torsdag den 30. december 2021

2021 slutter nu, 2022 starter!

Sikke et år. Sikke et år. Sikke et år.

Jeg har gået og tænkt og funderet. For det er ikke et år som er nævnt at beskrive. Men jeg vil prøve efter bedste evne at fortælle lidt om op og nedture i løbet af 2021.
Lige nu her de sidste dage der føles det som et meget langt år.
 
Der har været dødsfald i omgangskredsen og i familien.
Sygdom har spillet en stor rolle på flere måder.
Der har været for mange triste oplevelser på den front. Og det har lagt et præg af tungsind fordelt ud over året. Det vil være så rart hvis vi kan få en pause fra den side af livet i et godt stykke tid. Det har taget på kræfterne hos os begge.
 
Heldigvis har der været en masse gode oplevelser også. I sommerhus med gode venner. Tur til Jylland med et vennepar. Besøg på restauranter. Hygge med venner og familie. Havefest i sommers - hvor vi virkelig nød at man kunne se nogen mennesker igen. Har haft mulighed for at passe hund for gode venner og nydt selskabet fra de pelsede kræ, nu hvor vi jo ikke selv har haft hund siden december sidste år.

Lidt koncert og teater oplevelser har der også været plads til, selv med corona hvor man jo aldrig vidste (og stadig ikke ved) hvornår ting var åbne og hvornår de ikke var. Så vi nød virkelig når det var muligt.
Casper har været på flere små mcture henover året, både alene og sammen med en flok gutter som betyder meget for ham. Han har også været på en lille tur til Bornholm med en kammerat. Og Casper fandt også ud af i løbet af året at briller var noget han blev nødt til at benytte.
 

Og så de gode og praktiske ting som nye vinduer i stuen, ny hoveddør og ny (brugt) bil. Så forandringer er der også sket.
 
Vi har haft selskab i huset henover året på forskellig vis og der nyder vi virkelig at have mulighed for overnattende gæster, da det faktisk var en umulighed i det gamle hus. Og vi har rundet 2 år i dette nye hjem, som vi begge føler os mere og mere knyttede til og tilpasse i. Og vi nyder naboskabet også.

Bøger. Det jo ingen hemmelighed at bøger spiller en stor rolle i mit liv. I år har jeg læst og anmeldt (på bloggen og andre steder) i alt 100 bøger. 101 hvis jeg når at læse den jeg pt er i gang med færdig, inden året slutter. Det er et ganske udemærket resultat og viser at jeg er ved at have så meget ro på tilværelsen igen, at min koncentration er bedre end den længe har været. I forhold til de 60 sidste år så er det klart fremskridt, også selvom mange af de læste bøger er børnebøger. Men det jo blevet min niche et eller andet sted og det hygger jeg mig gevaldigt med.

Jeg, eller vi, ser frem mod et nyt år med plads til ferie (for det har der ikke været meget af i år) og hvor sygdom mm forhåbentlig ikke kommer til at være ligeså fremtrædende. 

Så det er på mange måder ikke en stor sorg at tage afsked med dette år. Men stor taknemmelighed for de gode stunder i løbet af året er heldigvis det bærende element.

Tusind tak til læserne af bloggen for at i følger med og læser boganmeldelserne, samt jeres engagement og interesse for den litterære verden. 

Tak for i år🙂
 


torsdag den 16. december 2021

Boganmeldelse af: "Dukkeforretning"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ditte A. Hagelund og forlaget Emeritus.

Digte.

37 sider.

ISBN 978-87-971988-7-2


For nogen år siden læste og anmeldte jeg forfatterens første digtsamling. Nu har jeg fået mulighed for at anmelde den næste også. Og jeg bliver med det samme taget ind i hendes unikke univers af tankestrømme som både forbavser mig, undre mig, udfordre mig og gør mig klogere.

Det skal forstås på den måde at sproget ikke er ligetil, der bruges ord som jeg måtte slå op og som jeg har måtte reflektere over. For der er meget at hente ud af de få sider. Der er følelser og tanker bag som det ikke er til at undgå at mærke som læser. Der er en dybde og et væsen inden i forfatteren som kan formulere sig på en måde så jeg er lige dele skræmt og lige dele henført. Det er fascinerende og overvældende på samme tid.

Vi får ikke en sød lille historie eller et lyserødt billede af tilværelsen, men vi får lov at mærke når forfatteren er i følelsernes vold og hun tør være sårbar men med en barskhed over udtrykkene som er dragende undervejs. Digtene er ret direkte og selvom man kan tolke dem på forskellig vis, så er man sikker på at man får noget med sig som læser.

Der er hjertesorg, vrede, usikkerhed og alligevel et livshåb som skinner tydeligt igennem og selvom jeg vil mene man skal være vant til at læse digte, så vil jeg gerne anbefale dette værk til dem der har mod på at læse noget de ikke plejer. For det hele er samtidig så simpelt at alle kan være med. Det er i sig selv en kunst at kunne skrive på den måde.

Bogens udtryk er ret specielt og holder samme stil som første digtsamling "Dukkehospital". Det er et udtryk som jeg personligt er fan af, fordi det er specielt og ikke ligner de fleste andre bøger på markedet.

Kan ikke sige så meget andet end at jeg undervejs tænkte at det faktisk nok er godt man ikke kender forfatterens inderste tanker, for alene hendes måde at formå at bruge ordene på viser at hun indeholder noget hvor de fleste af os faktisk får svært ved at følge med! 

Boganmeldelse af: "Ansigtsyoga - en begynderguide"!

Reklame.

Anmeldereksemplar modtaget fra www.forfatterskabet.dk

174 sider.

Forfatter: Susanne Dyhr.

ISBN 978-87-93755-85-7

Jeg har kæmpet mig igennem denne bog og det er ikke helt så negativt som det lyder. Men jeg har jo afprøvet teknikkerne, stået og lavet ansigter af mig selv i spejlet, grint af mig selv, følt mig åndssvag og til tider tænkt: "Sikke noget pjat". Og jeg er ellers ikke bleg for at dyrke yoga når vi snakker om hele kroppen. Men her følte jeg mig godt nok udsat. Og jeg kan efter længere tid med diverse øvelser fra bogen heller ikke hverken mørke eller se en forskel på mit ansigt eller huden i ansigtet.

Jeg er dog ikke i tvivl om at nogen eller alle øvelser giver noget for man får bevæget selv de helt små muskler og hvis man ikke kan bruge det til andet så virker det rent faktisk afstressende. Og den del er jeg ret glad for, for så giver det for mig mere mening at bruge tid på.

Der er meget udførlige forklaringer, billeder og ikke mindst tanker bag hver enkelt øvelse. Så det er virkelig nemt at gå til og for en begynder så er det muligt at forstå det hele. Så må man arbejde lidt med at man føler sig fjollet imens, men man behøver jo ikke vise nogen man er igang 🙂

Så tør du at udfordre dig selv lidt og vil du have nogen øvelser til ansigtet som kan virke afstressende så kan jeg godt anbefale denne begynderguide.

søndag den 5. december 2021

Ting der bør siges højt!

Nej, du er ikke pæn i lycra/spandex. Det klæder absolut ingen.

Der er ikke nogen der rent faktisk altid har det fint selvom deres standard svar til spørgsmålet: hvordan går det? er Fint.

At du vælger og gøre rent inden du får gæster er dit eget problem. Der er vel ikke nogen der kommer for at inspicere dit hjem? 

Husk at det er din egen dårlige samvittighed der taler når du gentagne gange tilbyder folk et ekstra stykke kage eller en ekstra portion selvom de allerede har sagt nej tak. Spis nu bare det ekstra selv hvis du virkelig gerne vil.

HOLD OP MED AT TAGE DIN MOBIL MED PÅ TOILETTET 🤢 

Smid nu bare den jakke/trøje/de bukser ud du gemmer og som du godt selv ved er for små. Du kan altid købe nogen nye.

Lad være med at påstå du gider selskab hvis du helst vil være fri. Vi har alle for lidt alene tid så prioriter noget tid for dig selv. Det der altså ikke nogen der bliver sure over.

Hvis du har behov for at tingene ser pæne ud på overfladen, hvad er det så du ikke vil have folk ser?

Så indrøm dog at du er for doven til at rydde ordentligt op og derfor har et skab med rod eller et par skuffer med ting du ikke har gennemgået i et par år.

Tilføj endelig flere punkter i kommentarfeltet 😄

fredag den 5. november 2021

Boganmeldelse af: "Sugar - Mænds fortællinger om livet som sugardaddy"!

 

REKLAME!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Offenberg-Rendtorff.

Forfattere: Pia Offenberg og Brit Rendtorff.

Voksen. Dokumentarisk.

127 sider.

ISBN:978-87-972380-2-8


Vi har nok alle hørt noget om sugardating i medierne. Hvor billedet gerne er at man har en ældre mand som betaler for en ung kvindes selskab/tid/sexuelle ydelse ved hjælp af gaver som penge, tasker, mærkevare, rejser eller andet. Men er der mere i det end det medierne viser os?

Hvis du med et åbent sind kan få dig selv til at læse denne bog, så vil du opdage at mange mænd opfatter det som noget helt andet. Og det har i hvert fald intet med prostitution at gøre - selvom det for mange af os er det første vi tænker.

Personligt er jeg ikke enig med de mænds fortællinger når de mener at de bidrager med noget til de unge kvinders liv, men det behøver jeg heller ikke at være. Jeg er til gengæld glad for at høre om mændenes indgangsvinkler og synspunkter for de bliver ikke nævnt i medierne - hvor det altid handler om at vi skal have ondt af de piger der stiller op til arrangementet.

Vi får her 8 mænds fortællinger. Nogen er gift, nogen er singler, nogen har et håb om at finde en kæreste, nogen vil bare være uafhængige og selv bestemme. Der er meget blandede oplevelser og disse mænd er flere forskellige steder i livet. Fælles er dog at de bevidst har valgt at indgå i disse relationer hvor det er dem der betaler. De har også det til fælles at de gerne vil have der er nogen lidt mere gammeldags måder at være mand og kvinde på. Og det er egentlig interessant i sig selv at få deres blik på hele denne verden, som for de fleste af os er et ukendt område. Vi er jo nærmest alle vant til at et forhold foregår på lige vilkår og det kan man ikke påstå at disse forhold gør, selvom det er frivilligt fra begge sider. For her er der altid en der har overtaget om ikke andet så økonomisk.

Det er en yderst relevant bog i forhold til samtalen i medierne og i samfundet generelt. Og det er faktisk lidt ærgerligt at de 8 mænd er anonyme, men man forstår det godt. Især for dem der er gift. Det ville jo bare give et større perspektiv hvis disse mænd turde stå åbent frem omkring det. For der nævnes også MeToo kampagnen i bogen og i mine øjne så kan disse mænd ikke helt stå inde for det de foretager sig, selvom i hvert fald den ene giver udtryk for at det kan han helt sikkert. 

En svær bog at læse hvis man har fordomme om sugardating. Men en interessant bog som kommer med nogen andre vinkler til den åbenlyse debat om emnet. Så derfor kan den klart anbefales herfra.

søndag den 10. oktober 2021

Boganmeldelse af: "Drømmefangeren - En magisk godnathistorie om følelser og drømme"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Anne Knakkergaard.

Illustrationer:Julie Dam.

Forlag: Jungledrømme.

Børnebog.

80 sider.

ISBN: 978-87-972945-3-6

Jeg har tidligere læst og anmeldt "Jungledrømme" her på bloggen og nu har samme forfatter lavet denne bog "Drømmefangeren".

Hele konceptet er at der er meditative øvelser og den voksne bliver lært at læse op så det er mere søvndyssende at læse højt for barnet og hjælpe barnet med at komme ned i gear. Der er også en app man kan hente som kan læse op og afspille musik.

Hvor den tidligere bog var opdelt i små historier er denne en lang historie. Og det fungere rigtig godt, især da nogen af karaktererne går igen. Så kender man allerede første bog, vil barnet finde glæde og ro i at der er noget genkendeligt over denne også. Kender man ikke første bog, vil denne historie være hyggelig i sig selv og introducere både den voksne og barnet for en masse oplevelser. For selv om det er en bog som skal hjælpe barnet med at falde til ro og sove, så er der også ting i som man kan snakke med sit barn om. Lære sit barn og ikke mindst gode ideer til hvordan man får en anden og dybere kommunikation med sit barn, for eksempel via de tegneøvelser der beskrives bagerst i bogen.

Historien handler om en drømmefanger der bliver væk og som drengen der ejer den derfor tager ud og leder efter. Men den er ikke bare til at finde og hans venner kan desværre ikke hjælpe. Men de giver ham alle nogen ting og det er som om de ting kan bruges til noget som drengen kender. En sød lille historie som man nemt kan leve sig ind i. De flotte illustrationer gør det samtidig nemt at bruge sin fantasi og forestille sig alt det der sker undervejs.

fredag den 8. oktober 2021

Boganmeldelse af: "Madpakker - uden gluten"!

 

REKLAME!

Anmeldereksemplar modtaget fra www.forfatterskabet.dk

Kogebog

Forfatter: Karina Baagø

100 sider

 ISBN: 978-87-94159-51-7

Her i huset er det kun min mand som skal have en madpakke med på job. Jeg går jo hjemme, så jeg har ikke behovet. Men nu kan man jo også benytte en madpakke hvis man tager på skovtur, køre en tur eller blot vil have noget nemt til frokost mens man er hjemme. Og da jeg samtidig lever glutenfrit og er den der primært laver maden i huset, så spiser min mand også gerne de glutenfri ting, for de er jo sunde nok og gode nok også selvom han ikke har behovet for at leve glutenfrit. Men jeg vil samtidig gerne slippe for at lave flere ting og så skal vi heller ikke handle ligeså meget ind. For man handler rigeligt ind når man lever glutenfrit i forvejen, da mange opskrifter man støder på kræver både det ene og det andet. Så hvad det angår er den glutenfrie livsstil (som jeg lever efter grundet intolerance) ikke nemmere.

Derfor er det også rart at støde på nogen kogebøger som kan gøre det hele lidt nemmere. Ikke at der ikke stadig skal bruges en del ingredienser, men denne kogebog med madpakke ideer, passer godt ind i en almindelig hverdag og man kan nemt tilpasse derefter. Flere af tingene er også gode dagen efter eller et par dage efter. Jeg er ikke den store fan af boghvede så de opskrifter der indeholder det er ikke dem jeg først kaster mig over. Men jeg er til gengæld svært glad for den opskrift der er i bogen på bagels. Ikke mindst fordi her er et brød som også kan fryses ned til senere brug. Og kanelknækbrødet det får virkelig hurtigt ben at gå på. Så der er nogen opskrifter i bogen som vil blive gengangere herhjemme, det er helt sikkert.

En kogebog som er nemt at gå til og som giver gode ideer til madpakker/frokost som mætter. Mad der er nemt på farten og det kan de fleste af os jo godt lide. Samtidig er jeg selv meget glad for at brød er groft, og det er der nogen af dem her i bogen som virkelig må siges at være.

Boganmeldelse af: "Glutenfrie årstider"!


REKLAME!

Anmeldereksemplar modtaget fra www.forfatterskabet.dk

Forfatter: Karina Baagø

Kogebog

100 sider

ISBN: 978-87-93927-93-3

 Jeg har nu haft tid til at afprøve nogen opskrifter og gennemlæse denne kogebog. Og det er ikke nogen hemmelighed at jeg selv lever glutenfrit, så det var en fornøjelse at få en kogebog i hånden hvor jeg ikke skulle tænke i alternative retninger, men blot kunne kaste mig ud i opskrifterne. Bogen er baseret primært på diverse bagninger - brød og kager som har med forskellige årstider at gøre. For eksempel er der opskrifter som henvender sig mere til om sommeren (koldskålscrunch blandt andet) og andre der hører sig vinteren til. Lige nu er der nogen som fejrer halloween og der er sørme også nogen kager som egner sig til dette. De fine marengsspøgelser er hyggelige og forholdsvis nemme at gå til. Men som al glutenfri madlavning, og især bagning, så er der nogen grundprincipper som er lidt anderledes end ved traditionel udførelse. Det bliver til gengæld alt sammen godt beskrevet og man kan ret nemt kaste sig over de opskrifter der er i bogen. Jeg vil endda mene at hvis man har tålmodigheden til det så kan man også tage sine børn med i køkkenet og lave for eksempel pølsehornene eller jordbærtærten. Der er også mulighed for at lave sine egne noter bagerst, det er en god hjælp.

Eneste minus for mig ved denne bog er at jeg syntes nogen af tingene er lidt for omstændige til at jeg har lyst til at lave opskrifterne. Og de koster også lidt i indkøb. Men det er desværre ret almindeligt når vi snakker om glutenfri ting generelt. Det afholder mig dog ikke fra at anbefale bogen, da den stadig er yderst brugbar. Jeg er personligt faldet pladask for hvidløgsbrødet, så det bliver en favorit herhjemme fremover.

En kogebog som gør det lidt nemmere at leve efter den glutenfri livsstil (som dog ikke anbefales at leve efter, med mindre man har cøliaki/glutenintolerance) og som giver en lidt ny inspiration. 

fredag den 24. september 2021

Boganmeldelse af: "Uglemanden"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Superlux.

Forfatter: Jesper Riel.

Fantasy/Ungdom.

277 sider.

ISBN: 9788793796270


Hvor har jeg kæmpet med denne bog. Det er første bog i en trilogi og jeg må sige med det samme at jeg kommer nok ikke til at læse de næste i serien. Jeg kunne slet ikke blive enig med bogen, måden den er skrevet på eller handlingen. Jeg har været i gang med den meget længe og nu hvor jeg har læst den færdig så har jeg egentlig ikke det store at sige om den.

Handlingen er for sin vis fin, men meget langstrakt. Den er utrolig længe om at komme rigtig i gang. Den handler om en dreng og hans lillesøster som leder efter deres mor. De kommer på sporet af nogen mystiske ting, og en mandsfigur der hedder Uglemanden dukker op. Drengen bliver forelsket i en pige fra klassen, men en dag er hun væk. Og lillesøsteren begynder at opføre sig underligt. Der sker også nogen andre ting undervejs, men det var ikke noget jeg rigtig bed mærke i. Der er ting som bliver glemt af personerne i bogen fordi det er noget som mørke kræfter kan få til at ske. Og der er en anden verden, som det i hvert fald viser sig at både drengen og lillesøsteren er en større del af end forventet.

Jeg er rigtig ærgerlig over at jeg ikke kan sige en masse rosende ord, for jeg kan godt se potentialet for en god historie, men når måden den er skrevet på slet ikke fanger - ja så bliver det bare tungt og lidt kedeligt i stedet. Til gengæld er jeg ret sikker på at der vil være andre end mig som vil finde den spændende nok. Jeg kom bare aldrig ind i stemningen og jeg følte aldrig rigtig at jeg kunne leve mig ind i handlingen, fordi den i mine øjne blev langtrukken.

Bogen henvender sig til unge og voksne som gerne vil have en fantasy fortælling i den knap så voldsomme udgave. Og det kan da godt være der sker mere i de næste bøger, men så håber jeg de ender, sammen med denne første del, hos nogen som vil finde den mere interessant end jeg kom til.


tirsdag den 24. august 2021

Boganmeldelse af: "Stonelegenderne - Den mørke side af skyggen"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Danny H. L. Nielsen.

Roman/Fantasy.

294 sider.

ISBN: 978-87-4303-124-6

Eventyr på den barske måde. Det er vist umiddelbart det første jeg lige har lyst til at sige, efter at have læst denne bog.

Den handler om en flok søskende som da de er børn hidkalder en dæmon. Man følger deres liv som strækker sig over flere liv, eller for os almindelige dødelige er det over flere liv. Man er med under krigen hvor den ene mister en god ven. Man er til forelæsning med Albert Einstein og man kommer også med i lidt nyere tid hvor man er på et forsknings-/forsøgscenter. Der er sindssygt mange detaljer at holde styr på og indtil man ligesom kommer godt ind i historien og forstår ideen så er det lidt overvældende. Men så bliver det til gengæld spændende, lidt klamt og blodigt og ikke mindst faretruende. Her er smæk for skillingen af action, drama og uhygge. Og det er virkelig godt skrevet, selv med de få korrekturfejl der var undervejs.

Jeg var underholdt og forfærdet på samme tid og havde jeg været yngre havde bogen nok også givet mig mareridt. Men efter at have læst den ser jeg nu bare frem til at læse den næste i rækken, for der er nemlig en bog mere om Stonelegenderne. Og hvis den er halvt så spændende, så er den værd at glæde sig til.

Det er en fantasy bog som jeg ikke nødvendigvis vil anbefale alle der er til den genre, for der er beskrivelser af scener som nærmer sig horror og derfor er den ikke for sarte sjæle. Men er man til gengæld til de mere barske og blodige ting, så er den rigtig god. Og der sker så meget undervejs at man skal have ro omkring sig for at kunne finde hoved og hale i det hele, men det giver alligevel god mening og der er ikke nogen af de mange ting som kunne fjernes, for så ville man ikke få samme oplevelse.

Kan anbefales herfra, især hvis man gerne vil have en lidt mere gruopvækkende bog i hænderne!

 

Boganmeldelse af: "Genvejen"!


 Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget 2 feet entertainment.

Forfatter: D. S. Henriksen.

Gys - Roman - Ung.

130 sider.

ISBN:978-87-7994-940-9

 

Vi møder fire teenagere som har et venskab der er lidt ud over det sædvanlige. Der er tre drenge og en pige. Den ene dreng er ældre end de andre og pigen er god til at gøre alting til noget uhyggeligt med sine historier. Vores hovedperson er lidt forelsket i hende men det er meget nyt og han tør ikke rigtig gøre noget ved det.

De skyder genvej hjem en aften, over en gammel kirkegård. Et sted der virker meget forladt. De møder dog en mand som skræmmer dem lidt. Pigen begynder at fortælle en historie om dem der passede kirkegården før i tiden, og hvordan de fik et barn der ikke lignede alle andre. Og efterhånden som de forsøger at komme ud af kirkegården sker der mystiske ting der passer overens med hendes fortælling. Men kirkegårde om natten er jo uhyggelige, så mon det ikke bare er deres fantasi som løber af med dem?

Her er spænding og uhygge. Og man bliver som læser nysgerrig på hvad der kommer til at ske, så man er fanget med det samme. Det er ikke den mest skræmmende historie, men der er en stemning undervejs som alligevel gør at man bliver lidt grebet.

Bogen henvender sig til et ungt og voksent publikum. Det er gys i den lidt lettere ende hvorfor det er en god begyndelse hvis man gerne vil introduceres for gys, men aldrig helt har turdet give sig ud i det. Og selv om man ikke ligefrem får mareridt af historien så er den ganske god alligevel. Der er noget sart og fint over den del hvor man møder teenager kærligheden og den spæde begyndelse på den del af livet. Og der er noget reflekterende over den sidste del hvor man følger hvad der sker med de fire personer senere hen i livet.

Et let gys som kan anbefales herfra, især til det unge segment.

torsdag den 19. august 2021

Boganmeldelse af: "Casmir og folket i skoven"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Alberte Thusgaard.

Fantasy - Roman - Ung.

88 sider.

ISBN: 978-87-7237-475-8


Hovedpersonen opdager på en køretur med sin familie et rensdyr og det er som om det kalder på hende. I hvert fald tager hun ud og leder efter det. Det viser sig at hun er udvalgt til at hjælpe et skovfolk, gahabaerne. Derfor begiver hun sig ud på en rejse sammen med rensdyret og det er både farligt, tæt på dødbringende og spændende. Hun lærer meget om sig selv og hvor vigtigt det er at være noget for andre. Hun lærer at hun kan mere end hun selv tror og til sidst lærer hun også at træffe et valg som i resten af hendes liv vil påvirke hvordan hun lever.

Det er en flot debut af forfatteren og det er en nem og ligetil fortælling, som tager læseren med på rejse ind i en anden verden. en verden der er mere præget af naturens kræfter og en verden hvor håbet spiller en stor rolle. Bogen er hurtigt læst, for selvom det er en historie der primært henvender sig til unge, så er den fangende for alle aldersgrupper. Der er en sød naivitet over det hele, da man ikke rigtig er i tvivl om at vi nok ikke ender ud i den mest ulykkelige slutning - til trods for at der er et tvist omkring hovedpersonen som man ikke lige ser komme.

Bogen kan anbefales til alle med interesse for let underholdning, fantasy i den forsigtige ende og faktisk vil jeg mene den også godt kan læses højt for større børn eller læses sammen med større børn. Så det er en stor ros herfra, da fantasy genren for det meste ikke henvender sig til alt for unge/børn.



Boganmeldelse af: "Søstre"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Screaming books.

Roman.

Forfatter: Daisy Johnson.

185 sider.

ISBN: 978-87-998997-4-6


Det her er en af de mest specielle bøger jeg igennem længere tid har læst. Den har en lidt anderledes opbygning og jeg fandt den faktisk lidt svær at forstå. I hvert fald indtil jeg nåede så langt ind i den at jeg reelt forstod hvad den handlede om.

Titlen afslører jo en del, men det er meget mere end blot et søskendeforhold man får beskrevet. Det er den forbindelse der opstår mellem søstre, når de ellers er tætte. Det er den livskraft de kan give hinanden og afspejle sig selv i. Det er en historie om det gode og det onde, om det at være sårbar og stærk men også om følelserne der kan være i et bånd som er så voldsomt som det kun formår at være mellem søstre når de er næsten jævnaldrende og dybt afhængige af hinandens talenter.

Bogen er speciel fordi det egentlig ikke er en historie som sådan, men mere en oplevelse. Man kan ramme mange følelser undervejs og den var faktisk svær at ligge ned igen. For den rummer virkelig mange ting som det som læser kan virke ret overvældende at taget imod.

Jeg er heller ikke i tvivl om at grunden til jeg ikke helt forstod den i starten, var fordi den skal mærkes fremfor forstås. Og det lyder måske forvirrende, men det vil nok give mening hvis du giver bogen en chance.

Jeg er glad for at have læst den, men jeg vil nok ikke med det første kaste mig over andre bøger af forfatteren, for den her skal jeg lige have tid til at fundere over. Den efterlader et indtryk som er lidt svær at håndtere og derfor har jeg personligt, brug for noget der er mere let og lyst. Det er ikke fordi jeg ikke anbefaler bogen, for det gør jeg. Men jeg vil samtidig sige at man skal være forberedt på at det ikke er let underholdning, men til gengæld en noget tungere og hård bog som man her får fat i.

tirsdag den 17. august 2021

Burger uden brød!

Til en person:
Lidt smør/olie til stegning.
To portobello svampe.
En hakkebøf, rørt med en cl whiskey, lidt salt og peber samt godt med cayennepeber (du kan gøre den så stærk du vil, skifte ud med chili eller undlade det helt).
Rødløg i skiver.
Salat.
Ost - 1 skive af din foretrukne. Du kan også bruge toastost.
Et æg. Der skal laves som spejlæg.
Nogen skiver agurk.
Burgerdressing - kan laves selv eller købes færdig.
Chiliketchup eller almindelig.

Steg eller grill bøffen og mens den trækker steger eller griller du svampene. Læg osten på bøffen imens så den kan smelte let. På en anden pande steges spejlægget.
Saml med svamp, ketchup, salat, rødløg, bøf, spejlæg, dressing og øverst svamp.
Agurker ved siden af.

Hvis ønskes kan man benytte en skive bacon, bruge syltede agurker eller en anden dressing, bruge tomatskiver med mere. Det er op til en selv at justere så burgeren bliver som man ønsker.


tirsdag den 10. august 2021

Boganmeldelse af: "Sille på den mystiske ø"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Autenz.

Forfatter: Lise Baltzer.

203 sider.

Børne/ungdomsbog.

ISBN: 978-87-93584-16-7

Lix 21

 

Sille skal på ferie hos sin onkel i Italien, det er hun på ingen måde tilfreds med, men hendes mor skal på arbejde i USA så hun får ikke noget valg. Da hun ankommer syntes hun at onklen er noget speciel, gammel og glemsom. Og han forstår jo bare slet ikke at mobiltelefonen kan være så vigtig.

Sille finder ud af at den vulkanø hun er på bærer på en historie som er lidt speciel, for der er kun nogen udvalgte mennesker som kan opfange hvis vulkanen er ved at gå i udbrud. Og da hun om natten hører torden men ingen andre opfatter det, går det op for hende at hun er en af dem der har den evne. Men hvad skal et barn - en ung pige gøre ved det?

Silles mor sørger for at Silles veninder kan komme ned til Sille og nu skal de så hjælpes ad med at få vulkanen til ikke at gå i udbrud. Men hvordan? Og kan det overhovedet passe at Sille kan hører vulkanen som den eneste?

Det er en spændende og fangende fortælling som holder læserens interesse hele vejen igennem. Den er let at læse og man kan nærmest ikke slippe den igen, for man vil gerne vide hvad der kommer til at ske. Bogen henvender sig til børn og unge, den vil være fin til højtlæsning og den er samtidig ganske underholdende for voksne. Så det fungere ganske fint.

Der er flere bøger i Sille-serien og tilbage i 2019 anmeldte jeg "Sille begår en mega-fejl". jeg har dog ikke fået læst andre i serien før jeg så kom i nærheden af denne bog. Og jeg får faktisk lyst til at se hvad de andre bøger i serien handler om, for det er nogen gode historier forfatteren har fået ud i de to jeg nu har læst.

Bogen kan læses uden at man kender serien og man har ikke fornemmelse af at man mangler noget fra andre bøger, for hele fortællingen er unik i sig selv. En rigtig god historie!


 

mandag den 17. maj 2021

Boganmeldelse af: "Blåskæg 4 Tusmeraldas ønske"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Superlux.
Forfatter Michael Kousgaard.
Børnebog.
81 Sider.
ISBN 9788793796751
Helt tilbage i 2017 anmeldte jeg den tredje bog i denne serie. Så 4eren her har været længe ventet. Især fordi denne bog afslutter serien.

De andre bøger læste jeg i e-bogs form, hvor denne havde jeg fornøjelsen at læse i trykt form.

Heksen Tusmeralda vil denne gang have Blåskæg tilbage til øen, som han nu ellers endelig var vendt hjem fra. Han besidder stadig evnen til at kunne få folk til at gøre det han beder om når blot han siger deres navn først. Heksens bror, piraten Grumme leder efter hende på øen da han ikke vil have hun får et ønske om verdensherredømme opfyldt. Og denne gang arbejder Blåskæg og Grumme sammen. Men helt gode venner er de alligevel ikke.
Og hvordan skal de komme hjem fra øen igen?
Kan hele historien overhovedet ende godt?

Endnu en bog fra forfatteren som jeg personligt var meget begejstret for at læse. Her er knald på handlingen, drama og en god historie. Dog får man klart mest ud af bog 4 i serien hvis man har læst de andre først.
Her måtte gerne være illustreret undervejs, men det er super nemt at leve sig ind i universet og man hygger sig undervejs.

En rigtig fin afslutning på en rigtig god serie. Så herfra skal de varmeste anbefalinger lyde til hele serien om Blåskæg.

Boganmeldelse af: "Det er en meget dårlig ide at gemme bananer"!

Anmeldereksemplar modtaget fra Forlaget Brændpunkt.
Forfatter Michael Pedersen.
126 sider.
Roman.
ISBN 9788794083287

Bogen her handler om et ægtepar eller rettere hovedpersonen er manden i forholdet. Han er kørt lidt sur i det hele og har ikke lyst til at fejre hverken sølvbryllup eller tage ud at rejse, selv om hans kone gerne vil begge dele. Han filosofere over tilværelsen og hænger sig fast i ordsprog og ordspil fra nogen af de bøger han tidligere har læst. Han opfatter sin kones søster, forældre og veninder som sørgelige mennesker. Hans lyspunkt er at dagdrømme om den ene kvinde på vejen. Og så sætter han pris på at livet går sin vante gang.
Men han ved dog godt at det ikke er holdbart mellem hans kone og ham selv, hvis der ikke sker en forandring. Men er det for sent? Og hvad er det nu med den underskriftindsamling naboen har gang i?

En bog som jeg gerne indrømmer at jeg ikke var videre interesseret i at læse, for jeg opfattede bagsiden teksten som om at man nu skulle læse en bog om småborgerlige hverdagsproblemer og livets gænge set fra en lidt mavesur ældre herre. Og jeg er ikke rigtig blevet overbevist om andet. Heller ikke selv om der skulle være en form for humoristisk præg. 
Jeg tænker ganske enkelt at den ikke henvender sig til mig men til et ældre segment af læsere.
Morsom fandt jeg den altså ikke. Til gengæld var den hurtigt læst og historien er fint sammenhængende. 

En bog som nok er endt i de forkerte hænder, så den kan stadig anbefales, den skal bare findes af den rigtige målgruppe.


torsdag den 22. april 2021

Boganmeldelse af: "Jeg fryser om dine hænder"!

 

Anmeldereksemplar fra Copenhagen storytellers.

Forfatter: Jesper Nicolaj Christiansen.

Roman.

292 sider.

ISBN: 978-87-93215-29-0

 

Vi møder Rasmus. Han er vores hovedperson. Rasmus er halvt dansk og halvt grønlandsk. Han er veteran og psykisk ustabil hvorfor han indtager piller, alkohol og hvad han ellers kan komme i nærheden af for at holde synerne væk.

Nu står han overfor et valg, eller rettere han får ikke et, for hvis han ikke vil ind og sidde på Sikringen så skal han hjælpe PET med at få opklaret et mord på en lille pige. Men det kræver at han rejser hjem til Tasiilaq.

Rasmus vil helst ikke konfronteres med sin opvækst, men det er en lille by og da alle kender alle så kan han ikke skjule sin hjemvenden. Og han kan ikke undgå sin mor, som er syg.

Det er en hæsblæsende historie om pædofili, politik og familiemønstre. Men der er også en naturforståelse og et åndeligt univers, som kan være lidt svært at forstå, men som giver en dybde til historien på en rigtig fangende og spændende måde. Man kommer lidt ind i den grønlandske kultur og deres sagn, åndeverden og spirituelle side af livet. Som i historien virker ret naturlig, men som jeg som læser ikke aner om faktisk er noget der er kendetegnende for Grønland.

Interessant er det og selvom vores hovedperson måske ikke er en gut man får den store sympati for, så ender man alligevel med at heppe på ham, for der er tilsyneladende ingen andre der rent faktisk ønsker at opklare mordet.

En virkelig god historie som selv med den hårde vinkel på livet, er interessant at læse og holder en fanget indtil sidste side.

Jeg er personligt ikke ret god til krimier, men denne er godt skrevet og det gjorde mig nysgerrig. Og så var det virkelig rart at man ikke kunne gætte hvem morderen var!

søndag den 4. april 2021

Boganmeldelse af: "Drømmejunglen - Godnathistorier baseret på beroligende hypnoseteknikker"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Anna Knakkergaard.

Illustrationer: Julie Dam.

Børnebog.

80 sider.

ISBN: 978-87-972945-0-5


Sikke en søvndyssende bog. Men på den gode måde. Man bliver præsenteret for små historier om forskellige dyr som har svært ved at sove. Man får teknikker til hvordan man læser højt på en beroligende måde og det er baseret på hypnoseteknik. Så man får faktisk gode redskaber til at hjælpe sit barn med at falde i søvn.

Man bliver selv lullet ind i det rolige tempo undervejs og man behøver ikke læse alle historierne, men kan sagtens læse dem enkeltvis. Og de er hyggelige at vende tilbage til over flere gange.

Der er også gode råd til den voksne omkring hvordan man ellers kan hjælpe barnet med en rolig aften og en god nattesøvn. Og man kan finde mere information ved at benytte de links, apps mm som bogen byder på. Jeg har ikke selv haft mulighed for at afprøve appen til bogen, da app til android er på vej. Men hvis appen er bare halvt så gennemført som bogen, så spiller det hundrede procent.

Det er et virkelig genialt koncept. For man får gode teknikker lært uden at barnet vil opfatte det som om at nu skal det lære at sove. Man får lov at hjælpe barnet ud fra barnets egen vinkel, da man også kommer på højde med barnet og får lov at bruge fantasien. Så her er ro, hygge og samspil med sit barn.

Det er klart anbefalelsesværdigt, det skiller sig ud fra andre højtlæsningsbøger og ikke mindst giver det en selv forståelse for at rutiner for eksempel kan være ret vigtige for et barn.

Sov sødt derude :)

Anmeldelse af avis: "Lifeform"!


 Anmeldereksemplar fra Forlaget Afkom.

Forfattere/Kunstnere: Matt Chiri, Lauge Eilsøe-Madsen, Julia Manusson, Ollie Severin, Adin Kvarnström, Suki Sánchez, Lukasz Kowalczuk og Mörk Borg.

Horror/Ekstremitet/Avis.

32 sider, ikke nummereret.

Engelsk tekst.

 

Her er dagens avis, men ikke dagens nyheder. Nej pjat. Men værket er lavet i avis form og er en god størrelse at sidde med. Der er mange flotte detaljer, illustrationer og en god blanding af tegneserie og eventyr i skøn miks.

 Jeg har flere gange vendt tilbage og bladret i værket. Og har gennemlæst det to gange, da jeg syntes jeg opdagede nye detaljer hver gang. Nogen af historierne fanger mere end andre og jeg var især begejstret for "Come drink the water" som i sin meget enkle udtryksform bare var interessant og fangende.

Det gælder som for andre værker fra samme forlag, at dette ikke er for hvem som helst. Det er ikke for begynderen der primært læser Anders And (ikke at det fejler spor, jeg elsker selv Anders And og alt hvad hans liv indebærer), men henvender sig mere til dem der er vant til at læse tegneserier og andre værker som er mere ekstreme, anderledes og med et hårdere udtryk bag sig.

Avisformen tiltaler mig som læser og jeg håber at støde på mere i samme dur, for det giver en helt speciel følelse at sidde med, fremfor et standard tegneseriehæfte.

Dette værk skiller sig ud fra mængden af tegneserier på markedet og selvom det ikke er de mest barske og blodige historier, så har det en stor berettigelse alligevel. For der er stadig uhygge, tankevækkende scener og nogen sindssygt flotte tegninger. Og det i sig selv er jo altid en fornøjelse at kigge på!

fredag den 2. april 2021

Anmeldelse af tegneserie: "3 veje til helvede - nr.1"!

 

 
Anmeldereksemplar fra Forlaget Afkom.

Forfatter: Michael Carlsen.

Horror/Ekstremitet/Tegneserie.

28 sider, ikke nummereret.


Fire historier. En om en reporter som skal lave et indslag fra en kirkegård. En om to venner der er på telttur. En om zombie eksperimenter og til slut en der handler om en leg.
 
Meget forskellige historier, men beskrevet og tegnet med en passion som man ikke er i tvivl om. Det er nogen virkelig flotte og enkle stilarter. Og de bærer de fire historier rigtig fint.
 
Det er uhygge, blodigt og lettere skræmmende, men der er alligevel en snert af noget humoristisk ind over, som jeg syntes er ret fint. Og som læser efterlader dette hæfte mig med en nysgerrighed for at se mere fra forfatterens hånd. 
 
I forhold til andre udgivelser fra forlagets side, finder jeg ikke dette værk ligeså voldsomt eller ligeså udfordrende, men jeg hygger mig til gengæld undervejs med at læse tegneserien, fordi jeg har bliver inviteret ind i et værk som har noget andet at byde på end blot det visuelle. Det visuelle er enormt flot men det er historierne som er de fangende her. Og jeg vil mene at hvis man ellers er glad for tegneserier og har mod på at prøve noget anderledes men knap så specielt, så er dette værk et godt sted at starte. 

Så har du ikke rigtig læst så mange tegneserier hvor indholdet er lidt mere barskt, så vil jeg anbefale at du kigger på denne udgivelse. God fornøjelse!

Anmeldelse af tegneserie: "New junk city"!

 

Anmeldereksemplar fra Forlaget Afkom.

Forfatter: Simon Petersen.

28 sider, ikke nummereret.

Engelsk tekst.

Horror/Ekstremitet/Tegneserie.

ISBN: 978-87-93857-11-7

 

En sammenhængende historie, i sort hvide illustrationer. Handler på sin egen måde om kødspisere. Vi møder en kvinde der er narkokurer og som bliver syg, ikke kun grundet indtaget af et fyldt kondom med stoffer men også grundet den kødsaft hun har indtaget. Det er hele det grundlæggende i historien og selv om den til en start kan være svær at forstå, så har den alligevel sin egen måde at forklare sig på. For man er ikke i tvivl om hvad man har kigget på og læst.

Det at man visuelt får en forståelse af historien gør at man faktisk lever sig ret meget ind i den. Kort som den egentlig er, men det har en effekt som er yderst fangende. Speciel i udtrykket men ikke på en dårlig måde. Godt nok er det ikke en børnevenlig tegneserie, men den kan noget på sin egen måde og den holder dig fanget og gør dig nysgerrig. Så det i sig selv er ret imponerende.

Det er en lidt speciel stilart, men hvis man har læst andre tegneserier i den lidt mere barske udgave, så vil man nyde denne til fulde. Det gjorde jeg i hvert fald.

Virkelig et flot værk, men også et tankevækkende værk, for vi er så vant til i vores samfund at se alt fra kødspisernes synspunkt og her får man på en meget speciel måde den omvendte vinkel. Dog uden at man på nogen måde skal påduttes klimasnak eller anden politisk agenda. Det er genialt. Men hvilken type kød er det så de spiser?

Lidt klamt, men også underholdende. Og derfor er dette værk anbefalelsesværdigt!


torsdag den 1. april 2021

Anmeldelse af tegneserie: "Absurd"!

 

Anmeldereksemplar fra Forlaget Afkom.

Forfattere: Christoffer Mygind Juul, Arni Beck Gunnarsson, Hans Martin  Poulsen, Steven Plato, Martin Schjönning, Danni Barslund Christensen og Martin Leig Andersen.

Horror/Ekstremitet/Tegneserie.

Ikke nummereret men værket er på 40 sider.

ISSN: 2596-9323

Jeg er vild med udgivelser som skiller sig ud fra mængden. Nogen formår at gøre det bedre end andre og her er et værk som virkelig formår at gøre det på bedste vis.

Det er en tegneserie med forskellige historier og så er det op til læseren selv at finde hoved og hale i. Noget er mere specielt end andet, noget er frastødende og andet igen formår at få ens tanker til at komme rundt om mange ting før man finder et spor der giver mening. Hvis det da skal give mening. For man kan også slå hjernen fra og bare forsvinde i de flotte illustrationer/tegninger. Her er noget for enhver smag og her er både det helt naive som ender uhyggeligt og det afsporede som ender med at blive som titlen afslører: Absurd.

Det fungerer og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Jeg vil mene dette værk henvender sig til dem der i forvejen er vant til at læse denne type tegneserier, eller typer værk som dette hvor intet er standard.

Flot og gennemført udgivelse som måske nok er hurtigt læst, men som man sagtens kan vende tilbage til af flere omgange. Især fordi man ikke behøver læse det hele ud i en køre. Jeg var bare opslugt med det samme, så jeg kunne slet ikke ligge tegneserien væk før jeg havde fået det hele med.

Til de mere sarte sjæle, skal man være forberedt på at der er alt fra sexscener til blodige opgør og man er i hvert fald ikke i tvivl om at der intet kedeligt er undervejs :)


mandag den 29. marts 2021

Boganmeldelse af: "Forbudte følelser"!

 

Anmeldereksemplar fra Mellemgaard.

Forfatter: Susan Julskov.

Erindring/Livshistorie.

128 sider.

ISBN: 978-87-7237-544-1


Med en mor som ikke formår at vise følelser og en far der både er alkoholiker og voldelig, så er det svært at vokse op og blive en helstøbt person uden ar på sjælen. Og ar er der i den grad nok af, men ikke nok til at hovedpersonen ikke selv laver flere. Selvskade, piller, alkohol og selvmordstanker med mere fylder meget. Der er da heldigvis nogen personer som opfatter behovet for hjælp og som ikke giver slip igen. Og det ender da også med at vores hovedperson, som er forfatteren selv, kommer så meget ud på den rigtige side at hun kan reflektere over sit liv. Og det er der altså kommet denne bog ud af. En hård men ærlig bog. Meget følelsesladet og selv om det ikke er en lang roman, så er der alligevel så meget substans i at man får en fornemmelse af hvem der gemmer sig bag de skrevne ord. Det er med andre ord en ret personlig beretning som ikke kan undgå at give læseren noget at tænke over.

Bogen vil egne sig godt til folk der kommer fra opløste familier, familier med dårlige mønstre og familier med psykisk sygdom og misbrug. Men den henvender sig også til pårørende og andre med psykologisk interesse. For her vil klart være noget at tage fat i som både kan give en mulighed for at få en god debat i gang, men som også kan give en noget at tænke over. Og jeg er slet ikke i tvivl om at hvis der er nogen som læser den og som søger hjælp derefter, så vil forfatteren være stolt over at hun med sin barske historie har kunne hjælpe bare en enkelt person!

Det er ikke sjov læsning, men det er tankevækkende. Derfor kan jeg kun anbefale bogen, hvis man har mod på en fortælling som man ikke bare lige slipper igen.

fredag den 26. marts 2021

Den omvendte bucketlist!

Bucketlist. 
En liste med ting du bare skal/vil/må prøve i dit liv inden du dør. Vi har nok alle noget vi drømmer om eller håber på at opleve. Men hvad med den anden vej rundt?
Hvad skal/vil/har du på ingen måde lyst til at afprøve, opleve eller opsøge?

Her er nogen af de ting som jeg i hvert fald ikke føler et behov for at få gjort, inden mit liv en dag slutter:

1. Faldskærmsudspring og/eller bungeejump. Det ser så fedt ud ja ja, men tanken om frit fald tiltaler mig ikke. Ved så også godt at min nakke ikke kan holde til det, men selv hvis den kunne ville det blive et stort nej tak herfra.

2. Charterferie med all inclusive. Det er for mig at se verdens kedeligste ferie.

3. Al sport der foregår på vand. Kan ikke svømme og skulle jeg en dag få det lært så er der så meget andet sport, som jeg personligt, finder mere interessant. 

4. At få børn!

5. At lære og spille whist. Kortspil er sjovt nok men ikke så sjovt.

6. At spise rotter fx i Vietnam og dybstegte edderkopper. Jeg er frisk på at smage stort set alt og har spist både insekter, indmad og meget andet. Men de to ting ville jeg have det svært med, også selv om de regnes for delikatesser.

7. At blive hængt op med kroge i ryggen. Det skulle virke endorfinfremmende og nogen siger det giver ro i kroppen. Men det er da helt groteskt at man stikker kroge igennem huden og hejses op. Det kan jeg næsten ikke forholde mig til selvom jeg har set det i praksis.

8. At "svømme" med hajer. Man bliver puttet i et bur og sænket ned under havoverfladen. Jo det er et fascinerende dyr, men det ok for mig at man lader dem være i fred.

9. At melde mig ind i et trosfællesskab. Jeg kan godt se at man kan samles om noget og at det at tro på noget større end en selv, kan være vigtig for nogen. Jeg kan bare ikke se mig selv i det. Og så er jeg ligeglad om det er den ene eller den anden religion eller tro. 

10. Brænde penge af på et casino. Jeg har været på casino og det var da skægt en enkelt aften. Jeg bliver bare nærig eller påpasselig for jeg nægter simpelthen at spille penge op. En lottokupon i ny og næ kan jeg gå med til, men at spendere det ene beløb efter det andet på et casino det kunne jeg ikke finde på nogensinde.

Og der er helt sikkert flere ting hvis jeg sætter mig ned og tænker over det. Men det var lige dem der lå mig nærmest. 

Hvad med dig derude bag skærmen? Vil du dele med os andre hvad du i hvert fald springer over?

torsdag den 25. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den hvide regnbuefortælling om Dug og Dråbe"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-06-5 

 

Sidste bog i serien om Briserne.

Og jeg skrev godt nok ved andensidste anmeldelse at man ikke som sådan behøver læse serien i en bestemt rækkefølge, men denne her om Dug og Dråbe bør man alligevel læse til sidst. For den runder ligesom det hele af og man møder nogen af de tidligere karakterer undervejs i historien.

Dug og Dråbe er tvillinger og deres mor drømmer mens hun er gravid, og får i drømmen af vide at på et tidspunkt skal Dug og Dråbe rejse hjemmefra, og det skal de have lov til. De har nemlig et formål. Selve fortællingen handler om perspektiv og retning og undervejs som man får samlet op på de budskaber de andre bøge ri serien indeholder, så finder man ud af at formålet for Dug og Dråbe er at videregive deres erfaringer.

En lidt sværere bog at læse, så her kan store børn der læser selv godt blive lidt udfordret. Mens bogen stadig egner sig godt til højtlæsning.

Jeg har dog en lille kritik denne gang, for hvor smukt illustreret bogen end er, så gør det faktisk også at det kan være svært at læse teksten, da det går ind over hinanden. Men så må man koncentrere sig lidt ekstra og så går det alligevel.

En flot bog og samlet set er det virkelig en speciel serie. Der er en alternativ vinkel som man kan vælge at nyde eller som man kan vælge at se bort fra, for man skal bestemt nok få noget med sig alligevel.

Jeg giver mine varmeste anbefalinger til både de enkelte bøger men især til den samlede serie, og jeg håber at mange andre vil få glæde af at læse den.


Boganmeldelse af: "Den blå regnbuefortælling om Takt og Tone"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-04-1

 

Den blå fortælling omhandler hvordan man er sig selv. Ens formåen til at vise hvem man selv er og leve derefter.

Endnu en i serien om Briserne, og de to karakterer vi møder denne gang er Takt og Tone. De har hver især forældre der gerne vil have at de skal være gode til noget som de slet ikke går op i. De er nemlig begge glade for musik. Den ene synger og den anden spiller. Og det de kan sammen er virkelig smukt.

Her er en historie som har et budskab der især for mange børn kan være vigtigt at lære. Nemlig at man skal turde være sig selv og man skal turde vise andre hvem man er og hvad man brænder for.

Bogen er som de andre smukt illustreret og det er nemt at leve sig ind i universet. Samtidig er der lidt at tænke over og det er aldrig skidt.

Henvender sig som de andre i serien til større børn som læser selv, men også til de små hvor man kan læse højt. Og så kan denne i mine øjne skabe lidt ekstra at snakke om, og det er rigtig vigtigt.

En flot bog som bærer serien godt videre. Faktisk er det sådan med denne serie bøger, at der ikke er en rækkefølge. Så man kan læse lige den bog man vil, når man vil. Men at det er samme univers er genialt.

Boganmeldelse af: "Den grønne regnbuefortælling om Vind og Vinge"!

 Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-03-4

 
Endnu en bog i serien om Briserne. De væsner der ligner mennesker, men som alligevel ser lidt anderledes ud.

Denne gang møder vi Vind og Vinge. De kender ikke hinanden men mødes tilfældigt da Vinge ikke kan finde hjem og ser Vinds drage. 

Bogen handler om kærlighed og samhørighed og ender da også ud i at de bliver en lille familie, hvilket forsiden jo på en måde afslører.

Det er en flot bog med smukke illustrationer og man bliver glad af at læse den korte historie. Den vil som de andre i serien egne sig godt til højtlæsning eller til større børn, der læser selv. Men som voksen er man altså også godt underholdt, selvom et er meget enkle fortællinger.

At der er et budskab eller en tanke med hver enkelt bog er rigtig godt tænkt, for det er rart som læser at føle der er en dybere mening. Så stor ros til forfatteren for det.

fredag den 12. februar 2021

Boganmeldelse af: "Den orange regnbuefortælling om Rav og Reje" og "Den gule regnbuefortælling om Gnist og Gløde"!

 Begge anmeldereksemplarer er modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

De er illustreret af Susanne Wermer Boge.

Begge er på 24 sider.

Børnebøger/Serie.

   ISBN: 978-87-92834-01-0

Rav og Reje bor ved havet.  De er venner og leger sammen med delfinerne og hvalerne. De bliver desværre uvenner og det gør dem begge meget kede af det. De får det begge dårligt og bliver triste, men til sidst finder de ud af at sige undskyld til hinanden og forsones igen.

Bogen handler om livsglæde og kraft. Og den er nem at leve sig ind i både som barn og som voksen. Den vil være god at få en snak ud fra og den egner sig både til højtlæsning og til større børn der læser selv. Samtidig er den smukt illustreret og man fornemmer en kærlighed til værket fra både forfatter og illustrators side. Det er ret gennemgående i hele serien om briserne, som er hovedpersonerne, der er englelignende karakterer som minder om mennesker.
 
 
ISBN: 978-87-92834-02-7

Gnist og Gløde er tvillinger. Den ene er en dreng og den anden er en pige. De er gode til at arbejde sammen men også gode til at klare hver sin ting. Gløde bliver vred og ked af det da hun tror Gnist har glemt hendes fødselsdag . som de jo begge har samme dag. Og da de bliver uvenner over det så skilles de et stykke tid. Men måske havde Gnist slet ikke glemt det, måske havde han bare travlt med noget andet. Det finder Gløde ud af senere og de bliver gode venner igen.
 
En sød historie mere i serien. Denne omhandler følelser og vilje. Og det at seriens bøger hver især omhandler noget bestemt gør det til ret interessant læsning. At der så er et alternativt islæt indover skader ikke. Her er nemlig også rig mulighed for at få gang i fantasien og samtidig få en god snak med sit barn/sine børn.
Bogen henvender sig som de andre til mindre børn hvor man læser højt og til større børn der læser selv.
Og man er som voksen også ret godt underholdt, så det trækker klart op.
 
Jeg plejer ikke at anmelde flere bøger af gangen, men det er muligt her, da bøgerne ikke er ret store og hører til samme serie. Og selv om de sagtens kan læses enkeltvis så vil jeg personligt anbefale at man læser alle bøgerne i serien.
 
 


onsdag den 10. februar 2021

Boganmeldelse af: " Den røde regnbuefortælling om Rod og Rose"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-00-3

De små briser, som karaktererne i denne serie kaldes er denne gang røde. Det er Rod og Rose som dyrker æbler.

Rod og Rose er gode venner men bliver en dag uvenner over et stort flot æble. Og hvor de førhen kunne deles om tingene ender det nu med at Rose bliver fattig mens Rod bliver rig. Men ingen af dem har det godt. Og da de begge drømmer om hvert sit dyr som forsøger at hjælpe dem ender det da også med at de finder ud af at tale sammen igen.

Der er en virkelig god morale i denne bog. Nemlig at det er vigtigt at man lærer at dele og at venskab ikke handler om at den ene har mere end den anden.

En bog mere i regnbueserien som henvender sig til flere aldersgrupper af børn. Er velegnet til højtlæsning og en god snak med sit barn, men også velegnet til større børn der læser selv og voksne barnlige sjæle, som sætter pris på en sød og enkel fortælling.

Man kan sagtens læse en enkelt bog, men man bliver fanget af den verden som bøgerne handler om, så personligt glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med de andre bøger i serien. Det håber jeg også su vil komme til :)

Boganmeldelse af: "Den lilla regnbuefortælling om Vid og Vidne"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Ane Azalea Gildberg.

Illustrationer: Susanne Wermer Boge.

Børnebog/Serie.

24 sider.

ISBN: 978-87-92834-05-8

Dette er blot en af flere bøger i regnbueserien. Regnbueserien er børnebøger henvendt til mindre børn som højtlæsning, større børn der læser selv men også voksne som vil forstå den alternative verden lidt bedre set fra børns vinkel.

I denne bog møder vi Vid og Vidne. Vidne kan kommunikere med engle. Det bliver hun drillet lidt med og Vid tror da heller ikke på engle. Men han er alligevel fascineret over at Vidne kan sidde stille i lang tid af gangen og bare være til. En dag hvor Vid strejfer omkring glemmer han alt om tiden og kan ikke finde hjem da det først bliver mørkt. Han kommer til skade og nu håber han at Vidne måske kan hjælpe, selv om hun jo ikke aner hvor han er. Kan Vidne det og lære Vid at sidde stille fremover?

Det er en sød historie og smukt illustreret. Der er mange gode detaljer i historien og den er nem at få til selv for de mindste. For man kan sagtens forestille sig universet, karaktererne og der er samtidig noget at lære. Så en fin lille historie som kan lidt af det hele.

Om man så personligt tror på de mere alternative sider af livet er jo op til en selv, men her serveres det på en måde, så alle kan være med, og så man bliver nysgerrig fordi det er nemt at relatere til. For eksempel lærer man i denne bog at det er sundt at komme ned i gear og at man skal lytte til sin indre stemme ind imellem, for den kan nogen gange guide en uden man normalt ville tænke over det.

God fornøjelse :)

mandag den 8. februar 2021

Boganmeldelse af: "Det menneskelige væsen - eller det væsentlige ved mennesket"!

 

Anmeldereksmplar modtaget fra forlaget Books on Demand.

Forfatter: Leif Bruun.

Selvudvikling.

245 sider.

ISBN: 9788743014263

Jeg har tidligere læst flere af forfatterens andre bøger og denne fangede min interesse da bogen handler om menneskets psyke mm.

Det er en slags pseudovidenskab da Leif ingen kompetencer har fra psykologiens verden udover personlige oplevelser og erfaringer, men han gør sig her nogen reflektioner over hvad livet er og hvorfor vi har de mønstre vi har. Vi kommer omkring hans forståelse af hvad vores psyke, sjæl eller væren består af og hvorfor. Han kommer med sit bud på hvordan vi kan forløse traumer og indestængte følelser samt han kommer med indgangsvinkler til hvad der for ham er en positiv måde at lære sig selv bedre at kende på.

Om man ser tingene på samme måde er jo nok individuelt og selv om der er enkelte ting som jeg godt kan følge ham i, er der ligeså mange hvor jeg vil mene at det kun er ham selv der kan bruge hans viden til noget. Og selvom det kan være interessant at lære noget om sig selv og andre mennesker på, så er det for mig tanden for alternativt, når der ikke er noget konkret andet end hans egne funderinger og erfaringer at trække på. Jeg siger ikke at videnskaben eller det gængse system er bedre, men jeg kan se faldgruber ved både det traditionelle system og forfatterens forståelse af livet. For jeg er ikke i tvivl om at Leif selv føler at han har fundet meningen med livet eller svaret på hvordan livet kan blive godt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved at han mener at det kan virke for alle hvis blot de selv ønsker det. Jeg mangler hans indgangsvinkel til hvordan man i så fald kan opfatte en psykopat og en sociopat. Jeg mangler hans vinkel på reel psykisk sygdom. Jeg mangler en indgangsvinkel til folk med autisme, aspergers og lign. kognitive problemstillinger. Jeg mangler med andre ord lidt dybde i emnet, da værket for mig at se bliver for overfladisk da det umiddelbart kun henvender sig til gennemsnitsmennesket som lever livet der består af: villa, volvo og vovhund.

Et værk som man godt kan læse for sig selv, hvis man har en interesse for de psykiske sider af tilværelsen. Men jeg vil mene man får mest ud af værket hvis man har læst nogen af Leifs andre bøger, da man så lidt nemmere vil kunne forstå hans indgangsvinkler.

Giver du dig i kast med værket så vil jeg håbe at det får dig til at tænke over livet og om du er tilfreds med dit liv. Men ikke uden at du stiller dig selv kritisk overfor, at der ikke nødvendigvis er svaret på hvordan du bliver lykkelig, uden at du også sætter dig ind i hvad den traditionelle psykologi har at byde på.

lørdag den 30. januar 2021

Boganmeldelse af: "Det syngende hjertes triumf"!

 

Bogen har jeg fået af en god veninde :)

Forfatter: Claus Ankersen.

Digte.

139 sider.

ISBN: 978-87-971050-7-8


Jeg har lyst til at sige så mange ting om dette værk. Jeg syntes det er rædselsfuldt. Jeg syntes det er genialt. Jeg syntes det er svært at forstå med alle de intellektuelle ord der bruges. Jeg syntes det er ekstremt enkelt og ligetil. Jeg syntes... Jeg syntes... Jeg syntes...

Forstå mig ret, værket rummer det hele og lidt til. Og det er derfor både utrolig nemt at læse men også utrolig svært. For der er mange indtryk og det er yderst tankevækkende. Forfatteren kan noget med ord og med en underliggende klang (hvis man læser lidt af det højt) som virkelig er dragende. Men jeg er også nødt til med det samme at sige, hvis ikke man er vant til at læse digte så er det ikke sikkert man forstår noget som helst. I starten skulle jeg lige fange den grundlæggende ide i at sætte så mange ord på verdensskabelsen, som forfatteren selv mener det her er. Og jeg skulle også forstå ideen i at det skal ses som et feministisk værk. 

Men efterhånden som jeg kom ind i det, var jeg med hele vejen. Jeg forstod godt tankerne omkring hvor meget vi misbruger vores jord og vores natur. Jeg forstod godt frustrationen over at vi som et samlet folk simpelthen ikke udnytter vores ressourcer godt nok. Men jeg mærkede også kærligheden til det at være i live og selv om det både kunne rumme lys og mørke, så var jeg fanget.

Det er et meget specielt værk og jeg kan blive ved at vende tilbage og læse enten dele af det eller lange passager. For man behøver egentlig ikke læse det hele ud i en køre. Og jeg kan blive ved at finde nye ting og reflektere over undervejs. Så stor ros til forfatteren for det, da jeg for det meste ikke får ret meget ud af digtsamlinger hvis jeg først har læst dem og følt at jeg har fattet det hele med det samme. Her skal jeg faktisk sætte de små grå i gang, for det meste af det som værket indeholder kan tolkes på flere måder. Og det er i sig selv opslugende.

Et anderledes men spændende værk.

Boganmeldelse af: "På røven gennem natten"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Brændpunkt.

Forfatter: Søren Poder.

Ungdoms-/kriminal roman.

175 sider.

ISBN: 9788793835863


Her er fart over feltet og spænding for alle pengene fra første side. Dette værk er henvendt til store børn, 12-16 åt og opefter. Og som voksen er den også ganske fornøjelig.

Man kommer ind i en historie om to drenge som skal aflevere en pakke. De tror pakken indeholder iphones men da de mister pakken og sætter efter de unger som har hugget den, opdager de at den indeholder noget som er meget værre.

Nu er gode råd dyre for banden som de skal aflevere pakken til er nu efter dem og politiet er også. Og den ene drengs kæreste, en muslimsk pige, er nu stukket af hjemmefra så nu er de pludselig tre der flygter. Hvem skal hjælpe og hvem kan i det hele taget skaffe så mange penge? For penge er det eneste der kan få dem ud af suppedasen. I hvert fald så banden ikke længere er efter dem. 

Det er både underholdende og spændende at følge med i undervejs og selv om man får en fornuftig afslutning på det hele, så kunne man godt bruge flere historier om de to drenge. Så det er hermed en opfordring til forfatteren - lav gerne en bog mere :)

Der er nok ingen tvivl om at denne bog mest henvender sig til de store drenge. Især dem som måske lige skal have af vide at de skal passe på med hvem de omgiver sig. Og jeg er sikker på det er en bog som kan skabe god debat hvis den læses i skolen. Vi kommer omkring kriminalitet, stoffer, våben og ikke mindst det kedelige voksen ord: konsekvenser.

Bogen er godt skrevet og er yderst fangende. Og den kan helt sikkert anbefales herfra!

Boganmeldelse af: "Drengen uden ord"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Marianne Joensen.

533 sider.

ISBN: 978-87-7237-229-7


Jeg har før læst bøger fra Mariannes hånd og været meget begejstret. Det er jeg også denne gang, men jeg er også følelsesmæssigt ramt. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde undervejs og især under sidste del af læsningen. For fy for pokker hvor er det en barsk bog at komme igennem. Realistisk, genkendelig og hård.

Bogen handler om en familie som har en datter og en søn. Sønnen er infantil autist og derfor har familien behov for hjælp. Kommunen presser på for at familien skal tage imod aflastning og da det lykkedes er det desværre den helt forkerte person de får indenfor i hjemmet. Samarbejdet mellem familien og kommunen bliver forværret over flere omgange og kommunens folk gør alt hvad de kan for at få det til at se ud som om det er familien den er gal med. Det er barsk læsning og får en som læser til at forstå hvor svært det kan være at blive hørt som borger. Men man får også ondt af især børnene for det er altid dem der taber i disse kampe.

Alene det at skrive om bogen nu, jeg læste den færdig i går aftes, berøre mig dybt. For det er virkelig de barske realiteter man får serveret råt for usødet. Et barn som nærmest udsættes for ekstrem omsorgssvigt udefra, da det på ingen måde er forældrenes fejl det der sker undervejs.

Marianne formår på en meget nærværende og rørende måde at beskrive en historie baseret på nogen virkelige hændelser, så man som læser slet ikke kan undgå at få medfølelse for familien og føle lede ved det kommunale system.

Når jeg skriver at historien er genkendelig er det fordi jeg førhen selv har haft lidt med autistiske børn (samt voksne - dog med asperger syndrom) at gøre og det rammer ind i nogen oplevelser som jeg desværre kan nikke genkendende til. Nemlig mangel på forståelse og den firkantede indgangsvinkel som det kommunale system kan være.

I denne historie kommer man helt ud på et overdrev hvor man til sidst frygter for sønnens liv og det er yderst hårdt at læse om. Men det er også ekstremt relevant at vi får historier som disse serveret, da der findes mange i det kommunale system som ærlig talt aldrig burde have lov at have med hverken voksne eller børn at gøre.

Det er en bog som jeg håber vil blive læst af mange som arbejder i systemet, men også af andre fordi det er en bog som udover at berøre en også kan skabe en god debat. Og så kan man bagefter sidde og tænke at så grelt som det går i denne historie kan det da ikke reelt være, men det giver forhåbentlig stof til eftertanke, så man ikke naivt blot stoler på at andre ved bedst. For Marianne formår samtidig at fortælle historien med en vinkel til at forældre for det meste kender deres børn bedre end andre udefrakommende personager. Og den del må vi ikke glemme.

For børnenes skyld så læs den her bog, for den kan kun gøre os allesammen klogere. Rystede men klogere.