torsdag den 20. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Pistacieskovens forbandelse"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forfatter Richard Asklund.

Forlag: Den sorte svane.

Roman/Krimi/Thriller.

362 sider.

ISBN: 978-87-974132-0-3

 

Dette er ikke en genre jeg særlig tit giver mig i kast med at læse, for jeg har aldrig rigtig syntes at krimier var specielt fangende. Og det gode ved bøgernes verden, er jo at man ikke behøver læse noget man ikke er interesseret i. Men jeg ville gerne give denne bog en chance for den lød anderledes og ikke som en typisk krimi.

Og jeg skal da lige love for at jeg ikke er blevet skuffet. Tværtimod ramte følelser som afsky, væmmelse, nysgerrighed og reel overraskelse mig undervejs i læsningen.

Bogen handler om en kvinde der tager på ferie med sin adoptivdatter og mister hende på den værste måde man kan forestille sig. Hun er derfor villig til at gøre alt for at få hævn, da hun vågner af sin sorgtilstand og forstår at det er rigtig nok at hendes datter er væk. Sideløbende følger man Ben som nyder at myrde kvinder, som ikke aner noget om kvinden og hendes datter, men som er ved at finde næste kvindelige offer der skal med ham videre til et sted hvor hun skal bruges som ofring til Satan. Ben er nemlig involveret i en klan hvor han ikke spiller den helt store rolle, men hvor han som tæt hjælper alligevel ved mere om klanen end hvad godt er. Ved et tilfælde møder Ben og kvinden hinanden da kvinden i sin søgen efter sin datters morder, ender som husholderske der hvor Ben skal aflevere og klargøre det kvindelige offer. De får en slags misforstået sympati for hinanden og begge er klar over at de har forskellige grunde til at være hvor de er lige nu. Men med livet på spil og en tørst efter hævn, som driver dem begge, så kan de alligevel hjælpes ad. Lige indtil det er deres tur til at blive likvideret.

Det er bestialske mord, grufuldt beskrevede scener, forfærdelige omstændigheder og med både mafia, magtelite, statsoverhoveder med mere som har fremtrædende roller i dette værk. Og man bliver kvalm som læser nogen gange undervejs, da nogen ting pensles ud så man ikke kan undgå at se for sig hvordan tingene er. Det er ulækkert, det er depraveret. Men det er også dybt fascinerende at nogen kan skrive så levende om noget der ellers kun kan beskrives som voldsomme filmscener.

En voldsom bog som efterlader læseren med en følelse af at der findes mennesker i verden som vil gøre hvad som helst blot for magtens skyld. Og som gør en nysgerrig på hvad forfatteren ellers indeholder. For på en eller anden måde så er man ikke i tvivl om at forfatteren har et indre univers som har brug for at komme til udtryk, og det gør han rigtig godt på skrift.  


tirsdag den 18. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Fortællinger omkring et bjerg"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forfatter Marianne Gyllensten Jahn.

Forlag Mellemgaard.

Børnebog.

242 sider.

ISBN: 978-87-7218-051-9

Hvordan skal man klare sig når man er en alf der ikke kan flyve? Og hvorfor er det så svært at være dårlig til noget, bare fordi alle de andre kan det? Vores ene hovedperson er en Alf som kæmper ihærdigt for at lære at blive en rigtig alf, men det er svært for hans vinger er ikke så udviklede og han forstår ikke hvorfor han ikke kan det samme som de andre på hans alder. Og han er også ked af at blive drillet hele tiden. Han kan samtidig tale dyresprog og det plejer en alf heller ikke at kunne. Han vælger at gå hjemmefra for at komme væk fra drillerierne men han ender med at fare vild i et bjerg og kort efter møder vi den anden hovedperson. En nisse som vores alf bliver gode venner med. De kommer sammen på nogen eventyr igennem bogen og det udvikler sig til et venskab der får en større betydning end nogen af dem er klar over til at starte med.

Bogen er inddelt i forskellige historier, men de hænger alligevel sammen på fineste vis. Der er historien om pigen som er fanget i bjerget. Historien om enhjørningernes ø og historien om Samu som er en vildledt dreng der slet ikke er så ond som han først fremtræder. Der er magi, drager, lava, slanger, bål, trolde og meget mere i dette værk. Og det er en bog der fanger med det samme. De fine illustrationer gør bogen endnu mere hyggelig undervejs. Det er nemt at leve sig ind i universet og ens fantasi får lov at arbejde, hvilket er en sand fornøjelse. Et rigtig fint eventyr.

Bogen henvender sig til mindre børn hvor den kan læses højt og til store børn og voksne. For alle kan få noget med sig fra dette værk. Og det vigtigste budskab igennem hele bogen er at der skal være plads til alle og det er okay at vi ikke er ens. Så det er samtidig en bog man kan lære noget af.

Et flot værk som kan anbefales herfra.


fredag den 7. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Kong Alkohol i spadseredragt og høje hæle"!


Reklame!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Anna Marie Aggerholm.

Udgivet 2022.

Fagbog/Erindring.

119 sider.

ISBN: 9788740455885

Det er vist ikke mange der i dag kan påstå at de ikke kender, har kendskab til, er pårørende til, har hørt om en eller flere alkoholikere. Men selv hvis man ikke har så kan man nemt støde på en, for man kan ikke altid se det eller lugte det på folk. Nogen er yderst velfungerende inden deres alkoholindtag får den totale magt. Og denne bog giver dig guidelines til hvordan du kan agere omkring en alkoholiker og hvordan du eventuelt kan hjælpe. Den minder dig også om at hvis du selv er tæt på en misbruger så kan du også have behov for hjælp. Forfatteren har selv været der hvor alkoholen ødelagde mere end hun var bevidst om og hun arbejder i dag på at hjælpe så mange som muligt ud af deres afhængighed. 

Bogen er hendes egen historie kogt ned, forklaring på hvordan du som arbejdsgiver, ægtefælle, god ven eller andet til en alkoholiker kan hjælpe vedkommende. Og så er bogen nem at gå til, fordi den ikke er belærende på nogen måde. Man får forskellige vinkler og muligheder forklaret. Man hører lidt om enkelte udgaver af hjælp med minnesota behandlingen i højsædet da det er den som forfatteren selv har fået hjælp igennem. Og der er en udførlig forklaring af hvad en intervention går ud på. 

Personligt har jeg haft alkohol tæt inden på livet i min familie. Og jeg har ikke helt samme opfattelse af at hjælpen altid er en god ide, som forfatteren har. Men da de fleste af os kan have svært ved at navigere i et forhold til en alkoholiker, så kan bogen sagtens være en hjælp. Den henvender sig ikke til det afhængige menneske, men til alle omkring ham eller hende. 

En bog som kan gøre gavn, hvis den ender i de rigtige hænder!


torsdag den 14. juli 2022

Boganmeldelse af: "Sidste sommer, Bind 1, Indbruddet"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter Niels Ulrich Fjordside.

Roman.

295 sider.

ISBN: 978-87-7575-436-6

Jeg er normalt ikke til krimier og da denne tangere derhen af var jeg egentlig en smule skeptisk. Men det kunne jeg godt lægge helt fra mig, for en krimi er det på ingen måde. Til gengæld er det en underholdende og interessant fortælling om det svære i at vokse op i et mindre samfund hvor alle kender alle, hvor man som snart voksen/stor teenager kæmper med en masse følelser, venskaber som er både gode og dårlige og i det hele taget det at man hurtigt kan blive kastet ud i noget som er knap så heldigt, fordi der er nogen udenom omstændigheder, som gør at det hele er ret besværligt.

Vi møder nogen drenge som har et godt sammenhold, som hygger sig sammen, drikker lidt øl og prøver at få det der med pigerne til at gå op i en højere enhed. Men det er ikke altid helt nemt. Og da de opdager noget om en af byens personer, så er de tæt på at komme galt afsted, for grunden til de opdager at personen ikke har helt rent mel i posen, er fordi de selv starter med at gøre noget ret dumt. De bryder nemlig ind i hans hus. Det mærkelige er at der ikke anmeldes noget indbrud og selvom de har taget noget derfra så sker der ikke noget som helst. Det hele er mystisk og de tre venner prøver derfor at finde hoved og hale i det hele. Samtidig er det med pigerne ikke nemt at holde styr på, festerne går ikke altid som planlagt når alkoholen først tager over og hvordan forklare man lige sine forældre at man faldt i søvn i en piges seng og derfor glemte at komme hjem?

Der er enormt mange detaljer i bogen at holde styr på og da det jo er bind 1 så sidder man bagefter som læser og glæder sig til næste værk, for man har slet ikke hørt nok og vil virkelig gerne vide, hvad der så skal ske fremover. 

Bogen er velskrevet men har nogen få korrekturfejl. Dog er det ikke skæmmende på nogen måde, og man både morer sig og hygger sig i selskab med hovedpersonen og hans to kammerater. Og da han først finder ud af om hende den søde pige og han selv egentlig er kærester eller ej, så kan man ret nemt leve sig ind i hvordan det lige var selv at være tæt på voksen.

En ret hyggelig og til tider let nostalgisk fortælling, som ligger godt op til at næste bind har noget interessant at byde på. 

onsdag den 4. maj 2022

Boganmeldelse af: "Lawrence & Jack"!


 Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Horizon Publish LTD.

Forfatter: Frederik Jensen.

Ungdomsroman/Uhygge.

161 sider.

ISBN:9788797244081

 

Det er lidt som at komme ind i en ældre krimifilm. Stemningen er derefter men der er også noget hyggeligt over det. Og man bliver straks fanget af måden bogen er skrevet på.

Handler om en detektiv som har speciale i overnaturlige ting og hans gode ven der er på besøg samt hans husholderske. Og nu skal de hjælpe med at opklare et mord. En mand er blevet dræbt af en levende statue, men statuer kan jo ikke pludselig blive levende, så hvordan hænger det sammen? 

Der er et gammelt nedbrændt børnehjem som den afdøde har relation til og hans gravide kone, som også har relation dertil. Det viser sig at der er noget uafklaret fra da de var børn, og det er en ondskab der nu er sluppet løs og som ikke helmer før alle der havde med børnehjemmet at gøre er slået ihjel.

Her er spøgelser, selvmordsforsøg, fortidens barske minder og samtidig er her en historie om venskab, om børn der blev kuet og om overlevelse. Så her er virkelig meget pakket sammen på ret få sider. Men det fungere. Man er opslugt og man gyser lidt undervejs. Og det er i hvert fald ikke en bog for sarte unge som nemt får mareridt. Men det er til gengæld en virkelig god historie og man er godt underholdt. Særligt hvis man er til historier med overnaturlige hændelser, uhyggelig stemning og et tvist med nogen rumvæsner.

En anbefalelsesværdig bog, som ser ret så tilforladelig ud på forsiden, men som rummer meget mere end man tror indeni.

Det er et virkelig godt plot og man overraskes undervejs. Velskrevet og personligt ser jeg frem til med tiden at læse andet fra forfatterens hånd. Flot debut.


søndag den 1. maj 2022

Boganmeldelse af: "Eva under isen"!

 

 
Reklame.
Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Forfatterskabet.
 
Forfatter: Christin Marie Guild.
362 sider.
Roman.
ISBN: 978-87-93755-76-5
 
Det er ikke en nem bog at skulle skrive om. For pokker et indtryk den efterlader sig. Hovedpersonen vokser op i en familie hvor hun slet ikke bliver set. Hendes søster er død som baby og hun ved ikke helt hvad der er rigtig og forkert i den historie, hun ved blot at det vidst er en anden mands skyld. Og hendes forældre magter ikke opgaven som omsorgsgivere for hende. En nabo og god ven af familien tager sig af hende, men udsætter hende for seksuelle overgreb. 
Det er slet ikke et nemt liv. Og som voksen opsøger hun med hjælp en terapeut som får hende med i en terapigruppe. Her møder hun et af de børn der også har oplevet overgreb af den samme mand. I fællesskab får de ham anmeldt. I mens følger man terapigruppens kamp for at forstå deres berettigelse i verden. Man følger med på sidelinjen i deres behandling og deres privatliv. Og det er ikke for sarte sjæle noget af det.
 
Det er en barsk bog som er lavet ud fra nogen virkelige hændelser og som man derfor som læser bliver virkelig trist over, men også vred over at sådanne ting sker. Samtidig formår forfatteren at få en til at forstå at der kan være lys for enden af tunnellen, når man tør få bearbejdet nogen af de oplevelser. Men det er frastødende at høre om de overgreb på de små børn. Og det er nok godt at man som læser samtidig kan glædes over de fremskridt der sker for karaktererne i bogen, så det hele ikke bliver alt for tungt.
 
Bogen henvender sig til alle som er pårørende til en der har oplevet overgreb, til dem der har brug for at vide de ikke er alene, til debatoplæg da man virkelig kommer tæt på virkeligheden og til folk med interesse for den psykologiske side af hvad der sker når man lever med senfølger efter overgreb. Det er en velskrevet roman som både er hård og voldsom, men også rørende og relevant. Og så skal forfatteren roses for at tage et emne op der stadig er meget tabubelagt. For nogen skal slå hul på bylden og hvad enten man som læser selv har kendskab til overgreb eller ej så vil man få noget med sig herfra. Det er også en bog der giver en forståelse for at børn og voksne reagere forskelligt på overgreb, så man kan faktisk bagefter bedre sætte sig ind i hvorfor nogen ikke er vrede, hvorfor nogen kun er vrede og hvorfor nogen nærmest er apatiske og ligeglade. Det er bizart at læse om for det er samtidig noget man ikke ønsker at kende for meget til. Men netop derfor er bogen også vigtig.
 
Et anbefalelsesværdigt værk!

Boganmeldelse af: "SMS"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar modtaget fra 2 feet entertainment.

Forfatter: Steen Langstrup.

104 sider.

Gys.

ISBN: 978-87-7994-173-1


Kan man skrive en eller flere historier via sms beskeder? Ja, det går faktisk ret godt. Forfatteren her har formået at lave nogen frygtelige fortællinger via dette medie og selvom det måske ikke er klassiske gysere man her læser så er der en stemning undervejs af noget som er svært at beskrive.

Det er flere forskellige historier og nogen er værre end andre. Der er plots lige fra afdøde der skriver til familien, til en der bliver dræbt eller som dræber sig selv da man ikke helt ved præcis hvad der foregår. Og der er noget uforklarligt ved alle historierne. Det er faktisk en virkelig interessant måde at få fortalt en gyserhistorie på, da den skiller sig meget ud fra det man som læser er vant til.

Bogen henvender sig til unge der ikke er sarte, voksne som godt kan lide noveller med et tvist og så til dem der bare godt kan lide at læse noget anderledes som også giver en noget at tænke over. For det her er godt nok ikke et helt nyt koncept, men det er ikke et koncept man støder på så tit. Og kan man godt lide at læse noget der ikke ligner alt andet så er dette klart en bog der kan anbefales.

Personligt oplevede jeg at et par af historierne fik jeg lyst til at læse et par gange, for dem skulle jeg lige forstå helt. Ikke at de ikke var nemme nok at læse, men mere fordi de kan tolkes forskelligt. Jeg var dog aldrig skræmt som man ellers kan blive af gys, men jeg følte et ubehag undervejs da noget af det samtidig kunne blive meget virkeligt. Vi har jo alle en mobiltelefon og en mulighed for at modtage beskeder fra folk vi ikke kender. Så det kom på den måde ret tæt på.

Det er genialt og jeg håber der kommer mere i samme stil fra forfatterens hånd, for det er skønt med noget andet end det gængse!