onsdag den 29. januar 2014

Boganmeldelse: "Stallo"

"Stallo" er skrevet af Stefan Spjut og er på 540 sider. 

Det er en tung bog som udmærker sig ved at have sorte kanter og virke dyster i udseende.
"Stallo" er en svensk fortælling der minder tilnærmelsesvis om et gammelt sagn. Og måske er det i virkeligheden også på den måde historien er opstået... hvem ved?

Den handler om Susso som er overbevist om at der findes trolde bl.a. på grund af et gammelt foto hendes far har taget. Nogen trolde mere farlige end andre. Den handler om kidnapningen af en dreng, og tilbage i tiden andre børn, som det dog lykkedes at få hjem til sidst.
Man følger sideløbende Sussos kærlighedsliv der er ret kompliceret, livet med hendes mor, hendes søster og mordforsøg.

Det er en bog som er svær at beskrive og den har en meget springende handling, hvor man hele tiden skal huske hvor man er nået til da den i starten gir udtryk af at foregå på to forskellige tidspunkter, men egentlig er disse tidspunkter sideløbende.

Der er væsner som kan skifte ham, der er kæmper og der er snescootere :) Det sidste skal nævnes fordi det er en fortælling som foregår i nutid, men som alligevel tager en med på eventyr i Sverige.

Den er ikke helt let at læse, men den er fangende og man bliver nysgerrig for hvad de væsner er for nogen. Særligt Lemmingerne som er små dyr der er vældig psykisk belastende for mennesker at være sammen med, bliver man nysgerrig for at høre mere om.

Slutningen er noget speciel, især i forhold til resten af bogen. Den ender lidt fladt, som om der kan komme en fortsættelse, eller som om man selv skal digte videre. Jeg var i hvert fald lidt ved siden af mig selv da jeg var færdig med bogen, for følte jeg manglede noget, dog uden at kunne sætte en finger på præcis hvad dette noget egentlig var/er!

Hvis man er til en god krimi eller en kærlighedshistorie er det nok ikke denne bog man skal vælge. Men er man til eventyr, sagn og nordiske landskaber, så kan bogen godt anbefales!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar