komme med flere oplysninger i kommentarfeltet, hvis du har andre underlige facts du syntes vi bør kende. Tak for din tid :)

torsdag den 20. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Pistacieskovens forbandelse"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forfatter Richard Asklund.

Forlag: Den sorte svane.

Roman/Krimi/Thriller.

362 sider.

ISBN: 978-87-974132-0-3

 

Dette er ikke en genre jeg særlig tit giver mig i kast med at læse, for jeg har aldrig rigtig syntes at krimier var specielt fangende. Og det gode ved bøgernes verden, er jo at man ikke behøver læse noget man ikke er interesseret i. Men jeg ville gerne give denne bog en chance for den lød anderledes og ikke som en typisk krimi.

Og jeg skal da lige love for at jeg ikke er blevet skuffet. Tværtimod ramte følelser som afsky, væmmelse, nysgerrighed og reel overraskelse mig undervejs i læsningen.

Bogen handler om en kvinde der tager på ferie med sin adoptivdatter og mister hende på den værste måde man kan forestille sig. Hun er derfor villig til at gøre alt for at få hævn, da hun vågner af sin sorgtilstand og forstår at det er rigtig nok at hendes datter er væk. Sideløbende følger man Ben som nyder at myrde kvinder, som ikke aner noget om kvinden og hendes datter, men som er ved at finde næste kvindelige offer der skal med ham videre til et sted hvor hun skal bruges som ofring til Satan. Ben er nemlig involveret i en klan hvor han ikke spiller den helt store rolle, men hvor han som tæt hjælper alligevel ved mere om klanen end hvad godt er. Ved et tilfælde møder Ben og kvinden hinanden da kvinden i sin søgen efter sin datters morder, ender som husholderske der hvor Ben skal aflevere og klargøre det kvindelige offer. De får en slags misforstået sympati for hinanden og begge er klar over at de har forskellige grunde til at være hvor de er lige nu. Men med livet på spil og en tørst efter hævn, som driver dem begge, så kan de alligevel hjælpes ad. Lige indtil det er deres tur til at blive likvideret.

Det er bestialske mord, grufuldt beskrevede scener, forfærdelige omstændigheder og med både mafia, magtelite, statsoverhoveder med mere som har fremtrædende roller i dette værk. Og man bliver kvalm som læser nogen gange undervejs, da nogen ting pensles ud så man ikke kan undgå at se for sig hvordan tingene er. Det er ulækkert, det er depraveret. Men det er også dybt fascinerende at nogen kan skrive så levende om noget der ellers kun kan beskrives som voldsomme filmscener.

En voldsom bog som efterlader læseren med en følelse af at der findes mennesker i verden som vil gøre hvad som helst blot for magtens skyld. Og som gør en nysgerrig på hvad forfatteren ellers indeholder. For på en eller anden måde så er man ikke i tvivl om at forfatteren har et indre univers som har brug for at komme til udtryk, og det gør han rigtig godt på skrift.  


tirsdag den 18. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Fortællinger omkring et bjerg"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forfatter Marianne Gyllensten Jahn.

Forlag Mellemgaard.

Børnebog.

242 sider.

ISBN: 978-87-7218-051-9

Hvordan skal man klare sig når man er en alf der ikke kan flyve? Og hvorfor er det så svært at være dårlig til noget, bare fordi alle de andre kan det? Vores ene hovedperson er en Alf som kæmper ihærdigt for at lære at blive en rigtig alf, men det er svært for hans vinger er ikke så udviklede og han forstår ikke hvorfor han ikke kan det samme som de andre på hans alder. Og han er også ked af at blive drillet hele tiden. Han kan samtidig tale dyresprog og det plejer en alf heller ikke at kunne. Han vælger at gå hjemmefra for at komme væk fra drillerierne men han ender med at fare vild i et bjerg og kort efter møder vi den anden hovedperson. En nisse som vores alf bliver gode venner med. De kommer sammen på nogen eventyr igennem bogen og det udvikler sig til et venskab der får en større betydning end nogen af dem er klar over til at starte med.

Bogen er inddelt i forskellige historier, men de hænger alligevel sammen på fineste vis. Der er historien om pigen som er fanget i bjerget. Historien om enhjørningernes ø og historien om Samu som er en vildledt dreng der slet ikke er så ond som han først fremtræder. Der er magi, drager, lava, slanger, bål, trolde og meget mere i dette værk. Og det er en bog der fanger med det samme. De fine illustrationer gør bogen endnu mere hyggelig undervejs. Det er nemt at leve sig ind i universet og ens fantasi får lov at arbejde, hvilket er en sand fornøjelse. Et rigtig fint eventyr.

Bogen henvender sig til mindre børn hvor den kan læses højt og til store børn og voksne. For alle kan få noget med sig fra dette værk. Og det vigtigste budskab igennem hele bogen er at der skal være plads til alle og det er okay at vi ikke er ens. Så det er samtidig en bog man kan lære noget af.

Et flot værk som kan anbefales herfra.