Jeg har ligget syg med alt lige fra forkølelse og hoste til bihulebetændelse. Og så fosvinder tiden lidt af sig selv. Nu er jeg ved at være helt ovenpå igen og så kunne jeg ikke komme til fys. i denne uge da han ikke var der... men men nu lysner det hele lidt igen.
Lang gåtur med veninde i tirsdags ca 11 km. En weekend hvor vi skal være sammen med nogen venner hvor vi skal en tur i biffen og se "Kartellet" og så skal vi være sammen med Caspers mormor (og hans forældre, men det knap så vigtigt). Fys. på tirsdag og så må vi se hvad der ellers skal ske.
Casper har travlt på job lige for tiden han er sjældent hjemme til tiden så det nogen lange dage og en træt mand der kommer ind af døren... Men sådan er det jo i perioder.
Hans Honda er stadig på værksted, de er ikke ligefrem hurtige, men ok de fik en forkert kaburator hjem det var jo ikke deres fejl... Men nu må de gerne snart se og blive færdige så den kan blive toldsynet. Der er pt. ventetid hos Skat, så det bliver trukket lidt i langdrag desværre...
Jeg skal til samtale hos min læge den 5. marts, det har kommunen bedt om, for ellers kan man ikke blive indstillet til møde med rehabiliteringsteam og det vil min sagsbehandler gerne snart kommer i orden, så vi kan komme videre på den ene eller den anden måde. Min sagsbehandler forventer jeg får et ressourceforløb selvom jeg reelt er indstillet til pension, men begge dele er ok, for så ved jeg i det mindste noget mere end jeg gør lige nu.
Er kommet godt igang med at skrive med to forskellige personer der sidder på dødsgangen i USA. En mand og en kvinde. Og har fået et lille netværk med andre der skriver med folk på den måde. Det er interessant og lidt udfordrende samtidig.
Så der er sket en del det sidste stykke tid, hvilket så også har gjort at jeg ikke har været her så meget.
Men det kan der heldigvis rådes bod på :)
Håber ellers I alle har det godt derude omkring!
Vi skrives ved :)
fredag den 28. februar 2014
torsdag den 13. februar 2014
Godmorgen midt om natten!
Ja jeg begyndte jo at skrive lidt om det at leve med piskesmæld og følgerne deraf i et par af de tidligere indlæg.
Og her kommer lidt mere om det. For en af de ting som igennem de sidste år har været en gennemgående faktor for mig er manglende søvn.
Jeg sover i gennemsnit tre timer på et døgn, nogen gange er jeg heldig at kunne sove lidt mere, det er primært fordi jeg kan sammensætte min medicin så jeg kan tvinge kroppen til at sove. Andre gange sover jeg overhovedet ikke.
Men det pudsige er at nu her efter så lang tid, så har jeg vænnet mig så meget til det at jeg faktisk har det skidt hvis jeg så en sjælden gang imellem har en nat hvor jeg sover normalt. Kroppen kan ikke omstille sig til det...
At være søvnløs har jo nogen ret grimme bivirkninger. Det nedsætter ens forbrænding, så fx vægttab er sværere. Det gør man ikke kan regenerere på samme måde som andre, så en omgang influenza (som vist er det jeg har lige pt) tager længere tid og andre skader man kan pådrage sig hvor kroppen har brug for hvile bruger man generelt længere tid på at komme ovenpå fra igen.
I begyndelsen kunne min hjerne slet ikke finde ud af at mangle søvn, jeg blev groggy, irritabel og havde enormt svært ved at fungere fordi jeg manglede søvn. Det er jo noget af det som er allervigtigst for hele ens velbefindende.
Men nu her efter nogen år, så ja, som nævnt har jeg nærmest vænnet mig til det og kan faktisk fungere lige godt på alle tider af døgnet, eller lige dårligt for sundt er det jo ikke.
Min søvnløshed var noget de brugte meget tid på da jeg var på smerteklinik. Jeg fik en masse værktøjer fra den psykolog jeg gik hos, fik og får medicin der kan hjælpe (det vil sige indtil man vænner sig for meget til det og man så stadig er søvnløs) og har prøvet diverse teknikker som kan få kroppen til at falde til ro. Men desværre uden at det har haft den store virkning. Jo bevares jeg gik fra at sove max 1 time til max de 3 timer. Så lidt effekt var der da.
Det er også en af grundene til at der jævnligt skal justeres på min medicin, da kroppen vænner sig til at indeholde de store mængder af alt muligt og derfor ikke bliver ved at have den samme virkning. Det er ikke traditionel sovemedicin jeg får, da man på forhånd ved at det kun er en stakket frist før det holder op med at virke. Jeg er derfor blevet instrueret i hvordan jeg selv kan lave en cocktail ud af det medicin jeg får. Og min dosis når jeg skal forsøge at sove er såmænd kraftig nok til at få en hest til at falde i søvn, men igen da kroppen vænner sig til det har det i længden ikke den store effekt.
Det var ikke meningen dette skulle blive en hel roman, men det er et emne som der er meget at sige om. Det er noget der har stor indvirkning på ens liv om man sover eller ej. Tror de fleste kender det at have bare en enkelt søvnløs nat fx hvis det er alt for varmt og der har man det elendigt dagen efter. Forestil dig så at man har det sådan hver nat, så kan man hurtigt regne ud at man nok ikke ligefrem har det helt godt til daglig.
Så siger nogen... jamen så tag et powernap eller en morfar i løbet af dagen... åh ja, gid det var så vel. For det første gør smerterne mm at jeg bliver svimmel når jeg skal ned og ligge, for det andet sover jeg endnu dårligere hvis jeg sover om dagen, da jeg alt for hurtigt vender op og ned på døgnrytmen.
Et af de råd jeg fik af min tidligere psykolog var derfor at finde noget der gjorde at jeg fast havde noget at stå op til hver dag. Der kom forskellige forslag på bordet: King der skal luftes (men det magter jeg ikke altid og derfor var det ikke holdbart), Lav morgenmad til jer begge hver dag inden Casper tager på job (men jeg har jo tit problemer med at spise og derfor var det heller ikke nogen god ide), Stå op og smør Caspers madpakke for så har man noget at give sig til og har dermed et fast tidspunkt så døgnrytmen ikke bliver helt forskruet.
Det sidste blev løsningen til trods for at jeg i starten tænkte: gu vil jeg ej, han kan godt selv og jeg er ikke hans mor. Men som psykologen sagde. Se bort fra det. Se det som om du bidrager med noget i forhold til alle de ting der er lagt over på Caspers skuldre fordi jeg jo har det som jeg har det. Se det ikke som om du opvarter ham, men se det som om du gør noget for dig selv, eller som en slags forkælelse af Casper.
Jeg tænkte lidt over det og prøvede så i en periode (hvor jeg med morgenmad ville være nød til at prøve at spise kan jeg jo med en madpakke bare lave den og give den videre) og har faktisk holdt fast i det.
Jeg har et fast tidspunkt at stå op, jeg bidrager med noget hvor småt det end er og jeg aflaster ham hvor lidt det end er.
Samtidig gir det os noget i forholdet at vi kan snakke om at jeg jo egentlig er mega jaloux over at han skal ud af døren på job hver dag og møde kolleger mm. Så selv om nogen enkelte har set skævt til det når de hører det, så har det altså en stor betydning for Casper og jeg indbyrdes.
Det kurere jo ikke min søvnløshed at have faste rutiner, men det kan hjælpe kroppen til at blive mere naturligt træt. Desværre ikke nok til at jeg sover (så ville jeg jo ikke sidde her klokken ca. 2 om natten) men det bringer alligevel noget positivt med sig.
Søvnløsheden... tja den følger jo åbenbart med for en del whiplash patienter. Men selv om det er en grim ting, så er det altså ikke nødvendigvis jordens undergang. Fx er der dejlig fredeligt og køligt om natten, hvilket gør at jeg kan få ro til nogen gange at lave små øvelser (fra min fys) som jeg ellers ikke får lavet, jeg kan til tider læse en lille smule og jeg kan bare nyde freden og gå en tur og kigge på stjerner :)
Jo jo, man lærer at tilpasse sig :)
Godnat til jer der sover eller er på vej i seng. Husk at værdsætte jeres søvn, en dag er den der måske ikke længere!
Og her kommer lidt mere om det. For en af de ting som igennem de sidste år har været en gennemgående faktor for mig er manglende søvn.
Jeg sover i gennemsnit tre timer på et døgn, nogen gange er jeg heldig at kunne sove lidt mere, det er primært fordi jeg kan sammensætte min medicin så jeg kan tvinge kroppen til at sove. Andre gange sover jeg overhovedet ikke.
Men det pudsige er at nu her efter så lang tid, så har jeg vænnet mig så meget til det at jeg faktisk har det skidt hvis jeg så en sjælden gang imellem har en nat hvor jeg sover normalt. Kroppen kan ikke omstille sig til det...
At være søvnløs har jo nogen ret grimme bivirkninger. Det nedsætter ens forbrænding, så fx vægttab er sværere. Det gør man ikke kan regenerere på samme måde som andre, så en omgang influenza (som vist er det jeg har lige pt) tager længere tid og andre skader man kan pådrage sig hvor kroppen har brug for hvile bruger man generelt længere tid på at komme ovenpå fra igen.
I begyndelsen kunne min hjerne slet ikke finde ud af at mangle søvn, jeg blev groggy, irritabel og havde enormt svært ved at fungere fordi jeg manglede søvn. Det er jo noget af det som er allervigtigst for hele ens velbefindende.
Men nu her efter nogen år, så ja, som nævnt har jeg nærmest vænnet mig til det og kan faktisk fungere lige godt på alle tider af døgnet, eller lige dårligt for sundt er det jo ikke.
Min søvnløshed var noget de brugte meget tid på da jeg var på smerteklinik. Jeg fik en masse værktøjer fra den psykolog jeg gik hos, fik og får medicin der kan hjælpe (det vil sige indtil man vænner sig for meget til det og man så stadig er søvnløs) og har prøvet diverse teknikker som kan få kroppen til at falde til ro. Men desværre uden at det har haft den store virkning. Jo bevares jeg gik fra at sove max 1 time til max de 3 timer. Så lidt effekt var der da.
Det er også en af grundene til at der jævnligt skal justeres på min medicin, da kroppen vænner sig til at indeholde de store mængder af alt muligt og derfor ikke bliver ved at have den samme virkning. Det er ikke traditionel sovemedicin jeg får, da man på forhånd ved at det kun er en stakket frist før det holder op med at virke. Jeg er derfor blevet instrueret i hvordan jeg selv kan lave en cocktail ud af det medicin jeg får. Og min dosis når jeg skal forsøge at sove er såmænd kraftig nok til at få en hest til at falde i søvn, men igen da kroppen vænner sig til det har det i længden ikke den store effekt.
Det var ikke meningen dette skulle blive en hel roman, men det er et emne som der er meget at sige om. Det er noget der har stor indvirkning på ens liv om man sover eller ej. Tror de fleste kender det at have bare en enkelt søvnløs nat fx hvis det er alt for varmt og der har man det elendigt dagen efter. Forestil dig så at man har det sådan hver nat, så kan man hurtigt regne ud at man nok ikke ligefrem har det helt godt til daglig.
Så siger nogen... jamen så tag et powernap eller en morfar i løbet af dagen... åh ja, gid det var så vel. For det første gør smerterne mm at jeg bliver svimmel når jeg skal ned og ligge, for det andet sover jeg endnu dårligere hvis jeg sover om dagen, da jeg alt for hurtigt vender op og ned på døgnrytmen.
Et af de råd jeg fik af min tidligere psykolog var derfor at finde noget der gjorde at jeg fast havde noget at stå op til hver dag. Der kom forskellige forslag på bordet: King der skal luftes (men det magter jeg ikke altid og derfor var det ikke holdbart), Lav morgenmad til jer begge hver dag inden Casper tager på job (men jeg har jo tit problemer med at spise og derfor var det heller ikke nogen god ide), Stå op og smør Caspers madpakke for så har man noget at give sig til og har dermed et fast tidspunkt så døgnrytmen ikke bliver helt forskruet.
Det sidste blev løsningen til trods for at jeg i starten tænkte: gu vil jeg ej, han kan godt selv og jeg er ikke hans mor. Men som psykologen sagde. Se bort fra det. Se det som om du bidrager med noget i forhold til alle de ting der er lagt over på Caspers skuldre fordi jeg jo har det som jeg har det. Se det ikke som om du opvarter ham, men se det som om du gør noget for dig selv, eller som en slags forkælelse af Casper.
Jeg tænkte lidt over det og prøvede så i en periode (hvor jeg med morgenmad ville være nød til at prøve at spise kan jeg jo med en madpakke bare lave den og give den videre) og har faktisk holdt fast i det.
Jeg har et fast tidspunkt at stå op, jeg bidrager med noget hvor småt det end er og jeg aflaster ham hvor lidt det end er.
Samtidig gir det os noget i forholdet at vi kan snakke om at jeg jo egentlig er mega jaloux over at han skal ud af døren på job hver dag og møde kolleger mm. Så selv om nogen enkelte har set skævt til det når de hører det, så har det altså en stor betydning for Casper og jeg indbyrdes.
Det kurere jo ikke min søvnløshed at have faste rutiner, men det kan hjælpe kroppen til at blive mere naturligt træt. Desværre ikke nok til at jeg sover (så ville jeg jo ikke sidde her klokken ca. 2 om natten) men det bringer alligevel noget positivt med sig.
Søvnløsheden... tja den følger jo åbenbart med for en del whiplash patienter. Men selv om det er en grim ting, så er det altså ikke nødvendigvis jordens undergang. Fx er der dejlig fredeligt og køligt om natten, hvilket gør at jeg kan få ro til nogen gange at lave små øvelser (fra min fys) som jeg ellers ikke får lavet, jeg kan til tider læse en lille smule og jeg kan bare nyde freden og gå en tur og kigge på stjerner :)
Jo jo, man lærer at tilpasse sig :)
Godnat til jer der sover eller er på vej i seng. Husk at værdsætte jeres søvn, en dag er den der måske ikke længere!
lørdag den 8. februar 2014
Boganmeldelse: "En forfærdelig mand"!
Forfatter: Lars Jensen
Forlag: Bogkompagniet.
448 sider.
Mange vil allerede når de ser bogen tænke at den er ikke noget for dem, de fleste har nok læst aviser eller set tv-avis og ved lidt om hvem denne forfatter er. Han er kendt som eks-rocker, bedemand, foredragsholder mm. Men det jo klart at hans liv i rockermiljøet er det som virker mest afskrækkende på de fleste. Særligt hvis man kender til nogen af de forbrydelser han har begået.
Alligevel vil jeg anbefale bogen. Og det vil jeg af forskellige grunde.For det første er den skrevet meget ligetil. Det er hverdagsprog der bliver brugt og den bliver allerede derfor meget personlig.
Lars ligger ikke skjul på noget men fortæller blot råt for usødet hvad det er han har oplevet og delvist stadig oplever.
Kampen for overlevelse i et samfund som ikke fra start af har givet ham de samme præferencer som de fleste af os er opvokset med, kampen for at finde sit eget ståsted i livet og erkendelserne af at nogen gange kan forbrydelse til dels betale sig.
Men også mennesket bag, familiefaderen som kæmper for at overleve da han vælger at sige stop for alt det kriminelle, da han skal lære sine børn ordentligt at kende og finde arbejde mm. Hans modvilje mod systemet og hans frigørelse af en førtidspension som han ellers er blevet tilkendt.
Hvis man tænker puha jeg skal ikke læse noget af en der har slået et andet menneske ihjel, så nej så er dette ikke bogen man skal sætte sig med. Men er man interesseret i den personlige historie, i at høre nærmere om hvordan vores retsvæsen mm fungere (og ikke fungere) og har man mod på at få både noget at tænke over og lidt at grine af så er denne bog virkelig det hele værd.
Håber nogen af jer tør kaste sig ud i denne verden :)