søndag den 31. december 2017

Farvel 2017, Goddag 2018!

Først og fremmest tak til alle der har fulgt bloggen hen over det sidste år (og længere). Og tak til alle der har deltaget i konkurrencer mm.
Det har været et år med mange forskellige oplevelser både privat og i forbindelse med bloggen. Mange gode bogoplevelser og stor tak til forlag, forfattere, Bogrummet, Kulturkongen m.fl. som har været med til at sørge for at jeg har haft nok læsestof.

Året har budt på alt fra en god lang mc sæson for Casper. 
Kyllinger i haven som i dag er reduceret til 4 høner, da mange af kyllingerne var haner og derfor blev slagtet og den anden dag måtte "mor"hønen lade livet da hun blev syg.
Bonnie der har nydt livet.
Nyt skur, med hjælp fra gode venner som lige kunne give Casper en hånd.
Ny (brugt) bil.
Og en masse breve til og fra pennevenner i ind og udland.

Der har ikke været meget nyt i min sag hos kommunen, men har dog haft hjemmebesøg af nogen forskellige instanser og i løbet af det næste år skulle vi gerne komme tanden videre en afslutning. Indtil videre bruger jeg en del tid på at være i gang med tredje forløb på smerteklinikken i Ringsted og rygholdet i Ugerløse. Og derfor er jeg heller ikke altid så social som jeg gerne ville være. Men dem der kender mig ved hvorfor og det betyder meget at de/i acceptere det.

Casper og jeg ser frem til et nyt år som blandt andet byder på en rund fødselsdag (Casper bliver 30 år til sommer), et weekendophold som vi har fået i gave og endnu ikke har fået brugt, en sommerhusferie og mange gode stunder med venner og familie.

Lidt billeder fra året skal der også være plads til:



 Rigtig godt nytår til alle!
Vi ses i 2018 :)



lørdag den 30. december 2017

Boganmeldelse: "Blåskæg 3 Turturrinitårnet"!

Michael Kousgaard
E-bog
Børnebog
Udgives snart.

Så kom næste bog i serien om Blåskæg. Du kan se anmeldelse af første og anden bog lige her: Etteren og Toeren. Dette er altså tredje bog i serien og dermed den anden sidste. Og vi fortsætter hvor vi slap sidst, så har du ikke læst de foregående kan det blive lidt svært at følge med nu.

Men universet er stadig enkelt og fantasifyldt. Og endnu en gang vil jeg mene  at selve serien godt kunne bære nogen illustrationer, men med lidt god fantasi så kan man sagtens selv forestille sig tingene.

Blåskæg er klar over at med sine evner kan han måske komme videre i sin søgen. Han kan ved at sige navnet på en person få personen til at adlyde hans ordre. Og det bliver nyttigt da den ene pirat vil forsøge at hugge skatten, som Blåskæg har lovet at han vil tage med sig hjem og dele ud til de fattige. Han finder den ene magiske dukat og kommer ved hjælp af nogen spøgelser videre. han ønsker sig hjem, men da dukaten tilhørte en anden og spøgelserne tager fejl af ejeren og Blåskæg sender de Blåskæg til den rigtige ejers hjem. Her møder han konen til den rigtige ejer af dukaten og fordi piratskibet og skatten ender i et stort springvand så bliver skatten hurtigt stjålet af en masse forskellige mennesker. Og nu bliver blåskæg smidt i fængsel. Men han er nød til at finde ud og han prøver derfor at få hjælp af en sandkæmpe, han kan bare ikke huske hvordan det er han skal kontakte kæmpen.
Om han kommer ud vil jeg lade kommende læsere selv finde ud af.

Det er ligesom sidst frustrerende at historien stopper midt i det hele, men det ligger selvfølgelig op til at den sidste bog i serien virkelig bliver spændende. Så den vil jeg afvente med længsel. Jo mere man læser disse historier af Michael Kousgaard, jo mere fascineret bliver man af hvor nemt det falder ham at skabe et så underholdende børnebogsunivers. Bøgerne henvender sig til lidt større børn der selv er begyndt at læse men de er også velegnede som oplæsning.

Kom så med den slutning Michael :)

onsdag den 27. december 2017

Boganmeldelse: "Møgunge"!

 Af Jim Lyngvild i samarbejde med Karen Seneca
208 sider
Politikens forlag
Kan købes: HER!

Casper og jeg var til jule/vikingemarked hos Jim Lyngvild i starten december og måtte jo eje en bog derfra. Så Casper forærede mig denne og Jim var så sød at signere den.

Jeg har lagt mig syg her til morgen og dagen skulle jo gå med noget, så jeg begyndte at læse. Og så stoppede jeg ikke igen før jeg havde læst bogen færdig, for hold da op hvor den fangede mig med det samme.

Bogen handler om Jims opvækst, med en far der var alkoholiseret og med mobning fordi Jim ikke var som de andre. Han elskede at provokere, ligesom i dag og han skiftede skole mange gange selv om mobningen ikke var hans fejl. Men de voksne svigtede og Jim endte med selv at måtte finde sin vej i livet.

Vi hører lidt om hans måde at få en form for uddannelse på, hans passion for at leve livet fuldt ud. Kærligheden til de mennesker der støttede ham, især hans mor og ikke mindst hører vi om hans måde at være på i et parforhold. På en måde følger man Jims rejse fra barn, til ung, til voksen.

Rebellen, den glade dreng, manden med de mange projekter. Han har virkelig haft fingrene i mange ting og han ved godt selv han nogen gange påtager sig mere end han måske reelt magter. Men livet skal leves mens man har det og det er alt hvad Jim prøver på. Få mest muligt ud af tiden!

Det er en velskrevet bog hvor man kommer meget tæt på både den offentlige og den private Jim. Og man får et billede af at Jim er en meget passioneret person som elsker at arbejde. Samtidig har han meget lidt tilovers for alle som ikke yder sit - og han er ikke bleg for at give folk der klynker en opsang. Det er forfriskende og underholdende at læse.

Dette er vel nærmest en begyndelse på en biografi som senere vil kunne tilføjes flere oplevelser, for Jim er langtfra færdig med at skabe og mon ikke der også senere kommer en bog om de næste ting i livet?

Bogen her kan helt sikkert anbefales, både hvis man ønsker at lære Jim bedre at kende men også hvis man blot vil have et indblik i en anden måde at tænke på. For bogen henvender sig især til det publikum der i voksenlivet kan se tilbage på en skoletid og en opvækst hvor de aldrig rigtig passede ind. Til mønsterbryderne og til "klassens klovn". Til alle dem der har mere at byde på end man måske lige kan se med det blotte øje. Med andre ord henvender bogen sig til et meget bredt publikum!


mandag den 25. december 2017

Anmeldelse af novellen: "Nattens forvandling"!

Tellmeastorutoru.dk har givet mig chancen for at læse endnu et lille værk. Denne gang er det værket "Nattens forvandling" af Martin Rytter Handberg.

Du kan finde værket HER!

Novellen handler om Jacob. Jacob har mistet sin søster og sorgen viser sig nu som et altoverskyggende væsen, der vil fortære Jacob helt. Det er en lammende sorg og en smerte som man slet ikke kan sætte sig ind i og Jacob kæmper virkelig.
Men det hele viser sig at være en drøm.

Det er en anderledes novelle som har mange nuancer og som kan tolkes på flere måder, hvilket jeg vil undlade at gøre, da jeg tror den enkelte læser får mere ud af selv at finde meningen med novellen.
En novelle der skiller sig ud fordi man når at komme igennem flere følelser undervejs og det er ret godt klaret når novellen er så kort.

Martin har skrevet et fint lille værk som jeg klart kan anbefale alle at læse.

lørdag den 16. december 2017

Boganmeldelse: "Æg"!

Digtsamling
Forlaget Uro
218 sider
Shekufe Tadayoni Heiberg
Kan købes: HER!

Jeg fik dette anmeldereksemplar og tænkte først at det lød vældig sjovt med den titel. Havde slet ikke forsøgt at finde ud af hvad digtsamlingen handlede om, så jeg vidste ikke hvad det var jeg skulle til at læse.
Digtene handler om livet. Fødsel og graviditet. Og moderens komplekser mm. En verden jeg rent personligt ikke navigere rundt i, da jeg har fravalgt børn. Men det forhindrede mig ikke i at læse digtsamlingen og selv om den første del af bogen ikke rigtig var noget jeg kunne forstå så blev det nemmere jo længere ind i bogen jeg kom. For især med de opdelinger der er i bogen så var der pludselig nogen sammenhænge og nogen ting som jeg kunne sætte mig ind i.

Man får nogen digte som er meget forskellige. Nogen er korte, nogen er ensformige og nogen er historier. Så en ren digtsamling ved jeg ikke om man kan sige det er, men det er alligevel det bogen mest hælder i retning af.

Der er frustrationer over de praktiske gøremål i livet som opvask, tøjvask mm og der er kvindens kamp med sit sind for at acceptere at når man har født så har man pludselig strækmærker og blødere mave. Men der er også en nysgerrighed overfor hvad det betyder at have rollen som mor. Og en ensomhed indtil man opdager at der skal skabes et fællesskab med andre mødre.

Jeg er helt sikker på at denne digtsamling vil mødre eller kommende mødre have større glæde af at læse end jeg havde. Men efter at have haft lidt tid til at synke det hele så er der nogen ret fine udtryk i bogen, som jeg er glad for at have fået lov at læse. For man er ikke i tvivl om at det er noget der betyder noget for forfatteren, alt hvad det indebærer at få rollen som mor. Og hvad enten man selv har lyst til at få børn eller ej, så er det rart at læse om fordi man kan mærke det er med passion at disse digte og tekster er skrevet.

Så kan klart anbefale digtsamlingen og vil også sige tak til forfatteren for at skrive nogen tekster som på mange måder er tankevækkende!   

onsdag den 6. december 2017

Boganmeldelse: "Et dybdegående problembarn"!

Kan købes: HER!
Digte
70 sider
Udgivet 2017

Jeg modtog dette anmeldereksemplar fra forfatteren selv. Han havde set at jeg i et stykke tid har læst en del digte og ville høre om jeg ikke vil læse hans. Og jo det kunne jeg da ikke sige nej til, for det lød interessant. Hans baggrund og hans indgangsvinkler til skriveriet var noget jeg måtte dykke ned i, for han har haft sit at slås med og det skriver han også kort om inden man går i gang med selve digtene.

Digtene er dystre og har sit helt eget udtryk. Nærmest en frustration som vælter ud igennem papiret de er skrevet på. Der er vrede og utilfredshed, råb om hjælp og provokation når det hele bliver for meget. Og så er der også et håb gemt alligevel. For der er noget som man kan mærke i digtene at han gerne vil have frem, nemlig at han gerne vil have det bedre og gerne vil have ændret de dårlige ting i tilværelsen. Så selv om digtene er voldsomme så rummer de både en smerte og en kamp som man kun kan tage hatten af for.

Jeg læste den korte digtsamling over to dage men med mellemrum. For alene det at der er opdelte afsnit fungere faktisk godt og man får lige en mulighed for at læse og forstå. For man skal fange nuancerne i den unge mands sind og have en forståelse for at der også har været tidspunkter i hans liv hvor det ikke har været nemt at være til stede. 
Man kan ikke undgå andet end at blive lidt berørt undervejs, både i form af vrede men også en følelse af afmagt da det er ret tydeligt at selv om forfatteren har fået hjælp i og til livet så kunne han måske godt have brugt lidt mere støtte i nogen perioder i livet.
At han har formået at få sine tanker/oplevelser/følelse ned på skrift er rigtig flot og selv om jeg endnu ikke har læst andet af ham, så vil jeg se frem til at læse andre udgivelser, for man er ikke i tvivl om at han har noget på hjertet. Så selv om det er barskt, så er det meget personligt og det fanger!

Tak til Mark for at have givet et indblik i en del af hans liv. Og jeg håber at mange andre vil læse digtene, da de i den grad kan give en lidt at tænke over - især i forhold til unge mennesker som måske ikke altid helt ved hvor deres plads i livet er endnu!

fredag den 1. december 2017

Boganmeldelse: "Der var engang en gang"!


Digte
70 sider
Udkommer 1. dec. 2017
Kan købes: Her

Jeg fik dette anmeldereksemplar og så frem til at læse det. Jeg har noget med digte. Jeg kan i perioder vældig godt lide at dykke ned i poesiens verden. Og især ting der skiller sig lidt ud fanger gerne min opmærksomhed.

Og dette værk skiller sig ud. Så meget at jeg er gået helt bag om dansen. For jeg har læst det på flere måder. Først læste jeg alle digtene på én aften og så læste jeg dem enkeltvis lidt og lidt af gangen. Og for en gang skyld må jeg erkende at jeg intet fik ud af det.

Og nej det er ikke digtene der fejler noget, for sproget er ret fint og der er gode rytmer. Man kommer ind i et univers der er ret anderledes og hvor der bruges en del forskellige dyr som referencer til noget jeg ikke helt ved hvad er. Det er mig den er gal med. For jeg var ganske underholdt undervejs, men jeg forstod ikke en disse! Og det er da ikke ligefremt det sjoveste at skulle erkende, men på den anden side så var det også en udfordring jeg fornøjede mig med. For jeg blev ved at prøve. Jeg blev ved at læse digtene fordi jeg tænkte at det simpelthen ikke kunne passe. Men det gør det altså. Jeg forstår intet af det jeg har læst.

Jeg håber sådan at andre kan få mere ud af denne digtsamling end jeg kunne. Og jeg kommer klart til at prøve at læse digtene igen med tiden, for jeg kunne godt lide måden de er sat op på. Jeg tror mit næste træk må være at spørge forfatteren bag digtene hvad pointen er, for ellers begynder det bare at irritere mig at jeg intet har forstået... Så må vi se om forfatteren kan løse mysteriet for mig...?...

onsdag den 29. november 2017

Boganmeldelse: "Zofia Indvandreren"!

255 sider
Udgivet 2017
Kristina Mejlby
Den kan købes: HER!

Jeg har fået muligheden for at læse denne bog. Den er skrevet af en forfatter der selv kom ufrivilligt til Danmark tilbage i 70erne fra Polen og hun skriver i denne bog en historie om sin veninde der også kommer fra Polen. Det er altså en biografi der omhandler forfatterens veninde.

Vi møder Zofia. Hun har en god uddannelse og har en kæreste, men hun drømmer om et andet og bedre liv. Hendes forældre har hun et ret anstrengt forhold til og hendes kæreste er de heller ikke så begejstrede for, da han "kun" går med aviser. Kæresten og Zofia tager til Danmark. De kommer hertil med et turistvisum som en dansk kvinde har skaffet dem. Og nu skal de så finde ud af hvordan de kan blive i landet. Zofia bliver nødt til at gifte sig med en dansk mand og hendes kæreste skal så komme herop igen når hun er blevet skilt og har fået sin opholdstilladelse. Men han ender med tiden med at blive i Polen hvor han finder en anden kvinde og Zofia forelsker sig i sin danske mand. Desværre behandler han hende ikke pænt og Zofia må flere gange på krisecenter mm. Hun vender dog tilbage til ham gang på gang. Først da det går ud over deres lille datter forlader hun ham. Det er dog aldrig nemt for hende at skulle være alenemor og hun følger altid sin mands færden på afstand, da hun håber han med tiden vil søge hjælp.

Det er en barsk historie og ikke nogen særligt gode vilkår hovedpersonen kommer fra eller til for den sags skyld. Hun får et hårdt liv og skal kæmpe for alting. Især er det danske sprog svært for hende at lære hvorfor meget foregår på halvt dansk, halvt engelsk. Men der er alligevel altid et håb gemt i hende om et bedre liv.

Bogen er lidt tung da der er nogen sproglige fejl som man lige skal se henover. Men kan man det så er den sådan set hurtigt læst. Man vil gerne vide hvordan det går hovedpersonen og man kan sagtens sætte sig ind i alle de kvaler hun har. Dog bliver det også svært ikke at finde hovedpersonen en smule ynkelig til tider, da hun flere gange får tilbudt hjælp til at komme væk fra sit voldelige ægteskab, men hun takker nej hver gang og vender tilbage til ham. 
Det er dog en ganske fin historie og jeg tror de fleste af os har mødt nogen med en historie der er nogenlunde tilsvarende... måske med andre problemer, men i hvert fald med en tung bagage inden de er kommet til landet.

Jeg var lidt skeptisk inden jeg gik i gang med bogen, for jeg indrømmer gerne at jeg fik den opfattelse at bogen handlede om en der kom til Danmark og blev her primært for at få del i vores velfærd uden måske at yde det store for det. Men det er så slet ikke det der er tilfældet. Bogen omhandler nemlig det håb der kan være i at komme til et andet land, hvor man håber og tror at forholdene er bedre. Men den indeholder også en læring. En læring i at ting måske ikke altid er som man tror.
Så det har været en interessant bog at læse. Og jeg håber derfor andre vil give den en chance!

torsdag den 16. november 2017

Boganmeldelse: "Soulmates"!

Digte
Claus Ankersen
166 sider
Kan købes: HER

Det er godt nok en anderledes digtsamling jeg her har fået mulighed for at læse. Og jeg er faktisk i tvivl om jeg egentlig har forstået alle digtene. Altså jeg er med på at det hele handler om forfatterens forhold til forskellige kvinder og nogen af digtene beskriver disse kvinder. Èn af kvinderne "B" er genganger og virker til at have fyldt mere i forfatterens liv end de andre. Men nogen af de andre har alligevel givet ham nogen ting med på vejen. Alt fra frustrationer til god sex.

Det er digte som faktisk ikke er sådan lige til. Der er bestemt ikke noget enkelt udtryk men til gengæld bliver man udfordret på sproget, da det hele bliver meget symbolsk og forunderligt. For selv om jeg faktisk ikke er sikker på jeg har forstået det hele så syntes jeg her bagefter at digtsamlingen er interessant. Blandt andet fordi den ikke minder om andet jeg i meget lang tid har læst. Det er på en måde ret tunge digte, men også ret personlige hvilket gør det spændende at dykke ned i. Jeg måtte læse nogen af digtene et par gange for at prøve at få mest muligt ud fa dem og jeg tror at jeg sagtens kunne vende tilbage til flere af dem og stadig være i tvivl om hvad jeg har læst. Der er mange nuancer og mange ting at forholde sig til. Og i starten irriterede det mig grænseløst at jeg ikke bare kunne læse digtene og være helt med på hvad forfatteren gerne ville fortælle - men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen fandt jeg en ro ved at læse noget  som det måske ikke er sikkert vi alle bør forstå lige nemt.

Det er klart nogen digte som jeg ikke vil anbefale en begynder indenfor genren at læse, for så tror jeg man brækker halsen. Men er man garvet poesi/lyrik læser er jeg næsten sikker på man vil opnå en god læse oplevelse.

Dejligt med noget anderledes og noget som udfordrer mig som læser!

onsdag den 15. november 2017

Anmeldelse af "Kærestesorger"!

Du kan finde den lille novelle HER!
Jeg har fået den tilsendt fra tellmeastorytoru og må sige at det endnu engang er en fornøjelse at få lov at anmelde et af disse små værker.

"Kærestesorger" er skrevet af Ida Scharla Løjmand og er en lille novelle der handler om et par der har fundet sammen igen, selv om der har været knas i forholdet. Det er et meget ungt par og det er ham der har været utro. Og nu er han det vist igen, men vores hovedperson er i tvivl for hun holder jo af ham. Der er dog en knude i maven på hende som fortæller hende noget andet...

En fin lille historie om parforhold i en ung alder og om hvor vigtigt det er at man kan stole på hinanden. Det er garanteret en situation som mange kan nikke genkendende til og selv om novellen i sig selv måske ikke er den helt store wow oplevelse, så er den relevant og ligetil. Den enkle indgangsvinkel hvor man primært ser det fra hovedpersonens side fungere ret godt, da der sparres med veninder mm. Så det fungere.
Klart en novelle jeg vil anbefale!


fredag den 3. november 2017

Vinder af fødselsdagskonkurrencen!

Allerførst vil jeg sige tak til alle der deltog og det rigtige svar er at jeg fylder 32 år idag.

Casper hjalp mig med at trække lod:


Tillykke til Camilla Nyegaard.  
Jeg har sendt dig en mail.

God weekend derude!

fredag den 27. oktober 2017

Fødselsdags konkurrence!

I følge kalenderen så har jeg fødselsdag i starten af november :)
Og i den anledning vil jeg godt lave en lille konkurrence!




Du kan vinde serien "Brødre af blodet" som er skrevet af Eva Egeskjold. Det er en serie eventyrbøger der henvender sig til større børn, men som også fint kan læses af voksne :) 
Du kan se mine anmeldelser her: Bog1 , Bog2 , Bog3 , Bog4 og Bog5!

Hvis du vil deltage i konkurrencen skal du sende mig en mail med svaret på hvor gammel jeg bliver.
Bliver jeg:
31 år
32 år
33 år
Svaret sendes til: ijoergensen85@gmail.com

Jeg trækker lod blandt de rigtige besvarelser 3. nov (sjovt nok på min fødselsdag hehe). Og vinderen vil derefter få tilsendt bøgerne!

Held og lykke :)

fredag den 20. oktober 2017

Anmeldelse af Skjaldens værk: "Tigeren"!

Jeg har tidligere anmeldt nogen af Skjaldens værker og her kommer et mere i rækken.

Dette værk er en lille novelle mest henvendt til børn og barnlige sjæle. "Tigeren". Du kan finde værket: Her!
Skjalden kan du læse mere om: HER!

Tigeren er ked af det. Den er i cirkus og skal egentlig optræde, men den er så trist hele tiden. God mad og frisk halm virker ikke og Cirkuskongen og Cirkusdronningen er frustrerede, for de ved ikke hvad de skal finde på for at hjælpe tigeren med at blive i godt humør igen. Men så får man en ide. Og skaffer en tiger mere. Og så kan det ellers nok være at det bliver den bedste optræden i årevis.

En sød lille historie, men fine illustrationer. Dog er der en smule korrektur som godt måtte ses lidt efter, men det gør ikke noget for selve historien.
Den lille novelle er hurtigt læst men er alligevel forholdsvis underholdende. Og er også en historie der godt kunne gøres længere, for man kunne helt sikkert fortælle flere cirkushistorier om en tiger eller to.

Skal du bruge en sød historie til højtlæsning vil denne også være egnet.
God fornøjelse!

onsdag den 18. oktober 2017

Anmeldelse af en kort novelle!

"Broer" af Ida Scharla Løjmand.
Den kan findes lige HER!

En lille historie om en mand der hjælper en flygtning med at komme til Malmø. Det irritere ham dog at flygtningen vist ikke har en billet. Flygtningen forsvinder nemlig da kontrolløren kommer. Flygtningen kan ikke rigtig snakke med hovedpersonen og de få gloser på engelsk får hovedpersonen heller ikke meget ud af at benytte. Men da de ender i Malmø er "Thank you" alligevel meget hjertevarmt og velment fra flygtningens side. Og vores hovedperson kan nu tage hjem med pizza til sin familie...

En fin lille historie som rammer noget meget aktuelt. Og giver også en lidt at fundere over. For ville man selv hjælpe en flygtning videre? Ved man reelt om det er en flygtning? Der er altså noget moralsk og dermed tankevækkende over denne historie, for en ting er at hjælpe et andet menneske. Men et menneske man ikke ved hvad har af intentioner, er man villig til at hjælpe det menneske på lige fod med andre?

Historien er hurtigt læst og det enkle udtryk på de få sider gør det nemt at komme igennem. Der er godt flow i historien, selv om det måske ikke er banebrydende litteratur vi her har med at gøre.

Læs den, for så tror jeg nemlig de fleste vil mene det er en forfatter og en fortælling der har noget at byde på! 

mandag den 16. oktober 2017

Anmeldelse af digte!

Jeg har fået mulighed for at læse og anmelde denne lille digtsamling.

"Den menneskelige natur" af  Julia Fabricius Port.
Julia kan du læse mere om på hendes egen hjemmeside: https://www.juliaport.dk/

Digtsamlingen kan du finde lige: HER!

 Digtene jeg har læst er fulgt af fine billeder. Det er ikke en lang digtsamling, men de få digte gør det overskueligt at gå i kast med.
Der er blandt andet en beskrivelse af følelsen når man ser solen og oplevelsen ved en smuk lilje. Det er med andre ord, nogen meget enkle ting vi hører om, men det virker til gengæld godt.

Især vil jeg mene at digtene er nemme at gå i gang med hvis man ikke er så vant til at læse digte i det hele taget. Udover det er det digte som både bringer glæde og positive tanker med sig. Men man kan jo selvfølgelig tolke frit, så det jo ikke sikkert at min opfattelse af digtene, vil være det samme som din!

Jeg er samtidig nød til at erkende at jeg nok ikke selv ville have valgt at læse denne digtsamling hvis ikke jeg havde fået det tilbudt fra https://www.tellmeastorytoru.dk/ men det er mest fordi jeg ikke selv går og kigger efter om der er digte som disse derude... Jeg læser ellers en del digte og jeg er glad for at have fået læst denne lille samling. Så det kan helt klart anbefales herfra at stifte bekendtskab med Julia Fabricius Ports digtsamling.



 


Vinder af Skjaldens værker!

Stort tillykke til Mona S. Larsen.
Du modtager præmien snarest muligt på mail.
Jeg skulle have skrevet hvem vinderen blev igår men vores net har ikke været helt samarbejdsvillig.
Hold øje med bloggen for der kommer nok en konkurrence igen en anden god gang.

onsdag den 4. oktober 2017

Giveaway: Skjaldens værker!


Jeg har fået mulighed for at lave en lille giveaway, hvor det vil være muligt at modtage Skjaldens værker: "Historien bag Sønderjysk Kaffebord", "Søhelten admiral Niels Juel og Valdemar Slot" og "Tigeren".
Skjalden aka Birgitte Albæk Henriksen!

For at deltage skal man: 1. svare på hvorfor man gerne vil læse værkerne og 2. sende mig navn og email. (Præmien modtages på e-mail).

Send mig svaret som kommentar herunder eller til mail: ijoergensen85@gmail.com

Vinderen trækkes 15. oktober og vinderen modtager derefter præmien fra https://www.tellmeastorytoru.dk/

Held og lykke :)


mandag den 25. september 2017

"En tur på Assistens - En vandring på Assistens kirkegården" af Lise Lotte Frederiksen!

https://www.tellmeastorytoru.dk/ Har gjort det muligt for mig at stifte bekendtskab med Lise Lotte Frederiksen.
Lise Lotte har udgivet forskellige mindre værker og det ene af dem vil jeg anmelde her.

Det er en vandring på Assistens kirkegården, som selv om man måske ikke har været der, så kender man nok navnet.
Har man lyst til at læse værket selv kan det findes: HER!

Man får lidt baggrund om stedet, hører om de kendte der ligger her og man får en fornemmelse af at gå en guidet tur igennem haven. Lise Lottes sprog er meget enkelt og derfor nemt at gå til for alle. Hun fortæller rigtig fint om området, havens brug og hendes eget forhold til nogen af de kendte samt til familie der ligger på kirkegården. Så det er både en spændende men også en meget personlig vandring man kommer med på. Det fungere rigtig fint.

Det er ikke et stort værk, men der bliver fortalt det mest nødvendige og man hygger sig undervejs. Det er samtidig rart at det kun er nogen få sider man skal læse, for så skal man ikke sidde og tygge sig igennem en lang bog omkring hele Københavns historie mm. Næh her er det et enkelt sted, fortalt om som om man netop går en tur imens og man kan næsten se det for sig undervejs. Enkelt og godt!

Tak for vandringen Lise Lotte. Jeg ser frem til at læse mere fra din hånd!

lørdag den 23. september 2017

"En tur gennem Christiansfeld" - Skaldens værker!

Jeg har fornylig anmeldt nogen små værker af Birgitte Albæk Henriksen - også kendt som Skjalden. Og jeg har her fornøjelsen af at anmelde endnu et værk fra hendes hånd.

Et digt, en ode, en hyldest. En gåtur ned gennem en by hvor man sagtens kan følge med, selv om man ikke kender byen. "En tur gennem Christiansfeld".

Man kommer med fra den ene ende af byen til den anden. Man er med på kirkegården, forbi skolen. Jeg tror forfatteren mindes mens hun fortæller digtet. Det er meget personligt udført.
Der er cafe, værtshus og alt hvad der kendetegner en rigtig by. Man kunne nok beskrive mange byer på denne her måde, men netop fordi man får et bynavn i titlen, så forestiller man sig alligevel et bestemt sted.
Det er et rigtig hyggeligt digt.

Der er også det uhyggelige hus som ingen børn kan lide og en grillbar. Der er en bager og en frisør. Med andre ord en by der stadig er godt gang i, selv om man efterhånden hører mere og mere om byer der dør ud. Der er god stemning og som læser føler jeg mig næsten hjemme. Om ikke andet føler jeg mig i hvert fald på tur med forfatteren og det kan jeg rigtig godt lide.

Giv digtet en chance :) Det er det hele værd :)

onsdag den 20. september 2017

Anmeldelse af Skjaldens værker!

https://www.tellmeastorytoru.dk/ Har udgivet nogen små værker. Jeg har læst "Søhelten Admiral Niels Juel og Valdemar slot" samt "Historien bag Sønderjysk kaffebord". Begge små fortællinger som både er forklarende og interessante hvis man har lidt historisk interesse.

Skjaldens værker, dækker over at forfatteren opfatter sig som skjalden der førhen havde mange forskellige roller. Blandt andet historiefortæller. Forfatteren bag disse to værker hedder: Birgitte Albæk Henriksen og du kan læse mere om hende HER!

Jeg har læst værkerne som e-bog. (Fysiske eksemplarer findes de vist ikke som).
De fås også som lydbøger.



Jeg vil starte med at skrive lidt om "Søhelten Admiral Niels Juel og Valdemars slot"!

Dette er en kort beretning om hvordan Niels Juel blev den mand han endte med at være. Med titel og slot. Vi hører om søslaget ved Køge bugt som han sørgede for at vi overlegent vandt imod svensken. Og senere hører vi om hans ægteskab, der ikke var helt velset, da hans kone kom fra en landsforræderisk familie. De havde fire børn. Og den dag i dag er det stadig direkte slægt derfra som bor på slottet. Slottet der i øvrigt er åbent for offentligheden.

Det er en rigtig fin fortælling hvor man får højdepunkterne uden man behøver kende så meget til historien bag i forvejen. Og det er næsten som at få fortalt nogen historiske begivenheder, bare på en måde så man lidt bedre kan huske det bagefter, da der ikke er for mange forstyrrende detaljer. Et rigtig fint lille værk.


Så vil jeg skrive om den anden historie. Nemlig "Historien bag sønderjysk kaffebord"!

Her får vi først forklaret hvorfor man i sin tid fandt på at afholde disse møder med kaffe og kage. Og man får også en fin beskrivelse af de mange typer kage. 7 kager af forskellig art går igen. 7 bløde, 7 tørre - og i den dur. Man startede for eksempel med "Stopkache" (stopkage) for at tage den værste sult. Hovednummeret var "Brødtorte" (rugbrødslagkage). Og selv om man i perioder op igennem tiden har droslet ned for hyppigheden af disse kaffe/kagemøder så har man i perioder alligevel gjort mere ud af det. Især når der har været trænge tider og alkohol ikke var tilladt eller nemt at skaffe. I dag har man stadig kagebordet, men på en lidt anden måde. Det er knap så overvældende og man smager sjældent alle slags kage på bordet, da man i dag godt ved at det ikke er så sundt.

En fin beretning om hvorfor kaffe og kage faktisk er så vigtigt i Danmark, ikke mindst for sønderjyderne som står bag det overdådige kagebord. Det er spændende at høre om og man får helt lyst til kage når man læser om det. Så det kunne da være man skulle unde sig selv et godt stykke kage for en gang skyld... det kan i hvert fald anbefales :)

tirsdag den 19. september 2017

Boganmeldelse: "Jeg vågner op som fremmed"!

Digte.
120 sider.
Forfatter: Özcan Ajrulovski.
Forlag: Copenhagen storytellers.
Bogen kan købes: HER!

Jeg fik denne bog tilsendt fra forlaget og selv om jeg lige umiddelbart tænkte at det nok ikke var noget for mig, så var jeg alligevel nysgerrig. Og det viste sig at være godt. For det er en meget speciel bog.

Jeg vil med det samme sige at hvad enten man har den ene eller den anden holdning i forhold til indvandrere og hele intergrationsdebatten, så vil jeg mene denne bog er værd at læse. For her får man et indblik i hvad det vil sige at være kommet til et land som på den ene side byder en velkommen og på den anden side fordømmer hele tiden.

Forfatteren har ikke selv valgt landet. Det har hans forældre. Forfatteren har ikke selv valgt sit navn, det har forældrene. Forfatteren har ikke selv valgt sin tro, det har forældrene. Og han er ikke nødvendigvis enig i alt hvad hans forældre og den generation har gjort, men det er svært at bryde ud af de rammer som der er i de familiemønstre som de bringer med sig.

Man får et indblik i hvor splittet man bliver som person, når alt man kender til er den kultur man er født ind i samtidig ikke rigtig ønsker man er til stede. Og hvor svært det er at have nogen værdier med sig hjemmefra og samtidig skal tilpasse sig samfundets normer.
Det er en person med vrede, håb, længsel, tro, ønsker der skriver disse digte. En person der i sidste ende bare ønsker at vi alle kan være sammen med alt hvad det nu indebærer af forskellige meninger, trosretninger og livsførelser.

Jeg indrømmer gerne at jeg som person selv har det stramt med mange af de udlændinge man hører om i medierne, men jeg ved jo også godt at medierne netop danner et sprængfarligt billede og nogen gange får tingene til at lyde værre end de er. Og jeg kan sagtens forstå at forfatteren føler sig frustreret over at blive mødt med mistro selv om han også er imod de terrorister der slår mange uskyldige mennesker ihjel i troens navn, blot fordi mange sammenligner ham med dem, da han jo også er mørk i huden og har et "fremmed" navn.

Det er klart en digtsamling som kan skabe debat og som kunne været god at bruge i undervisning samt som et lille opråb til alle der er bange for muslimer. For hvis man lærer den muslimske tro at kende så finder man hurtigt ud af at det ikke er troen der driver de ekstremister man hører så meget om, for troen er nemlig bygget op omkring nogen fredelige værdier (og jo jeg har selv læst koranen så jeg udtaler mig ikke på et uoplyst grundlag). En digtsamling der virkelig kan give en en større forståelse hvis man formår at læse uden at dømme!

God fornøjelse!

mandag den 4. september 2017

Boganmeldelse: "Praktikantens univers"!

Richard Asklund
228 sider
Saxo Publish
Udgivet 2017
Kan købes: her

Forfatteren skrev til mig og spurgte om jeg havde lyst til at læse hans bog. Og det havde jeg i den grad, for den lød spændende.
Det er en krimi som jeg med det samme vil sige er lidt udenfor kategori. Den er ikke helt nem at gennemskue, men til gengæld sker der meget og den er faktisk næsten klam til tider.

Bogen handler om en mand der torturere og dræber kvinder. Kvinder der skal symbolisere hans moder. Han er følelseskold og virker nærmest umenneskelig.
Vi møder også en del andre i bogen. Der er et par som ser et bankrøveri og får fat i en del af byttet hvorefter de flygter ud af landet og nordpå.
Og vi møder en mand der nærmest er et dyr fordi han er opvokset hos en mand der holdt ham indespærret.
Vi møder også et par kvinder der er på rejse sammen og som begge ender med at blive taget til fange.
Der er med andre ord en hel del personer at holde styr på, men det går egentlig fint når man lige har fanget fidusen.

Bogen er velskrevet og uhyggelig. Der er spænding og gang i den og den var overraskende hurtigt læst, hvilket er stort for mig personligt, da jeg ikke er den der læser flest krimier.

Jeg fandt den nem at gå til og havde ikke lyst til at stoppe med at læse, de gange jeg blev afbrudt af noget andet. Og den efterlod i den grad et indtryk, for da historien er så barsk så kommer man også til at tænke over hvordan forfatteren dog har fundet på at skrive om de ting. Der skal alligevel noget til før man kan sætte sig ind i en psykopatisk morders hjerne, men det får man en ret god mulighed for i denne bog, så forfatteren må enten være interesseret i hvordan psykopater tænker eller også må han selv kende lidt til nogen skræmmende træk af personligheden.

Det er helt sikkert en bog jeg kan anbefale, hvis man har mod på at læse en skræmmende krimi!

fredag den 25. august 2017

Boganmeldelse: "En længsel efter noget"!

Peter Solberg Dirksen
Skriveforlaget
267 sider
Udgivet:2014
Kan købes: HER!

Jeg har haft fornøjelsen af at læse denne bog. Og selv om jeg kun har læst en børnebog og en ungdomsbog om selvskade, af forfatteren tidligere, så er jeg ret begejstret for denne bog, som vel nærmest er en ungdomsbog der også henvender sig til voksne.

Bogen handler om Thomas. Han keder sig lidt i sit trivielle liv med kone, børn og lækker bil. Nu står de over for at skulle flytte og da hans gamle skateboard dukker op er der også nogen minder som dukker op. Minder om hans skoletid i Belgien, det første akavede forsøg på at score og måske især minderne om da det lykkedes at score Stine. 

Thomas er egentlig glad for sit liv men savner lidt spænding. Og han får kvajet sig ved at tage til træning med sin søn, hvor han møder en ung kvinde, som han ender med at køre en tur med...

Nu skal nogen af de gamle skolekammerater mødes og Thomas vil gerne have det ser ud som om det er gået ham godt, men han ender alligevel med at få en opsang af sin gamle ven, der udefra godt kan se at det faktisk er Thomas egen skyld at han lige nu syntes livet er lidt kedeligt. Kan han mon gøre noget for at ændre det?

Bogen er velskrevet omend med få fejl i korrekturen. Man bliver nemt fanget ind i historien og jeg tror de fleste kan sætte sig ind i følelsen af om livet virkelig ikke har mere at byde på?
Den er hurtigt læst og efterlader et godt indtryk for man husker den. Ikke mindst fordi bogen er skrevet som om det er en hverdagsberetning i et hvert menneskes liv og det giver en lidt at tænke over. For den viser også at vi allesammen lever ret strømlinet: Fødes, vokser op, uddanner os, får job og familie. Men det er rart med det lille skub den også giver en, hvor man lige får mulighed for at overveje om man faktisk har opnået det med ens liv man gerne vil eller om man skal ændre på noget inden det er for sent.  

En bog som sagtens kan anbefales og som har masser at byde på. Så hvis du kaster dig over den så rigtig god fornøjelse :)

tirsdag den 25. juli 2017

Boganmeldelse: "Shhh... - 9 erotiske noveller"!

Forlag: Detox Yoga Bunnies
151 sider
E-bog
Udgivet 2017
Forfatter: Millie Blake

Kan bl.a. købes: HER

Har modtaget denne e-bog som indeholder 9 noveller, hvilket titlen jo også lidt afslører. Og der står også at de er erotiske men jeg vil nok nærmere beskrive dem som ren litterær porno. For her er ikke lagt fingre imellem nogen steder. Og softcore er det absolut ikke. 
 Slet ikke hvis man som læser har en god fantasi og en god forestillingsevne. Alt bliver penslet ud ned til allermindste detalje. Det er som at læse en persons private fantasier, hvilket forfatteren også selv nævner at det er.

De 9 noveller er delt op i hver sin historie. En foregår i et yoga univers og en anden i naturen. En foregår tilbage i tiden hvor den hvide kvinde møder en stor sort mand og en foregår i racerbilernes verden. Så det er faktisk ret typiske fantasier man her støder på.

Det er nogen fine historier selv om de rent seksuelt bliver ret ensformige (mand/dame). Og de egner sig nok bedst til at blive læst enkeltvis i lidt private omgivelser eller læst højt sammen med sin partner. For det er som sagt litterær porno og ikke den standard husmoder erotiske bog som ellers pt har haft en stor fremgang blandt den litterære kreds.

Er man til en anden udgave af "de grå sider"/hardcore skriftlige "billeder" så er denne bog klart en man skal kaste sig over. Men er man mere til den bløde romantiske kærlighedserklæring så er denne bog måske lige hård nok.

Hvad litterær porno angår så er den spot on! God fornøjelse!


onsdag den 5. juli 2017

Boganmeldelse: "Sjælestorm"!

Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl
Forlag: Mellemgaard
Digte
118 sider
Kan erhverves: HER!

Tak for dette anmeldereksemplar, som jeg har modtaget efter en henvendelse fra forfatteren selv.

Hun omtaler selv digtene/bogen som selvbiografisk men som læser er det nok ikke helt tydeligt. Man er med på der går nogen tid og man får lidt forklaring på hvad tanken bag digtene er men der er ikke som sådan nogen tidslinje.

Digtene er barske, sorte, mørke, sarkastiske mm. De rummer alt det kaos som man står i og oplever undervejs med mødet med systemet. Især med det psykiatriske system. Vi har her at gøre med digte der afspejler den virkelighedsopfattelse og den fortvivlelse der er for forfatteren i perioder i hendes liv hvor hun diagnosticeres og bliver stigmatiseret i en sådan grad at, selv om hun måske nok er "syg" i forvejen så bliver det hele meget værre af at blive sat i bås!

Det er digte som ikke er opdelt specielt. De kører ud i en smøre og selv om der så er ændret skrifttype og man godt rent sprogligt kan se hvor opdelingerne reelt er så bliver man fanget ind i en malstrøm af ord der enten fanger en eller forvirrer en. Jeg var personligt skræmt over hvor meget jeg faktisk fik ud af at læse disse digte. Hvor meget jeg faktisk kan relatere til det provokerende tankespind man møder i bogen. Og hvor nemt det er at mærke at forfatteren har båret (hvis hun ikke stadig bærer) rundt på en massiv smerte efter at have oplevet mange horrible ting op gennem sin opvækst og sit liv.

Det er ikke den pæne piges udbrud, men nærmere den pæne pige der her giver slip og lader sig selv svælge i det anarkistiske, det rå, det tilsølede liv. Det er her vores forfatter virkelig giver slip på sig selv og udfordrer læseren. For man skal kunne tage imod det. Det er tungt og hårdt, men man kan også fornemme at der ligger en mental kamp bag ordene og derfor giver de god mening at læse.

En hård og interessant digtsamling, som udfordrer sin læser. Ikke digte jeg nødvendigvis ville anbefale til nogen der ikke er vant til at læse digte. Men hvis de selv har oplevet overgreb på forskellig vis så kan det måske give mening alligevel.
Er man mere vant til at læse digte så kan man til gengæld få en hel del ud af denne bog, hvis man formår at sætte sig ind i betydningen bag. For her er i den grad en forfatter der har noget på hjertet.

En digtsamling som jeg gerne vil anbefale og især til alle læsere som måske selv kender til at have psykisk sygdom inde på livet.

mandag den 3. juli 2017

Boganmeldelse: "Yoga i skolen"!

Fagbog
Af: Hanne Mouritsen og Vivi Solveig Sørensen
Forlag: Yogaiskolen.dk
Kan købes: HER!

Har modtaget denne til anmeldelse via https://bogreolen.dk/. Det er ikke så tit jeg anmelder fagbøger, men denne kunne jeg godt forholde mig til da jeg selv har dyrket yoga samt andre gulvøvelser igennem tiden.

Bogen er skrevet til undervisere og henvender sig til dem der underviser børn i mindre klasser. Der er nogen rigtig finde forklaringer og instruktioner til hvordan man griber det hele an, samt hvordan man laver øvelserne rent praktisk. Man får forklaret lidt om hvad øvelserne gør godt for og hvordan de forskellige øvelser kan være med til enten at skabe mere ro i en klasse eller skabe mere energi og sammenhold. Så der er lidt af det hele.
Bogen er egnet både til børn og voksne og især hvis man ikke på forhånd har det store kendskab til yoga, for man bliver ledt igennem det hele på bedste vis så man ikke kan være i tvivl om hvad man skal og ikke skal!
Der er nogen fine og meget enkle illustrationer hele vejen igennem.
Vil helt klart mene bogen også egner sig til privat brug. Der er masser af øvelser man kan få stor glæde af selv eller lave sammen med sin familie. Du får med andre ord her en bog som henvender sig til et større publikum end den egentlig er beregnet, så det er helt klart positivt.

Helt klart en bog der kan anbefales herfra!

fredag den 23. juni 2017

Boganmeldelse: "Sygdom - en fremtidig flygtningeroman"!

472 sider
E-bog
Forfatter: Andreas Skydt Jacobsen
Forlag: Mellemgaard

Jeg har modtaget denne e-bog som uopfordret anmeldereksemplar.
Og jeg må med det samme sige at jeg var meget i tvivl om hvordan jeg skulle anmelde denne bog, da den i min verden havde et ret racistisk udgangspunkt. Men efter at have læst bogen må jeg sige der nok er mere substans i bogen end jeg egentlig først troede.

Bogen handler om fremtiden. Vi møder en verden hvor muslimer og kristne samt ikke troende er delt ret kraftigt op. Muslimerne er efter en krig sendt til Afrika og landet er derefter afskåret fra resten af verden. Vi møder her en familie som gør hvad de kan for at overleve. Og deres historie er fortalt af det yngste barn i familien. Vi hører om den sygdom som har udryddet enormt mange mennesker og deres mor er også syg, men de håber det bedste. Vi følger deres farefulde rejse gennem områder med rabiate troende der dræber andre for sjov, gennem Sahara hvor de får hjælp af nogen muslimer som undervejs også lære noget fra sig, videre op igennem landet til områder hvor de må udgive sig for at være muslimer for selv at overleve. Og samtidig kæmper de med sult og sorg. 

Så er der Manuel og Fernando. De er begge i starten af tyverne og har oplevet hvordan krigens spor har sat sig i landet. De er spanske. De er i den del af verden hvor man lever et helt andet liv. Her er frihed, sex, hooligans mm. Og de er ved at uddanne sig til piloter. Det er nemlig et af de allerbedste jobs at få, for der skal hele tiden bruges nogen til at sørge for at muslimerne ikke kommer fra Afrika og til Europa igen. Men er det nu også helt så enkelt?
Fernando bruger en del tid på at udforske nogen lidt specielle seksuelle lyster og han prøver samtidig at løsrive sig fra sine forældres og især hans mors tøjler. Og hvorfor skiller Manuel sig så meget ud på nogen områder? Hvad er det han har nået at opleve under krigen som gør at det ikke altid er nemt for Fernando at forstå ham? Nu skal de danne partnerskab som piloter og hele livet ligger foran dem. Deres jomfrufærd er nærtstående, men går den som forventet?

Sidst men ikke mindst følger vi en sortørns rejse. Den fortæller sin egen version af hvordan verden ser ud, den følger især efter den yngste pige i familien som forsøger at komme til Europa og den fortæller om hvad den kan finde at spise undervejs.

Sortørnens relevans er jeg ret meget i tvivl om hvad går ud på, men selve bogen giver meget god mening når man ser på vores samfund idag. Det er nemt at relatere til de religiøse kampe og terrorhandlinger man hører om. Og samtidig er det et sjovt fremtidigt plot. Det kunne sagtens foregå idag hvis ikke det var fordi man i bogen lige kan fornemme at der er mere teknik implementeret alle vegne (i Europa).

Bogen er lidt tung, for den skal lige i gang før den fanger og hvis man som jeg føler at den har en let racistisk tone så kan den godt være svær at læse. 
Men jeg må sige at jeg var overrasket over handlingen og at den faktisk fangede mig da jeg først nåede et stykke ind i den.
Det er klart en bog der efterlader et indtryk og en bog der kan skabe noget debat, hvis man ellers formår at kunne se tingene fra mere end én side!

Jeg er slet ikke i tvivl om at forfatteren har noget på hjertet og han har skrevet en bog som jeg sagtens kan anbefale, da jeg syntes hans måde at skrive på er interessant. Samtidig tror jeg vi kommer til at høre mere fra Andreas Skydt Jacobsen i fremtiden og det vil jeg personligt se frem til...

søndag den 18. juni 2017

Vinder trukket!

Konkurrencen. Og nu har jeg så fundet en vinder :)


Stort tillykke til: Per Jessen, som ville læse "sand og sten, stål og glas" først, hvis han vandt.
Du vil modtage din præmie snarest.

Tusind tak til alle der deltog!

torsdag den 8. juni 2017

Konkurrence :)

Jeg syntes vi skal have en lille lodtrækning. Denne gang om 4 bøger.

Du kan vinde bøgerne ved at svare på følgende spørgsmål:

Hvilken af de 4 bøger vil du læse først?
1: "Dråber"
2. "Dåsemakrellen"
3. "Ostekartellet"
4. "Sand og sten, stål og glas"

send svaret til ijoergensen85@jubii.dk

Jeg trækker lod søndag den 18. juni.

Del gerne konkurrencen, jo flere der deltager jo sjovere :)
Held og lykke :)

mandag den 5. juni 2017

Filmanmeldelse: "The drowning"!

1 time og 35 minutter
Thriller/Drama
Instruktør: Bette Gordon
Udkommer på diverse streamingtjenester (Viaplay, Plejmo, Elisa m.fl.) idag 5. juni 2017

Vi møder en meget forstyrret ung mand Ian, tidligere Danny. Han bliver reddet fra at drukne af Tom, som tidligere har været med til at få ham sat i ungdomsfængsel. Tom er psykolog og kommer nu til at have med ham at gøre igen. Det er meget mod Toms vilje men Ian/Danny vil ikke lade ham være og Tom bliver derfor nød til at reagere på at han kommer alt for tæt på. Især da han begynder at komme i Toms hjem, for Tom ved at Ian/Danny ikke nødvendigvis er så sød en dreng som han giver sig ud for at være.
Som barn har Ian/Danny dræbt en ældre dame, han mener dog selv at han er uskyldig. Og nu frygter Tom at det måske vil gå ud over hans familie.
Toms ægteskab virker ustabilt og især deres kamp for at få et barn gør at det ikke er nemt for ham og hans kone at leve det liv de gerne vil.
Vi ser Tom hjælpe Ian/Danny med at komme videre men efter noget tid mødes de igen...

En skræmmende film om hvor galt det kan gå for unge når de vokser op i de forkerte miljøer. Det er en hård og meget rørende film. Man bliver skræmt og ramt på størstedelen af ens følelsesregister. Men man får også en historie der desværre kan relateres til mange virkelige hændelser.
Jeg kan ikke rigtig relatere til andre film i samme genre for historien skiller sig ud netop ved at det ikke er den typiske historie om en psykopat der er efter en familie, men handler mere om systemet og hvordan det kan være både godt og dårligt rent faktisk at få noget professionel hjælp.

Filmen fanger omend starten er lidt træg. Men så snart historien går rigtig igang så er man med det samme nysgerrig for at finde ud af om Ian/Danny virkelig er så farlig som nogen mener. Det er et stort plus at man kommer helt tæt på både ham og Tom da de på sin vis deler hovedrollen i filmen. For uden den ene ville den anden ikke have en historie.

En film som helt sikkert ikke er velegnet for mindreårige men som samtidig er spændende hvis man er thriller fan i forvejen. 
Så se den!

fredag den 2. juni 2017

Boganmeldelse: "Den forkerte vej"!

Michael Dyst
Digte
Copenhagen Storytellers
80 Sider
Kan erhverves: HER!
Udkommer i dag den 2/6-2017

Har modtaget denne bog fra forlaget og mange tak for det. Det er en af de hårdere digtsamlinger, men utrolig interessant at stifte bekendtskab med.

Digtene handler om de mørke sider af livet. Der er en tone af misbehag over livet og tilværelsen. Der er noget som lurer i skyggerne, måske et alkoholmisbrug, måske en angst for at blive gammel. Det kan være svært at tolke. Især hvis man læser bogen ud i en køre.
Jeg havde stor glæde af først at læse alle digtene og siden læse dem enkeltvis, da de så giver et mere nuanceret blik på hvad det er forfatteren gerne vil frem med. For han har i den grad noget på hjertet.

Forfatteren har en naturlig skepsis overfor andre og overfor hvor livet bringer ham hen, men et eller andet sted også en nysgerrighed for hvad der sker hvis man tør bryde de traditionelle veje og konventioner. Det virker i hvert fald som om forfatteren gerne vil provokere selv om han måske dybest set selv er lidt angst for at gå glip af noget igennem tilværelsen.

Jeg kan rigtig godt lide den dystre tone der er undervejs, omend man nok skal have lidt erfaring med nogen ting i ens hverdag som ikke har været helt nemme, før digtene virkelig fanger og giver mening. Personligt kunne jeg relatere til flere ting i mit eget liv der ikke altid har været helt nemme og som har gjort at jeg har stillet spørgsmålstegn ved hvorfor det egentlig er vi er sat på jorden. Så det er klart digte som giver læseren noget at tænke over.

En spændende og lidt anderledes digtsamling som jeg tror mange kan få noget ud af at læse. Helt personligt er jeg i hvert fald nysgerrig for hvad forfatteren kommer med senere hen, for der er i den grad noget udtryksfuldhed som jeg er sikker på han kan komme langt med.

søndag den 14. maj 2017

Boganmeldelse: "Den usædvanlige lillesøster"!

Forfatter: Peter Solberg Dirksen
Børnebog
98 sider
Forlag: Borgen
Den kan erhverves som e-bog: HER!

Jeg har fået denne bog tilsendt fra forfatteren selv. Det er en børnebog som henvender sig til både børn og voksne. Og den vil være rigtig god til højtlæsning.
Den tager fat på nogen rimelig hårde emner og man kan ikke undgå at blive rørt undervejs.

Bogen handler om Christian. Christian har en lillesøster som er ret usædvanlig, hun er nemlig død...
En dag hvor Christian vil fange fisk glider han på de glatte sten og slår hovedet. Han er bevidstløs men alligevel sker der noget, for han kan se sig selv ligge der og han møder nu sin afdøde lillesøster. Hun er en engel, med vinger og en fin glorie.
Christian har også selv vinger nu, men ingen glorie. Han vil ikke dø men vil gerne hjem til sin familie, så nu gælder det om at undgå at han får sin glorie, for får han den så bliver han selv til en rigtig engel.
Nanna, som hans lillesøster hedder, hjælper ham med at komme videre ved at hun først forsøger at lære ham at flyve. Og derefter tager hun ham med til Onkel Michael som har en bog der kan fortælle hvad der kan komme til at ske. Onkel Michael sender Christian på en farefuld færd, så der er en chance for at Christian kan vende tilbage til livet.
Det er en svær rejse og både Nanna og Christian er ligeved at komme galt afsted da de møder en drage.
Heldigvis ender historien med at Christian vender tilbage til livet. Men det er ikke nødvendigvis det bedste for hvem skal så lege med Nanna i englenes verden?

Man bliver godt underholdt undervejs. Både af historien og af de fine omend enkle illustrationer. Man bliver også rørt og man bliver konfronteret med de hårdere sider af livet, nemlig død og sorg. Det er en børnebog som man kan mærke betyder meget for forfatteren og den vil virkelig egne sig godt til børn og unge som selv har mistet en søster eller bror. Den fortæller meget nænsomt om døden, gør døden til noget der er til at forstå og sætter også et lidt humoristisk præg på tingene, hvilket er rigtig positivt.
At den så rummer alvor og en historie som egentlig på nogen punkter er ret trist gør slet ikke noget. For den ligger op til at vise at selv om man i livet nogen gange mister, så kan man også komme styrket videre! Så det er meget livsbekræftende at stifte bekendtskab med denne bog!

Kan helt sikkert anbefales herfra :)


torsdag den 11. maj 2017

FIlmanmeldelse: "Voice from the stone"!


Drama/Thriller.
Instruktør: Eric D. Howell.
1 time og 35 minutter.
Er udkommet på diverse streaming medier i DK og Norden 8. maj 2017. 

Filmen handler om en dreng der, efter at hans mor er død af sygdom, holder op med at tale. Hans far hyrer derfor Verena som skulle have en særlig evne med børn. Hun er vant til at hjælpe et barn med problemer og når problemerne er løst rejser hun videre til den næste familie. Da hun flytter ind her er hun i starten ved at give op, for hun opfatter drengen som mere syg end hvad hun er i stand til at tage sig af. Blandt andet opdage hun at drengen hører stemmer gennem væggene. Hun ender dog med at blive og forsøge at hjælpe ham videre. Men da hun selv begynder at høre de samme stemmer indser hun at hun måske har en helt anden opgave at udføre for drengen....

Drengens far arbejder som skulptør og han tillader sig at benytte muligheden i at have Verena ansat til at få en model der kan sidde i stedet for hans afdøde kone. Men er det virkelig så nemt at give slip på sin fortid?

Ender Verena med at blive? Kommer drengen til at tale igen?
Det og mere til vil jeg lade andre finde ud af selv.

Det er en virkelig god film, der dog virker lidt tung og creepy i starten, men som hurtigt fanger en fordi man bliver nysgerrig.
Der er noget overnaturligt og lidt uhyggeligt over hele stemningen men det gør faktisk bare historien det bedre. Det er ikke en gyser, nærmere en skæbnefortælling som det klart er værd at se.
Jeg kom sådan til at tænke på filmen "The sixth sence" selv om de på mange måder slet ikke minder om hinanden, så er der lidt samme stemning over dem.

Kunne godt finde på at se filmen igen, så kan derfor konkludere at jeg også godt kan anbefale den til andre :)
 

fredag den 5. maj 2017

Vinder af Forårskonkurrencen!

Så er det tid til at finde en vinder af forårskonkurrencen, konkurrencen kan ses her.

Jeg vil allerførst skrive det korrekte svar på spørgsmålet:
På Bogrummets hjemmeside skriver jeg som anmelder under et alias, hvilket? 
Og svaret er: SPLINT! 

Og jer der ligger i bunken har alle svaret rigtigt, så lad os trække en vinder af gavekortet :)







Stort tillykke til Kirsten Ebbesen
Du vil modtage gavekortet snarest muligt. 

Og til alle jer andre: tak fordi I deltog.
Hold øje med bloggen, så kommer der nok en konkurrence igen en anden gang :)

lørdag den 29. april 2017

Forårs konkurrence!

Du kan vinde dette super gavekort på 150 kr ved at svare på følgende spørgsmål:

På Bogrummet skriver jeg som anmelder under alias. Er dette alias:
× Ummi
× Ijoergensen85
Eller
× Splint

Send dit svar til: ijoergensen85@jubii.dk senest den 5. maj.

Så trækker jeg efterfølgende lod blandt de rigtige besvarelser.

mandag den 17. april 2017

Filmanmeldelse: "Mean dreams"!

1 time og 50 minutter
Thriller
Instruktør: Nathan Morlando
Udkommer på diverse streamingtjenester i DK idag den 17. april 2017. 

Casey flytter ind sammen med sin far ved siden af farmen hvor Jonas bor. Jonas opdager hurtigt at tingene ikke er som de skal være. Casey får tæv af sin far og da Jonas forsøger at hjælpe hende prøver hendes far at drukne ham.
Jonas går til politiet for hjælp men da Caseys far selv er betjent er der ingen som tager det seriøst.
Jonas forældre kan ikke gøre noget og da Jonas en dag er vidne til at Caseys far dræber nogen mennesker for at få fat i nogen penge, stjæler Jonas en taske med penge og får Casey med til at stikke af.
De kommer desværre ikke så langt før de bliver fundet igen...

En (desværre) ret realistisk film om at man i de små amerikanske samfund nemt kan begå ulovligheder uden det får nogen konsekvenser og hvor man kommer ind i en verden af korrupte personer, som tilsyneladende florere alle vegne. Men også som beskriver hvordan nogen børn vokser op. Det er ret skræmmende.
Filmen er lang men alligevel interessant, for man håber virkelig det bedste for de to unge mennesker.
Det er samtidig en film som er værd at se hvis man bare godt kan lide thrillere som man ikke lige kan regne slutningen ud på. Så det trækker gevaldigt op!

Så har du mod på en lang men alligevel spændende thriller så kan "Mean dreams" anbefales!



lørdag den 8. april 2017

Filmanmeldelse: "Sticky notes"!

1 time og 30 minutter.
Drama.
Instruktør: Amanda Sharp
Udkommer på diverse streamingtjenester 10-4-2017.
http://www.sandrewmetronome.com/movie/sticky-notes/

Sandrew metronome har givet mig mulighed for at anmelde denne film.

Vi møder Athena som prøver at slå igennem som danser. Hun bliver ringet op af sin far, som hun ikke har set det store til, men som nu beder hende komme hjem. Han har fået konstateret kræft.
Vi er med hos lægen. Vi er med når han har brug for hjælp derhjemme. Vi følger hans frustrationer som til tider går ud over Athena, især fordi hun jo er tættest på. Ved siden af prøver Athena at få gang i et liv for sig selv med sin dans og hun møder også en mand som faktisk gerne vil hende, men om hun er klar til det er hun ikke selv sikker på.
Og vi er med til fars begravelse...

Det er virkelig en hård film at se. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, selv om den er sat op til at vise de hårde sider af livet med et smil som indgangsvinkel. Men for pokker hvor man nemt lever sig ind i Athenas verden. Især fordi man sådan ønsker det skal gå hende godt bagefter.
Og har man stiftet bekendtskab til kræftsygdomme og set familie eller venner blive ramt af denne sygdom så vil det ikke være nemmere at se filmen.

Den er utrolig god og uhyggeligt realistisk. Man er virkelig med hele vejen, selv om man bliver forskånet for de allerværste ting ved sygdommen.

Det er en film som jeg helt sikkert kan anbefale at man ser, men man skal forberede sig på at den efterlader et stort indtryk.

Det er samtidig en film der er ret livsbekræftende for man oplever heldigvis hvordan hovedpersonen faktisk finder ud af sit eget liv da først hun har sorgen en smule på afstand. Så der er også lys for enden af tunnellen hvilket er skønt at se.

Filmen er ret aktuel da mange i dag jo netop kommer tæt på kræft på den ene eller den anden måde og den bør ses af så mange som muligt, selv om den er barsk!