mandag den 25. december 2023

Boganmeldelse af: "Sjælens mørke nat"!

Reklame.
Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Muusmann.
Forfatter Charlotte Campen.
Udgivet 2023.
Selvudvikling.
124 sider.
ISBN 978-87-94360-44-9

Jeg er nærmest mundlam. Til en start så fik bogen her mig til at sidde og tude. Så begyndte jeg at forstå hvorfor, da den ramte nogen ting hos mig selv som jeg stadig arbejder mig igennem rent personligt.

Men det er vel netop det en bog om selvudvikling gerne må kunne. Ramme rigtigt så man både kan blive berørt, forundret og beroliget på en og samme tid.

Denne bog handler om når man gennemgår en livskrise. Om det er sygdom, dødsfald, skilsmisse eller noget helt fjerde så kan man måske få noget brugbart med sig, ved at læse denne bog.
 
Forfatteren selv har gennemgået blandt andet noget sygdom og hendes udgangspunkt er at der altid er en vej i mørket. Men at det kræver noget at finde den vej. Om det så er at man skal have hjælp udefra, om det er at man skal meditere (og der er nogen gode guides til dette), om det er at man skal tage tid til sig selv, eller om det er noget man kun selv kan definere. Så får man en form for hjælpende hånd/et let spark i måsen, i dette værk.
For man får hurtigt en forståelse af at selv når livet slår allerflest knuder og det hele virker helt sort, så er der en løsning. Men måske er den løsning blot noget andet end forventet og det kan også munde ud i at man er nødt til at ændre på nogen grundlæggende ting i ens liv.

Så det er ikke et værk for alle. Men det er et værk for dem af os som har brug for at lige blive mindet om, at selv om livets faser kan byde på mange ting, så er der en mulighed for at komme igennem de kriser der ellers ville kunne vælte en helt af pinden.

Et rigtig godt værk som ikke giver sig ud for at være noget det ikke er. Man bliver ikke lovet noget og man får ikke meningen med livet, men man får af vide at der er en vej og at man selv spiller en stor rolle i ens eget liv.

Jeg kan kun anbefale dette værk!

fredag den 22. december 2023

Boganmeldelse af: "Forvandlingens smerte"!

Reklame.
Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter Marie Vinterlys.
Spiritualitet.
75 sider.
Udgivet 2023.
ISBN 978-87-7608-536-0

Jeg har tidligere læst en af forfatterens bøger og den gav ikke meget mening. 
Er denne så anderledes eller bedre? Egentlig ikke.
Havde jeg ikke læst et tidligere værk så havde jeg slet ikke kunne finde hoved og hale i dette værk.

Værket henvender sig mest til forfatteren selv og så måske til nogen få personer i dennes omgangskreds. 
Den formidling der henvises til giver ikke den store mening og har man ikke forstand på stjernetegn og hvad de står for, så er bogen sådan set irrelevant.

Og det vil jeg som læser desværre mene den er alligevel. For bogen her roder rundt i nogen begreber og der plukkes og sammensættes lidt fra biblen, astrologiens verden og så er vi pludselig ovre i Jung og Martinus. Og hvorfor? Tja, det ved jeg ikke.
Forfatteren mener hun formidler selvudvikling men i forhold til hvad skal jeg ikke kunne svare på.
Og hun har selv gennemgået en eller anden forvandling eller forandring, som hun heller ikke kommer nærmere ind på. Dog nævnes dårlige tidligere forhold en del, hvorfor man som læser nærmest kun kan konkludere at det er forfatterens eget behov, for at finde ud af hvorfor et parforhold ikke dur for hende, som er det grundlæggende.

Hvis hun selv er blevet klogere er det jo fantastisk.
Som læser bliver man forvirret og undrende, og jeg sidder tilbage med en følelse af at forfatteren har så stort behov for at forstå sig selv og især andres væremåde, så meget at hun slet ikke kan slappe af og bare nyde livet.
Det kan godt være jeg tager fejl. Men jeg ved simpelthen ikke hvad det er hun prøver at formidle ud over at man som læser jo må forstå at der er nogen energier (?) og nogen stjernetegn som er bærende for hvordan man er som person. Men at vi alle indeholder sider som vi er mere eller mindre stolte af. Og ja det sidste er jeg da enig i. Men det kan man så koge hele bogen med til. Så på 75 sider er det der står egentlig blot: Mennesket er fuld af modsætninger, lær at lev med den fulde pakke.

Det sker ikke ret tit, men jeg opfatter ikke værket som anbefalelsesværdigt.

Boganmeldelse af: "Ubuden"!

Reklame.
Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget 2 feet entertainment.

Forfatter Teddy Vork.
Novellesamling.
287 sider.
Udgivet 2023.
ISBN 978-87-7994-970-6

Der er noget let gys i dette værk. Det hele har et omdrejningspunkt i retning af det paranormale, det uforklarlige og det onde.

Det er forskellige noveller i meget forskellige stilarter, som hver især byder på en gruopvækkende historie. Nogen værre end andre.
En novelle handler om en pædagog og stedet han arbejder. Han oplever ting når han er der alene, men også når der er børn til stede.
En anden novelle handler om en præst der vil skrive egnens fortællinger ned, men kommer i stedet i kløerne på en anden mand som har mystiske kræfter.
En tredje novelle er skrevet som SMSer fra en der virker som stalker, men som har et meget mere dystert ærinde.
Og sådan fortsætter det hele vejen igennem.

Det er en velskrevet og spændende novellesamling som man ikke bare lige ligger fra sig. Og er man glad for let gys og en smule horror så er man fanget fra første side.

Man kan mærke de små hår rejse sig i nakken, mens man læser. Man kan nemt forestille sig nogen af tingene ske i virkeligheden. For vi har vel alle i ny og næ haft en fornemmelse af at blive holdt øje med, eller hørt et fodtrin bag os og mærket frygten snige sig ind på os. Særligt i mørket og om natten.

Er man let påvirkelig skal man nok ikke læse denne bog.
Men er man til det så er den virkelig god og ikke alt for voldsom. Det er jo også mere de små ting og stemninger der kan gøre at man lige mærker at man selv lever, når man får paranoia og uhygge indenfor dørerne.

Et godt værk som fortjener at blive læst af mange. 


torsdag den 21. december 2023

Boganmeldelse af: "Historier fra 11 minutter i 12"!

Reklame.
Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Sten Jacobsen.

Forlaget Brændpunkt.
Noveller.
152 sider.
Udgivet 2023.
ISBN 9788794377812

Vi møder forskellige karakterer i denne novellesamling. Og det er nogen yderst korte og alligevel meget fyldige noveller der er i dette værk.
Der er manden som får af vide at han er opdigtet af sin søsters sind, fordi hun mener at han døde i en ulykke som barn.
Der er manden som tjekker ind på et hotel, som ikke kan finde et stik og som bliver tilbudt selskab.
Så er der kvinden som invitere sin kollega hjem på middag og beholder hans ene øloplukker.
Og der er historien om hvordan drenge ikke forstår følelser og derfor maltrakterer de pigers dukker.

I det hele taget en novellesamling om en masse forskellige typer som man enten kan føle noget for, eller få en slags afstandtagen til. For det er ikke hverdagens liv generelt der afspejles. Men der er nogen enkelte ting som alligevel kan virke genkendelige. Der er noget dystert og noget opløftende på samme tid i flere af novellerne.
Det er ret specielt og det er som læser svært at sætte ord på præcis hvad det er man får med sig, fra dette værk. Men det efterlader en med blandede følelser og en nysgerrighed for hvad det er forfatteren gerne vil udtrykke.

Man bliver taget med ind i nogen kroge af sindet som man måske ikke møder til daglig. Her er både sindssygdom, eufori, krænkelser og kærlighed i et sammensurium. For selvom det er små enkelte historier, så kan man nærmest ikke læse en uden at fortsætte med den næste. Så hvad det end er forfatteren har skabt her, så virker det dragende.

Et værk der kan anbefales og vil endda påstå at er man ikke vant til at læse noveller, så kan det godt være disse er lidt mere bizarre, men de vil være et godt sted at starte i så fald.