Jeg har ikke kunne deltage nogen gange, men i år kan jeg og ser frem til at læse bøger, opdatere bloggen og følge andre bloggere undervejs.
Vi starter kl. 14 og slutter i morgen kl. 14.
Hvis dette er helt nyt for dig, så kan du læse om det her:
http://www.24hourreadathon.com/pre-readathon-pep/ Bare vær opmærksom på at siden er på engelsk.
Har ikke helt bestemt mig for hvilke andre bloggere jeg vil følge undervejs, men det kigger jeg på for der er jo mange gode blogs at vælge mellem :)
Jeg har valgt tre bøger der skal læses hvis jeg kan nå det. "Slagssøstre" som jeg har modtaget og skal anmelde for Kulturkongen, "Klar, parat, invester" som jeg skal anmelde for ContentPublishing og til sidst "Nøgent hjerte" som forfatteren har sendt mig og som jeg anmelder for Bogrummet.
Jeg har med vilje valgt anmeldereksemplarer, da jeg pt ikke har så mange bøger som jeg selv har valgt at skaffe, men det er også helt ok, for jeg er sikker på disse tre bøger har noget at byde på :)
Dette read-a-thon over de 24 timer glæder jeg mig som sagt til at deltage i. Og hvis i holder øje med min blog, vil jeg løbende fortælle hvor langt jeg er nået og skrive lidt om den bog jeg er i gang med.
Så god fornøjelse til jer der deltager og til jer der kigger med.
Sæt i gang :)
-----------------------------------------------------------
Første opdatering. Kl. 17:52
Jeg startede kl. 13:30 og ikke kl. 14:00 da jeg stopper en time tidligere i morgen grundet andre planer.
Første bog er læst færdig. 211 sider. Den udkommer først til maj.
"Slagssøstre" er klart en af de mere mærkelige bøger jeg har læst i år. Men det skal man jo også støde ind i nogen gange - mærkelige bøger altså.
Nu vil jeg holde en pause, sørge for aftensmad og gå med Bonnie, inden jeg tager hul på den næste bog.
----------------------------------------------------------------------
Anden opdatering. Kl. 00.03
Jeg endte ikke med at gå med Bonnie, da Casper tog den tjans til aften. Men så fik jeg holdt en pause, spist aftensmad, vasket op og spist en lille dessert (creme brulee). Og så fandt jeg ellers roen til at læse videre.
Så derfor blev jeg lige før midnat færdig med den næste bog. "Nøgent hjerte" af Lars Bjerregaard Jessen.
Bogen handler om Emil og hans liv med sin kæreste og hans to børn fra tidligere ægteskab. Kæresten og ham beslutter sig for sammen med et vennepar at der skal ske noget i deres liv og de vil derfor gerne bestige Kilimanjaro. Det kræver træning og det går de i gang med. Men så bliver venneparret skilt og Emils kæreste vælger at springe fra. På trods af modgang kommer Emil og vennen dog alligevel afsted. Det bliver en hård tur og om de klarer den hele vejen, vil jeg lade kommende læsere selv finde ud af.
Super spændende bog.
Jeg har læst forfatterens to tidligere bøger og dem var jeg ret begejstret for, så det var en fornøjelse at læse denne bog også.
Denne var på 277 sider, så det er indtil videre blevet til 488 sider.
Nu vil jeg kigge lidt rundt på nettet og tjekke op hos andre bogbloggere. Og så vil jeg finde min mand og min dyne i lidt tid, inden morgenstunden ankommer og jeg tager hul på den næste og umiddelbart sidste bog i denne ombæring.
Håber i andre får en god nat og får læst noget spændende :)
----------------------------------------------------------------------------
Tredje opdatering. Kl. 06.27
Godmorgen. Så er der ro i hytten, Bonnie er i haven og jeg er gået i gang med "Klar, parat, invester". En fagbog om investering for kvinder som er nye indenfor dette.
Håber I har haft en god nat derude bag skærmen.
Jeg vender tilbage lidt senere :)
---------------------------------------------------------------------
Fjerde og sidste opdatering. Jeg er nemlig nød til at stoppe før kl. 14, da vi har andre planer for søndagen.
Kl. er 11:52 og jeg er lige blevet færdig med den sidste bog. "Klar, parat, invester".
212 sider. Modtaget fra Content Publishing.
Nå, men denne sidste bog er altså en fagbog. Der handler om investering for begyndere og er primært henvendt til kvinder. Men den kan selvfølgelig læses og benyttes af alle der gerne vil lære noget om aktier, obligationer og starte helt fra bunden. Du får her en rigtig fin introduktion til hvordan man selv investere, hvordan man som begynder overhovedet griber det an og den slår ned på nogen af de myter der omkring dette emne. Investering er nemlig slet ikke så svært, som mange tror. Men selv i vores moderne samfund er det oftest mænd der investere og bruger tid på økonomi. De kvindelige forfattere bag bogen giver her et bud på hvordan man griber investeringer an på en yderst overskuelig måde. Det er virkelig ligetil og man bliver ikke kastet ud i en masse matematiske, uoverskuelige afhandlinger. Men man får en ligetil beskrivelse og forklaring af begreber, metoder, udfordringer mm og det gør faktisk at det bliver ret interessant at lære noget om.
Jeg har i forvejen selv handlet med aktier og lidt med obligationer, men er på ingen måde særlig klog inden for investeringer og jeg havde stor glæde af at læse denne bog, da den netop giver en et godt grundlag for at komme i gang og gøre mere ud af sine egne penge.
Så det er klart en bog jeg kan anbefale!
Så det blev altså til 700 sider i alt fra i går til i dag. Havde kunne
nå lidt mere hvis jeg ikke skulle stoppe før tid. Men jeg er sådan set
rigtig godt tilfreds, for jeg nåede at læse de tre bøger jeg håbede på.
Nu vil jeg sige tusind tak til alle der har kigget med her, på facebook og på instagram. Og jeg håber at være med til Dewey´s read-a-thon igen en anden god gang.
Rigtig god søndag til jer alle!