mandag den 17. december 2018

Boganmeldelse af: "Kan man dø ung?"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.
Roman.
275 sider.
Udgivet i 2016.
Kan købes HER.

Jeg er nød til at sige med det samme at jeg bliver i tvivl om bogen egentlig handler om forfatteren eller om han blot har taget udgangspunkt i nogen af de ting han selv har oplevet i livet. Blandt andet er hovedpersonen i bogen ved at uddanne sig indenfor mejeri faget og det er forfatteren også.
Og da man ikke får en indikator for om bogen er en form for selvbiografi, så vil jeg ikke påstå at det er sådan.
Men omvendt vil jeg sige at hvis det er og forfatteren selv har været ude i misbrug, som bogen handler en del om, så er det flot at han er kommet videre.

Bogen handler om Mikkel der godt kan lide at feste, ryge lidt hash og være sammen med sin kæreste. Desværre er det sådan for ham at når alkohol og stoffer går ind, så ryger fornuften hvorfor han ikke kan lade være at kigge efter andre kvinder. Og da det går galt mellem ham og kæresten så ryger han ud i et mere massivt misbrug, fordi han nu er "fri" til at gøre hvad han vil. Og jo mere han savner hende jo værre bliver det hele.
Men han skal jo videre og prøver da også at fokusere på sin uddannelse og så på musik. Han kan forsvinde helt i musikkens verden. Ikke at han selv er musikalsk, men at lytte til musik gør ham godt. Og vi er da også med på festival og får også flere strofer af høre fra forskellige ret så kendte numre.
Vi er med ham på sommerferie, med under praktikforløb på mejeri, med når han pjækker, med på sidelinjen når han prøver forskellige stoffer mm.
Mikkel er ikke overordnet glad for sit liv, men stofferne gør det hele lidt bedre...

Det er en lidt spøjs bog, for den er ikke en advarsel om at så glat kan det gå når man er på stoffer. Den er ikke et signal til unge om at lade være at afprøve stoffer. Bogen lægger ikke op til den store debat om misbrug. Faktisk handler den mere om et misbrug der kommer ud af kontrol, men hvor hovedpersonen alligevel et sted ønsker sig mere ud af livet.
Og som læser forvirre det mig lidt at der ikke er et budskab. Jeg mangler noget der gør at jeg ikke bare lægger bogen fra mig efter at have læst den. Noget der kunne få mig til at tænke lidt mere over hvad der er godt og skidt ved stoffer. Noget indsigt på en eller anden vis.
For jeg sidder tilbage efter at have lukket bogen på sidste side og tænker: ja, og?
Det er lidt øv, for bogen er egentlig ganske velskrevet og rammer nok ned i noget som mange unge kender. Fester, kærlighed og andet man bøvler lidt med mens man er under uddannelse. Men når der ikke virker til at være en overordnet ide med bogen, så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene.

Så har du lyst til at læse en bog om en ung mand der ikke helt ved hvad han skal gøre med sig selv og som ikke rigtig ser nogen mening med tilværelsen, dog uden på nogen måde at være suicidal eller lign. så er dette lige bogen for dig. Men vil du have en bog med et budskab, en større mening, noget der vækker nogen tanker efterfølgende, så er dette nok ikke lige den bog du skal gå efter.
Udover det så er der nogen korrekturfejl undervejs som er lidt ærgerlige, men som ikke ødelægger læseoplevelsen, så det er i småtingsafdelingen. Jeg vælger dog at nævne det, fordi det altid spiller en rolle når man læser en bog at man kan se der er gjort noget ud af korrekturlæsningen.

Så alt i alt en bog der ikke efterlader det store indtryk hos mig, men måske andre vil få mere ud af den!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar