lørdag den 30. januar 2021

Boganmeldelse af: "Drengen uden ord"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Marianne Joensen.

533 sider.

ISBN: 978-87-7237-229-7


Jeg har før læst bøger fra Mariannes hånd og været meget begejstret. Det er jeg også denne gang, men jeg er også følelsesmæssigt ramt. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde undervejs og især under sidste del af læsningen. For fy for pokker hvor er det en barsk bog at komme igennem. Realistisk, genkendelig og hård.

Bogen handler om en familie som har en datter og en søn. Sønnen er infantil autist og derfor har familien behov for hjælp. Kommunen presser på for at familien skal tage imod aflastning og da det lykkedes er det desværre den helt forkerte person de får indenfor i hjemmet. Samarbejdet mellem familien og kommunen bliver forværret over flere omgange og kommunens folk gør alt hvad de kan for at få det til at se ud som om det er familien den er gal med. Det er barsk læsning og får en som læser til at forstå hvor svært det kan være at blive hørt som borger. Men man får også ondt af især børnene for det er altid dem der taber i disse kampe.

Alene det at skrive om bogen nu, jeg læste den færdig i går aftes, berøre mig dybt. For det er virkelig de barske realiteter man får serveret råt for usødet. Et barn som nærmest udsættes for ekstrem omsorgssvigt udefra, da det på ingen måde er forældrenes fejl det der sker undervejs.

Marianne formår på en meget nærværende og rørende måde at beskrive en historie baseret på nogen virkelige hændelser, så man som læser slet ikke kan undgå at få medfølelse for familien og føle lede ved det kommunale system.

Når jeg skriver at historien er genkendelig er det fordi jeg førhen selv har haft lidt med autistiske børn (samt voksne - dog med asperger syndrom) at gøre og det rammer ind i nogen oplevelser som jeg desværre kan nikke genkendende til. Nemlig mangel på forståelse og den firkantede indgangsvinkel som det kommunale system kan være.

I denne historie kommer man helt ud på et overdrev hvor man til sidst frygter for sønnens liv og det er yderst hårdt at læse om. Men det er også ekstremt relevant at vi får historier som disse serveret, da der findes mange i det kommunale system som ærlig talt aldrig burde have lov at have med hverken voksne eller børn at gøre.

Det er en bog som jeg håber vil blive læst af mange som arbejder i systemet, men også af andre fordi det er en bog som udover at berøre en også kan skabe en god debat. Og så kan man bagefter sidde og tænke at så grelt som det går i denne historie kan det da ikke reelt være, men det giver forhåbentlig stof til eftertanke, så man ikke naivt blot stoler på at andre ved bedst. For Marianne formår samtidig at fortælle historien med en vinkel til at forældre for det meste kender deres børn bedre end andre udefrakommende personager. Og den del må vi ikke glemme.

For børnenes skyld så læs den her bog, for den kan kun gøre os allesammen klogere. Rystede men klogere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar