onsdag den 8. januar 2020

Boganmeldelse af: "Nytåret"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.
Forfatter: Maja Maria Rakel Dahl.
E-bog.
Digtesamling.
46 sider.
Kan købes: ved at kontakte forfatteren.

Jeg har tidligere læst Maja Marias udgivelse "Sjælestorm" og den var både hård og interessant, så jeg så frem til at læse dette værk. Og det tog mig da heller ikke lang tid at fordybe mig i det.

Det kan godt være det ikke er en digtsamling for folk der aldrig har læst poesi før, men har man lidt kendskab til det og har man mod på at læse om de mørkere sider af livet. Så er det blandt andet i et værk som dette at man skal tillade sig selv at slå sine tanker fra. For det kræver det. Man er nødt til at være villig til at møde forfatteren på hendes præmisser. Det være sig i forhold til et vulgært sprog, i forhold til at hun selv præsentere værket som tvangstanker med mere. Men også i forhold til at de fleste af os aldrig kan sætte os helt ind i en anden persons tanker hvis vi hænger fast i vores eget hoved.

Maja Maria har her præsenteret et værk som strækker sig over et døgns tid. Hun skriver fra hjertet, fra beruselse og fra leden ved at fejre nytårsaften. En aften og et følgende døgn som ikke er en fest i hendes verden, men nærmere et tidspunkt der vender tilbage hvert år og som virkelig bare skal overstås. Derfor tyr hun også til alkohol selv om hun selv erkender at det ikke er en optimal løsning. Men i øjeblikket virker alkoholen som et værn mod at opleve livet fuldt ud i mens resten af Danmark ser Dronningens nytårstale, spiser mad, danser og skyder krudt af.

Det er et hårdt og direkte sprog. Det er et nu og her billede af hvor forfærdeligt, noget der for andre er festligt, kan opleves, når man ikke har samme indgangsvinkel til det som alle andre. Og samtidig er det rørende fordi det er hudløst ærligt. Man får til tider lidt ondt af forfatteren og har lyst til at hjælpe hende, men så vender det igen og man kan fornemme at det har hun på ingen måde behov for. Hun ved godt selv at alene det at hun får sat ord på sine tanker, handlinger, lyster med videre gør en forskel. Og medlidenhed er der - nej, må der ikke være plads til. Og for enden af værket kan man da også klart fornemme at Maja Maria ser et lys, for der er jo alligevel lang tid til nytårsaften vender tilbage.

Et værk der bringer flere følelser i spil. Utryghed, Håb, Lede, Savn, Frygt. Det kan være svært at rumme.
Personligt fandt jeg det spændende fordi det er sjældent man får lov at få et indblik i en persons liv på så direkte vis. Her bliver man den berømte flue på væggen!

mandag den 6. januar 2020

Boganmeldelse af: "Mine vandringer med Jomfru Maria - i Marias pilgrimsspor 1"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.
Forfatter: Marianne Nielsen.
Udgivet 2019.
Kan købes: HER

Det har taget mig noget længere tid end forventet at læse denne bog, på 212 sider. Sproget er ellers nemt nok, men jeg kedede mig bravt undervejs. Jeg stoppede derfor op og overvejede om jeg kunne læse bogen med en anden vinkel. Jeg forsøgte at læse det som en rejsebeskrivelse i stedet for som en personlig beretning og det hjalp en lille smule, men desværre slet ikke nok. Og selv om jeg nu har læst bogen færdig, så kan jeg slet ikke se mig selv læse den næste, for det fanger mig ikke nok.

Bogen handler om forfatterens vandringer i Italien, Grækenland mm og alt er set fra en meget personlig vinkel. Forfatteren mener selv at hun kommunikere med Jomfru Maria undervejs og også med andre engle samt spirituelle personer. Hun fører samtaler med Maria og genoplever sine egne tidligere liv. Og hvis man tror på det så fair nok, jeg er ikke selv imod at man kan have spirituelle indgange til livet, men her bliver det for mig tanden for opstyltet. Måske fordi det bliver så personligt at det ikke rigtig er relevant for læseren. Jeg prøvede derfor at læse bogen som en rejsebeskrivelse, men det er rigtig svært for selv om man får kort over ruterne og man får navne og steder beskrevet så handler det hele mest om de kirker som forfatteren besøger og rigtig meget om at nu køber hun næste kop cappucino og den næste sandwich. Man hører om hvordan hun sover forladte steder, når hun ikke kan nå frem til et bed and breakfast og man hører om at hun benytter hver chance for at vaske sit tøj til netop dette formål. Og det er da sikkert vældig spændende for forfatterens nærmeste familie at høre om hendes rejser og vandringer, men jeg kan som læser ikke komme ind i en stemning hvor jeg faktisk får noget ud af at læse bogen. Nogen gange skal ens dagbog nok bare beholdes privat.

Jeg kan sagtens se ideen i at lave bogen, for andre som har rejst i områderne eller vil rejse i områderne og besøge nogen af de samme steder, kan nok få lidt ud af den. Men så er jeg det forkerte publikum til bogen.

Jeg følte bogen var langtrukken og min tanke var at den bliver irrelevant for en bredere læserskare end hendes nærmeste. Og da man på et tidspunkt hører om at forfatteren mener at sygdom er psykisk samt at hun kan tænke sig til at en knude i brystet forsvinder, det bliver for abstrakt en tankegang til mig.

Det er rigtig svært for mig at anbefale bogen, men vil dog sige at den kan være en smule relevant for folk der er troende eller som nævnt for dem der ønsker at betræde samme pilgrimsruter. Dog må jeg sige at der findes bøger om mange pilgrimsruter som giver læseren noget mere og derfor skuffer denne bog.