REKLAME!
Det er en fornøjelse at kunne udgive dette indlæg på bloggen.
Boganmelder Betina Christiansen som har https://lydboghylden.dk/ har lavet en anmeldelse af bogen "Folkets skønhed". Så håber I vil få glæde af at læse dette indlæg.
Folkets skønhed af Merete Pryds Helle
Forfatter: Merete Pryds Helle
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Roman
428 sider
ISBN: 9788711693032
Folkets skønhed er en tankevækkende beretning om den generation, der flyttede fra landet til byen og i denne forbindelse tog springet fra underklassen til middelklassen.
Vi følger Marie, der vokser op med sin fattige familie på Langeland. Barndommen er præget af barske oplevelser som seksuelle overgreb og vold.
Hendes skæbne ser dog ud til at vende, da hun efter slutningen af 2. verdenskrig flytter til København sammen med sin kæreste Otto. Marie får arbejde på en fabrik, mens Otto læser videre til ingeniør. Da Marie til sin frustration bliver gravid, har hun dog ikke andet valg end at overgive sig til livet som hjemmegående husmor.
Romanen formår at vise, hvordan traumatiske oplevelser i barndommen kan flytte med os langt ind i voksenlivet. Marie er i høj grad præget af sin opvækst. Hendes sind bliver mere og mere dystert og hun har svært ved at indgå i relationer med andre mennesker. Særligt galt går det, da familien flytter til et parcelhuskvarter og Maries liv bliver alt andet, end hvad hun havde håbet på.
I starten af romanen oplevede jeg stor sympati for Marie. Forfatteren beskriver hendes barske barndom, som var den helt normal – hvilket den også var på daværende tidspunkt. Som bogens handling skred frem, oplevede jeg dog at blive splittet i mine følelser for Marie. Hendes barndom har utvivlsomt præget hende utroligt meget og hun formår ikke at skabe en glædelig tilværelse for sig selv. Hun bliver meget bitter og føler sig bedre end de andre kvinder i parcelhuskvarteret. Marie længes utvivlsomt efter et andet liv, men hun har ikke ressourcerne til at skabe det for sig selv.
Romanen formår at sætte fokus på de udfordringer, der for mange var forbundet med at flytte fra landet til byen. Samtidig er bogen en hyldest til de husmødre, der bevægede sig op fra underklassen til middelklassen.
Folkets skønhed bliver dog ekstra tankevækkende i og med, at romanen er baseret på Merete Pryds Helles slægtshistorie. Her vil jeg særligt henvise til det sammentræf, at den ene af Maries døtre hedder Merete, ligesom forfatteren selv.
Alt i alt en velskrevet bog med meget dybde. Det er fuldt berettiget, at Merete Pryds Helle vandt både Politikens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær for bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar