onsdag den 14. februar 2018

Boganmeldelse: "Fix me"!

211 sider
Engelsk bog
Privat udgivelse
Kan købes: Her (på Amazon)

Jeg fik en mail fra Caroline, om jeg havde lyst til at læse hendes bog. Og selv om jeg sjældent læser bøger på engelsk, så tænkte jeg at den skulle have en chance.
Caroline er 17 år gammel og dette er hendes debut roman. Jeg er dog ikke sikker på årsagen til at hun vælger at skrive den på engelsk, men den kan selvfølgelig ramme et bredere publikum på den vis.

Bogen handler om Olly. En ung homoseksuel knægt som er endt i dårligt selskab. Han tager stoffer, drikker og har en kæreste der ikke behandler ham særlig godt. Han vågner op en dag og får bare nok. Kontakter sin far og flytter hjem i familiens trygge rammer. Her møder han Jaden. Naboens ene dreng som han virkelig ikke bryder sig om i starten. Men det viser sig hurtigt at Jaden slet ikke er som Olly tror. Jaden hjælper Olly og de ender med at blive venner. Derfra udspringer der en romance, men Jaden er jo ikke homoseksuel eller? Jaden er nemlig i et længerevarende forhold med Arden. Og hende kan Jaden da ikke bare slå op med...

Det er en ungdomsbog som desværre bliver en smule fyldt med klichéer. Hovedperson har et misbrug, hovedperson er i et skidt forhold, hovedperson får hjælp, hovedperson forelsker sig...
Den minder meget om andre historier på markedet og den skiller sig derfor ikke specielt ud fra mængden.
Hvad værre er så er det engelske sprog flere steder så forkert sammensat eller fyldt med stavefejl at det bliver irriterende at læse. Det trækker gevaldigt ned, på en ellers fin debutroman. For jeg er ikke i tvivl om at Caroline kan føre sine skriverier videre og blive anerkendt. Men det er en usleben diamant pt og jeg håber og tror for Carolines skyld at hun med tiden og livserfaringen kan blive bedre.

Bogen er ret hurtigt læst og man kan tydeligt mærke at det er en ung person som skriver dette værk. Det er tiltalende fordi hun formår at ramme et sprog som unge i dag kan nikke genkendende til, samt hun levere en ret uskyldig indgangsvinkel til kærlighedslivet. De erotiske scener kunne godt være mere detaljerede, men fungere godt taget i betragtning af at det ikke er en decideret erotisk bog.

Jeg vil dog se frem til med tiden at følge Carolines fremtidige forfatterliv, for jeg tror bestemt hun hører til i branchen. Jeg vil dog håbe at det så bliver muligt at læse en bog, skrevet af hende, på dansk!
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar