mandag den 14. november 2022

Boganmeldelse af: "Sidste sommer, Bind 2, Afsløringen"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Niels Ulrich Fjordside.

Roman.

322 sider.

ISBN: 978-87-7575-659-9

Vi starter hvor første bind sluttede og derfor vil jeg klart mene at man får mest ud af at læse bind et inden man giver sig i kast med denne. For man har behov for forhistorien som leder op til hvorfor vores hovedperson og hans venner skal alt det igennem som de skal i denne bog.

Det er ikke nemt at være på randen af at blive voksen, have afsluttet folkeskolen og nu skal videre på anden uddannelse. Men inden vores hovedperson når så langt skal hans venner og ham have opklaret hvad det er der sker i den lille by hvor de bor. De er på sporet af noget ulovligt som i første omgang vist mest handler om en bilforhandler der fusker med registreringsattesten og kilometertælleren. Men de må undersøge det hele nærmere og bliver da også enige om at politiet skal kontaktes. De når bare ikke så langt til at starte med. Og den ene af hovedpersonens venner har også andet at se til, da hans mor er meget syg. Så der skal være tid til det hele. Samtidig er der kommet en kæreste ind i billedet, men vores hovedperson har en tendens til at glemme hende lidt. Både fordi han ikke rigtig ved hvordan man er kæreste med nogen, men også fordi der sker så meget andet som han ikke bare lige kan fortælle om. De får dog langt om længe involveret nogen voksne i det hele og den ene især kan vise sig yderst hjælpsom. Stinne hedder hun og selv om hun er kendt som ret alkoholiseret, så har hendes historie noget med det hele at gøre i sidste ende. Drengene får opsøgt et sted som hun kender og herfra tager tingene en drejning til den mere voldsomme side.

Om de kommer godt ud af det og om der rent faktisk er noget mere ved hele misæren end først antaget må kommende læsere selv opdage. Men spændende er det i hvert fald til det sidste. Her er kidnapning, stjålne og lånte penge, ludomani, desperation med mere. Og selvom der ligesom i bind et er nogen enkelte korrekturfejl, så er man så optaget af historien at man ikke tænker over det. Og historien er fangende fra første side, så bliver den lidt tung midt i det hele - for her kommer mange ting man skal holde styr på - og så får man alligevel et klimaks som gør at man føler der er noget mere rørende og smukt over fortællingen end man måske først tror. Jeg personligt måtte i hvert fald knibe en lille tårer på et tidspunkt.

Vigtigst at sige i det hele taget må være: venskab er vigtigere end noget andet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar