tirsdag den 29. december 2020

Nytår/Farvel 2020!

 Og velkommen til 2021... eller det varer lige et par dage endnu, men vi nærmer os årsskiftet.

Året i år har budt på en del udfordringer men heldigvis også på en del positive oplevelser. 2020 har ikke været et nemt år. Der har været meget sygdom i familien, der har været dødsfald blandt venner og familie samt vi mistede Bonnie. Så der har været mange svære stunder foruden vi jo som så mange andre også blev berørt af corona-situationen da Casper mistede sit job. Heldigvis fandt Casper hurtigt en anden vej at gå, først som vikar og siden som ansat i Kbh. Ved siden af alt dette skulle min mor igennem operation, som godt nok ikke var synderlig risikofyldt, men logistikken med hjemmepleje, sygepleje og coronatests besværliggjorde hele forløbet som derfor endte med at trække ud. Så nu må alt hvad der hedder sygdom med mere gerne holde en pause i vores nærhed. 

Mit overskud har været væk i lange perioder, hvorfor jeg har forsømt mine pennevenner i ind og udland. Men jeg tager revanche inden så længe, da jeg er så småt ved at være tilbage til "normalen". En af grundene til at jeg ikke har haft det store overskud har været at massører og behandlere har været lukket - igen grundet corona - så jeg har kæmpet ekstra med smerter med mere. Det har sågar påvirket at jeg i løbet af året slet ikke er i nærheden af at have læst alle de bøger jeg normalt ville kværne mig igennem. I år er det blevet til 60 bøger i alt. Det er ellers læsningen som er mit helle, men jeg har slet ikke kunne koncentrere mig. Så jeg er glad for at jeg overhovedet har formået at få læst så mange selvom det føles som få da jeg er vant til at tallet er højere.

Året har dog budt på gode oplevelser. Ture rundt omkring med gode venner, en kammerat der livestreamede musik fra vores indkørsel, aftensmad med familie og venner og unge mennesker tæt på os som har belejret os lidt i perioder. Det har været dejligt. Og Casper, Bonnie og jeg havde en god ferie til Klitmøller, hvor vi blot kunne slappe af og virkelig komme ned i gear. For der skulle også laves køkken, vægge i køkkenet og slibes gulv i køkken og gang. Samt først på året fik vi lavet nyt rør i væggen til en radiator. Så der har været et rend af håndværkere, men der er ro nu og vi er så glade for resultaterne.

Casper har ændret en del i haven og vi har fået bålplads. Det sidste projekt han er gået i gang med er at ændre indkørslen så den er blevet større. Og der har heldigvis også været mulighed for nogen gode stunder på restauranter i ny og næ. Så selvom alt i år har været anderledes og lukket, så har vi haft nogen hyggestunder alligevel.

Det at vi mistede Bonnie her sidst på året har gjort at vi har overvejet hvad vi så skal nu. Og vi er enige om at for en periode af ukendt længde, tager vi en pause fra at have hund. Vi vil gerne være lidt mindre afhængige, men det er virkelig svært at omstille sig til. Heldigvis er der hunde i vores omgangskreds :)

Håber at 2020 har lært os alle at sætte pris på de mere nære ting, da vi jo nærmest alle har været "tvunget" til at være mere hjemme. Det er i hvert fald mit håb, at folk har lært at værdsætte de små glæder i tilværelsen.

Jeg sætter stor pris på at du/I har fulgt med på bloggen i år og håber at alle jer bag skærmen får et dejligt nytår med mange gode oplevelser. Forhåbentlig kan der også snart komme nogen tilstande i samfundet som gør at vi kan bevæge os lidt mere frit rundt igen.

Tusind tak for i år og alt godt i det nye til jer alle!