Jeg elsker at bruge tid i køkkenet og jeg bager, sylter og laver gerne mange ting fra bunden. Sidste år fik jeg endelig købt patentflasker så jeg kunne komme igang med at lave saft.
Så idag er den proces startet op.
Opskriften jeg benytter er:
50 skærme hyldeblomster (plus minus et par stykker)
4 citroner
2 liter vand
2 kg sukker (evt rørsukker hvis man ønsker det meget sødt, eller man kan blande)
40 gram citronsyre eller vinsyre (der er ingen forskel)
2 spsk atamon
Kog vand og sukker til en lage (når vandet er blevet klart er alt sukkeret opløst).
Tag det af blusset og tilsæt atamon og citronsyre.
Skær citronerne i skiver og læg dem i en stor spand eller lign. sammen med hyldeskærmene. Hæld derefter lagen hen over og læg en tallerken eller et grydelåg ned over, så det presses let.
Lad det trække i 3-4 døgn og hæld derefter saften på flasker.
Saften kan evt fryses i andre beholdere, hvis man ikke har flasker, og den holder fint i fryseren :)
Inden den hældes på flasker skal den dog lige sies og derefter gennem et klæde så man slipper for fnuller og evt. småkravl som man måske har overset.
Blandingsforholdet er 1:3 eller 1:4 men det kan man jo selv justere :)
Saften kan også bruges i hjemmelavet vaniljeis, så bliver isen det mere lækker :)
Vi har plukket hyldeskærmene i vores egen have og hos naboen (husk altid at spørge om lov).
Billeder fra dagens produktion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar