onsdag den 8. januar 2020

Boganmeldelse af: "Nytåret"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.
Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl.
E-bog.
Digtesamling.
46 sider.
Kan købes: ved at kontakte forfatteren.

Jeg har tidligere læst Maja Marias udgivelse "Sjælestorm" og den var både hård og interessant, så jeg så frem til at læse dette værk. Og det tog mig da heller ikke lang tid at fordybe mig i det.

Det kan godt være det ikke er en digtsamling for folk der aldrig har læst poesi før, men har man lidt kendskab til det og har man mod på at læse om de mørkere sider af livet. Så er det blandt andet i et værk som dette at man skal tillade sig selv at slå sine tanker fra. For det kræver det. Man er nødt til at være villig til at møde forfatteren på hendes præmisser. Det være sig i forhold til et vulgært sprog, i forhold til at hun selv præsentere værket som tvangstanker med mere. Men også i forhold til at de fleste af os aldrig kan sætte os helt ind i en anden persons tanker hvis vi hænger fast i vores eget hoved.

Maja Maria har her præsenteret et værk som strækker sig over et døgns tid. Hun skriver fra hjertet, fra beruselse og fra leden ved at fejre nytårsaften. En aften og et følgende døgn som ikke er en fest i hendes verden, men nærmere et tidspunkt der vender tilbage hvert år og som virkelig bare skal overstås. Derfor tyr hun også til alkohol selv om hun selv erkender at det ikke er en optimal løsning. Men i øjeblikket virker alkoholen som et værn mod at opleve livet fuldt ud i mens resten af Danmark ser Dronningens nytårstale, spiser mad, danser og skyder krudt af.

Det er et hårdt og direkte sprog. Det er et nu og her billede af hvor forfærdeligt, noget der for andre er festligt, kan opleves, når man ikke har samme indgangsvinkel til det som alle andre. Og samtidig er det rørende fordi det er hudløst ærligt. Man får til tider lidt ondt af forfatteren og har lyst til at hjælpe hende, men så vender det igen og man kan fornemme at det har hun på ingen måde behov for. Hun ved godt selv at alene det at hun får sat ord på sine tanker, handlinger, lyster med videre gør en forskel. Og medlidenhed er der - nej, må der ikke være plads til. Og for enden af værket kan man da også klart fornemme at Maja Maria ser et lys, for der er jo alligevel lang tid til nytårsaften vender tilbage.

Et værk der bringer flere følelser i spil. Utryghed, Håb, Lede, Savn, Frygt. Det kan være svært at rumme.
Personligt fandt jeg det spændende fordi det er sjældent man får lov at få et indblik i en persons liv på så direkte vis. Her bliver man den berømte flue på væggen!

mandag den 6. januar 2020

Boganmeldelse af: "Mine vandringer med Jomfru Maria - i Marias pilgrimsspor 1"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.
Forfatter: Marianne Nielsen.
Udgivet 2019.
Kan købes: HER

Det har taget mig noget længere tid end forventet at læse denne bog, på 212 sider. Sproget er ellers nemt nok, men jeg kedede mig bravt undervejs. Jeg stoppede derfor op og overvejede om jeg kunne læse bogen med en anden vinkel. Jeg forsøgte at læse det som en rejsebeskrivelse i stedet for som en personlig beretning og det hjalp en lille smule, men desværre slet ikke nok. Og selv om jeg nu har læst bogen færdig, så kan jeg slet ikke se mig selv læse den næste, for det fanger mig ikke nok.

Bogen handler om forfatterens vandringer i Italien, Grækenland mm og alt er set fra en meget personlig vinkel. Forfatteren mener selv at hun kommunikere med Jomfru Maria undervejs og også med andre engle samt spirituelle personer. Hun fører samtaler med Maria og genoplever sine egne tidligere liv. Og hvis man tror på det så fair nok, jeg er ikke selv imod at man kan have spirituelle indgange til livet, men her bliver det for mig tanden for opstyltet. Måske fordi det bliver så personligt at det ikke rigtig er relevant for læseren. Jeg prøvede derfor at læse bogen som en rejsebeskrivelse, men det er rigtig svært for selv om man får kort over ruterne og man får navne og steder beskrevet så handler det hele mest om de kirker som forfatteren besøger og rigtig meget om at nu køber hun næste kop cappucino og den næste sandwich. Man hører om hvordan hun sover forladte steder, når hun ikke kan nå frem til et bed and breakfast og man hører om at hun benytter hver chance for at vaske sit tøj til netop dette formål. Og det er da sikkert vældig spændende for forfatterens nærmeste familie at høre om hendes rejser og vandringer, men jeg kan som læser ikke komme ind i en stemning hvor jeg faktisk får noget ud af at læse bogen. Nogen gange skal ens dagbog nok bare beholdes privat.

Jeg kan sagtens se ideen i at lave bogen, for andre som har rejst i områderne eller vil rejse i områderne og besøge nogen af de samme steder, kan nok få lidt ud af den. Men så er jeg det forkerte publikum til bogen.

Jeg følte bogen var langtrukken og min tanke var at den bliver irrelevant for en bredere læserskare end hendes nærmeste. Og da man på et tidspunkt hører om at forfatteren mener at sygdom er psykisk samt at hun kan tænke sig til at en knude i brystet forsvinder, det bliver for abstrakt en tankegang til mig.

Det er rigtig svært for mig at anbefale bogen, men vil dog sige at den kan være en smule relevant for folk der er troende eller som nævnt for dem der ønsker at betræde samme pilgrimsruter. Dog må jeg sige at der findes bøger om mange pilgrimsruter som giver læseren noget mere og derfor skuffer denne bog.

onsdag den 1. januar 2020

Farvel 2019 - Velkommen 2020!

Så er endnu et år gået og sikke et det har været.
Der er sket en masse ting i Caspers og mit liv, og der er slet ikke plads til at nævne det hele.

Vi har haft mange gode oplevelser i 2019 - og en del hårde, men lærerige ligeledes.
Året startede med at Caspers mormor flyttede i noget mindre, og det har været rigtig godt at følge hende og se at hun er faldet godt til. Men vi har også godt kunne mærke på hende at det har været en stor omvæltning især i starten, for nu startede en ny æra ligesom i hendes liv. Til gengæld har vi haft meget mere med hende at gøre hen over året end ellers og det sætter vi stor pris på.

 Min mor havde fornøjelsen af lige før påske at modtage en gevinst, og da vi spurgte ind til hvad hun ønskede at benytte den til gik hun lidt og tænkte over det og sagde så at hun allerhelst ville have et stort påskeæg og så ellers bare have gevinsten i fred. Så vi tog hende på ordet og skaffede hende det allerstørste påskeæg vi kunne finde. I skulle have set hende, hun strålede som en sol da vi kom med det :)

Vi satte selv vores gamle hus til salg og havde slet ikke forventet at det ville blive solgt særligt hurtigt, men to dage før der var gået to måneder var der skrevet papirer. Heldigvis havde vi allerede kig på et hus vi gerne ville købe. Vi ville gerne lidt tættere på byen (selv om nogen vil grine og sige at der ikke er meget by over Store Merløse :) ). Det har været et skift som vi har været meget glade for, men som også har budt på lidt udfordringer i forhold til at nogen ting skulle istandsættes, sælger mødte vi aldrig så de spørgsmål vi havde måtte vi gå lidt forgæves med og det har været en stor omvæltning for os begge. Både at få mere plads, men også at opdage at selv om vi glædede os til at prøve noget nyt og komme videre, så har der været et savn til det gamle sted, fordi vi på ingen måde var kede af at bo der.
1/7 overtog vi officielt det nye sted og skiftet gik godt. Det var samtidig en fornøjelse at se hvordan ham der købte vores gamle hus virkelig så frem til at få sit eget sted.
Men for os: Nyt hus, ny "begyndelse". Og vi er rigtig glade for at være i det og for at have taget springet.

Samtidig var 2019 året hvor min sag hos kommunen endelig fik en ende. Jeg blev bevilget førtidspension og kunne efter næsten 11 år i systemet sætte et punktum og få lov at få en hverdag til at fungere (så godt som det nu er muligt). Jeg fik også lov at slutte behandlingsforløbet på smerteklinikken og det har alt sammen givet en ro i vores tilværelse på visse områder.

Casper skiftede job - en smule ufrivilligt, men har til gengæld fundet et arbejde som han er glad for og hvor han kan se sig selv blive i længere tid.

2019 var også året hvor vi måtte have en anden bil. Vores gamle bil blev totalskadet i en ulykke - der skete heldigvis ikke nogen noget - det er vi meget taknemmelige for. Og selv om vi var glade for den gamle bil, så har især Casper fået et meget nært forhold til den bil vil nu har.

Gode oplevelser med venner og familie har der også været plads til i løbet af året. Og vi har da også selv nået at være på nogen små ture ud i det blå. Blandt andet besøgte vi de to kalkovne der er på Rødvig - Stevns. Og senere på året var vi i Pangea Park nær Køge sammen med et vennepar. Små men betydningsfulde oplevelser.

Jeg har ikke læst så mange bøger som jeg plejer, har slet ikke haft overskud til det mens flytning mm har stået på. Men mon ikke der bliver mere ro til at fordybe mig i nogen bøger i det kommende år?

Alt i alt et år med op og nedture, men sammensat en helhed hvor vi føler at året er gået alt for stærkt.
Nu ser vi frem til et nyt år og håber at det bliver fyldt med gode stunder.

Tak til alle der har læst med på bloggen i 2019. Håber I fortsat læser med fremover :)

Godt nytår!




torsdag den 5. december 2019

Boganmeldelse af: "Moderne folkefortællinger"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget BoD - Books on Demand.
Forfatter: Unna Hvid.
176 sider.
Kan købes: HER

Kender du de gamle folkeviser? Jeg gør ikke som sådan. Selvfølgelig er der nogen enkelte jeg har hørt om og nogen historier som er bundet op på disse, men det specielle ved denne bog er at de 15 små historier er med udgangspunkt eller inspiration fra netop de gamle folkeviser. Og hver enkelt fortælling får derfor sit eget udtryk.

Nogen af historierne er lavet så de er ret nutidige, andre har et godt budskab og andre igen er blot en fortælling om fx død og mord. Det unikke er at de nærmest alle har en åben slutning, så man selv kan bygge videre på fortællingen i sin fantasi. Og nogen af fortællingerne kryber virkelig ind under huden på en.

Jeg var lidt længe om at komme rigtig i gang med at læse bogen, indtil det gik op for mig at jeg ikke skulle læse den ud i en køre, som jeg ellers normalt ville gøre. Jeg fik meget mere ud af den, ved at læse en enkelt fortælling og så lægge bogen til side og læse den næste på et senere tidspunkt. Og det er altså lidt af en kunst at få mig som læser, til at forstå at jeg skal lægge bogen til side.

Unna får skabt et univers af fortællinger som alle har noget at byde på og hvad enten man kender de gamle folkeviser eller ej, kan man få rigtig meget ud af at læse denne bog. Så det er helt sikkert anbefalelsesværdigt og et værk som jeg håber mange vil give en chance.

En sjov bog, fordi den ikke rigtig ligner andet på markedet. Og det i sig selv er værd at sætte pris på.
Jeg var glædeligt overrasket både mens jeg læste bogen og bagefter, for den bliver hængende og giver en noget at fundere over.

Så giver du dig i kast med den vil jeg gerne sige: Rigtig god fornøjelse.

tirsdag den 19. november 2019

Boganmeldelse af: "Lyset i dig"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Tine Hoeck Rodriguez
Digtsamling
53 sider
Kan købes: HER

Korte digte der rimer. Ganske finurlige og hyggelig læsning. Digtene afspejler forfatterens egne oplevelser med folk og refleksioner over livet. Hverdagen, livsglæden, livet generelt, håb, tanker mm. Man kan lægge en masse betydning i hver enkelt digt eller man kan læse det og blot glædes over sproget, der er enkelt og ligetil.

Hver digt er flankeret af et kunstværk lavet af Lise Pape Magtengaard og min første tanke var at nogen af værkerne minder om Rorschach testens billeder, men så alligevel slet ikke. De er abstrakte, direkte og tankevækkende, da man nærmest selv kan vælge hvad man får ud af dem. Sammen med digtene fungere det godt som en helhed, hvad enten man er til abstrakt kunst eller ej. Det bløder bogen op så det hele ikke kun handler om teksten.

Det er digte som alle kan gå til og få noget ud af. De er ikke præget af store intellektuelle tanker og fremmedord, men rammer ind hos alle på hver sin måde, fordi de har et enkelt udtryk. Og det virker! Jeg var både underholdt og fuld af tanker bagefter og har allerede gentagne gange vendt tilbage til flere af digtene, fordi der er nogen nuancer i som gør det til en lille virkelighedsflugt at læse.

Så en digtsamling der er meget enkel og netop af den grund klart kan anbefales.