fredag den 26. oktober 2018

Boganmeldelse af: "Atomiseret ud i alting - Smadreroman"!

Anmeldereksemplar fra Trykværket.
Jan H. Hansen
132 sider
Kan købes: HER

Selv her et døgn efter jeg har læst bogen færdig så slipper den ikke mine tanker. Jeg har virkelig nydt at læse bogen. Den var nem at gå til, godt delt op og en skrivemåde som bare fangede mig. Så det var i sig selv en god oplevelse.

At bogen så faktisk rummer en historie som er ret hård på sin egen måde, det gør den absolut ikke dårligere.
Vi har hovedpersonen, som jeg tænker er forfatteren selv. Han prøver at finde ud af hvad livet skal gå med og han kæ,åer lidt med accepten fra sine forældre. Blandt andet er det svært at få moderen til at skrive under, da han skal bruge hendes underskrift for at kunne få SU. Men selv om han møder modgang så tager han det med rimelig oprejst pande og formår at klare sig selv på bedste vis. Han har ikke guld og grønne skove at gøre godt med og han prøver vel i sidste ende bare at finde sit lod i tilværelsen. Han får skrevet en afhandling og selv om han i første omgang ender som arbejdsløs, så er der alligevel dybt inde i ham en drivkraft.
Hans fars død gør at der bliver ryddet lidt op i nogen ting og på samme vis finder han på sin fars computer både dagbog som faderen har skrevet, men også hans egen tale til sin far, i forbindelse med en stor fødselsdag. Og her starter det reelle opgør nok først rigtig for ham. For man får et indblik i at forholdet til faderen fra begge sider har været lettere misforstået, de går skævt af hinanden på mange punkter og selv om de én gang forsøgte at tale ud om tingene, så endte det alligevel i tavshed.
Men nu får han endelig chancen for igennem sine skriverier at bryde den tavshed. Godt nok kan faderen ikke give svar på tiltale, da han jo af gode grunde ikke længere er til stede. Men det får på en måde lukket nogen huller for hovedpersonen. Og han bliver samtidig bevidst om at familie ikke altid er villig til, selv på afstand, at støtte en blot i at være den person man er. 

Det er en anderledes roman. Både måden den er sat op på, men også i forhold til handlingen. For man følger en længere periode for hovedpersonen (forfatteren?), hvor man egentlig fornemmer at man kan sidde på en stol ved siden af hele vejen, og blot observere. Man kan nemt sætte sig ind i tankegangen, ønskerne for livet, håber om at alting kan tales frit om mm og det er dejligt befriende. For hvor mange af os kender ikke til den akavethed/tavshed der kan være til vores forældre eller andre familiemedlemmer? Mange af os kan nok nemt se os selv lidt i hovedpersonens sko. Så den genkendelighed er rigtig rar, omend lidt barsk, da den også minder en om at de forhold der burde være mest åbne og mest ærlige, ikke altid er det.

En roman som jeg var overrasket over fangede mig med det samme, men som jeg netop af samme grund (og flere andre) klart kan anbefale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar