torsdag den 30. december 2021

2021 slutter nu, 2022 starter!

Sikke et år. Sikke et år. Sikke et år.

Jeg har gået og tænkt og funderet. For det er ikke et år som er nævnt at beskrive. Men jeg vil prøve efter bedste evne at fortælle lidt om op og nedture i løbet af 2021.
Lige nu her de sidste dage der føles det som et meget langt år.
 
Der har været dødsfald i omgangskredsen og i familien.
Sygdom har spillet en stor rolle på flere måder.
Der har været for mange triste oplevelser på den front. Og det har lagt et præg af tungsind fordelt ud over året. Det vil være så rart hvis vi kan få en pause fra den side af livet i et godt stykke tid. Det har taget på kræfterne hos os begge.
 
Heldigvis har der været en masse gode oplevelser også. I sommerhus med gode venner. Tur til Jylland med et vennepar. Besøg på restauranter. Hygge med venner og familie. Havefest i sommers - hvor vi virkelig nød at man kunne se nogen mennesker igen. Har haft mulighed for at passe hund for gode venner og nydt selskabet fra de pelsede kræ, nu hvor vi jo ikke selv har haft hund siden december sidste år.

Lidt koncert og teater oplevelser har der også været plads til, selv med corona hvor man jo aldrig vidste (og stadig ikke ved) hvornår ting var åbne og hvornår de ikke var. Så vi nød virkelig når det var muligt.
Casper har været på flere små mcture henover året, både alene og sammen med en flok gutter som betyder meget for ham. Han har også været på en lille tur til Bornholm med en kammerat. Og Casper fandt også ud af i løbet af året at briller var noget han blev nødt til at benytte.
 

Og så de gode og praktiske ting som nye vinduer i stuen, ny hoveddør og ny (brugt) bil. Så forandringer er der også sket.
 
Vi har haft selskab i huset henover året på forskellig vis og der nyder vi virkelig at have mulighed for overnattende gæster, da det faktisk var en umulighed i det gamle hus. Og vi har rundet 2 år i dette nye hjem, som vi begge føler os mere og mere knyttede til og tilpasse i. Og vi nyder naboskabet også.

Bøger. Det jo ingen hemmelighed at bøger spiller en stor rolle i mit liv. I år har jeg læst og anmeldt (på bloggen og andre steder) i alt 100 bøger. 101 hvis jeg når at læse den jeg pt er i gang med færdig, inden året slutter. Det er et ganske udemærket resultat og viser at jeg er ved at have så meget ro på tilværelsen igen, at min koncentration er bedre end den længe har været. I forhold til de 60 sidste år så er det klart fremskridt, også selvom mange af de læste bøger er børnebøger. Men det jo blevet min niche et eller andet sted og det hygger jeg mig gevaldigt med.

Jeg, eller vi, ser frem mod et nyt år med plads til ferie (for det har der ikke været meget af i år) og hvor sygdom mm forhåbentlig ikke kommer til at være ligeså fremtrædende. 

Så det er på mange måder ikke en stor sorg at tage afsked med dette år. Men stor taknemmelighed for de gode stunder i løbet af året er heldigvis det bærende element.

Tusind tak til læserne af bloggen for at i følger med og læser boganmeldelserne, samt jeres engagement og interesse for den litterære verden. 

Tak for i år🙂
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar