Forfatter: Claus Ankersen.
Digte.
139 sider.
ISBN: 978-87-971050-7-8
Jeg har lyst til at sige så mange ting om dette værk. Jeg syntes det er rædselsfuldt. Jeg syntes det er genialt. Jeg syntes det er svært at forstå med alle de intellektuelle ord der bruges. Jeg syntes det er ekstremt enkelt og ligetil. Jeg syntes... Jeg syntes... Jeg syntes...
Forstå mig ret, værket rummer det hele og lidt til. Og det er derfor både utrolig nemt at læse men også utrolig svært. For der er mange indtryk og det er yderst tankevækkende. Forfatteren kan noget med ord og med en underliggende klang (hvis man læser lidt af det højt) som virkelig er dragende. Men jeg er også nødt til med det samme at sige, hvis ikke man er vant til at læse digte så er det ikke sikkert man forstår noget som helst. I starten skulle jeg lige fange den grundlæggende ide i at sætte så mange ord på verdensskabelsen, som forfatteren selv mener det her er. Og jeg skulle også forstå ideen i at det skal ses som et feministisk værk.
Men efterhånden som jeg kom ind i det, var jeg med hele vejen. Jeg forstod godt tankerne omkring hvor meget vi misbruger vores jord og vores natur. Jeg forstod godt frustrationen over at vi som et samlet folk simpelthen ikke udnytter vores ressourcer godt nok. Men jeg mærkede også kærligheden til det at være i live og selv om det både kunne rumme lys og mørke, så var jeg fanget.
Det er et meget specielt værk og jeg kan blive ved at vende tilbage og læse enten dele af det eller lange passager. For man behøver egentlig ikke læse det hele ud i en køre. Og jeg kan blive ved at finde nye ting og reflektere over undervejs. Så stor ros til forfatteren for det, da jeg for det meste ikke får ret meget ud af digtsamlinger hvis jeg først har læst dem og følt at jeg har fattet det hele med det samme. Her skal jeg faktisk sætte de små grå i gang, for det meste af det som værket indeholder kan tolkes på flere måder. Og det er i sig selv opslugende.
Et anderledes men spændende værk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar