torsdag den 20. september 2018

Boganmeldelse: "NO.54."!

Af Mette Reinhardt Jakobsen
Anmeldereksemplar fra Byens Forlag
123 sider
Kan købes: HER

Sikke en spøjs lille roman. Hurtigt læst og meget nem at gå til. Jeg nåede slet ikke at lægge den fra mig, før jeg pludselig var igennem den.
Med andre ord, selv om jeg ikke følte jeg skulle tænke særligt meget over handlingen, så blev jeg fanget fra side et.

Bogen handler om Mette (Forfatteren?) der flytter til Paris hvor hun finder sig et job. Hun skaber sig et liv. Det er lange arbejdsdage og hun bliver hurtigt vant til at have mange jern i ilden. Hun bliver hård, lærer at fyre folk, sætter pris på sit job og prøver også at få tid til at finde en sød fyr... den del er strakt lidt mere svær og da det ender akavet med hendes underbo begynder han at larme.
Men hun finder ud af at hun passer godt ind i Paris, der hele tiden er omskiftelig og hun nyder egentlig at have travlt.
Hun føler sig helt udenfor da hun tager hjem på besøg i Danmark og pludselig ikke kan følge med i hvad der sker der.
 Hendes chef i Paris er en meget speciel dame. Hun er sensitiv overfor lugte. Hun tjekker alt og hun er meget perfektionistisk. Og hun kan slet ikke tolerere hvis folk ikke kommer til tiden. Men Mette får alligevel et ret godt forhold til chefen og lærer meget af hende.

En bog der skiller sig ud ikke kun i forhold til historien, som umiddelbart virker til at handle om forfatteren selv, da hun også har boet og arbejdet i Paris førhen. Men den skiller sig også ud i måden den er skrevet på. Som om hver side i sig selv er et kapitel. Det er en meget enkel måde at skrive på og man sidder som læser med en god fornemmelse, for her er i hvert fald ikke fyldt en masse ligegyldige detaljer på.
Så jeg kan kun anbefale denne bog, hvis man lige har lidt tid til overs og gerne vil læse en roman som det er nemt at følge med i!   

søndag den 16. september 2018

Boganmeldelse af: "Neja og børnefængslet"!

Vibeke Marx
151 sider
Anmeldereksemplar fra Byens forlag
Ungdomsroman
Bogen kan købes: HER

Neja er en pige som har det svært med at finde sig til rette i sit liv. Hendes mor er arbejdsløs og de har ikke særlig meget at gøre godt med. Neja føler ikke rigtig hun hører til nogen steder. De kommer til at bo i en lejlighed som de kun kan være i de næste to år, i hvert fald indtil videre.
Neja har en veninde i skolen, Rina. Hun er mere udfarende og Neja ved ikke altid hvor hun har hende. Men Neja har ikke rigtig andre og Rina beskytter hende også i skolen, når de andre driller.
Neja og Rina får en ven, Steven. Han er ked af det fordi hans farmor er ved at dø. De ser hans værelse hos farmoren, som han har malet med nogen dystre figurer og Neja føler at han på en måde inspirere hende, da hun selv maler. Det er noget de kan dele. Desværre begår Steven selvmord efter hans farmor er død.
Neja arbejder lidt et sted hvor der sælges kager og sandwich mm, nedenunder holder bageren til og der kommer hun en del ned fordi hun skal feje og hente ting. Der opdager hun at hun kan komme tilbage i tiden til det børnefængsel der var på stedet. Hun møder gentagne gange en dreng som sulter. Hun tager nogen kager og et brød til ham og ender med at blive fyret for at stjæle.
Det er bare som om alting ikke rigtig vil lykkes for Neja. Hendes mor får til sidst et job, men så er der problemer med Nejas storebror, og da Neja en dag møder ham går det næsten helt galt...

Det er en opfølger til bogen "Neja og manden i tårnet". Den har jeg ikke læst, men denne bog kan sagtens stå alene, da det er en historie i sig selv. Dog føles den ikke helt slut, så måske der kommer mere om Neja senere hen?

Jeg ved godt det er en ungdomsroman og at jeg måske ikke er den helt rette målgruppe, men bogen var hurtigt læst og hvis jeg ikke skulle skrive lidt om den så ville jeg desværre også hurtigt glemme den.
For jeg kan sige meget om den, men jeg vil ikke sige den efterlader noget større indtryk. Den bliver meget overfladisk til trods for at Neja, hovedpersonen, har det svært og til trods for at vennen begår selvmord.
Det er som om der er en distance til det hele hvorfor man aldrig rigtig føler man kommer tæt nok ind på livet af hovedpersonen. Det gør for mig at bogen desværre ikke er særlig fangende.
At den så er skrevet i et letlæseligt sprog og at den ellers overordnet set ligger op til en god historie, er som sådan ok. Der mangler bare noget - noget nærvær.

Alt i alt er det en udemærket bog for unge og opefter, men jeg kommer ikke op og ringe af begejstring, for det syntes jeg desværre ikke den er interessant nok til.

fredag den 10. august 2018

Ny info!

Nå så blev det alligevel ikke nødvendigt at skrive "Reklame" ved boganmeldelser mm. Forbrugerombudsmanden har nu gjort det klart at man som privatperson/kulturanmelder ikke er en del af det krav som der ellers tidligere blev redegjort for!
Så jeg vil som altid blot skrive når jeg har modtaget et anmeldereksemplar!

onsdag den 4. juli 2018

Info!

Der er kommet nye regler for bogbloggere. Så når jeg fremover skriver "REKLAME FOR... " ved en boganmeldelse er det fordi det er blevet et krav og ombudsmanden har gjort opmærksom på dette, da man som bogblogger ellers risikere politianmeldelse. Så bare til info vil der fremover ved bøger og produkter modtaget som anmeldereksemplarer/test stå "reklame for...".

fredag den 1. juni 2018

"Aarhus I By I Aarhus" - A non-profit publication.


 Dette er en fotobog. Et værk som man har brugt halvandet år på at få samlet. Folk kunne sende billeder ind og der var lidt over 7000 billeder der blev valgt imellem, hvilket har resulteret i dette værk.
Det er en non-profit publikation og et eventuelt overskud vil gå til at trykke flere bøger, som fx kan foræres til nye studerende i byen, byens lægehuse eller til alle dem der hjælper vedr. "Aarhus frivillighovedstad 2018". 

Bogen udkommer i dag, 1. juni, og du kan læse mere om bogen og hvor den kan købes: HER! 

Den indeholder billeder af 167 fotografer og hovedmændene bag værket er Chresten H. Ibsen og Anders Grønborg.
330 sider med billeder og små billedforklaringer. Og så er der tekst på dansk, engelsk og kinesisk, så bogen skulle gerne kunne bruges som opslagsværk for Aarhusianere, turister og alle os andre der bare sætter pris på smukke billeder.

Man får en god opdeling i bogen, da der er billeder som både er ret personlige og andre som er meget visuelt stimulerende. Der er gademotiver, landskabsmotiver, kunst og meget andet at kigge på. Og personligt vender jeg hele tiden tilbage til bogen, for jeg syntes den er en fornøjelse at sidde og bladre i. Og lade mig suge ind af alle indtrykkene. Man kan ikke se alle billederne igennem på en gang, for det bliver for voldsomt, men har man brug for at sidde og slappe af og nyde nogen flotte værker så kan man sagtens sidde og kigge i bogen i lang tid.
Jeg er fascineret af den store forskellighed som hersker. Nogen oplever den mere rå side af en by, nogen fanger essensen af hygge i byen mens helt andre billeder giver en et perspektiv og udfordre en i forhold til hvordan en by kan se ud fra både den smukke og den mindre smukke side.
Et fantastisk opslagsværk, som jeg også sagtens kunne se ligge i byens cafeer, venteværelser, skoler med videre, så man kan lære Aarhus bedre at kende.

Det er helt sikkert en bog man får mest ud af hvis man i forvejen kender Aarhus, men den er nu alligevel også værd at se i hvis man ikke gør, for man kan sagtens fornemme at man her har at gøre med en by som der sker noget i, som har forandring og bæredygtighed i højsædet, som møder hver enkelt person i øjenhøjde - for der er noget for enhver smag. Man kan også kigge på billederne og føle sig hensat til storbyens liv. Nogen billeder er der en hel speciel storbystemning over. Det er virkelig et spændende værk.









onsdag den 30. maj 2018

Boganmeldelse: "Pigen uden hud"!

Mads Peder Nordbo
341 sider
Udgivet 2017
Kan købes: HER!

Jeg havde i gennem længere tid set reklamer for denne bog. Jeg har fulgt forfatteren via diverse sociale medier og jeg var ret nysgerrig på hvad det dog var som gjorde at hans bog så hurtigt blev en succes. Jeg er ikke den der normalt læser krimier men denne bog er i den grad så meget mere end blot en krimi mere i rækken.

Bogen handler om en mand der har mistet sin kæreste og deres ufødte barn, og vælger at tage til Grønland og arbejde, da han gerne vil væk fra det hele. Han arbejder som journalist og kommer til at blive involveret i en sag som er større end først antaget. Der findes en mumificeret person i isen. Den afdøde forsvinder og betjenten der skulle holde øje er blevet dræbt. Det er svært at finde hoved og hale i og vores hovedperson begynder at gå i dybden med sagen og laver en del research. Det fører ham tilbage i tiden og får ham ledt på sporet af nogen andre drab. Drab på mænd der har udsat børn for overgreb.
Det er en grim sag og undervejs ender det da også galt for hovedpersonen som pludselig selv bliver mistænkt. Men det stopper ham ikke og ved at teame op med en ung kvinde der lige er blevet løsladt efter at have været fængslet på grund af drab så finder de til sidst ud af hvad det hele drejer sig om. Men kan de løse det hele uden selv at komme galt af sted, eller uden selv at blive slået ihjel?

Der er spænding for alle pengene. Bogen er grusom, velskrevet, fangende og meget intens fra start til slut. Stor ros til forfatteren for at skrive en bog som man bare ikke kan lade ligge før man er nået slutningen. At det alligevel har taget mig lang tid at læse den, er fordi jeg syntes den var hård. Så hård at jeg simpelthen ikke magtede at læse det hele på en gang. En bog som efterlader et stort indtryk og jeg ser frem til at læse mere fra forfatterens hånd senere hen.

Forfatter Mads Peder Nordbo er bosat på Grønland, og man kan mærke at det virkelig betyder noget for ham som person at skrive om et problem så stort som netop overgreb på børn. Især fordi der i mange år har været store problemer på Grønland med forskellige former for socialt udsatte børn - børn af alkoholiske forældre, børn der er udsat for overgreb mm. Men Mads hænger ikke nogen ud ved at skrive denne bog. Han gør opmærksom på et problem som for mange stadig er tabubelagt. Men han nærer samtidig en kærlighed til Grønland som også er ret tydelig. Så det er måske nok en stærk bog om et alvorligt emne, men fordi den ikke omhandler nogen specifik, så bliver det en rigtig god bog/krimi, som måske nok er hård at læse, men som samtidig kan skabe både debat og give en noget at tænke over.

Alt i alt en yderst vellykket bog, som jeg håber rigtig mange giver en chance!

onsdag den 23. maj 2018

Boganmeldelse: "Williams mor får en ny kæreste".

Kan købes: HER!
Klaus Frederiksen
Mellemgaard
34 sider
Udgivet 2018

Bogen handler om at mor har fået en ny kæreste. Og William gør sig mange tanker om det hele. Skal han nu have en ny eller en ekstra far? Skal manden bo hos dem? Kan mor nu bedre lide sin nye kæreste end William og hans lillesøster? Hvad syntes lillesøster om den nye kæreste? Er den nye kæreste overhovedet en der ved noget om børn, han jo ikke selv nogen? Skal den nye kæreste og mor nu have barn sammen?

Det er svært for William og han forestiller sig alle mulige ting. Men han syntes nu alligevel at den nye kæreste er rigtig flink og William er glad for at der endelig er en som gider spille fodbold med ham, for det gider mor og lillesøster ikke. William stiller spørgsmål til sin mor og hun er glad for han spørger, for det er bedre at han spørger end at han går og forestiller sig en hel masse. Det bliver hurtigt en vane at den nye kæreste er til stede og William er glad for at se at mor er glad.

En rigtig fin bog som fortæller om en problemstilling som rigtig mange familier i dag kan genkende. Hvordan introducere man lige en ny kæreste når mor og far er blevet skilt?
Bogen er fint illustreret og man kan passende bruge bogen til hjælp når man skal forklare et barn der ikke er så stort om hvad det betyder at der kommer en ny person ind i familien. Samtidig kan barnet farvelægge illustrationerne, hvilket er en rigtig god detalje.
Så det er helt klart en bog der kan anbefales herfra :)