mandag den 29. marts 2021

Boganmeldelse af: "Forbudte følelser"!

 

Anmeldereksemplar fra Mellemgaard.

Forfatter: Susan Julskov.

Erindring/Livshistorie.

128 sider.

ISBN: 978-87-7237-544-1


Med en mor som ikke formår at vise følelser og en far der både er alkoholiker og voldelig, så er det svært at vokse op og blive en helstøbt person uden ar på sjælen. Og ar er der i den grad nok af, men ikke nok til at hovedpersonen ikke selv laver flere. Selvskade, piller, alkohol og selvmordstanker med mere fylder meget. Der er da heldigvis nogen personer som opfatter behovet for hjælp og som ikke giver slip igen. Og det ender da også med at vores hovedperson, som er forfatteren selv, kommer så meget ud på den rigtige side at hun kan reflektere over sit liv. Og det er der altså kommet denne bog ud af. En hård men ærlig bog. Meget følelsesladet og selv om det ikke er en lang roman, så er der alligevel så meget substans i at man får en fornemmelse af hvem der gemmer sig bag de skrevne ord. Det er med andre ord en ret personlig beretning som ikke kan undgå at give læseren noget at tænke over.

Bogen vil egne sig godt til folk der kommer fra opløste familier, familier med dårlige mønstre og familier med psykisk sygdom og misbrug. Men den henvender sig også til pårørende og andre med psykologisk interesse. For her vil klart være noget at tage fat i som både kan give en mulighed for at få en god debat i gang, men som også kan give en noget at tænke over. Og jeg er slet ikke i tvivl om at hvis der er nogen som læser den og som søger hjælp derefter, så vil forfatteren være stolt over at hun med sin barske historie har kunne hjælpe bare en enkelt person!

Det er ikke sjov læsning, men det er tankevækkende. Derfor kan jeg kun anbefale bogen, hvis man har mod på en fortælling som man ikke bare lige slipper igen.

fredag den 26. marts 2021

Den omvendte bucketlist!

Bucketlist. 
En liste med ting du bare skal/vil/må prøve i dit liv inden du dør. Vi har nok alle noget vi drømmer om eller håber på at opleve. Men hvad med den anden vej rundt?
Hvad skal/vil/har du på ingen måde lyst til at afprøve, opleve eller opsøge?

Her er nogen af de ting som jeg i hvert fald ikke føler et behov for at få gjort, inden mit liv en dag slutter:

1. Faldskærmsudspring og/eller bungeejump. Det ser så fedt ud ja ja, men tanken om frit fald tiltaler mig ikke. Ved så også godt at min nakke ikke kan holde til det, men selv hvis den kunne ville det blive et stort nej tak herfra.

2. Charterferie med all inclusive. Det er for mig at se verdens kedeligste ferie.

3. Al sport der foregår på vand. Kan ikke svømme og skulle jeg en dag få det lært så er der så meget andet sport, som jeg personligt, finder mere interessant. 

4. At få børn!

5. At lære og spille whist. Kortspil er sjovt nok men ikke så sjovt.

6. At spise rotter fx i Vietnam og dybstegte edderkopper. Jeg er frisk på at smage stort set alt og har spist både insekter, indmad og meget andet. Men de to ting ville jeg have det svært med, også selv om de regnes for delikatesser.

7. At blive hængt op med kroge i ryggen. Det skulle virke endorfinfremmende og nogen siger det giver ro i kroppen. Men det er da helt groteskt at man stikker kroge igennem huden og hejses op. Det kan jeg næsten ikke forholde mig til selvom jeg har set det i praksis.

8. At "svømme" med hajer. Man bliver puttet i et bur og sænket ned under havoverfladen. Jo det er et fascinerende dyr, men det ok for mig at man lader dem være i fred.

9. At melde mig ind i et trosfællesskab. Jeg kan godt se at man kan samles om noget og at det at tro på noget større end en selv, kan være vigtig for nogen. Jeg kan bare ikke se mig selv i det. Og så er jeg ligeglad om det er den ene eller den anden religion eller tro. 

10. Brænde penge af på et casino. Jeg har været på casino og det var da skægt en enkelt aften. Jeg bliver bare nærig eller påpasselig for jeg nægter simpelthen at spille penge op. En lottokupon i ny og næ kan jeg gå med til, men at spendere det ene beløb efter det andet på et casino det kunne jeg ikke finde på nogensinde.

Og der er helt sikkert flere ting hvis jeg sætter mig ned og tænker over det. Men det var lige dem der lå mig nærmest. 

Hvad med dig derude bag skærmen? Vil du dele med os andre hvad du i hvert fald springer over?

torsdag den 25. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-06-5 

 

Sidste bog i serien om Briserne.

Og jeg skrev godt nok ved andensidste anmeldelse at man ikke som sådan behøver læse serien i en bestemt rækkefølge, men denne her om Dug og Dråbe bør man alligevel læse til sidst. For den runder ligesom det hele af og man møder nogen af de tidligere karakterer undervejs i historien.

Dug og Dråbe er tvillinger og deres mor drømmer mens hun er gravid, og får i drømmen af vide at på et tidspunkt skal Dug og Dråbe rejse hjemmefra, og det skal de have lov til. De har nemlig et formål. Selve fortællingen handler om perspektiv og retning og undervejs som man får samlet op på de budskaber de andre bøge ri serien indeholder, så finder man ud af at formålet for Dug og Dråbe er at videregive deres erfaringer.

En lidt sværere bog at læse, så her kan store børn der læser selv godt blive lidt udfordret. Mens bogen stadig egner sig godt til højtlæsning.

Jeg har dog en lille kritik denne gang, for hvor smukt illustreret bogen end er, så gør det faktisk også at det kan være svært at læse teksten, da det går ind over hinanden. Men så må man koncentrere sig lidt ekstra og så går det alligevel.

En flot bog og samlet set er det virkelig en speciel serie. Der er en alternativ vinkel som man kan vælge at nyde eller som man kan vælge at se bort fra, for man skal bestemt nok få noget med sig alligevel.

Jeg giver mine varmeste anbefalinger til både de enkelte bøger men især til den samlede serie, og jeg håber at mange andre vil få glæde af at læse den.


Boganmeldelse af: "Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-04-1

 

Den blå fortælling omhandler hvordan man er sig selv. Ens formåen til at vise hvem man selv er og leve derefter.

Endnu en i serien om Briserne, og de to karakterer vi møder denne gang er Takt og Tone. De har hver især forældre der gerne vil have at de skal være gode til noget som de slet ikke går op i. De er nemlig begge glade for musik. Den ene synger og den anden spiller. Og det de kan sammen er virkelig smukt.

Her er en historie som har et budskab der især for mange børn kan være vigtigt at lære. Nemlig at man skal turde være sig selv og man skal turde vise andre hvem man er og hvad man brænder for.

Bogen er som de andre smukt illustreret og det er nemt at leve sig ind i universet. Samtidig er der lidt at tænke over og det er aldrig skidt.

Henvender sig som de andre i serien til større børn som læser selv, men også til de små hvor man kan læse højt. Og så kan denne i mine øjne skabe lidt ekstra at snakke om, og det er rigtig vigtigt.

En flot bog som bærer serien godt videre. Faktisk er det sådan med denne serie bøger, at der ikke er en rækkefølge. Så man kan læse lige den bog man vil, når man vil. Men at det er samme univers er genialt.

Boganmeldelse af: "Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge"!

 Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-03-4

 
Endnu en bog i serien om Briserne. De væsner der ligner mennesker, men som alligevel ser lidt anderledes ud.

Denne gang møder vi Vind og Vinge. De kender ikke hinanden men mødes tilfældigt da Vinge ikke kan finde hjem og ser Vinds drage. 

Bogen handler om kærlighed og samhørighed og ender da også ud i at de bliver en lille familie, hvilket forsiden jo på en måde afslører.

Det er en flot bog med smukke illustrationer og man bliver glad af at læse den korte historie. Den vil som de andre i serien egne sig godt til højtlæsning eller til større børn, der læser selv. Men som voksen er man altså også godt underholdt, selvom et er meget enkle fortællinger.

At der er et budskab eller en tanke med hver enkelt bog er rigtig godt tænkt, for det er rart som læser at føle der er en dybere mening. Så stor ros til forfatteren for det.

fredag den 12. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje" og "Den gule regnbuefortælling om Gnist og Gløde"!

 Begge anmeldereksemplarer er modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

De er illustreret af Susanne Wermer Boge.

Begge er på 24 sider.

Børnebøger/Serie.

   ISBN: 978-87-92834-01-0

Rav og Reje bor ved havet.  De er venner og leger sammen med delfinerne og hvalerne. De bliver desværre uvenner og det gør dem begge meget kede af det. De får det begge dårligt og bliver triste, men til sidst finder de ud af at sige undskyld til hinanden og forsones igen.

Bogen handler om livsglæde og kraft. Og den er nem at leve sig ind i både som barn og som voksen. Den vil være god at få en snak ud fra og den egner sig både til højtlæsning og til større børn der læser selv. Samtidig er den smukt illustreret og man fornemmer en kærlighed til værket fra både forfatter og illustrators side. Det er ret gennemgående i hele serien om briserne, som er hovedpersonerne, der er englelignende karakterer som minder om mennesker.
 
 
ISBN: 978-87-92834-02-7

Gnist og Gløde er tvillinger. Den ene er en dreng og den anden er en pige. De er gode til at arbejde sammen men også gode til at klare hver sin ting. Gløde bliver vred og ked af det da hun tror Gnist har glemt hendes fødselsdag . som de jo begge har samme dag. Og da de bliver uvenner over det så skilles de et stykke tid. Men måske havde Gnist slet ikke glemt det, måske havde han bare travlt med noget andet. Det finder Gløde ud af senere og de bliver gode venner igen.
 
En sød historie mere i serien. Denne omhandler følelser og vilje. Og det at seriens bøger hver især omhandler noget bestemt gør det til ret interessant læsning. At der så er et alternativt islæt indover skader ikke. Her er nemlig også rig mulighed for at få gang i fantasien og samtidig få en god snak med sit barn/sine børn.
Bogen henvender sig som de andre til mindre børn hvor man læser højt og til større børn der læser selv.
Og man er som voksen også ret godt underholdt, så det trækker klart op.
 
Jeg plejer ikke at anmelde flere bøger af gangen, men det er muligt her, da bøgerne ikke er ret store og hører til samme serie. Og selv om de sagtens kan læses enkeltvis så vil jeg personligt anbefale at man læser alle bøgerne i serien.
 
 


onsdag den 10. februar 2021

Boganmeldelse af: " Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-00-3

De små briser, som karaktererne i denne serie kaldes er denne gang røde. Det er Rod og Rose som dyrker æbler.

Rod og Rose er gode venner men bliver en dag uvenner over et stort flot æble. Og hvor de førhen kunne deles om tingene ender det nu med at Rose bliver fattig mens Rod bliver rig. Men ingen af dem har det godt. Og da de begge drømmer om hvert sit dyr som forsøger at hjælpe dem ender det da også med at de finder ud af at tale sammen igen.

Der er en virkelig god morale i denne bog. Nemlig at det er vigtigt at man lærer at dele og at venskab ikke handler om at den ene har mere end den anden.

En bog mere i regnbueserien som henvender sig til flere aldersgrupper af børn. Er velegnet til højtlæsning og en god snak med sit barn, men også velegnet til større børn der læser selv og voksne barnlige sjæle, som sætter pris på en sød og enkel fortælling.

Man kan sagtens læse en enkelt bog, men man bliver fanget af den verden som bøgerne handler om, så personligt glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med de andre bøger i serien. Det håber jeg også su vil komme til :)