torsdag den 6. juni 2019

Boganmeldelse: "Når en dør lukkes, åbner sig en port"!

Anmeldereksemplar modtaget fra Mellemgaard forlag.
Digte.
Forfatter: Anni Idorn Frølich.
114 sider.
Udgivet 2017.
Kan købes HER

Jeg vil starte med at fortælle at jeg kender forfatteren bag denne digtsamling. Ikke personligt da vi aldrig har mødt hinanden, men via gode debatter og samtaler fra facebook. Og da hun spurgte om jeg ville læse bogen var jeg med det samme interesseret da jeg har fået små smagsprøver på hendes digte via vores samtaler. Men jeg var også lidt skeptisk, for tænk nu hvis jeg ikke kunne lide bogen. Så skulle jeg stadig kunne være "gode venner" med Anni efterfølgende... Nej, jeg sprang ud i det for jeg ved også at Anni kan tåle kritik, så længe man er ærlig - og det håber jeg at folk der læser min blog og mine anmeldelser godt ved at jeg bestræber mig på at være.

Bogen er flot sat op, meget enkel i udtrykket og ikke nok med at man får nogen digte så får man også et indblik i et liv og en hverdag med Parkinson. Parkinson er en sygdom som gør man ryster ufrivilligt, den giver muskelstivhed og træge bevægelser med mere. Den påvirker med andre ord ens liv helt enormt. Men man kan hjælpe sig selv ved blandt andet at holde sig i gang, træne og give sig selv lov til bare at være.

Og det er det som forfatteren gør via disse digte. Hun giver sig selv lov til at være! Vi får nogen digte som kommer meget tæt på hendes liv, hendes omgivelser, hendes hverdag. Vi er med når der er familie og veninder i nærheden. Vi er med til fysioterapi og vi er med til både de gode og til de dårlige dage. Vi kommer med andre ord rundt om hele personen og det er rigtig interessant.
Det er ikke digte man bare lige læser og jeg måtte også dele det op og tage lidt og lidt af gangen. For man får mange oplysninger, oplevelser og stemninger serveret. Og det er svært at fordøje det hele på en gang. Så jeg havde størst glæde af at læse digtene enkeltvis og så komme tilbage til bogen igen senere. Nogen digte vender jeg allerede nu tilbage til, da de ikke kun fortæller om det at leve med en sygdom, men også fortæller om hverdagssituationer som vi alle kender.

Der er meget livsglæde at spore i digtene og det er en fornøjelse at læse sig igennem. Men man er ikke i tvivl om at der også til tider er vrede, frustration og svære følelser som forfatteren så via sine skriverier kan vende til noget meningsfuldt. Og det er altså et talent i sig selv.

Udover det er der et eventyr i bogen. Et meget karakteristisk et af slagsen og selv om jeg ikke vil fortælle så meget om det her, så er det klart en af de ting som gør jeg vil anbefale bogen til andre. For det eventyr sætter ligesom prikken over i´et og fuldender digtsamlingen.

Så jeg håber at du - ja, dig derude bag skærmen - giver denne bog en chance. Det er et rigtig fint værk.