søndag den 8. januar 2017

Boganmeldelse: "Hold hovedet højt, smukke!"!

Lotte Nellemann
186 sider
Historia
Kan købes: HER!

Har fået denne tilsendt og læste den henover weekenden.
Jeg er vant til at læse bøger fra Virkelighedens verden, og da denne er lidt i samme genre så så jeg faktisk frem til at høre forfatterens historie.

Den handler om Lotte selv, som har været udsat for seksuelle overgreb som barn, har levet i voldelige forhold, har fået 6 børn, er gift med en empatiløs mand og som nu langt om længe er træt af ikke at fungere ordentligt og derfor går til psykolog (igen).

Vi er med hos psykologen som endelig får brudt hendes skjold og hjælper hende med at rydde op i den tunge bagage hun efterhånden har slæbt rundt på i mange år. Vi hører hendes klage, hendes bøn om hjælp, hendes sorg, had, møder hendes angst mm.
Og det lykkedes da også for hende at komme videre til sidst, blive skilt og få et godt liv. Så det er næsten som det skal være.

Men undervejs blev jeg irriteret. Irriteret over at der bandes konstant, over de mange udtryk som jeg kun ville tro en 15årig ville bruge i vrede - udtryk som: Røveren, Nederen, Optur, "jeg er mere på den end med på den" m. fl. Det er virkelig generende at sidde og læse når man ved det er en voksen kvinde der giver udtryk for tingene på denne måde.

Jeg føler ikke at jeg som læser lærer Lotte rigtig at kende, og jeg føler en distance som gør at jeg ikke får lyst til at føle empati eller forståelse, hvilket er rigtig øv, da hendes historie ellers er utrolig hård. Den henvender sig helt sikkert til folk der har været udsat for tilsvarende traumer og som kan have glæde af at se det kan lade sig gøre at kæmpe sig tilbage til den positive side i livet, når man blot selv tør konfrontere sine dæmoner.
Men personligt må jeg sige at jeg ikke bliver synderligt berørt at Lottes historie. Det forvirrer mig lidt at hun kan skrive flotte og meningsfulde digte til sidst i bogen, som virkelig er intense mens hun så samtidig har behov for til sidst i bogen, at have et afsnit hvor hun nævner de ting i samfundet som hun finder kritisable. Ting som i princippet intet har med hendes historie at gøre, men som hun alligevel lige føler skal med - af lidt uvisse årsager.

Det er en god bog som er hurtigt læst, men den bliver i mine øjne desværre en smule overfladisk...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar