søndag den 24. februar 2019

Boganmeldelse af: "Ord for ord mod lyset"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.

Digte.
84 sider.
Udkommer 28. marts 2019

https://birgitheholse.com/ord-for-ord-mod-lyset/

Bogen er sort. Ikke ment sarkastisk - nej, siderne er sorte med hvide ord. Det er specielt og anderledes men samtidig gør det bogen utrolig behagelig at læse. Og så er udtrykket flot.

Digtene omhandler forfatterens kamp imod en depression som er tæt på at opsluge hende. De omhandler hendes tilbagevenden til den virkelige verden med alt hvad den indebærer af andre mennesker, stress, jag, kærlighed og håb. Og man får samtidig nogen personlige ord med på vejen, både om hvad de forskellige digte repræsentere, men også om hvordan forfatteren selv har opfattet den rejse hun har været på.

Depression er ikke nemt at være i og mens det er værst ved man ikke altid selv hvor slemt det egentlig er, eller man kan ikke finde reelt fodfæste. Forfatteren har her brugt ordene til at komme ud af sine egne tanker. Brugt ordene som redningskrans og ikke mindst givet sig selv en pause fra alt ved at sætte sig og skrive. Hun var ikke bevidst om at det var digte hun egentlig skrev, men har jo så efterfølgende opdaget dette. Og det er der kommet denne digtsamling ud af.

Det er en personlig digtsamling som man med det samme bliver fanget af. Især hvis man som jeg selv, har været igennem en depression. Der er noget genkendeligt over flere af digtene. Da de skrifter karakter og kommer til at omhandle andre mennesker og kærlighed, så er der også noget i de skrevne digte som giver en som læser noget med sig. Så her er nogen digte, som jeg vil mene at næsten alle kan få noget ud af at sætte sig ned og tage til sig.

En digtsamling der skiller sig ud på en positiv måde og som efterlader et indtryk hos læseren, så man også føler man har fået noget med sig videre. For for enden af alt mørke er der lys, især hvis man selv er villig til at kæmpe lidt for det.

torsdag den 21. februar 2019

Ti spareråd!

Sad lige og funderede lidt over hvor let man egentlig kan spare lidt penge (op). Havde læst en artikel om folk der sparede op ved at lægge et beløb til side hver uge og andre der sparede op ved at bruge en del af deres indkomst på investeringer. Men man kan jo også spare penge (op) ved at tænke sig om i hverdagen. Og så tænkte jeg: hvad gør vi egentlig selv... Så her er de ti ting jeg lige kan lure vi selv benytter os af og som gør at vi har lidt ekstra til os selv.

1. Ryd op og sælg de ting du ikke længere bruger via FB eller dba og husk at selv 5kr er bedre end ingenting.
2. Brug dine rester fra køkkenet. Lav for eksempel "tapas" af forskellige rester en dag om ugen så du ikke smider rester ud unødigt. Og frys ned så du kan bruge rester en anden dag.
3. Lav gerne dobbelt op af mad, så slipper du for at lave mad hver dag og har samtidig nem mad på dage hvor du kommer sent hjem.
Og bruger mindre strøm.
4. Drop diverse unødige abonnementer. Og tjek om du kan få dit mobilabonnement billigere andre steder.
5. Skift forsikringsselskab, netudbyder mm hvis du kan få tilsvarende produkt billigere hos andre selskaber. Husk at tjekke at du får samme dækning.
6. Køb en termokop og en drikkedunk og tag selv vand og te/kaffe med. Du får det du kan lide og slipper for at betale overpris på tankstationer eller andre steder når du er på farten.
7. Lav snacks selv. Der er mange opskrifter på for eksempel mueslibarer og du kan lave en stor portion som er noget billigere end de færdigkøbte varianter. Og så er det sundere.
8. Hold byttemøder med familie og venner. I kan bytte tøj, sko, tilbehør, planter til haven mm og kan både få ryddet op samt få lidt "nyt" ind i garderoben.
9. Handel gerne i genbrugser, lav privat handler på FB eller dba og spar penge når du er på udkig efter møbler, tøj eller andet. Der er ingen grund til at give 5000kr for en ny sofa hvis du kan få en tilsvarende for 1000kr brugt. Blot husk at tjekke at møblet eller genstanden er i god stand.
10. Har du pantflasker jævnligt så saml dem sammen i en sæk og når du har fyldt den så få panten udbetalt og læg beløbet til side i en sparegris. En gang om året kan du så tømme den og glædes over en lille "opsparing".
Måske du har et godt spare råd?  

onsdag den 20. februar 2019

Boganmeldelse af: "Projekt luftballon"!

Anmeldereksemplar modtaget fra "Promote it".
Forlag: Egolibris
Forfatter: Jes Buster Madsen
167 sider.
Kan købes: HER

Jeg troede allerførst at dette var en form for børne/ungdomsbog. Men det er det ikke. Det er en bog som henvender sig til unge og voksne.
Den handler om en dreng som har mistet sin mor på grund af kræft. Hans far er en underlig starut der lever i sin egen verden og hans bror er så klog at det halve kunne være nok samtidig med at hans bror ikke kommer op fra kælderen. Drengen, Bjørn, opdager at det er meningen at hans mor skal brændes og det ved han at hun på ingen måde ønskede så derfor sætter han en storstilet plan i gang. Men når man kun er 15 år og ens far ikke er til megen gavn, hvordan skal man så få alle detaljerne på plads? Det er godt Bjørns morfar kan give ham en hånd. 
Undervejs i historien møder vi også Frank. Han er vist rodet ind i noget man ikke skal blande sig i men Bjørn hjælper ham alligevel. Men kan det hele gå godt når man befinder sig på kanten af loven?

Det er en historie som er både fangende, interessant og absurd. Det sidste nok mest fordi det er ret urealistisk at man skulle kunne lave en luftballon og flyve et lig væk i, men det er jo det bærende element i historien og man hepper alligevel på Bjørn til sidst. For han kæmper sådan set bare en kamp for at få sin mors sidste ønske opfyldt.

Bogen er speciel og anderledes end noget andet jeg før har læst, men den er også tankevækkende når man ser på familiemønstret i den. Mange kender nok til at have en syg forældre, en forældre der drikker og lign. Så man får nogen meget  hverdagslignende situationer samtidig med en ganske underholdende og lettere dramatisk historie. Det er tiltalende, da den vil ramme et større publikum på denne vis.

Jeg var alligevel lidt længere om at læse den end jeg havde forventet af en bog på knap 200 sider. Men jeg følte bare ikke et behov for at læse den ud i en køre, så de pauser jeg holdt undervejs gjorde egentlig kun at historien voksede på mig. Og det er helt sikkert en bog som har efterladt et indtryk hvilket ikke sker så tit. Så det er klart et stort plus. Og derfor er den også en anbefaling værd i mine øjne.