torsdag den 5. december 2013

Mange ting på en gang!

Det her bliver en længere blog, for der er meget at berette. Så hold fast, læs det i bidder eller sæt dig og nyd "romanen" :)

Jeg begyndte jo at skrive om whiplash i sidste indlæg. Og lovede at skrive et separat emne om medicin.
Men tænker at jeg bare vil lave en liste nu her med den medicin jeg får og som gennem et par år er blevet justeret og sammensat på smerteklinik og sammen med diverse læger.
Vil lige sige at jeg ikke skriver mængde på hvad jeg får af hver, fordi jeg har forskellige mængder til forskellige smerter og forskellige dage. Det er ret komplekst.

Men den medicin jeg får er følgende:
Metadon (Mod smerter)
Gabapentin (Mod smerter og for natten)
Pamol depot (Smerter)
Magnesia (Holder maven igang som bliver standset af metadonen)
Centyl (Vanddrivende)
Catapresan (Mod hedeture som jeg får af metadonen)
Klorzoxazon (Muskel afslappende som bl.a. virker på de rystelser jeg har på hænderne)
Venlafaxin (Antidepressiv)
Tolmin (Antidepressiv)
Serenase (Virker mod kvalme fra alt det andet medicin)

Noget medicin er egentlig beregnet til andre ting, men i den sammensætning jeg får det har det en effekt som gør at jeg kan holde ting ud jeg ellers ikke kan magte. Noget af det får jeg kun i perioder og andet må jeg tage efter behov.
Det er en meget lang forklaring jeg ville skulle kaste mig ud i, hvis jeg skulle beskrive det hele. Men har prøvet mange produkter og dette er pt. det som er bedst for mig i større og mindre doser.

Og så har jeg en nakkekrave som jeg bruger efter behov, samt jeg går med solbriller rigtig meget da jeg er lys overfølsom.
Og lige en note til det... Jeg har fornylig fået briller. Det havde jeg ikke helt regnet med jeg skulle have allerede, men jeg kunne godt fornemme at jeg havde bøvl med tekst der var for tæt på, blev træt i øjnene og da Casper først begyndte at grine af mig da jeg sad mærkeligt og læste, så måtte jeg jo erkende der nok var noget som skulle testes. Og sørme så, jeg havde brug for briller. +1,00 på højre øje og +0,75 på venstre øje. Fik knaldende hovedpine af alle de test jeg blev sat til men da først jeg fik mine briller hjem kunne jeg nærmest med det samme mærke at øjnene og hovedet slappede af. Og nu kan jeg efter kort tid faktisk ikke holde ud at tage brillerne af, for så ser verden helt forkert ud :) I samme ombæring fik jeg solbriller med styrke.

En glædelig nyhed omkring min situation er at jeg igår blev kontaktet af min advokat, Stig Nielsen, fra Machenhauer - Nielsen I Kalundborg, som kunne fortælle at jeg slipper for at skulle i retten her den 12 dec. da min sag om tabt arbejdsfortjeneste er afsluttet. Jeg har accepteret et forlig som jeg kan stå helt inde for og som kan hjælpe mig i et stykke tid. Så nu kan jeg med lettelse i stemmen sige at den del er overstået.
Det har ikke givet mig et længerevarende overlevelsesgrundlag, men det er heller ikke meningen. Hvad det angår har vi stadig den store sag kørende. Men der er pt. ventetid hos det ankenævn den ligger hos, så der sker nok ikke noget lige nu.
Men at den lille sag her er slut er virkelig rart. Så kan jeg få lidt mere ro omkring mig og nyde jul og nytår uden at spekulere mere på det.
Så stor tak til Stig Nielsen for hjælpen med dette.
Og tak til Sascha Jensen (tidligere omtalt i bloggen). Hun var på besøg her i går og jeg er virkelig glad for at jeg ikke var alene hjemme da jeg fik nyheden for blev helt rundforvirret :)

Og kan kun sige at uden en advokat til at hjælpe en med alle de ting så får man endnu mere stress og det er der ingen grund til, så hvis nogen derude er i gang med en kamp om det ene eller det andet som rammer personligt. Så sørg for at få professionel hjælp, for hvor meget man end tror man kan selv, så magter man det ikke og man kan give slip på rigtig mange bekymringer når man ved der er en som har styr på det, også selv om man ikke føler at man har råd til at få hjælpen.

Og nu til noget helt andet :)

Vi har fået en pakkekalender af et vennepar og det er faktisk rigtig hyggeligt at åbne gaver selv om måske ikke alt er lige brugbart. Men det jo det halve af det sjove ved en sådan kalender at man aldrig ved hvad den byder på.
Vi har hængt gaverne op på vores bjælker så de hænger som "julepynt", noget vi jo normalt ikke gør ret meget ud af.
                                 Her ses en del af kalenderen som er spredt lidt rundt omkring :)

Så mange tak Helle Ravn og Bjarne Kjestrup. Det var sødt af jer, og King sætter stor pris på det som han får ud af den, det har indtil videre været et tyggeben :)

Nå, idag skulle det blive stormvejr... ja ja det tager vi med :) Jeg holder sumpedag helt med vilje, for har haft alt for meget om ørerne det sidste stykke tid og kan godt mærke at jeg ikke helt kan overskue når vi har for mange planer og gøremål. Jeg er mere træt, mere øm og selv om det kolde vejr hjælper så jeg ikke har så ondt, så bliver jeg psykisk kørt helt ned til sokkeholderne når der sker for meget.
Har måtte sige nej til en del ting, hvilket er rigtig ærgeligt. Men det er jo en af de ting jeg ikke kan gøre ret meget ved, for jeg vil ikke helt ud i tovene igen, men må lære at sparke mig selv i rumpetten og passe på at jeg ikke vil for meget på en gang.

King har været nede og blive vaccineret. Og fik et generelt tjek og selv om han er en ældre hund (han bliver 9 år til februar) så er han lige som han skal være. Så det var dejligt.

Vi slagtede den sidste kanin, for i år, den anden dag. Og skal så ikke have flere før igen til foråret. For vi skal have fat i nye udendørsbure. Den sidste var en ordentlig basse, så der er mad til et par dage :) Skønt!!
Og har en plan om et lille hønsehus til foråret, men nu må vi se hvornår det bliver :)

Nå, men jeg har en del breve der skal besvares i dag. Ved ikke om jeg når dem alle, men vil i hvert fald sætte mig og hygge lidt med det.

Håber I alle får en skøn stormfuld dag. Lad nu være at være dumdristige og gå ud mens det er allerværst, bare fordi i lige vil tage et billede. Det er ikke det værd hvis man får en tagsten i hovedet. Så pas på jer selv.

Og tak for at I kiggede forbi.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar