tirsdag den 18. oktober 2022

Boganmeldelse af: "Fortællinger omkring et bjerg"!

 

Reklame.

Anmeldereksemplar fra forfatter Marianne Gyllensten Jahn.

Forlag Mellemgaard.

Børnebog.

242 sider.

ISBN: 978-87-7218-051-9

Hvordan skal man klare sig når man er en alf der ikke kan flyve? Og hvorfor er det så svært at være dårlig til noget, bare fordi alle de andre kan det? Vores ene hovedperson er en Alf som kæmper ihærdigt for at lære at blive en rigtig alf, men det er svært for hans vinger er ikke så udviklede og han forstår ikke hvorfor han ikke kan det samme som de andre på hans alder. Og han er også ked af at blive drillet hele tiden. Han kan samtidig tale dyresprog og det plejer en alf heller ikke at kunne. Han vælger at gå hjemmefra for at komme væk fra drillerierne men han ender med at fare vild i et bjerg og kort efter møder vi den anden hovedperson. En nisse som vores alf bliver gode venner med. De kommer sammen på nogen eventyr igennem bogen og det udvikler sig til et venskab der får en større betydning end nogen af dem er klar over til at starte med.

Bogen er inddelt i forskellige historier, men de hænger alligevel sammen på fineste vis. Der er historien om pigen som er fanget i bjerget. Historien om enhjørningernes ø og historien om Samu som er en vildledt dreng der slet ikke er så ond som han først fremtræder. Der er magi, drager, lava, slanger, bål, trolde og meget mere i dette værk. Og det er en bog der fanger med det samme. De fine illustrationer gør bogen endnu mere hyggelig undervejs. Det er nemt at leve sig ind i universet og ens fantasi får lov at arbejde, hvilket er en sand fornøjelse. Et rigtig fint eventyr.

Bogen henvender sig til mindre børn hvor den kan læses højt og til store børn og voksne. For alle kan få noget med sig fra dette værk. Og det vigtigste budskab igennem hele bogen er at der skal være plads til alle og det er okay at vi ikke er ens. Så det er samtidig en bog man kan lære noget af.

Et flot værk som kan anbefales herfra.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar