Boganmeldelse af: "Uren"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.

420 sider

Forlaget November

Kan købes:HER

Bogen handler om forfatteren selv. Hvorfor den også kaldes for en erindringsroman. Og denne roman er kun begyndelsen, for der er vist planlagt flere bøger.

Men i denne bog møder vi Karen som bliver født i 1959 uden for ægteskab. Karens mor har svært ved at tingene er på den måde, men hun formår alligevel at give Karen en lykkelig barndom. I hvert fald indtil hun vælger at gifte sig med Karens stedfar.

Han er en mand som Karen aldrig får et godt forhold til. Og især ikke på grund af alle de seksuelle hentydninger mm som stedfaderen kommer med. Hans konstante fremvisning af sine egne ædlere dele, hans grænseoverskridende behov for sex med Karens mor - som altid skal foregå for åben dør. Og hans svingende måder at opføre sig på. For udadtil skal alt jo helst se godt ud. Efterhånden som Karen vokser op og bliver mere selvstændig lærer hun også at sætte nogen grænser. Men hun indretter sig alligevel på mange måder efter hvad hendes mor har behov for. For Karen har på mange måder også ondt af sin mor. 

Karen kommer hurtigt i gang med at udforske sin egen seksualitet og bliver allerede i en tidlig alder ferm til at få fat i de drenge hun ønsker at være sammen med. Kærligheden kan hun ikke rigtig finde ud af og selv da hu får en fast kæreste er hun ham utro gentagne gange. Men hun gør hvad hun kan for at holde det hemmeligt.

Karen bliver ved at komme hjem til sin mor, men sørger altid for at køre igen inden hendes stedfar kommer hjem. Alligevel når hun til et punkt hvor hun bliver træt af moderens vægelsind og manglende handling. Og da Karen også gerne vil have sin kæreste til at forstå at det er endegyldigt slut vil hun uddanne sig indenfor matematik i Århus. Nu tæller hun dagene indtil hun skal flytte. 

Jeg sidder tilbage med en meget ambivalent følelse, nu hvor jeg har læst bogen færdig. Og jeg var et stykke tid om at kunne tage mig sammen til at skrive denne anmeldelse, for jeg bliver så irriteret. Irriteret på Karen over at hun føler hun har det så hårdt. 

Og det er ikke fordi jeg ikke kan se det har været en svær opvækst. Men hun har dog alligevel ikke ramt noget som gør at jeg føler det virkelig har været en kamp. Læser man bøger fra virkelighedens verden hvor børn er vokset op i det rene kaos, med incest, vold og lignende så kan jeg få helt ondt af de børn og bagefter glæde mig over at de er kommet ud af det og har fået stablet et godt liv på benene.

Med Karen bliver jeg lidt irriteret, fordi jeg ikke rigtig kan se at hun har haft det så slemt. Jeg er sikker på hun selv opfatter det som hårdt og det er jeg da ked af, men jeg kommer aldrig så meget ind under huden på hende at jeg rent faktisk kan mærke smerten.

Der beskrives klart en længsel for at komme ud og klare sig selv. Men også en usikkerhed på om hun er god nok. Og jeg ender da også med at heppe på hende og håbe at det lykkes hende at få et godt liv. Der er problemet så at bogen stopper hvor den gør, så jeg aner ikke hvad der reelt sker. Men jeg mangler den sidste dybde som kan gøre at jeg virkelig føler med hende som barn. For ja, nok har hun oplevet nogen ting som ikke er rare og den måde hendes stedfar har været på er modbydelig. Men hun har jo alligevel på en måde altid kunne gøre det hun ville, så jeg mangler et eller andet punktum, hvor jeg som læser virkelig kan sige at hold nu op, det har været barskt.

Det er en velskrevet historie og kommer der en fortsættelse vil jeg gerne læse den, for jeg syntes det er interessant læsning. Og så håber jeg man kan blive klogere på hvorfor Karen har haft behov for at skrive denne bog i det hele taget.

Udover det, så vil jeg sige at bogen henvender sig til det mere voksne publikum. Eller i hvert fald til et publikum som forstår hvad det vil sige at vokse op i en dysfunktionel familie. Og jeg tror bestemt at den for nogen vil være hård at læse, især hvis man kan genkende noget fra sine egne familiemønstre.

Men personligt kommer jeg ikke nok i forbindelse med hverken den ene eller den anden følelse undervejs, hvorfor jeg ender med at syntes der er for lidt dybde.

Der mangler lige det sidste som er svært at sætte en finger på, men som gør at jeg aldrig rigtig kommer ind på livet af hovedpersonen.