onsdag den 29. november 2017

Boganmeldelse: "Zofia Indvandreren"!

255 sider
Udgivet 2017
Kristina Mejlby
Den kan købes: HER!

Jeg har fået muligheden for at læse denne bog. Den er skrevet af en forfatter der selv kom ufrivilligt til Danmark tilbage i 70erne fra Polen og hun skriver i denne bog en historie om sin veninde der også kommer fra Polen. Det er altså en biografi der omhandler forfatterens veninde.

Vi møder Zofia. Hun har en god uddannelse og har en kæreste, men hun drømmer om et andet og bedre liv. Hendes forældre har hun et ret anstrengt forhold til og hendes kæreste er de heller ikke så begejstrede for, da han "kun" går med aviser. Kæresten og Zofia tager til Danmark. De kommer hertil med et turistvisum som en dansk kvinde har skaffet dem. Og nu skal de så finde ud af hvordan de kan blive i landet. Zofia bliver nødt til at gifte sig med en dansk mand og hendes kæreste skal så komme herop igen når hun er blevet skilt og har fået sin opholdstilladelse. Men han ender med tiden med at blive i Polen hvor han finder en anden kvinde og Zofia forelsker sig i sin danske mand. Desværre behandler han hende ikke pænt og Zofia må flere gange på krisecenter mm. Hun vender dog tilbage til ham gang på gang. Først da det går ud over deres lille datter forlader hun ham. Det er dog aldrig nemt for hende at skulle være alenemor og hun følger altid sin mands færden på afstand, da hun håber han med tiden vil søge hjælp.

Det er en barsk historie og ikke nogen særligt gode vilkår hovedpersonen kommer fra eller til for den sags skyld. Hun får et hårdt liv og skal kæmpe for alting. Især er det danske sprog svært for hende at lære hvorfor meget foregår på halvt dansk, halvt engelsk. Men der er alligevel altid et håb gemt i hende om et bedre liv.

Bogen er lidt tung da der er nogen sproglige fejl som man lige skal se henover. Men kan man det så er den sådan set hurtigt læst. Man vil gerne vide hvordan det går hovedpersonen og man kan sagtens sætte sig ind i alle de kvaler hun har. Dog bliver det også svært ikke at finde hovedpersonen en smule ynkelig til tider, da hun flere gange får tilbudt hjælp til at komme væk fra sit voldelige ægteskab, men hun takker nej hver gang og vender tilbage til ham. 
Det er dog en ganske fin historie og jeg tror de fleste af os har mødt nogen med en historie der er nogenlunde tilsvarende... måske med andre problemer, men i hvert fald med en tung bagage inden de er kommet til landet.

Jeg var lidt skeptisk inden jeg gik i gang med bogen, for jeg indrømmer gerne at jeg fik den opfattelse at bogen handlede om en der kom til Danmark og blev her primært for at få del i vores velfærd uden måske at yde det store for det. Men det er så slet ikke det der er tilfældet. Bogen omhandler nemlig det håb der kan være i at komme til et andet land, hvor man håber og tror at forholdene er bedre. Men den indeholder også en læring. En læring i at ting måske ikke altid er som man tror.
Så det har været en interessant bog at læse. Og jeg håber derfor andre vil give den en chance!

torsdag den 16. november 2017

Boganmeldelse: "Soulmates"!

Digte
Claus Ankersen
166 sider
Kan købes: HER

Det er godt nok en anderledes digtsamling jeg her har fået mulighed for at læse. Og jeg er faktisk i tvivl om jeg egentlig har forstået alle digtene. Altså jeg er med på at det hele handler om forfatterens forhold til forskellige kvinder og nogen af digtene beskriver disse kvinder. Èn af kvinderne "B" er genganger og virker til at have fyldt mere i forfatterens liv end de andre. Men nogen af de andre har alligevel givet ham nogen ting med på vejen. Alt fra frustrationer til god sex.

Det er digte som faktisk ikke er sådan lige til. Der er bestemt ikke noget enkelt udtryk men til gengæld bliver man udfordret på sproget, da det hele bliver meget symbolsk og forunderligt. For selv om jeg faktisk ikke er sikker på jeg har forstået det hele så syntes jeg her bagefter at digtsamlingen er interessant. Blandt andet fordi den ikke minder om andet jeg i meget lang tid har læst. Det er på en måde ret tunge digte, men også ret personlige hvilket gør det spændende at dykke ned i. Jeg måtte læse nogen af digtene et par gange for at prøve at få mest muligt ud fa dem og jeg tror at jeg sagtens kunne vende tilbage til flere af dem og stadig være i tvivl om hvad jeg har læst. Der er mange nuancer og mange ting at forholde sig til. Og i starten irriterede det mig grænseløst at jeg ikke bare kunne læse digtene og være helt med på hvad forfatteren gerne ville fortælle - men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen fandt jeg en ro ved at læse noget  som det måske ikke er sikkert vi alle bør forstå lige nemt.

Det er klart nogen digte som jeg ikke vil anbefale en begynder indenfor genren at læse, for så tror jeg man brækker halsen. Men er man garvet poesi/lyrik læser er jeg næsten sikker på man vil opnå en god læse oplevelse.

Dejligt med noget anderledes og noget som udfordrer mig som læser!

onsdag den 15. november 2017

Anmeldelse af "Kærestesorger"!

Du kan finde den lille novelle HER!
Jeg har fået den tilsendt fra tellmeastorytoru og må sige at det endnu engang er en fornøjelse at få lov at anmelde et af disse små værker.

"Kærestesorger" er skrevet af Ida Scharla Løjmand og er en lille novelle der handler om et par der har fundet sammen igen, selv om der har været knas i forholdet. Det er et meget ungt par og det er ham der har været utro. Og nu er han det vist igen, men vores hovedperson er i tvivl for hun holder jo af ham. Der er dog en knude i maven på hende som fortæller hende noget andet...

En fin lille historie om parforhold i en ung alder og om hvor vigtigt det er at man kan stole på hinanden. Det er garanteret en situation som mange kan nikke genkendende til og selv om novellen i sig selv måske ikke er den helt store wow oplevelse, så er den relevant og ligetil. Den enkle indgangsvinkel hvor man primært ser det fra hovedpersonens side fungere ret godt, da der sparres med veninder mm. Så det fungere.
Klart en novelle jeg vil anbefale!


fredag den 3. november 2017

Vinder af fødselsdagskonkurrencen!

Allerførst vil jeg sige tak til alle der deltog og det rigtige svar er at jeg fylder 32 år idag.

Casper hjalp mig med at trække lod:


Tillykke til Camilla Nyegaard.  
Jeg har sendt dig en mail.

God weekend derude!