onsdag den 7. oktober 2015

Boganmeldelse: "Den klare koran"!

Første gang jeg skal anmelde en bog igennem Bogreolen. Bogreolen er en hjemmeside hvor man kan købe bøger, E-bøger og lydbøger. Du finder Bogreolen lige her: https://bogreolen.dk/

På denne side finder du bogen:
https://bogreolen.dk/ebog/den-klare-koran_amr-majid_9788799348480

Af Amér Majid.
519 sider.
Forlaget Tronen.

Jeg har læst den som E-bog (fåes også som lydbog).


Jeg tror de fleste af os har en ide om hvad koranen er for en størrelse. Er ikke i tvivl om at alle i hvert fald ved det er den muslimske/islamiske bibel. Men hvad indebærer det?

Det er en bog der indeholder historien om Allâh og hans budskaber. Der er retningslinjer for hvordan man bør begå sig i sociale sammenhænge, i forhold til giftermål, i forhold til det man spiser og generelt i forhold til livet.

Man kan vælge at læse bogen som ren historie og prøve at undgå at dømme selve religionen, mange af os har jo desværre nok en tendens til at være lidt skeptisk indstillet overfor religionen i det hele taget, men hvis man virkelig læser det der står og ikke lader sig påvirke af meninger i samfundet så vil man opdage at det er en religionsbeskrivelse der byder på sandhed, kærlighed og menneskets frie valg.

Bogen er delt op i mange afsnit og der er rigtig mange detaljer og navne som kan være svære at holde styr på, men hvis man kender de almindelige kristne historier om Adam og Eva, Noahs ark m. fl. så vil man kunne genkende mange ting i Den klare koran.

Denne udgave er så dansk oversat at den faktisk kan blive en smule københavnsk i sit udtryk. Det er lidt pudsigt med både formelle ord og simple tekster som kan forstås på flere måder, men det passer godt sammen, for det gør bogens mange budskaber nemmere at forstå.
Dog er mange ting gentaget i de forskellige afsnit og der måtte gerne være læst en gang korrektur mere, men kan man se bort fra det, så får man en god forklaring af og på hvem Allâh var/er og hvad han betyder for dem der tror på ham.

Der er en form for introduktion til selve trosbegrebet beskrevet flere steder, på den måde at troen er noget du skal ville og ønske selv og hvis du ikke kan gøre det af et åbent og rent hjerte så er du ikke troende, og det er sådan set ligemeget hvad tro der er tale om.

Der er også en beskrivelse af forskellige profeter og Jesus er også nævnt, da hans rolle også har haft betydning for koranens endegyldige budskab, Jesus var nemlig også en profet der blev sendt af Allâh.

Hvis man aldrig har stiftet bekendtskab med biblen, koranen eller andre trosskrifter så er det en tung bog at starte på, men den kan deles op i bidder eller afsnit så man ikke behøver at læse det hele på en gang.

Bogen er tankevækkende og anderledes fordi man også selv vælger om man læser den med kritiske briller på eller om man blot læser den for historiens og nysgerrighedens skyld.

Alt i alt en bog der er værd at læse hvis man interessere sig for religion, historie og måske også er frisk på en lille debat, for jeg oplevede mens jeg læste den at flere lige skulle høre hvorfor jeg dog sad og læste lige den af alle bøger :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar