onsdag den 17. april 2019

Boganmeldelse: "RAW. Spis næringsrigtigt RAW"!

Anmeldereksemplar modtaget Mellemgaard.
Forfattere: Kok Andreas Hardrup, ph.d.Charlotte T. Frobenius og klinisk diætist Klaus Frobenius.
Kogebog.
129 sider.
Kan købes: HER

Forretter, hovedretter, desserter, juicer mm. En typisk kogebog hvis det ikke lige var fordi den omhandler RAW food. RAW food er et koncept hvor man spiser friske råvarer der ikke tilberedes over 42 grader. Det meste er råt, blendet, koldt og måske lagt i dehydrator. Enkelte ting anbefales det at fryse - for eksempel rå fisk, som man helst ikke skal benytte uden det har været frosset så man undgår sygdom. Der er dog også enkelte ting der anbefales et let opkog for at undgå sygdomsfremkaldende bakterier, men dette er mest hvis man benytter frosne bær.
Selve konceptet er altså at man spiser så råt og uforarbejdet som muligt.

Er det så nemmere end almindelig mad? Næh egentlig ikke. For man skal stadig regne med noget tid til at klargøre råvarerne. Snitte, hakke, blende, fryse, dehydrere. Især det sidste kan tage flere timer. Der er blandt andet et knækbrød som skal have 10-12 timer før det er tørret nok ud. Så hvis man tænker at dette er en nemmere løsning end andet mad, så tager man fejl.

Fordelen er at man får mad som er mere rent, ikke er tilsat alle mulige tilsætningsstoffer og man kan sagtens få et sundt måltid ud af dette. Man kan i den grad også få et usundt, da især desserterne er meget kalorietunge. Men som al anden mad så gælder alt med måde.

Bogen er flot illustreret og opskrifterne er nemme at gå til. Nogen ingredienser koster dog lidt og da meget er baseret på cashewnødder så skal man i hvert fald ikke være nøddeallergiker.
Der serveres "cerviche" nej - "CEVICHE" for hvordan det ekstra R er kommet med hele vejen igennem den ret ved jeg ikke men det genere mit øje at læse den samme stavefejl om og om igen på samme side. Dette er dog heldigvis en af de eneste fejl- hvis man lige ser bort fra at der anbefales blomkålsris til glutenallergikere i stedet for ris (ris indeholder ikke gluten - de skal så til gengæld koges). Så jeg syntes faktisk niveauet er lidt lavt da jeg forventer at folk med uddannelse indenfor faget (kok, diætist mm) ved hvad der er faktuelt korrekt.

Men det til side så er det en fin kogebog, især hvis man er meget glad for cashevnødder. Både min mand og jeg gik død i at afprøve retterne da det hele er for meget baseret på disse nødder og da vi begge savner varme retter, som jo ikke findes her.

Der findes andre kogebøger derude om dette koncept og de har noget mere at byde på. "42°raw" for eksempel er en bog der giver en et noget bedre indblik og nogen mere inspirerende opskrifter. Men vil man bare lige hurtigt afprøve nogen få ting RAW så kan man sagtens benytte denne bog.

lørdag den 6. april 2019

Tid for Dewey´s Read-a-thon 6-7 april 2019. (OPDATERES LØBENDE DET NÆSTE DØGN)!

Jeg har ikke kunne deltage nogen gange, men i år kan jeg og ser frem til at læse bøger, opdatere bloggen og følge andre bloggere undervejs.

Vi starter kl. 14 og slutter i morgen kl. 14.

Hvis dette er helt nyt for dig, så kan du læse om det her: http://www.24hourreadathon.com/pre-readathon-pep/   Bare vær opmærksom på at siden er på engelsk.

Har ikke helt bestemt mig for hvilke andre bloggere jeg vil følge undervejs, men det kigger jeg på for der er jo mange gode blogs at vælge mellem :)

Jeg har valgt tre bøger der skal læses hvis jeg kan nå det. "Slagssøstre" som jeg har modtaget og skal anmelde for Kulturkongen, "Klar, parat, invester" som jeg skal anmelde for ContentPublishing og til sidst "Nøgent hjerte" som forfatteren har sendt mig og som jeg anmelder for Bogrummet.
Jeg har med vilje valgt anmeldereksemplarer, da jeg pt ikke har så mange bøger som jeg selv har valgt at skaffe, men det er også helt ok, for jeg er sikker på disse tre bøger har noget at byde på :)


Dette read-a-thon over de 24 timer glæder jeg mig som sagt til at deltage i. Og hvis i holder øje med min blog, vil jeg løbende fortælle hvor langt jeg er nået og skrive lidt om den bog jeg er i gang med.

Så god fornøjelse til jer der deltager og til jer der kigger med.

Sæt i gang :)

-----------------------------------------------------------
Første opdatering. Kl. 17:52
Jeg startede kl. 13:30 og ikke kl. 14:00 da jeg stopper en time tidligere i morgen grundet andre planer.

Første bog er læst færdig. 211 sider. Den udkommer først til maj.

"Slagssøstre" er klart en af de mere mærkelige bøger jeg har læst i år. Men det skal man jo også støde ind i nogen gange - mærkelige bøger altså.

Nu vil jeg holde en pause, sørge for aftensmad og gå med Bonnie, inden jeg tager hul på den næste bog.


----------------------------------------------------------------------

Anden opdatering. Kl. 00.03

Jeg endte ikke med at gå med Bonnie, da Casper tog den tjans til aften. Men så fik jeg holdt en pause, spist aftensmad, vasket op og spist en lille dessert (creme brulee). Og så fandt jeg ellers roen til at læse videre.

Så derfor blev jeg lige før midnat færdig med den næste bog. "Nøgent hjerte" af Lars Bjerregaard Jessen. 
Den skal anmeldes hos http://bogrummetwp.dk/ men der går altid nogen dage inden ens anmeldelse er lagt op.

Bogen handler om Emil og hans liv med sin kæreste og hans to børn fra tidligere ægteskab. Kæresten og ham beslutter sig for sammen med et vennepar at der skal ske noget i deres liv og de vil derfor gerne bestige Kilimanjaro. Det kræver træning og det går de i gang med. Men så bliver venneparret skilt og Emils kæreste vælger at springe fra. På trods af modgang kommer Emil og vennen dog alligevel afsted. Det bliver en hård tur og om de klarer den hele vejen, vil jeg lade kommende læsere selv finde ud af.

Super spændende bog.
Jeg har læst forfatterens to tidligere bøger og dem var jeg ret begejstret for, så det var en fornøjelse at læse denne bog også.

Denne var på 277 sider, så det er indtil videre blevet til 488 sider.
Nu vil jeg kigge lidt rundt på nettet og tjekke op hos andre bogbloggere. Og så vil jeg finde min mand og min dyne i lidt tid, inden morgenstunden ankommer og jeg tager hul på den næste og umiddelbart sidste bog i denne ombæring.

Håber i andre får en god nat og får læst noget spændende :)
----------------------------------------------------------------------------

Tredje opdatering. Kl. 06.27
Godmorgen. Så er der ro i hytten, Bonnie er i haven og jeg er gået i gang med "Klar, parat, invester". En fagbog om investering for kvinder som er nye indenfor dette.

Håber I har haft en god nat derude bag skærmen.

Jeg vender tilbage lidt senere :)
---------------------------------------------------------------------

Fjerde og sidste opdatering. Jeg er nemlig nød til at stoppe før kl. 14, da vi har andre planer for søndagen.

Kl. er 11:52 og jeg er lige blevet færdig med den sidste bog. "Klar, parat, invester". 
212 sider. Modtaget fra Content Publishing. 

Nå, men denne sidste bog er altså en fagbog. Der handler om investering for begyndere og er primært henvendt til kvinder. Men den kan selvfølgelig læses og benyttes af alle der gerne vil lære noget om aktier, obligationer og starte helt fra bunden. Du får her en rigtig fin introduktion til hvordan man selv investere, hvordan man som begynder overhovedet griber det an og den slår ned på nogen af de myter der omkring dette emne. Investering er nemlig slet ikke så svært, som mange tror. Men selv i vores moderne samfund er det oftest mænd der investere og bruger tid på økonomi. De kvindelige forfattere bag bogen giver her et bud på hvordan man griber investeringer an på en yderst overskuelig måde. Det er virkelig ligetil og man bliver ikke kastet ud i en masse matematiske, uoverskuelige afhandlinger. Men man får en ligetil beskrivelse og forklaring af begreber, metoder, udfordringer mm og det gør faktisk at det bliver ret interessant at lære noget om.
Jeg har i forvejen selv handlet med aktier og lidt med obligationer, men er på ingen måde særlig klog inden for investeringer og jeg havde stor glæde af at læse denne bog, da den netop giver en et godt grundlag for at komme i gang og gøre mere ud af sine egne penge.
Så det er klart en bog jeg kan anbefale!

 Så det blev altså til 700 sider i alt fra i går til i dag. Havde kunne nå lidt mere hvis jeg ikke skulle stoppe før tid. Men jeg er sådan set rigtig godt tilfreds, for jeg nåede at læse de tre bøger jeg håbede på.

Nu vil jeg sige tusind tak til alle der har kigget med her, på facebook og på instagram. Og jeg håber at være med til Dewey´s read-a-thon igen en anden god gang.

Rigtig god søndag til jer alle!

 







torsdag den 7. marts 2019

Sådan står det til...

her hos os...

Jeg har i lang tid forsømt at berette nyt herhjemme fra. Men nu kan i få en lille update på alting.
Går stadig på smerteklinik men har snart ikke flere tider tilbage. Og efter jeg i længere tid afprøvede cannabisolie - som det sidste mulige - så er jeg nu stoppet med dette igen, da det ingen effekt havde. Jeg har derfor ikke ret meget medicin tilbage, da det ikke længere fungere. Så nu må jeg lære at leve med at læger, smerteklinik m.fl. har "givet op". Og det betyder så også at jeg selv her efter 9 år som hjemmegående skal vænne mig til at jeg ikke længere kan få noget at dulme smerterne med.
Jeg afventer at komme for rehabiliteringsteam for anden gang, det skulle ske i løbet af sommeren, så måske kan vi efter mange år endelig få afsluttet den del af det også. Det håber både Casper og jeg i hvert fald på.

Af den og flere andre grunde har vi også valgt at sætte huset til salg. Vi vil gerne tættere på Store Merløse by, så jeg og han, får lidt nemmere ved nogen ting. Og det er overvældende så meget interesse der allerede har været på vores lille "dukkehus". I kan selv se salgsannoncen: HER
Vi har dog endnu ikke solgt det, men håber det snart sker, da vi har fundet et hus tættere på byen, som vi gerne vil rykke over i. Men som så mange andre kan (og vil) vi ikke sidde med to steder, så vi kan ikke gøre så meget før dette her er afsat. Vi har boet her sammen i 11 år og nydt at være her. Men vi er også nødt til at erkende at nogen ting skal ændres, blandt andet på grund af mig. Så vi håber på at det hele går godt. Men hvad hushandler angår har man jo aldrig nogen garanti, så vi prøver at undgå at sætte forhåbningerne for højt op, indtil der sker noget konkret.

Casper har travlt på job og skal snart en tur til udlandet med arbejdet. De skal til Tyskland og besøge en stor maskinmesse. Det ser han frem til. Og så har han også fået travlt med at teste hardware for https://hwt.dk/ Så det går der en del tid med, men det er kun godt at han har noget at tage sig til som han syntes er spændende :)

Ellers er her ikke det helt store at berette om, men det der er er til gengæld nogen store emner som fylder meget for os.

Mange tak fortsat til alle der følger med på bloggen. I er guld værd :)

tirsdag den 5. marts 2019

Boganmeldelse af: "Udskud"!

Anmeldereksemplar/ E-bog modtaget fra forfatteren.
64 sider.
Kan købes: HER

Det er længe siden jeg har læst en E-bog og jeg vil sige med det samme at jeg var glad for det var en kort en af slagsen. For det fanger mig aldrig på samme måde at læse en bog i elektronisk form. Jeg foretrækker at sidde med en fysisk bog. Men det til side, så lad mig fortælle lidt om den her bog.

Den handler om en mand der er blevet forladt af sin kæreste. Han savner hende stadig og håber stadig hun kommer tilbage. Han er musiker, men brænder ikke for det og er egentlig mest interesseret i at blive hjemme. Man får af vide han ryger hash, men det virker ikke som om det fylder så meget, så det er lidt irrelevant for læseren. Han vil gerne skrive noget mere og opsøger en boghandel hvor han møder en ældre mand som forære ham en bog og senere en skrivemaskine. Og han bliver meget afhængig af denne mand, da det er som om hans inspiration er størst når han har kontakt til manden. Desværre ender bogen på ret trist vis og det eneste man bider mærke i er det mønster som åbenbart skal gentage sig.

Kryptisk slutning på min forklaring af hvad bogen handler om, ja, men så må man som læser selv se hvad det er jeg mener.

Men det er ikke et stort værk og det efterlader ikke det store indtryk, så jeg er ret hurtigt videre og har egentlig ikke så meget at sige til historien. Bogen er hurtigt læst og selv om jeg bestemt tror forfatteren har noget på hjertet, så bliver jeg aldrig klog på hvad - i hvert fald ikke gennem dette værk. Måske han med tiden kan udvikle sig og skrive nogen bøger som har mere gods i sig?

Har du lyst til at læse en kort bog, næsten kun en novelle, som handler om en der ikke rigtig er tilfreds med sit liv, så er denne her værd at kigge på. Jeg kan ikke sige så meget mere, for der er ikke rigtig mere at komme efter!

søndag den 24. februar 2019

Boganmeldelse af: "Ord for ord mod lyset"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.

Digte.
84 sider.
Udkommer 28. marts 2019

https://birgitheholse.com/ord-for-ord-mod-lyset/

Bogen er sort. Ikke ment sarkastisk - nej, siderne er sorte med hvide ord. Det er specielt og anderledes men samtidig gør det bogen utrolig behagelig at læse. Og så er udtrykket flot.

Digtene omhandler forfatterens kamp imod en depression som er tæt på at opsluge hende. De omhandler hendes tilbagevenden til den virkelige verden med alt hvad den indebærer af andre mennesker, stress, jag, kærlighed og håb. Og man får samtidig nogen personlige ord med på vejen, både om hvad de forskellige digte repræsentere, men også om hvordan forfatteren selv har opfattet den rejse hun har været på.

Depression er ikke nemt at være i og mens det er værst ved man ikke altid selv hvor slemt det egentlig er, eller man kan ikke finde reelt fodfæste. Forfatteren har her brugt ordene til at komme ud af sine egne tanker. Brugt ordene som redningskrans og ikke mindst givet sig selv en pause fra alt ved at sætte sig og skrive. Hun var ikke bevidst om at det var digte hun egentlig skrev, men har jo så efterfølgende opdaget dette. Og det er der kommet denne digtsamling ud af.

Det er en personlig digtsamling som man med det samme bliver fanget af. Især hvis man som jeg selv, har været igennem en depression. Der er noget genkendeligt over flere af digtene. Da de skrifter karakter og kommer til at omhandle andre mennesker og kærlighed, så er der også noget i de skrevne digte som giver en som læser noget med sig. Så her er nogen digte, som jeg vil mene at næsten alle kan få noget ud af at sætte sig ned og tage til sig.

En digtsamling der skiller sig ud på en positiv måde og som efterlader et indtryk hos læseren, så man også føler man har fået noget med sig videre. For for enden af alt mørke er der lys, især hvis man selv er villig til at kæmpe lidt for det.

torsdag den 21. februar 2019

Ti spareråd!

Sad lige og funderede lidt over hvor let man egentlig kan spare lidt penge (op). Havde læst en artikel om folk der sparede op ved at lægge et beløb til side hver uge og andre der sparede op ved at bruge en del af deres indkomst på investeringer. Men man kan jo også spare penge (op) ved at tænke sig om i hverdagen. Og så tænkte jeg: hvad gør vi egentlig selv... Så her er de ti ting jeg lige kan lure vi selv benytter os af og som gør at vi har lidt ekstra til os selv.

1. Ryd op og sælg de ting du ikke længere bruger via FB eller dba og husk at selv 5kr er bedre end ingenting.
2. Brug dine rester fra køkkenet. Lav for eksempel "tapas" af forskellige rester en dag om ugen så du ikke smider rester ud unødigt. Og frys ned så du kan bruge rester en anden dag.
3. Lav gerne dobbelt op af mad, så slipper du for at lave mad hver dag og har samtidig nem mad på dage hvor du kommer sent hjem.
Og bruger mindre strøm.
4. Drop diverse unødige abonnementer. Og tjek om du kan få dit mobilabonnement billigere andre steder.
5. Skift forsikringsselskab, netudbyder mm hvis du kan få tilsvarende produkt billigere hos andre selskaber. Husk at tjekke at du får samme dækning.
6. Køb en termokop og en drikkedunk og tag selv vand og te/kaffe med. Du får det du kan lide og slipper for at betale overpris på tankstationer eller andre steder når du er på farten.
7. Lav snacks selv. Der er mange opskrifter på for eksempel mueslibarer og du kan lave en stor portion som er noget billigere end de færdigkøbte varianter. Og så er det sundere.
8. Hold byttemøder med familie og venner. I kan bytte tøj, sko, tilbehør, planter til haven mm og kan både få ryddet op samt få lidt "nyt" ind i garderoben.
9. Handel gerne i genbrugser, lav privat handler på FB eller dba og spar penge når du er på udkig efter møbler, tøj eller andet. Der er ingen grund til at give 5000kr for en ny sofa hvis du kan få en tilsvarende for 1000kr brugt. Blot husk at tjekke at møblet eller genstanden er i god stand.
10. Har du pantflasker jævnligt så saml dem sammen i en sæk og når du har fyldt den så få panten udbetalt og læg beløbet til side i en sparegris. En gang om året kan du så tømme den og glædes over en lille "opsparing".
Måske du har et godt spare råd?  

onsdag den 20. februar 2019

Boganmeldelse af: "Projekt luftballon"!

Anmeldereksemplar modtaget fra "Promote it".
Forlag: Egolibris
Forfatter: Jes Buster Madsen
167 sider.
Kan købes: HER

Jeg troede allerførst at dette var en form for børne/ungdomsbog. Men det er det ikke. Det er en bog som henvender sig til unge og voksne.
Den handler om en dreng som har mistet sin mor på grund af kræft. Hans far er en underlig starut der lever i sin egen verden og hans bror er så klog at det halve kunne være nok samtidig med at hans bror ikke kommer op fra kælderen. Drengen, Bjørn, opdager at det er meningen at hans mor skal brændes og det ved han at hun på ingen måde ønskede så derfor sætter han en storstilet plan i gang. Men når man kun er 15 år og ens far ikke er til megen gavn, hvordan skal man så få alle detaljerne på plads? Det er godt Bjørns morfar kan give ham en hånd. 
Undervejs i historien møder vi også Frank. Han er vist rodet ind i noget man ikke skal blande sig i men Bjørn hjælper ham alligevel. Men kan det hele gå godt når man befinder sig på kanten af loven?

Det er en historie som er både fangende, interessant og absurd. Det sidste nok mest fordi det er ret urealistisk at man skulle kunne lave en luftballon og flyve et lig væk i, men det er jo det bærende element i historien og man hepper alligevel på Bjørn til sidst. For han kæmper sådan set bare en kamp for at få sin mors sidste ønske opfyldt.

Bogen er speciel og anderledes end noget andet jeg før har læst, men den er også tankevækkende når man ser på familiemønstret i den. Mange kender nok til at have en syg forældre, en forældre der drikker og lign. Så man får nogen meget  hverdagslignende situationer samtidig med en ganske underholdende og lettere dramatisk historie. Det er tiltalende, da den vil ramme et større publikum på denne vis.

Jeg var alligevel lidt længere om at læse den end jeg havde forventet af en bog på knap 200 sider. Men jeg følte bare ikke et behov for at læse den ud i en køre, så de pauser jeg holdt undervejs gjorde egentlig kun at historien voksede på mig. Og det er helt sikkert en bog som har efterladt et indtryk hvilket ikke sker så tit. Så det er klart et stort plus. Og derfor er den også en anbefaling værd i mine øjne.