tirsdag den 24. august 2021

Boganmeldelse af: "Stonelegenderne - Den mørke side af skyggen"!

 

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatter Danny H. L. Nielsen.

Roman/Fantasy.

294 sider.

ISBN: 978-87-4303-124-6

Eventyr på den barske måde. Det er vist umiddelbart det første jeg lige har lyst til at sige, efter at have læst denne bog.

Den handler om en flok søskende som da de er børn hidkalder en dæmon. Man følger deres liv som strækker sig over flere liv, eller for os almindelige dødelige er det over flere liv. Man er med under krigen hvor den ene mister en god ven. Man er til forelæsning med Albert Einstein og man kommer også med i lidt nyere tid hvor man er på et forsknings-/forsøgscenter. Der er sindssygt mange detaljer at holde styr på og indtil man ligesom kommer godt ind i historien og forstår ideen så er det lidt overvældende. Men så bliver det til gengæld spændende, lidt klamt og blodigt og ikke mindst faretruende. Her er smæk for skillingen af action, drama og uhygge. Og det er virkelig godt skrevet, selv med de få korrekturfejl der var undervejs.

Jeg var underholdt og forfærdet på samme tid og havde jeg været yngre havde bogen nok også givet mig mareridt. Men efter at have læst den ser jeg nu bare frem til at læse den næste i rækken, for der er nemlig en bog mere om Stonelegenderne. Og hvis den er halvt så spændende, så er den værd at glæde sig til.

Det er en fantasy bog som jeg ikke nødvendigvis vil anbefale alle der er til den genre, for der er beskrivelser af scener som nærmer sig horror og derfor er den ikke for sarte sjæle. Men er man til gengæld til de mere barske og blodige ting, så er den rigtig god. Og der sker så meget undervejs at man skal have ro omkring sig for at kunne finde hoved og hale i det hele, men det giver alligevel god mening og der er ikke nogen af de mange ting som kunne fjernes, for så ville man ikke få samme oplevelse.

Kan anbefales herfra, især hvis man gerne vil have en lidt mere gruopvækkende bog i hænderne!

 

Boganmeldelse af: "Genvejen"!


 Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget 2 feet entertainment.

Forfatter: D. S. Henriksen.

Gys - Roman - Ung.

130 sider.

ISBN:978-87-7994-940-9

 

Vi møder fire teenagere som har et venskab der er lidt ud over det sædvanlige. Der er tre drenge og en pige. Den ene dreng er ældre end de andre og pigen er god til at gøre alting til noget uhyggeligt med sine historier. Vores hovedperson er lidt forelsket i hende men det er meget nyt og han tør ikke rigtig gøre noget ved det.

De skyder genvej hjem en aften, over en gammel kirkegård. Et sted der virker meget forladt. De møder dog en mand som skræmmer dem lidt. Pigen begynder at fortælle en historie om dem der passede kirkegården før i tiden, og hvordan de fik et barn der ikke lignede alle andre. Og efterhånden som de forsøger at komme ud af kirkegården sker der mystiske ting der passer overens med hendes fortælling. Men kirkegårde om natten er jo uhyggelige, så mon det ikke bare er deres fantasi som løber af med dem?

Her er spænding og uhygge. Og man bliver som læser nysgerrig på hvad der kommer til at ske, så man er fanget med det samme. Det er ikke den mest skræmmende historie, men der er en stemning undervejs som alligevel gør at man bliver lidt grebet.

Bogen henvender sig til et ungt og voksent publikum. Det er gys i den lidt lettere ende hvorfor det er en god begyndelse hvis man gerne vil introduceres for gys, men aldrig helt har turdet give sig ud i det. Og selv om man ikke ligefrem får mareridt af historien så er den ganske god alligevel. Der er noget sart og fint over den del hvor man møder teenager kærligheden og den spæde begyndelse på den del af livet. Og der er noget reflekterende over den sidste del hvor man følger hvad der sker med de fire personer senere hen i livet.

Et let gys som kan anbefales herfra, især til det unge segment.

torsdag den 19. august 2021

Boganmeldelse af: "Casmir og folket i skoven"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Alberte Thusgaard.

Fantasy - Roman - Ung.

88 sider.

ISBN: 978-87-7237-475-8


Hovedpersonen opdager på en køretur med sin familie et rensdyr og det er som om det kalder på hende. I hvert fald tager hun ud og leder efter det. Det viser sig at hun er udvalgt til at hjælpe et skovfolk, gahabaerne. Derfor begiver hun sig ud på en rejse sammen med rensdyret og det er både farligt, tæt på dødbringende og spændende. Hun lærer meget om sig selv og hvor vigtigt det er at være noget for andre. Hun lærer at hun kan mere end hun selv tror og til sidst lærer hun også at træffe et valg som i resten af hendes liv vil påvirke hvordan hun lever.

Det er en flot debut af forfatteren og det er en nem og ligetil fortælling, som tager læseren med på rejse ind i en anden verden. en verden der er mere præget af naturens kræfter og en verden hvor håbet spiller en stor rolle. Bogen er hurtigt læst, for selvom det er en historie der primært henvender sig til unge, så er den fangende for alle aldersgrupper. Der er en sød naivitet over det hele, da man ikke rigtig er i tvivl om at vi nok ikke ender ud i den mest ulykkelige slutning - til trods for at der er et tvist omkring hovedpersonen som man ikke lige ser komme.

Bogen kan anbefales til alle med interesse for let underholdning, fantasy i den forsigtige ende og faktisk vil jeg mene den også godt kan læses højt for større børn eller læses sammen med større børn. Så det er en stor ros herfra, da fantasy genren for det meste ikke henvender sig til alt for unge/børn.



Boganmeldelse af: "Søstre"!

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Screaming books.

Roman.

Forfatter: Daisy Johnson.

185 sider.

ISBN: 978-87-998997-4-6


Det her er en af de mest specielle bøger jeg igennem længere tid har læst. Den har en lidt anderledes opbygning og jeg fandt den faktisk lidt svær at forstå. I hvert fald indtil jeg nåede så langt ind i den at jeg reelt forstod hvad den handlede om.

Titlen afslører jo en del, men det er meget mere end blot et søskendeforhold man får beskrevet. Det er den forbindelse der opstår mellem søstre, når de ellers er tætte. Det er den livskraft de kan give hinanden og afspejle sig selv i. Det er en historie om det gode og det onde, om det at være sårbar og stærk men også om følelserne der kan være i et bånd som er så voldsomt som det kun formår at være mellem søstre når de er næsten jævnaldrende og dybt afhængige af hinandens talenter.

Bogen er speciel fordi det egentlig ikke er en historie som sådan, men mere en oplevelse. Man kan ramme mange følelser undervejs og den var faktisk svær at ligge ned igen. For den rummer virkelig mange ting som det som læser kan virke ret overvældende at taget imod.

Jeg er heller ikke i tvivl om at grunden til jeg ikke helt forstod den i starten, var fordi den skal mærkes fremfor forstås. Og det lyder måske forvirrende, men det vil nok give mening hvis du giver bogen en chance.

Jeg er glad for at have læst den, men jeg vil nok ikke med det første kaste mig over andre bøger af forfatteren, for den her skal jeg lige have tid til at fundere over. Den efterlader et indtryk som er lidt svær at håndtere og derfor har jeg personligt, brug for noget der er mere let og lyst. Det er ikke fordi jeg ikke anbefaler bogen, for det gør jeg. Men jeg vil samtidig sige at man skal være forberedt på at det ikke er let underholdning, men til gengæld en noget tungere og hård bog som man her får fat i.

tirsdag den 17. august 2021

Burger uden brød!

Til en person:
Lidt smør/olie til stegning.
To portobello svampe.
En hakkebøf, rørt med en cl whiskey, lidt salt og peber samt godt med cayennepeber (du kan gøre den så stærk du vil, skifte ud med chili eller undlade det helt).
Rødløg i skiver.
Salat.
Ost - 1 skive af din foretrukne. Du kan også bruge toastost.
Et æg. Der skal laves som spejlæg.
Nogen skiver agurk.
Burgerdressing - kan laves selv eller købes færdig.
Chiliketchup eller almindelig.

Steg eller grill bøffen og mens den trækker steger eller griller du svampene. Læg osten på bøffen imens så den kan smelte let. På en anden pande steges spejlægget.
Saml med svamp, ketchup, salat, rødløg, bøf, spejlæg, dressing og øverst svamp.
Agurker ved siden af.

Hvis ønskes kan man benytte en skive bacon, bruge syltede agurker eller en anden dressing, bruge tomatskiver med mere. Det er op til en selv at justere så burgeren bliver som man ønsker.


tirsdag den 10. august 2021

Boganmeldelse af: "Sille på den mystiske ø"!

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Autenz.

Forfatter: Lise Baltzer.

203 sider.

Børne/ungdomsbog.

ISBN: 978-87-93584-16-7

Lix 21

 

Sille skal på ferie hos sin onkel i Italien, det er hun på ingen måde tilfreds med, men hendes mor skal på arbejde i USA så hun får ikke noget valg. Da hun ankommer syntes hun at onklen er noget speciel, gammel og glemsom. Og han forstår jo bare slet ikke at mobiltelefonen kan være så vigtig.

Sille finder ud af at den vulkanø hun er på bærer på en historie som er lidt speciel, for der er kun nogen udvalgte mennesker som kan opfange hvis vulkanen er ved at gå i udbrud. Og da hun om natten hører torden men ingen andre opfatter det, går det op for hende at hun er en af dem der har den evne. Men hvad skal et barn - en ung pige gøre ved det?

Silles mor sørger for at Silles veninder kan komme ned til Sille og nu skal de så hjælpes ad med at få vulkanen til ikke at gå i udbrud. Men hvordan? Og kan det overhovedet passe at Sille kan hører vulkanen som den eneste?

Det er en spændende og fangende fortælling som holder læserens interesse hele vejen igennem. Den er let at læse og man kan nærmest ikke slippe den igen, for man vil gerne vide hvad der kommer til at ske. Bogen henvender sig til børn og unge, den vil være fin til højtlæsning og den er samtidig ganske underholdende for voksne. Så det fungere ganske fint.

Der er flere bøger i Sille-serien og tilbage i 2019 anmeldte jeg "Sille begår en mega-fejl". jeg har dog ikke fået læst andre i serien før jeg så kom i nærheden af denne bog. Og jeg får faktisk lyst til at se hvad de andre bøger i serien handler om, for det er nogen gode historier forfatteren har fået ud i de to jeg nu har læst.

Bogen kan læses uden at man kender serien og man har ikke fornemmelse af at man mangler noget fra andre bøger, for hele fortællingen er unik i sig selv. En rigtig god historie!