255 sider
Udgivet 2017
Kristina Mejlby
Den kan købes: HER!
Jeg har fået muligheden for at læse denne bog. Den er skrevet af en forfatter der selv kom ufrivilligt til Danmark tilbage i 70erne fra Polen og hun skriver i denne bog en historie om sin veninde der også kommer fra Polen. Det er altså en biografi der omhandler forfatterens veninde.
Vi møder Zofia. Hun har en god uddannelse og har en kæreste, men hun drømmer om et andet og bedre liv. Hendes forældre har hun et ret anstrengt forhold til og hendes kæreste er de heller ikke så begejstrede for, da han "kun" går med aviser. Kæresten og Zofia tager til Danmark. De kommer hertil med et turistvisum som en dansk kvinde har skaffet dem. Og nu skal de så finde ud af hvordan de kan blive i landet. Zofia bliver nødt til at gifte sig med en dansk mand og hendes kæreste skal så komme herop igen når hun er blevet skilt og har fået sin opholdstilladelse. Men han ender med tiden med at blive i Polen hvor han finder en anden kvinde og Zofia forelsker sig i sin danske mand. Desværre behandler han hende ikke pænt og Zofia må flere gange på krisecenter mm. Hun vender dog tilbage til ham gang på gang. Først da det går ud over deres lille datter forlader hun ham. Det er dog aldrig nemt for hende at skulle være alenemor og hun følger altid sin mands færden på afstand, da hun håber han med tiden vil søge hjælp.
Det er en barsk historie og ikke nogen særligt gode vilkår hovedpersonen kommer fra eller til for den sags skyld. Hun får et hårdt liv og skal kæmpe for alting. Især er det danske sprog svært for hende at lære hvorfor meget foregår på halvt dansk, halvt engelsk. Men der er alligevel altid et håb gemt i hende om et bedre liv.
Bogen er lidt tung da der er nogen sproglige fejl som man lige skal se henover. Men kan man det så er den sådan set hurtigt læst. Man vil gerne vide hvordan det går hovedpersonen og man kan sagtens sætte sig ind i alle de kvaler hun har. Dog bliver det også svært ikke at finde hovedpersonen en smule ynkelig til tider, da hun flere gange får tilbudt hjælp til at komme væk fra sit voldelige ægteskab, men hun takker nej hver gang og vender tilbage til ham.
Det er dog en ganske fin historie og jeg tror de fleste af os har mødt nogen med en historie der er nogenlunde tilsvarende... måske med andre problemer, men i hvert fald med en tung bagage inden de er kommet til landet.
Jeg var lidt skeptisk inden jeg gik i gang med bogen, for jeg indrømmer gerne at jeg fik den opfattelse at bogen handlede om en der kom til Danmark og blev her primært for at få del i vores velfærd uden måske at yde det store for det. Men det er så slet ikke det der er tilfældet. Bogen omhandler nemlig det håb der kan være i at komme til et andet land, hvor man håber og tror at forholdene er bedre. Men den indeholder også en læring. En læring i at ting måske ikke altid er som man tror.
Så det har været en interessant bog at læse. Og jeg håber derfor andre vil give den en chance!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar